Hun var en dedikeret formand for sin roklub i mere, end tre årtier, skaffede konstant penge til at klubben altid blev opdateret med det seneste nye indenfor materiel, og satte roerne, især de unge, i forreste række. En af de ledere, som går til side, og ikke sætter sig selv i første række, men lader de unge komme frem.
Det er det, der kaldes en rigtig leder, en formand, der sørger for at skabe vækst og liv i roklubben, så den ikke på et tidspunkt dør ud.
Men andre i hendes klub ville noget andet, og derfor tog hun og hendes mand, der havde været træner i klubben i mindst lige så mange år, beslutningen om at gå der fra. Simpelt hen lægge nøglerne til huset, og forlade livsværket, fordi følelsen af at blive presset ud af andre, blev forstærket op til en generalforsamling for nogle år siden.