Af: Mette Bacher
- Det var en chokerende og meget trist meddelelse, der nåede til journalistens kendskab, tirsdag eftermiddag, den 5. september.
En telefonopringning fra et medlem af Danske Studenters Roklub, der orienterede om, at roer:
Mette Kræmmer Hansen var sovet ind få timer forinden.
For mig var det uvirkeligt, ikke mindst fordi jeg i 35 år har været privat ven med Mette.
Det var et tæt venskab, men venskaber bliver også ind imellem udfordret, så det kan betyde, at der bliver en pause af kortere eller længere varighed - og sådan en pause var vi ude i, da jeg fik beskeden. Derfor virkede meddelelsen dobbelt så voldsomt ikke mindst set i lyset af, at Mette deltog i Sorø Regattaen, blot to måneder forinden, hvor jeg speakede hendes finale. Jeg er næppe den eneste, der finder det uforståeligt, at hun ikke er blandt os længere, og at forløbet gik så hurtigt.
- Det var en chokerende og meget trist meddelelse, der nåede til journalistens kendskab, tirsdag eftermiddag, den 5. september.
En telefonopringning fra et medlem af Danske Studenters Roklub, der orienterede om, at roer:
Mette Kræmmer Hansen var sovet ind få timer forinden.
For mig var det uvirkeligt, ikke mindst fordi jeg i 35 år har været privat ven med Mette.
Det var et tæt venskab, men venskaber bliver også ind imellem udfordret, så det kan betyde, at der bliver en pause af kortere eller længere varighed - og sådan en pause var vi ude i, da jeg fik beskeden. Derfor virkede meddelelsen dobbelt så voldsomt ikke mindst set i lyset af, at Mette deltog i Sorø Regattaen, blot to måneder forinden, hvor jeg speakede hendes finale. Jeg er næppe den eneste, der finder det uforståeligt, at hun ikke er blandt os længere, og at forløbet gik så hurtigt.
I 1988 mødtes vi i DSR, hvor hun var landsholdsroer, og jeg klubbladsredaktør samt sekretær i kaproningsudvalget.
Det blev et venskab, som blev tæt, men ikke på "café-veninde-niveauet". - Næ, vi var telefonveninder! Sådan at forstå, at Mette meget ofte ringede om aftenen, når træningen var overstået, og så kunne vi ellers tale roning. Ikke i få minutter, eller et enkelt kvartér, ork nej, der kunne godt gå en time - eller to, og det skete i mange perioder hver eneste aften - og i weekenderne, hvor der var EM, VM eller OL. Her kunne vi sammen kloge os over alle verdensstjernerne og de danske roeres anstrengelser. For var der noget, vi kendte til, så var det stjernernes meritter og muligheder. Mente vi. Siden udviklede venskabet sig også til, at der var meget andet at tale om og forholde sig til, om hinandens liv, familien, hvor vi siden sås på mærkedage, og jeg fulgte også godt med på sidelinjen, da Mette mødte en kendt australsk olympisk guldvinder, fulgte kærlighedens lange vej, og hvor jeg nu fik mulighed for at flytte ind i hendes lejlighed i Lyngby, da hun rejste Down Under.
Lige i den periode blev der dog ikke helt så mange og lange telefonsamtaler, men brevveksling, da det var før, der var noget, der hed e-mails.
Et par år senere vendte Mette hjem, og var næppe landet i Kastrup, før hun ringede og spurgte, om hun måtte kigge forbi og præsentere sin lille dreng, Tim, og sammen med ham genoptog hun sit liv i Danmark - og telefonsamtalerne...
Vi delte mange sjove og spændende oplevelser fra roningens verden sammen. Og blandt oplevelserne var også VM 1998, hvor vi var en lille gruppe roere fra DSR, der lejede en minibus og kørte til VM i Køln, som heppekor. Her oplevede vi den daværende guldfirer endnu engang toppe og en Karsten Nielsen på podiet, samt de andre dygtige danske landsholdsroere, der gjorde det godt. Det var en fantastisk tur, som vi talte meget om i årene efterfølgende.
Tim voksede op, og blev selv roer. Først i Skovshoved, siden i Lyngby Roklub, og Mette fulgte flittigt med ved regattaer hele vejen rundt for at se, hvordan det gik. Hendes forventninger var høje, hvilket også gjaldt de trænere, der var omkring ham, og deres træningsmetoder.
Som senior blev Tim medlem af DSR - og er i dag en dygtig rotræner i Roforeningen KVIK.
Minimum én gang årligt rejste de to ud til Australien, hvor Tim kunne nyde godt af sin fars, Peter Antonies, unikke viden om rotræning, hvor der blev roet mange kilometer med udgangspunkt fra roklubben i Melbourne. Det skete gerne i december, så når vi andre gik en mørk og kold tid i møde, kunne Mette og Tim fejre jul og nytår med hans store familie i varme og dejlige omgivelser langt væk fra Danmark.
Trods det faktum, at Mette var outriggerroer til langt ud over fingerspidserne, var hun også meget åben og nysgerrig, når det drejede sig om rosportens andre facetter, som jeg var involveret i. Hun kunne finde på at ringe til mig, når bådene blev transporteret hjem fra en Langdistancekaproning i Jylland, eksempelvis. Så blev telefonens højttaler slået til, og det var herligt at kunne tale sammen under den 5 timer lange bådtransport. - Hvor langt er du nået nu, lød det gerne. - Jeg er ved Vejlefjordbroen. Og så talte vi videre. - Nå, nu er jeg nået til Lillebæltsbroen. Og vi talte videre. Da jeg nåede til betalingsanlægget ved Storebæltsbroen, så sluttede samtalen, og det fortæller om, at der var meget at vende i vores fælles passion for roningen.
Mette tog også gerne turen til roklubberne i Hellerup, når der foregik noget andet i roningens verden, som Københavnskredsens SPP - eller da der for et par år siden var Langdistancekaproning på Øresund, hvor hun hoppede med ud i fotografens motorbåd, godt styret af DSRs Henrik Asmussen.
Dertil et utal af danske og udenlandske regattaer, hvor vi sad sammen og betragtede kaproernes finaler over flere kopper kaffe, mens der blev hilst på gamle venner og talt anekdoter, som vi elskede at lytte til og more os over.
Mettes egen roning
I følge Lyngby Dameroklubs fine mindeord om Mette, begyndte hun først at gå til roning, da hun var i tyverne. Men Mette kom hurtigt efter det, og blev en dygtig kaproer med et højt teknisk niveau. Hun gik bestemt ikke i ét med tapetet, når vi taler træningstøj, men lyste altid op i rodragternes skrigende neonfarver, som var et hit på daværende tidspunkt.
Mette flyttede til Danske Studenters Roklub, og fik nogle fine år her. Hun blev udtaget til VM i LW2X med Mette Bloch, i 1987, hvor det hele foregik på Bagsværd Sø, som lige præcis i finaleweekenden blev udsat for et stormvejr. Metterne nåede A-finalen, hvor de undervejs lå på 3. pladsen, men havde det svært i det hårde bølger, og blev nummer 6. Året efter roede hun samme bådtype, men med Regitze Siggaard, endnu et topnavn, som markerede sig på de internationale baner disse år.
Det blev et venskab, som blev tæt, men ikke på "café-veninde-niveauet". - Næ, vi var telefonveninder! Sådan at forstå, at Mette meget ofte ringede om aftenen, når træningen var overstået, og så kunne vi ellers tale roning. Ikke i få minutter, eller et enkelt kvartér, ork nej, der kunne godt gå en time - eller to, og det skete i mange perioder hver eneste aften - og i weekenderne, hvor der var EM, VM eller OL. Her kunne vi sammen kloge os over alle verdensstjernerne og de danske roeres anstrengelser. For var der noget, vi kendte til, så var det stjernernes meritter og muligheder. Mente vi. Siden udviklede venskabet sig også til, at der var meget andet at tale om og forholde sig til, om hinandens liv, familien, hvor vi siden sås på mærkedage, og jeg fulgte også godt med på sidelinjen, da Mette mødte en kendt australsk olympisk guldvinder, fulgte kærlighedens lange vej, og hvor jeg nu fik mulighed for at flytte ind i hendes lejlighed i Lyngby, da hun rejste Down Under.
Lige i den periode blev der dog ikke helt så mange og lange telefonsamtaler, men brevveksling, da det var før, der var noget, der hed e-mails.
Et par år senere vendte Mette hjem, og var næppe landet i Kastrup, før hun ringede og spurgte, om hun måtte kigge forbi og præsentere sin lille dreng, Tim, og sammen med ham genoptog hun sit liv i Danmark - og telefonsamtalerne...
Vi delte mange sjove og spændende oplevelser fra roningens verden sammen. Og blandt oplevelserne var også VM 1998, hvor vi var en lille gruppe roere fra DSR, der lejede en minibus og kørte til VM i Køln, som heppekor. Her oplevede vi den daværende guldfirer endnu engang toppe og en Karsten Nielsen på podiet, samt de andre dygtige danske landsholdsroere, der gjorde det godt. Det var en fantastisk tur, som vi talte meget om i årene efterfølgende.
Tim voksede op, og blev selv roer. Først i Skovshoved, siden i Lyngby Roklub, og Mette fulgte flittigt med ved regattaer hele vejen rundt for at se, hvordan det gik. Hendes forventninger var høje, hvilket også gjaldt de trænere, der var omkring ham, og deres træningsmetoder.
Som senior blev Tim medlem af DSR - og er i dag en dygtig rotræner i Roforeningen KVIK.
Minimum én gang årligt rejste de to ud til Australien, hvor Tim kunne nyde godt af sin fars, Peter Antonies, unikke viden om rotræning, hvor der blev roet mange kilometer med udgangspunkt fra roklubben i Melbourne. Det skete gerne i december, så når vi andre gik en mørk og kold tid i møde, kunne Mette og Tim fejre jul og nytår med hans store familie i varme og dejlige omgivelser langt væk fra Danmark.
Trods det faktum, at Mette var outriggerroer til langt ud over fingerspidserne, var hun også meget åben og nysgerrig, når det drejede sig om rosportens andre facetter, som jeg var involveret i. Hun kunne finde på at ringe til mig, når bådene blev transporteret hjem fra en Langdistancekaproning i Jylland, eksempelvis. Så blev telefonens højttaler slået til, og det var herligt at kunne tale sammen under den 5 timer lange bådtransport. - Hvor langt er du nået nu, lød det gerne. - Jeg er ved Vejlefjordbroen. Og så talte vi videre. - Nå, nu er jeg nået til Lillebæltsbroen. Og vi talte videre. Da jeg nåede til betalingsanlægget ved Storebæltsbroen, så sluttede samtalen, og det fortæller om, at der var meget at vende i vores fælles passion for roningen.
Mette tog også gerne turen til roklubberne i Hellerup, når der foregik noget andet i roningens verden, som Københavnskredsens SPP - eller da der for et par år siden var Langdistancekaproning på Øresund, hvor hun hoppede med ud i fotografens motorbåd, godt styret af DSRs Henrik Asmussen.
Dertil et utal af danske og udenlandske regattaer, hvor vi sad sammen og betragtede kaproernes finaler over flere kopper kaffe, mens der blev hilst på gamle venner og talt anekdoter, som vi elskede at lytte til og more os over.
Mettes egen roning
I følge Lyngby Dameroklubs fine mindeord om Mette, begyndte hun først at gå til roning, da hun var i tyverne. Men Mette kom hurtigt efter det, og blev en dygtig kaproer med et højt teknisk niveau. Hun gik bestemt ikke i ét med tapetet, når vi taler træningstøj, men lyste altid op i rodragternes skrigende neonfarver, som var et hit på daværende tidspunkt.
Mette flyttede til Danske Studenters Roklub, og fik nogle fine år her. Hun blev udtaget til VM i LW2X med Mette Bloch, i 1987, hvor det hele foregik på Bagsværd Sø, som lige præcis i finaleweekenden blev udsat for et stormvejr. Metterne nåede A-finalen, hvor de undervejs lå på 3. pladsen, men havde det svært i det hårde bølger, og blev nummer 6. Året efter roede hun samme bådtype, men med Regitze Siggaard, endnu et topnavn, som markerede sig på de internationale baner disse år.
 Metterne, hhv. Hansen & Bloch. Fra DSRs klubblad i 1987. Foto Mette Bacher |  Mette og Regitze Siggaard, klip fra et af DSRs klubblade i 1988. Foto Mette Bacher |
Præmieoverrækkelse i Københavns Roklub, da der var Otter Stafet, som fast sæsonstart for kaproerne. Kvinderne roede 4X+. Udover Mette, skimter vi Mette Bloch og Lena Baden, og det er Niels Holmquist, der overrækker præmier. Fra DSRs klubblad i slutningen af 1980erne. Foto Mette Bacher
I 1992 var Mette udtaget til VM med Lene Skov Andersson. Det foregik i Canada, hvor parret vandt B-finalen i overlegen stil. Det er desuden blevet til fire Danmarksmesterskaber i W4X- for DSR. Det kunne også være blevet til et DM i W2X, i 1987, hvis ikke de to Metter var havnet i baljen ved startpontonen på Sorø Sø. Noget, som vi siden talte om med et skævt smil.
Mette boltrede sig flittigt, som mastersroer. Først for DSR, men hun vendte, i 2013, tilbage til udgangspunktet, Lyngby Dameroklub, hvor den også her stod på mastersroning mens hun i en periode var medlem af LDR´s bestyrelse.
Hun var tro overfor sine klubber således at forstå, at det for hende drejede sig om klubånden og klubkammeraterne fremfor at gå egne veje i mastersroernes verden.
Mette boltrede sig flittigt, som mastersroer. Først for DSR, men hun vendte, i 2013, tilbage til udgangspunktet, Lyngby Dameroklub, hvor den også her stod på mastersroning mens hun i en periode var medlem af LDR´s bestyrelse.
Hun var tro overfor sine klubber således at forstå, at det for hende drejede sig om klubånden og klubkammeraterne fremfor at gå egne veje i mastersroernes verden.
 Mette Kræmmer Hansen, nr. 2 fv., med DSRs masters4X´- ved Copenhagen Regatta. Foto Mette Bacher |  Mette, nr. 2 fv., i W4X- ved en af Københavnskredsens Aftenkaproninger for et par år siden. Foto Mette Bacher |
Udover at være flittig omkring mastersroningen prøvede Mette Kræmmer Hansen også en helt ny kategori i 2023, og det var at stille op i Lite-4X+ med Lyngby Dameroklub ved Københavnskredsens SPP-turnering. Det skete ved forårets 3 første runder.
2023-Glimt fra SPP i Københavns Sydhavn, hvor Mette Kræmmer Hansen er med i Lite-boat. Mette i rød T-shirt sidder bag sin makker fra de gyldne dage i slutningen af 1980erne, Regitze Siggaard. Foto Mette Bacher
Mettes sidste finale fandt, som nævnt ovenfor, sted, ved årets Sorø Regatta, hvor hun mødte til start i en kombineret dobbeltfirer med: KVIK/Køge. Her vandt hun sin sidste medalje.
I ugerne efter regattaen blev Mette syg, og sygdommen viste sig at være så alvorlig og fremskredet, at lægerne ikke kunne hjælpe hende.
Det trøster, midt i alt det meget sørgelige at vide, at nære ro-veninder til Mette, samt hendes arbejdskollega og veninde, Hanna, og Lydia, hele tiden var omkring hende, mens også tætte venner og rokammerater til Tim stod standby døgnet rundt i den sidste svære og meget tunge tid.
Men det var alt for tidligt, og gik alt for hurtigt, og der vil derfor gå lang tid før vi andre fatter, at hun ikke er blandt os længere.
Tim har skrevet en fin besked på sin mors FB:
Fredag, den 15. september, kl. 11.00 bisættes Mette fra Ordrup Kirke: - Det vil glæde mig meget, hvis mange vil komme og vise deres kærlighed til hende.
Mette, der bare blev 62 år, er stærkt savnet, og telefonen er blevet meget stille!
Æret være Mette Kræmmer Hansens minde
Mette Bacher
I ugerne efter regattaen blev Mette syg, og sygdommen viste sig at være så alvorlig og fremskredet, at lægerne ikke kunne hjælpe hende.
Det trøster, midt i alt det meget sørgelige at vide, at nære ro-veninder til Mette, samt hendes arbejdskollega og veninde, Hanna, og Lydia, hele tiden var omkring hende, mens også tætte venner og rokammerater til Tim stod standby døgnet rundt i den sidste svære og meget tunge tid.
Men det var alt for tidligt, og gik alt for hurtigt, og der vil derfor gå lang tid før vi andre fatter, at hun ikke er blandt os længere.
Tim har skrevet en fin besked på sin mors FB:
Fredag, den 15. september, kl. 11.00 bisættes Mette fra Ordrup Kirke: - Det vil glæde mig meget, hvis mange vil komme og vise deres kærlighed til hende.
Mette, der bare blev 62 år, er stærkt savnet, og telefonen er blevet meget stille!
Æret være Mette Kræmmer Hansens minde
Mette Bacher
RSS-feed