Helle Skovsgaard, Svendborg Roklub. Foto Leif Thygesen
Af Leif Thygesen
Jeg har en naturlig nysgerrighed – ikke en nysgerrighed, hvor det går ud på at snage i andre menneskers liv, men en nysgerrighed efter at lære nye mennesker at kende og knytte nye venskaber. Ordene kommer med et karakteristisk lille latterudbrud fra 57 årige Helle Skovsgaard, Svendborg Roklub. Denne glæde ved at møde nye mennesker har altid været en del af mig, både på arbejdet og i fritiden. Jeg har de sidste syv år arbejdet for Svendborg Kommunes Pladsanvisning, og før det var jeg ansat i HK i cirka 20 år, hvor jeg var vejleder og underviser.
Min fritid er hovedsageligt blevet brugt på roning, og jeg har i årenes løb haft flere forskellige frivillige jobs inden for rosporten. Blandt andet har jeg de sidste 14 år været kontaktperson for DFfRs to udstationerede både i Svendborg. Det er et job, som jeg holder meget af. Jeg nyder at møde roere fra hele landet og har stor fornøjelse af at fortælle om mit lokalfarvand, der jo er et af Danmarks bedste langtursfarvande. Efterfølgende er det dejligt, når roerne kommer hjem og har haft en god tur og med glæde kan fortælle mig om deres oplevelser. Det er min løn. Jo, der er da også lidt arbejde ved at være tilsynsførende for de to mest benyttede udstationerede både i Danmark, men jeg har gode rokammerater, der hjælper mig med vedligeholdelsen af bådene.
Jeg har en naturlig nysgerrighed – ikke en nysgerrighed, hvor det går ud på at snage i andre menneskers liv, men en nysgerrighed efter at lære nye mennesker at kende og knytte nye venskaber. Ordene kommer med et karakteristisk lille latterudbrud fra 57 årige Helle Skovsgaard, Svendborg Roklub. Denne glæde ved at møde nye mennesker har altid været en del af mig, både på arbejdet og i fritiden. Jeg har de sidste syv år arbejdet for Svendborg Kommunes Pladsanvisning, og før det var jeg ansat i HK i cirka 20 år, hvor jeg var vejleder og underviser.
Min fritid er hovedsageligt blevet brugt på roning, og jeg har i årenes løb haft flere forskellige frivillige jobs inden for rosporten. Blandt andet har jeg de sidste 14 år været kontaktperson for DFfRs to udstationerede både i Svendborg. Det er et job, som jeg holder meget af. Jeg nyder at møde roere fra hele landet og har stor fornøjelse af at fortælle om mit lokalfarvand, der jo er et af Danmarks bedste langtursfarvande. Efterfølgende er det dejligt, når roerne kommer hjem og har haft en god tur og med glæde kan fortælle mig om deres oplevelser. Det er min løn. Jo, der er da også lidt arbejde ved at være tilsynsførende for de to mest benyttede udstationerede både i Danmark, men jeg har gode rokammerater, der hjælper mig med vedligeholdelsen af bådene.
Helle passer de to udstationerede både "Øhavet" og "Hirsholm". Øhavet og Hirsholm er de to mest benyttede udstationerede både i Danmark. Foto Leif Thygesen
Dialekternes triumftog
Det er en kold og blæsende efterårsdag ved Svendborg Sund, da Roinfo ankommer til Svendborg Roklub for at få en snak med Helle. Solen står lavt og skærer i øjnene. Et stort skib er på vej ud af Svendborg Havn. I Svendborg Roklubs klubhus er der dækket op med kaffekopper. Støtteforeningen skal senere på dagen have bankospil. Helle og jeg låner en bordende og Helle serverer kaffe med en god konditorkage til. Sammenligner man antal kalorier i kagen og antal af Helles gode rooplevelser, er det ikke til at afgøre, hvad der er flest af - men slankekuren er suspenderet den næste times tid. Roinfo er kommet i godt og hyggeligt selskab. Med et noget fortærsket udtryk kan man sige, at Helle til fulde lever op til den gamle tese: Helle går ikke til roning, Helle er roer.
Helle er en positiv person, der med vedholdenhed, åbenhed og venlighed hellere end gerne videregiver og deler nogle af de mange fantastiske oplevelser, hun har haft som roer. Ordene kommer naturligt og efterfølges ofte af en lille perlende selvironisk latter. Politisk er man begyndt at tale om, at man bør gøre noget for dialekterne i Danmark. Da Signaturen kommer hjem og lytter til optagelsen af interviewet er det en fornøjelse at høre både syngende fynsk og ægte lollandsk, fra henholdsvis den interviewede og intervieweren - så selvom dialekterne måske er lidt presset, så findes de trods alt endnu.
Det er en kold og blæsende efterårsdag ved Svendborg Sund, da Roinfo ankommer til Svendborg Roklub for at få en snak med Helle. Solen står lavt og skærer i øjnene. Et stort skib er på vej ud af Svendborg Havn. I Svendborg Roklubs klubhus er der dækket op med kaffekopper. Støtteforeningen skal senere på dagen have bankospil. Helle og jeg låner en bordende og Helle serverer kaffe med en god konditorkage til. Sammenligner man antal kalorier i kagen og antal af Helles gode rooplevelser, er det ikke til at afgøre, hvad der er flest af - men slankekuren er suspenderet den næste times tid. Roinfo er kommet i godt og hyggeligt selskab. Med et noget fortærsket udtryk kan man sige, at Helle til fulde lever op til den gamle tese: Helle går ikke til roning, Helle er roer.
Helle er en positiv person, der med vedholdenhed, åbenhed og venlighed hellere end gerne videregiver og deler nogle af de mange fantastiske oplevelser, hun har haft som roer. Ordene kommer naturligt og efterfølges ofte af en lille perlende selvironisk latter. Politisk er man begyndt at tale om, at man bør gøre noget for dialekterne i Danmark. Da Signaturen kommer hjem og lytter til optagelsen af interviewet er det en fornøjelse at høre både syngende fynsk og ægte lollandsk, fra henholdsvis den interviewede og intervieweren - så selvom dialekterne måske er lidt presset, så findes de trods alt endnu.
Motionsstævne i Nyborg 2008. Foto Jette Ørnfeldt
Har været roer i 45 år
Jeg begyndte at ro i 1969. Den gang var ungdomsroerne i Svendborg Roklub delt i en pigeafdeling og en drengeafdeling. Vi var en stor flok piger, der kendte hinanden fra skolen og jeg nød meget at komme i roklubben to gange om ugen. Jeg havde glæde af både roningen og det sociale, og sådan er det fortsat helt frem til den dag i dag. For mig er roning og det sociale lige vigtigt.
Allerede året efter i 1970 blev det så bestemt, at drenge og piger skulle ro sammen i Svendborg Roklub. Det var vi piger ikke meget for. Drengene gjorde ellers deres bedste for at få tingene til at fungere og for at få os til at føle os velkomne. Første gang vi skulle ro sammen havde drengene købt wienerbrød, som vi så skulle have efter turen, men vi kørte bare hjem. Vores forbehold for at ro sammen med drengene holdt vel to gange, så overgav vi os, og fra da af var det evigt sjovt at være i en blandet ungdomsafdeling. Det gav jo også den fordel, at vi nu kunne ro fire gange om ugen i stedet for to.
Jeg begyndte at ro i 1969. Den gang var ungdomsroerne i Svendborg Roklub delt i en pigeafdeling og en drengeafdeling. Vi var en stor flok piger, der kendte hinanden fra skolen og jeg nød meget at komme i roklubben to gange om ugen. Jeg havde glæde af både roningen og det sociale, og sådan er det fortsat helt frem til den dag i dag. For mig er roning og det sociale lige vigtigt.
Allerede året efter i 1970 blev det så bestemt, at drenge og piger skulle ro sammen i Svendborg Roklub. Det var vi piger ikke meget for. Drengene gjorde ellers deres bedste for at få tingene til at fungere og for at få os til at føle os velkomne. Første gang vi skulle ro sammen havde drengene købt wienerbrød, som vi så skulle have efter turen, men vi kørte bare hjem. Vores forbehold for at ro sammen med drengene holdt vel to gange, så overgav vi os, og fra da af var det evigt sjovt at være i en blandet ungdomsafdeling. Det gav jo også den fordel, at vi nu kunne ro fire gange om ugen i stedet for to.
En ung Helle på rotur
45 år er gået, men smilet er stadig det samme. Foto Jette Ørnfeldt
Jeg blev tidligt ”voksenroer”. Når man skulle ro kaproning skulle man være ”voksenroer”. Det var der nogen af drengene, der blev, og så var vi et par piger, der fik foretræde for bestyrelsen og skulle argumentere for at også vi skulle være ”voksenroer” med ret til at ro alle aftener og i weekenderne. Det blev vi så, og på den måde blev jeg ”voksenroer” som 14 årig. Jeg blev nu aldrig kaproer i de slanke både. Jeg har prøvet lidt til med noget langdistancekaproning i slutningen af 1980´erne, men ellers har jeg sværget til motions- og langtursroningen i alle de år, jeg har været roer.
Svendborg Roklub havde en barak fra Frøslevlejren på Skarø – som kaldes ”Skarøhuset”. Som ung roede jeg sammen med gode venner til Skarøhuset næsten hver weekend. Her er min yndlingsplads en bænk foran huset, med en fantastisk udsigt over engområde og det Sydfynske Øhav. Her har jeg virkelig tilbragt mange gode timer. Barakken er i mellemtiden blevet udskiftet med noget nyt, men det er stadig et godt og fredfyldt sted.
Svendborg Roklub havde en barak fra Frøslevlejren på Skarø – som kaldes ”Skarøhuset”. Som ung roede jeg sammen med gode venner til Skarøhuset næsten hver weekend. Her er min yndlingsplads en bænk foran huset, med en fantastisk udsigt over engområde og det Sydfynske Øhav. Her har jeg virkelig tilbragt mange gode timer. Barakken er i mellemtiden blevet udskiftet med noget nyt, men det er stadig et godt og fredfyldt sted.
Helles yndlingsplads ved Skarøhuset. Foto Iben Bendixen
og det forstår man til fulde, når man ser udsigten fra yndlingspladsen. Foto Iben Bendixen
Tillidsposter og kurser
Helle har i årenes løb haft mange forskellige tillidsposter inden for rosporten og har en bred uddannelse inden for motions- og langtursroning. Helle er uddannet langtursstyrmand i 1974 og har fungeret som instruktør og langtursstyrmandskursusinstruktør. I perioden 1976 – 1986 var Helle medlem af Svendborg Roklubs bestyrelse som sekretær. Helle har desuden siddet i Dansk Idræts Forbunds Miljø- og Planudvalg på Fyn i 1997 – 2000.
I 1995/96 var Helle med i en arbejdsgruppe under Skov- og Naturstyrelsen omkring Sydfynske Øhav Vildtreservat som repræsentant for DFfR. Spændende arbejde med mange forskellige bruger af området med meget forskellig tilgang til anvendelse af Øhavet, siger Helle.
Omkring samme periode var jeg med til at lave turforslag til Øhavskort under Naturturisme I/S. Man kan se mere på Naturturisme.dk
Fra 1983 og cirka ti år frem var Helle medlem af Fynskredsens Langtursudvalg. Især posten i Fynskredsens Langtursudvalg har været meget givende for mig, beretter Helle. Jeg arbejdede sammen med blandt andet Carl Lohmann fra Odense Roklub. Et fantastisk, vidende og dejligt menneske. Han øste af sin erfaring, og ham har jeg virkelig lært meget af. Det var en spændende og sjov tid.
Jeg har i øvrigt i årenes løb truffet mange fantastiske og engagerede mennesker, der har gjort et stort indtryk på mig. Jeg husker blandt andet Ib Christoffersen, der indledte et instruktørkursus på Ollerup Gymnastik Højskole med at sætte sig op på bordet og ro. Her fik man syn for sagen. Den lærdom man fik her, er aldrig gået i glemmebogen, fordi Ib Christoffersen var en så blændende dygtig lærer, der virkelig brændte for roning og som forstod at videregive denne begejstring til os kursister.
Helle har i årenes løb haft mange forskellige tillidsposter inden for rosporten og har en bred uddannelse inden for motions- og langtursroning. Helle er uddannet langtursstyrmand i 1974 og har fungeret som instruktør og langtursstyrmandskursusinstruktør. I perioden 1976 – 1986 var Helle medlem af Svendborg Roklubs bestyrelse som sekretær. Helle har desuden siddet i Dansk Idræts Forbunds Miljø- og Planudvalg på Fyn i 1997 – 2000.
I 1995/96 var Helle med i en arbejdsgruppe under Skov- og Naturstyrelsen omkring Sydfynske Øhav Vildtreservat som repræsentant for DFfR. Spændende arbejde med mange forskellige bruger af området med meget forskellig tilgang til anvendelse af Øhavet, siger Helle.
Omkring samme periode var jeg med til at lave turforslag til Øhavskort under Naturturisme I/S. Man kan se mere på Naturturisme.dk
Fra 1983 og cirka ti år frem var Helle medlem af Fynskredsens Langtursudvalg. Især posten i Fynskredsens Langtursudvalg har været meget givende for mig, beretter Helle. Jeg arbejdede sammen med blandt andet Carl Lohmann fra Odense Roklub. Et fantastisk, vidende og dejligt menneske. Han øste af sin erfaring, og ham har jeg virkelig lært meget af. Det var en spændende og sjov tid.
Jeg har i øvrigt i årenes løb truffet mange fantastiske og engagerede mennesker, der har gjort et stort indtryk på mig. Jeg husker blandt andet Ib Christoffersen, der indledte et instruktørkursus på Ollerup Gymnastik Højskole med at sætte sig op på bordet og ro. Her fik man syn for sagen. Den lærdom man fik her, er aldrig gået i glemmebogen, fordi Ib Christoffersen var en så blændende dygtig lærer, der virkelig brændte for roning og som forstod at videregive denne begejstring til os kursister.
Helle ved Røgeriet, Thurø i 2014. Foto Majbritt Kjærulff
Roning en holdsport
Hvis jeg skal finde rosportens styrke er det nok det, at roning er en holdsport, som jeg vil fremhæve. Kammeratskabet er en væsentlig del af roningen. Man er afhængig af hinanden, og man ror sammen på tværs af sociale skel og alder. Når man sidder i en båd, er vi alle lige, og vi er alle afhængige af naturen. Man kan godt have planlagt en langtur på en uge, men hvis naturen ikke spiller med, så må man finde på noget andet og få nogle anderledes oplevelser ud af det – og det har jeg da også prøvet flere gange.
Roningens svaghed er nok, at det er meget tidskrævende. En god rotur tager cirka tre timer fra du møder i roklubben og til du er tilbage igen. Det er nok svært for unge mennesker at bruge så meget tid på roningen, og det er for mig at se, derfor det kniber med tilstrømningen til roklubberne.
Største oplevelse en langtur på Sognefjord
Roning har budt mig mange store oplevelser. Skal jeg fremhæve en enkelt, må det nok være en langtur til Sognefjorden i 1986. Her gik det hele op i en højere enhed. Det var en fantastisk naturoplevelse og samtidigt fik jeg knyttet venskaber, der holder den dag i dag næsten 30 år efter turen.
I år har været lidt af et ”off-år”. Jeg har ikke roet så meget, som jeg plejer på grund af et dårligt knæ. Men normalt ror jeg et par gange om ugen og er da også på nogle weekendture. Nogle af de daglige ture er jo instruktørture, så de er ikke så lange, men jeg plejer at tage revanche på et par weekendture. I 1996 var jeg på langtur i Belgien, hvor Willy og jeg var med til at arrangere en DFfR familietur. Jeg mødes fortsat en gang om året til en weekendtur med et par kvinder herfra. Selvom mit lokale rofarvand Svendborg Sund & Omegn er et fantastisk område at ro i, nyder jeg ligeså meget at komme ud og se andre steder og andre kyststrækninger både i Danmark og i udlandet. Jeg har været på langture i Tyskland, Finland, Norge, Irland, Belgien, Frankrig, England og Polen, og jeg synes, det er enestående at opleve kyststrækningerne fra en robåd. Bare at gå i land og rejse teltet når man har lyst, det kan jeg godt lide.
Hvis jeg skal finde rosportens styrke er det nok det, at roning er en holdsport, som jeg vil fremhæve. Kammeratskabet er en væsentlig del af roningen. Man er afhængig af hinanden, og man ror sammen på tværs af sociale skel og alder. Når man sidder i en båd, er vi alle lige, og vi er alle afhængige af naturen. Man kan godt have planlagt en langtur på en uge, men hvis naturen ikke spiller med, så må man finde på noget andet og få nogle anderledes oplevelser ud af det – og det har jeg da også prøvet flere gange.
Roningens svaghed er nok, at det er meget tidskrævende. En god rotur tager cirka tre timer fra du møder i roklubben og til du er tilbage igen. Det er nok svært for unge mennesker at bruge så meget tid på roningen, og det er for mig at se, derfor det kniber med tilstrømningen til roklubberne.
Største oplevelse en langtur på Sognefjord
Roning har budt mig mange store oplevelser. Skal jeg fremhæve en enkelt, må det nok være en langtur til Sognefjorden i 1986. Her gik det hele op i en højere enhed. Det var en fantastisk naturoplevelse og samtidigt fik jeg knyttet venskaber, der holder den dag i dag næsten 30 år efter turen.
I år har været lidt af et ”off-år”. Jeg har ikke roet så meget, som jeg plejer på grund af et dårligt knæ. Men normalt ror jeg et par gange om ugen og er da også på nogle weekendture. Nogle af de daglige ture er jo instruktørture, så de er ikke så lange, men jeg plejer at tage revanche på et par weekendture. I 1996 var jeg på langtur i Belgien, hvor Willy og jeg var med til at arrangere en DFfR familietur. Jeg mødes fortsat en gang om året til en weekendtur med et par kvinder herfra. Selvom mit lokale rofarvand Svendborg Sund & Omegn er et fantastisk område at ro i, nyder jeg ligeså meget at komme ud og se andre steder og andre kyststrækninger både i Danmark og i udlandet. Jeg har været på langture i Tyskland, Finland, Norge, Irland, Belgien, Frankrig, England og Polen, og jeg synes, det er enestående at opleve kyststrækningerne fra en robåd. Bare at gå i land og rejse teltet når man har lyst, det kan jeg godt lide.
Anne og Helle på madpakketur i 2014. Foto Lene Henriksen
Familien er også roere
Jeg har også mødt min mand Willy på grund af roning. Vi mødtes på et langtursstymandsinstruktørkursus. Willy kom oprindeligt fra Ry, og er i dag Rochef i Svendborg Roklub, og på den måde er vi begge fortsat roere. Mine to børn Lasse på 27 år og Lene på 23 år er ikke roere, men derimod er mine to søstre begyndt at ro inden for de sidste 10 år, og det er nu meget hyggeligt også at ro sammen med familien. Hvor længe jeg bliver ved med at ro? Så længe som de kan hælde mig ned i en båd. Jeg kender roere, der er over 80 og håber da også, at jeg fortsat kan være aktiv, når jeg bliver ældre. Det handler vel i virkeligheden bare om at blive ved og holde sig i form, hvis man vil fortsætte roningen - også som 80 årig.
[email protected]
Jeg har også mødt min mand Willy på grund af roning. Vi mødtes på et langtursstymandsinstruktørkursus. Willy kom oprindeligt fra Ry, og er i dag Rochef i Svendborg Roklub, og på den måde er vi begge fortsat roere. Mine to børn Lasse på 27 år og Lene på 23 år er ikke roere, men derimod er mine to søstre begyndt at ro inden for de sidste 10 år, og det er nu meget hyggeligt også at ro sammen med familien. Hvor længe jeg bliver ved med at ro? Så længe som de kan hælde mig ned i en båd. Jeg kender roere, der er over 80 og håber da også, at jeg fortsat kan være aktiv, når jeg bliver ældre. Det handler vel i virkeligheden bare om at blive ved og holde sig i form, hvis man vil fortsætte roningen - også som 80 årig.
[email protected]
Willy og Helle i Thurøsund i 2013. Foto Majbritt Kjærulff
RSS-feed