I weekenden den 28. – 29. marts 2015 gik Danmark til sommertid. Det er samtidigt signalet til, at en stor del af Danmarks roklubber hejser standeren og indleder rosæsonen på vandet.
En standerhejsning er ofte en traditionsbundet begivenhed, som foregår efter et helt bestemt mønster, men der er forskel fra roklub til roklub. Nogle steder er det et meget højtidelig arrangement, mens det andre steder foregår lidt mere afslappet.
Roinfo.dk besøgte Dragør Roklub, hvor standerhejsningen foregik stille og roligt, uden de helt store dikkedarer. Se nedenstående stemningsrapport fra begivenheden.
Klokken er tæt på 10.00 lørdag den 28. marts 2015. Medlemmer af Dragør Roklub er ved at ankomme til klubben og samles i den lille hyggelige have. Så er det tid. Medlemmerne er trukket om foran roklubben, hvor der er udsigt til standeren og sanghæfterne er delt ud. | Formand Martin Brünnich Rasmussen glæder sig til den nye sæson og er klar til en tur på vandet, når standeren er hejst. Jørgen Madsen fik det ærefulde hverv at få standeren gjort klar, så den kan hejses på flagstangen, der er anbragt på klubhusets gavl. Hejsningen af standeren må derfor foregå fra vinduet i klublokalet på første sal. |
Mens standeren bliver hejst afsynges Dragør Roklubs klubsang. På melodien ”Den er fin med kompasset” lyder det ud over Dragørs idylliske havn: I Dragør, der bor vi Fra Dragør, der ror vi – På Sundet, der får vi et mægtigt humør! Skønt få er vi nok til At blande en cocktail Af saltvand og skumsprøjt til mænner og møer. Tralalalalala tralalalalala... |
Standeren er kommet til tops – og dog, snoede flagliner gjorde, at det ikke var muligt at få standeren helt op – men det er en fejl, der nok vil blive rettet hurtigst muligt. Bådene er i vinterens løb blevet lakeret og løsdelene er endnu ikke kommet på plads. Lad os nu se, hvor hører det her til… | Tid til at få båden ud af bådskuret. Og bundbrædderne skal også lægges rigtigt i. |