OL i Tokyo fra den 23. juli til den 8. august kommer til at foregå uden tilrejsende tilskuere. Det er kun personer bosiddende i Japan, der vil kunne se de olympiske konkurrencer. Arrangørerne har meddelt, at udenlandske tilskuere ikke får adgang til legene på grund af faren for coronasmitte. Heller ikke udenlandske frivillige får lov til at deltage i Tokyo. Der skal nu refunderes mere end 600.000 billetter.
Danmarks Idrætsforbund (DIF) kalder det »en fuldstændig forfærdelig situation«, men accepterer den. »I DIF og Team Danmark har vi hele tiden sagt, at sikkerheden for atleterne er det vigtigste, og derfor bakker vi også op om de japanske værters beslutning om at udelukke internationale fans fra OL og PL til sommer. Den beslutning er taget for at skabe sikre lege for borgerne i Tokyo og for atleterne, som udgør kernen ved OL og PL«, siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør i DIF og generalsekretær for Danmarks Olympiske Komité, skriver Politiken.