En sandart fra Arresø, velforberedt og smukt serveret foran fire dygtige og kendte kokke på den 2-stjernede Michelin-restaurant: Jordnær i Gentofte, gjorde udslaget. Thomas Vedsø Szygenda, tidligere 6 x Danmarksmester i roning skal i morgen - torsdag - kæmpe om titlen som årets Masterchef mod to andre deltagere.
Masterchef-programmerne, der har kørt i flere sæsoner har 47 deltagere med fra første dag, og igennem uger og måneder kæmper deltagerne sig vej igennem programmet, hvor der kokkereres, bages og steges, og hvor det ofte er små marginaler der gør, om deltageren enten må aflevere sit forklæde og forlade konkurrencen - eller beholde forklædet og kæmpe videre.
Da roinfo.dk bragte historien om Thomas forleden, skrev vi, at han var kommet i finalerunden, hvor seks deltagere havde kvalificeret sig, og med dagens fine resultat lykkedes det for den seje tidligere Langdistancekaproer fra DSR, at kvalificere sig til selve finalen, som vises på TV3 i morgen aften, torsdag d. 6. maj, kl. 19.00.
Vi ønsker Thomas Vedsø Szygenda al mulig held og lykke - og det bliver spændende at se, om det skal lykkes at føje en ny titel til CV´et.