Tilbagetrækningen er begrundet i ”støj” omkring Leif Thygesens dobbeltrolle dels som medlem af et DFfR-udvalg og dels som medejer og skribent på nærværende hjemmeside roinfo.dk.
Leif Thygesen har arbejdet med langdistancekaproningerne i ti år. Først i Motions- og turudvalget (MTU) og i de sidste tre år i LDKU. I øvrigt er Leif Thygesen arkitekten bag Langdistancekaproningsudvalget.
Leif Thygesen siger i en udtalelse om sin tilbagetrækning: ”Det har været en svær beslutning, der gør mig trist til mode, men jeg ønsker ikke at bruge mine kræfter på en politisk diskussion. Jeg vil hellere skrive de gode rohistorier ”fra søen”. Langdistance- og maratonregattaerne vil fortsat have min fulde bevågenhed, og de gode historier fra området vil fortsat kunne læses på roinfo.dk. I Danmark er det jo ikke et ukendt fænomen, at vi har mere end en avis, mere end en tv-kanal og i det hele taget en mangfoldighed af nyhedskilder, og det skaber en sund konkurrence, der er med til at sikre kvaliteten. For mig at se, kan mere end en nyhedskilde om roning kun være til gavn og glæde for rosporten, men det er der andre, der åbenbart har svært ved at se”.