Foto Leif Thygesen
Af Leif Thygesen
”Jeg blev bådebygger, fordi jeg som bestyrelsesmedlem i Vejle Roklub oplevede to – tre års leveringstid på en ny båd. Allerede i 1971 blev jeg som 14-årig indmeldt i Vejle Roklub, og i slutningen af 1970´erne kom jeg så i bestyrelsen og skulle være med til at bestille en båd. Der var meget lang leveringstid på båden, og det fik mig til at tænke: Det er da interessant, ”siger indehaver af Grejsdalens Inriggerværft, 62-årige Lars Jungdal, der nu i 35 år har leveret kvalitetsrobåde til fortrinsvis danske roklubber.
”Jeg blev bådebygger, fordi jeg som bestyrelsesmedlem i Vejle Roklub oplevede to – tre års leveringstid på en ny båd. Allerede i 1971 blev jeg som 14-årig indmeldt i Vejle Roklub, og i slutningen af 1970´erne kom jeg så i bestyrelsen og skulle være med til at bestille en båd. Der var meget lang leveringstid på båden, og det fik mig til at tænke: Det er da interessant, ”siger indehaver af Grejsdalens Inriggerværft, 62-årige Lars Jungdal, der nu i 35 år har leveret kvalitetsrobåde til fortrinsvis danske roklubber.
Lars Jungdal er en dedikeret bådebygger, der lægger vægt på, at bådene fra Grejsdalens inriggerværft er godt håndværk. Foto Leif Thygesen
”Vejle Roklub købte på det tidspunkt sidst i 1970´erne både hos Kurt Nielsen i Nykøbing Mors, der byggede ”Løgstørbådene”, men han lukkede, og jeg købte alle skabeloner og rettigheder til disse både.
På det tidspunkt havde jeg arbejdet hos en tømrer i nogle år. Da jeg startede Grejsdalens Inriggerværft, ansatte jeg efter en måned Poul Trærup, der var udlært bådebygger og møbelsnedker. Poul Trærup havde arbejdet hos Børresens Bådebyggeri i Vejle, og ham lærte jeg en frygtelig masse af. Som roer viste jeg jo godt, hvad jeg ville have at ro i, og så var det jo ellers bare med at omsætte tankerne til båden.”
Et klart bevis for at det er lykkedes for Lars Jungdal at udvikle en inrigger af stor kvalitet, er det store antal både som værftet har leveret til danske og enkelte tyske og norske roklubber i årenes løb. På Grejsdalens Inriggerværfts bedding ligger båd nummer 341, en toåres syvbords inrigger til Aarhus Roklub.
På det tidspunkt havde jeg arbejdet hos en tømrer i nogle år. Da jeg startede Grejsdalens Inriggerværft, ansatte jeg efter en måned Poul Trærup, der var udlært bådebygger og møbelsnedker. Poul Trærup havde arbejdet hos Børresens Bådebyggeri i Vejle, og ham lærte jeg en frygtelig masse af. Som roer viste jeg jo godt, hvad jeg ville have at ro i, og så var det jo ellers bare med at omsætte tankerne til båden.”
Et klart bevis for at det er lykkedes for Lars Jungdal at udvikle en inrigger af stor kvalitet, er det store antal både som værftet har leveret til danske og enkelte tyske og norske roklubber i årenes løb. På Grejsdalens Inriggerværfts bedding ligger båd nummer 341, en toåres syvbords inrigger til Aarhus Roklub.
Lige pt. er Lars Jungdal i gang med en syvbords toåres inrigger til Aarhus Roklub. Foto Leif Thygesen
Lars Jungdal går op i, at alle detaljer i båden er i orden. Her er det en luge, der ved hjælp af specialværktøj fremstillet af Grejsdalen Inriggerværft, er ved at blive tilpasset, så den har det helt rigtige mål. I baggrunden ses en del af de skabeloner, som bruges, når der skal bygges en ny båd. Foto Leif Thygesen
Der bliver kælet for de enkelte detaljer i robåden. Bådens ”hæl” skal have den helt rigtige form og dimension…
inden den kan limes på plads. Foto Leif Thygesen
”Udover inriggere har jeg bygget nogle gigbåde sammen med Jørgen Andersen i Lynge. Gigbådene blev bestilt af Dansk Forening for Rosport med henblik på at udvikle ungdomsvenligt materiale. Gigbådene kunne rigges til at roes af tre roere eller to roere med en styrmand. Projektet løb dog lidt ud i sandet, selvom det ellers var en god båd.
Fra starten byggede jeg træbåde, men ret hurtigt efter begyndte jeg et samarbejde med Verner Jensen i Slagelse, som byggede glasfiberbåde, blandt andet de dobbeltskrogede inriggere i glasfiber. Jeg fik en aftale med Verner Jensen om at aptere hans både. Han lukkede imidlertid ret hurtigt efter, og så fortsatte jeg selv projektet. Vi fik støbt skroget ved en underleverandør, og så lavede vi selv apteringen. For et par år siden solgte jeg den del af forretningen til Agerbirks Bådebyggeri. Jeg bygger ikke længere både i glasfiber. Jeg stod og skulle til at skifte støber, og blev så enig med Thomas Agerbirk om, at han overtog den del af forretningen. Når jeg bygger en båd i træ, har jeg fuld kontrol over alt. Jeg lægger stor vægt på, at mine både er godt håndværk.”
Fra starten byggede jeg træbåde, men ret hurtigt efter begyndte jeg et samarbejde med Verner Jensen i Slagelse, som byggede glasfiberbåde, blandt andet de dobbeltskrogede inriggere i glasfiber. Jeg fik en aftale med Verner Jensen om at aptere hans både. Han lukkede imidlertid ret hurtigt efter, og så fortsatte jeg selv projektet. Vi fik støbt skroget ved en underleverandør, og så lavede vi selv apteringen. For et par år siden solgte jeg den del af forretningen til Agerbirks Bådebyggeri. Jeg bygger ikke længere både i glasfiber. Jeg stod og skulle til at skifte støber, og blev så enig med Thomas Agerbirk om, at han overtog den del af forretningen. Når jeg bygger en båd i træ, har jeg fuld kontrol over alt. Jeg lægger stor vægt på, at mine både er godt håndværk.”
Lars Jungdal bygger båden helt fra bunden og har dermed også kontrol over, at alt er, som det skal være. Her er en ny stævn ved at blive limet op. Det tager i alt cirka 350 - 500 timer at bygge en inrigger. Foto Leif Thygesen
”En stabel” finer bliver til et sæde. Foto Leif Thygesen
”Der har altid været meget fokus på bådens vægt i forbindelse med langdistancekaproningerne. For mig sidder den vigtigste faktor ved en langdistancekaproning lige bag årehåndtaget, den næstvigtigste faktor er bådens facon, og måske kommer vægten så ind på tredjepladsen. Vi vil selvfølgelig gerne levere både, der er så lette som muligt, men der skal være en vis rimelighed i holdbarhed og styrke.
I mange år blev de langsgående dele i en båd for eksempel køl, kølsvin, langremme og essing lavet af en gran, der hedder Silver Spruce eller sitkagran, men det kunne man så ikke få i en periode. I stedet brugte man Oregon Pine, som er tungere. Nu er det så igen lykkedes mig at skaffe Silver Spruce. Jeg har fået en direkte kontakt til Canada, som kan levere Silver Spruce. Det gør bådene lettere samtidigt med, at båden fortsat har den nødvendige holdbarhed og styrke, ja faktisk er de blevet stærkere.”
I mange år blev de langsgående dele i en båd for eksempel køl, kølsvin, langremme og essing lavet af en gran, der hedder Silver Spruce eller sitkagran, men det kunne man så ikke få i en periode. I stedet brugte man Oregon Pine, som er tungere. Nu er det så igen lykkedes mig at skaffe Silver Spruce. Jeg har fået en direkte kontakt til Canada, som kan levere Silver Spruce. Det gør bådene lettere samtidigt med, at båden fortsat har den nødvendige holdbarhed og styrke, ja faktisk er de blevet stærkere.”
Lars Jungdal har specialimport af træsorten Silver Spruce fra Canada. Silver Spruce er meget ret i årerne, har vokset meget lige, er næsten uden knaster og stærkt i forhold til vægten. Lars får specialudskæringer direkte fra Canada. Træet, som Lars viser på billedet, ender som essing i en robåd. Silver Spruce bruges også til master og flygler, fortæller Lars. Foto Leif Thygesen.
Lars Jungdal: ”Min tro og holdning er, at så længe, der er nogen, der vil bygge træbåde, er der også nogen, der vil købe dem. Jeg tror ikke inriggeren vil uddø.” Foto Leif Thygesen
-62 år, 341 både, hvor længe bliver du ved?
”Det ved jeg ikke”, siger Lars Jungdal med et lille grin. ”Der er jo i Danmark en tradition for, at bådebyggere holder ret længe. Der var jo for eksempel Henry Larsen i Køge og Victor Jensen i Hundested. Så er der jo også Jørgen Andersen i Lynge, der er ældre end mig, men som fortsat bygger både. Jørgen Andersen er jo også endnu en ung mand i forhold til, hvor længe Henry og Victor blev ved med at bygge både. Selv har jeg ingen aktuelle planer om at stoppe. Jeg håber, der fortsat bliver brug for inriggere. Min tro og holdning er, at så længe, der er nogen, der vil bygge træbåde, er der også nogen, der vil købe dem. Nyeste skud på stammen er selvfølgelig coastalbådene. Coastalbådene er jo ikke nye som sådan, men det er nyt, at de er blevet så udbredt i Danmark, og det er fint. Coastalbådene har selvfølgelig taget deres del af markedet, det er der ingen diskussion om - men jeg tror ikke inriggeren vil uddø. Jeg kan jo ikke vide det, men jeg ved, at vi bygger noget, som folk er tilfredse med, og ordrebogen er fortsat fyldt op, så jeg har ingen planer om at stoppe lige nu.”
[email protected]
”Det ved jeg ikke”, siger Lars Jungdal med et lille grin. ”Der er jo i Danmark en tradition for, at bådebyggere holder ret længe. Der var jo for eksempel Henry Larsen i Køge og Victor Jensen i Hundested. Så er der jo også Jørgen Andersen i Lynge, der er ældre end mig, men som fortsat bygger både. Jørgen Andersen er jo også endnu en ung mand i forhold til, hvor længe Henry og Victor blev ved med at bygge både. Selv har jeg ingen aktuelle planer om at stoppe. Jeg håber, der fortsat bliver brug for inriggere. Min tro og holdning er, at så længe, der er nogen, der vil bygge træbåde, er der også nogen, der vil købe dem. Nyeste skud på stammen er selvfølgelig coastalbådene. Coastalbådene er jo ikke nye som sådan, men det er nyt, at de er blevet så udbredt i Danmark, og det er fint. Coastalbådene har selvfølgelig taget deres del af markedet, det er der ingen diskussion om - men jeg tror ikke inriggeren vil uddø. Jeg kan jo ikke vide det, men jeg ved, at vi bygger noget, som folk er tilfredse med, og ordrebogen er fortsat fyldt op, så jeg har ingen planer om at stoppe lige nu.”
[email protected]
Udover nybygning påtager Grejsdalens Inriggerværft sig også reparationsarbejde. Lars Jungdal: ”Dette arbejde tager min medarbejder gennem mange år, Jørgen Olsen, sig primært af, udover at han også bygger nye både. Foto Leif Thygesen
Grejsdalens Inriggerværft ligger på en naturskøn 3700 kvadratmeter stor grund lige ned til Grejs Å. Foto Leif Thygesen
RSS-feed