Personlig kommentar af Leif Thygesen
”Lad falde hvad ej kan stå”, blev sagt af Thomas Madsen-Mygdal (1876 – 1943). Madsen-Mygdal var dansk statsminister fra 1926 til 1929. ”Lad falde hvad ej kan stå” understregede den meget liberalistiske indstilling Madsen-Mygdal havde. Ordene stammer paradoksalt nok fra socialisternes slagsang ”Snart dages det brødre” fra 1871, hvor der dog bruges ”ikke” i stedet for ”ej” – Madsen-Mygdal har sikkert moret sig kosteligt, når socialisterne ærgrede sig over, at en tekst fra deres egen sang blev vendt mod dem selv.
Den 10. oktober 2019 blev talemåden til blodig alvor for Langdistanceturneringen. Efter at deltagerantallet i flere år kun var gået nedad, valgte Langdistancekaproningsudvalget en Madsens-Mygdalsk løsning, nemlig at lukke den hæderkronede turnering. I stedet vil Langdistancekaproningsudvalget prøve at være fødselshjælper for lokale uformelle inriggerregattaer rundt om i landet.
”Lad falde hvad ej kan stå”, blev sagt af Thomas Madsen-Mygdal (1876 – 1943). Madsen-Mygdal var dansk statsminister fra 1926 til 1929. ”Lad falde hvad ej kan stå” understregede den meget liberalistiske indstilling Madsen-Mygdal havde. Ordene stammer paradoksalt nok fra socialisternes slagsang ”Snart dages det brødre” fra 1871, hvor der dog bruges ”ikke” i stedet for ”ej” – Madsen-Mygdal har sikkert moret sig kosteligt, når socialisterne ærgrede sig over, at en tekst fra deres egen sang blev vendt mod dem selv.
Den 10. oktober 2019 blev talemåden til blodig alvor for Langdistanceturneringen. Efter at deltagerantallet i flere år kun var gået nedad, valgte Langdistancekaproningsudvalget en Madsens-Mygdalsk løsning, nemlig at lukke den hæderkronede turnering. I stedet vil Langdistancekaproningsudvalget prøve at være fødselshjælper for lokale uformelle inriggerregattaer rundt om i landet.
 Thomas Madsen-Mygdal (1876 – 1943). Dansk statsminister fra 1926 – 1929. Madsen-Mygdal var valgt for partiet Venstre og ultraliberal og er kendt for de bevingede ord: ”Lad falde, hvad ej kan stå” | Hvorfor det kom så vidt, kan man kun gisne om. Var det samfundsudviklingen, hvor tid efterhånden er den mest kostbare ressource, der findes? Er roerne simpelthen tvunget til at prioritere anderledes, så de ikke længere har tid til at drage land og rige rundt for at ro langdistancekaproning, eller var det simpel konkurrence fra andre og bedre ro-tilbud for eksempel Københavnskredsens ”Sved-på-Panden-roning”, der tog livet af Langdistanceturneringen? Svaret blæser i vindene over de nu nedlagte langdistancebaner ti forskellige steder rundt om i Danmark. |
| Konsekvenser af lukningen Lukningen af Langdistanceturneringen får en nogle konsekvenser. Med beslutningen kasseres mindst syv langdistancekaproningsarrangørers ekspertise og knowhow. Når det kun er syv og ikke ti, skyldes det, at tre arrangører på forhånd havde meldt ud, at de lukkede. Hvad gør arrangørerne nu for at skabe liv og aktivitet i klubben? Hvad med det økonomiske aspekt? I Nakskov blev der lagt meget arbejde i at skaffe sponsorer til Lollands Havørn, og dermed kunne man som regel lægge en lille skilling i lommen efter regattaen. Man kunne sælge arrangementet, fordi det var en del af en Danmarksturnering og ikke bare et lokalt arrangement. Tja, i Nakskov har formand Poul Erik Wulff-Høyer allerede luftet muligheden for, at Lollands Havørn består, men nu som en kajakregatta. Der er nok visse, som ikke bryder sig om den udmelding, men det er vel ligesom med et forhold, man selv bryder. Man kan ikke rigtigt blande sig i hvem ex-kæresten vælger til ny kæreste, selvom man under ingen omstændigheder bryder sig om den nye kærlighed. Og helt ærligt – i hvert fald nogle provinsroklubber er nødt til at følge med udviklingen, hvis de vil overleve. Medlemstallene i DFfR og kajakforbund viser tydeligt, hvad vej vinden blæser – det er kajakkerne, der har medvind på |  Er flaget på halv eller på vej til tops i Nakskov Roklub? På halv fordi langdistancekaproningen ”Lolland Havørn” er lukket – til tops fordi Lollands Havørn måske genopstår som en kajakregatta. Foto Leif Thygesen |
ro-farvandene, så hvis de kasserede regattaarrangører begynder at se den vej, er det fuldt forståeligt. Inrigger- og coastalroerne har haft deres chance, de gad ikke, men måske vil kajakroerne være med til at lege?
Nakskov Roklubs formand Poul Erik Wulff-Høyer overvejer i øjeblikket, om langdistancekaproningen Lollands Havørn skal genopstå som en kajakregatta. Foto Leif Thygesen
Hvad med roerne?
For de få langdistancekaproere der efterlades i et geografisk område, hvor det ikke er muligt at etablere nye lokale uformelle inriggerkaproninger, er det måske også en overvejelse værd om kajakroning er vejen frem. Når man altid har roet baglæns, er tiden måske inde til at se fremad, som man gør i en kajak? I en kajak er man jo heller ikke afhængige af andre. Jo, Signaturen ved godt, at man er velkommen til at deltage i andre fællesskabers inrigger-regattaer, men det bliver aldrig det samme som en ”rigtig” langdistancekaproning. På det personlige plan blev langdistancekaproningerne midlet, der skaffede kendskab til roere over hele landet. Kendskab gav venskab og Signaturen, der ror for Nakskov Roklub, har været så heldig at få lov til at ro maraton- og langdistancekaproning sammen med gode ro-venner fra blandt andet Aarhus, Nyborg, Præstø, Rønne og København. Signaturen har ikke noget til gode – jeg har fået mine oplevelser, men hvor er det trist, at kommende langdistancekaproere - hvis der da kommer nogen - ikke får samme chance for få nye ro-venskaber fordelt over hele landet, som jeg havde.
For de få langdistancekaproere der efterlades i et geografisk område, hvor det ikke er muligt at etablere nye lokale uformelle inriggerkaproninger, er det måske også en overvejelse værd om kajakroning er vejen frem. Når man altid har roet baglæns, er tiden måske inde til at se fremad, som man gør i en kajak? I en kajak er man jo heller ikke afhængige af andre. Jo, Signaturen ved godt, at man er velkommen til at deltage i andre fællesskabers inrigger-regattaer, men det bliver aldrig det samme som en ”rigtig” langdistancekaproning. På det personlige plan blev langdistancekaproningerne midlet, der skaffede kendskab til roere over hele landet. Kendskab gav venskab og Signaturen, der ror for Nakskov Roklub, har været så heldig at få lov til at ro maraton- og langdistancekaproning sammen med gode ro-venner fra blandt andet Aarhus, Nyborg, Præstø, Rønne og København. Signaturen har ikke noget til gode – jeg har fået mine oplevelser, men hvor er det trist, at kommende langdistancekaproere - hvis der da kommer nogen - ikke får samme chance for få nye ro-venskaber fordelt over hele landet, som jeg havde.
Lukningen af Langdistanceturneringen giver anledning til lukning af de to menupunkter ”Langdistancekap” og ”Coastal” på roinfos forside.
Roinfo og lukningen af Langdistanceturneringen
På roinfo.dk giver lukningen af Langdistanceturneringen også anledning til ændringer. Menupunktet ”Langdistancekap” udgår fra forsiden, og i samme ombæring slettes ”Coastal”. Se selv: Klik på forsiden og bemærk, at i menuen øverst mangler ”Langdistancekap” og ”Coastal” – eller se ovenstående fotos.
De lokale langdistancekaproninger og en enkelt eller to coastalregattaer om året er ikke nok til at bære selvstændige menupunkter – så ”lad falde, hvad ej kan stå”. Artikler om eventuelle langdistancekaproninger og coastalregattaer vil man for fremtiden kunne finde under ”Kaproning”.
Med lukning af stofområdet ”Langdistancekap” på roinfo er der nu noget ledig kapacitet, som redaktionen kan overveje at bruge på andet – og også her er det da værd at overveje, om et nyt menupunkt kunne være ”Kajak”. Som tidligere skrevet er området i rivende udvikling, og ved at dække kajakroning ville Roinfo garanteret få nye læsere og dermed også mulighed for at få nye annoncører.
Roinfo er i øvrigt nærmest en direkte udløber af Langdistanceturneringen. Uden Langdistanceturneringen var Signaturen ikke gået ind i DFfRs organisatoriske arbejde. Langdistanceturneringen førte til en post i DFfRs Motions- og turudvalg, som første til ro-journalistisk arbejde, som førte til Roinfo.
På roinfo.dk giver lukningen af Langdistanceturneringen også anledning til ændringer. Menupunktet ”Langdistancekap” udgår fra forsiden, og i samme ombæring slettes ”Coastal”. Se selv: Klik på forsiden og bemærk, at i menuen øverst mangler ”Langdistancekap” og ”Coastal” – eller se ovenstående fotos.
De lokale langdistancekaproninger og en enkelt eller to coastalregattaer om året er ikke nok til at bære selvstændige menupunkter – så ”lad falde, hvad ej kan stå”. Artikler om eventuelle langdistancekaproninger og coastalregattaer vil man for fremtiden kunne finde under ”Kaproning”.
Med lukning af stofområdet ”Langdistancekap” på roinfo er der nu noget ledig kapacitet, som redaktionen kan overveje at bruge på andet – og også her er det da værd at overveje, om et nyt menupunkt kunne være ”Kajak”. Som tidligere skrevet er området i rivende udvikling, og ved at dække kajakroning ville Roinfo garanteret få nye læsere og dermed også mulighed for at få nye annoncører.
Roinfo er i øvrigt nærmest en direkte udløber af Langdistanceturneringen. Uden Langdistanceturneringen var Signaturen ikke gået ind i DFfRs organisatoriske arbejde. Langdistanceturneringen førte til en post i DFfRs Motions- og turudvalg, som første til ro-journalistisk arbejde, som førte til Roinfo.
Nakskov Roklubs første damehold fra 1888. Damehold roede den gang udelukkende stilroning.
Rækken af lukkede aktiviteter vokser
Nu er det langt fra første gang, at Dansk Forening for Rosport (DFfR) lukker en aktivitet ned på grund af manglende deltagelse. For lidt mere end 100 år siden roede kvinderne stilroning ved regattaerne, men kvinderne fik efterhånden lov til at ro stærkt, og dermed blev stilroning overflødigt, og kun få har vel savnet den siden – og dog. I dag holder man kurser i roteknik, og som man skriver i indbydelse: En forbedret roteknik er til gavn og glæde for alle roere uanset ambitionsniveau - så måske skal vi til at genindføre regattaer med stilroning i stedet for langdistancekaproninger?
Der er nok ingen tvivl om, at da stilroningen blev lukket for cirka 100 år siden, var der ”stilhold”, der følte sig forladt og svigtet – nøjagtig som der lige nu er langdistancekaproningshold, der føler sig forladt og svigtet. Om Langdistancekaproningsudvalgets plan med lokale ”træ-til-træ-kaproninger” bliver en succes, må tiden vise. I København buldrer alternativet til Langdistanceturneringen ”Sved-på-panden-roningerne” allerede derudaf med rekorddeltagelse næsten hver gang. Dejligt for de roere, der geografisk har mulighed for at deltage i København, men det løser jo ikke problemet for de provinsroere, der skal rejse flere hundrede kilometer for at finde ligesindede legekammerater. Det er som med så meget andet – det hele bliver centraliseret, og den tvungne udflytning man havde ved at holde Langdistanceturneringen fordelt ud over hele landet, har man nu måttet opgive.
Tilbage står os få, der vil savne regattastemningen, spændingen, fornøjelsen af at ro i et andet rofarvand, servicen, gæstfriheden hos arrangørerne og måske allermest samværet med ro-kammeraterne fra andre klubber, når der blev inviteret til langdistancekaproninger ti forskellige steder i Danmark – Indrømmet vi er ikke mange, men vi er dog nogle, der vil savne Langdistanceturneringen, der nu ligesom maratonkaproningerne, Otter Grand Prix og et par kortbanekaproninger i provinsen er taget til de evige ro-farvande. Roerne fravalgte Langdistanceturneringen, og dermed blev Langdistancekaproningsudvalget tvunget til at kommandere: ”Det er vel”. Lad falde hvad ej kan stå - Det er så nemt at lukke ned, men unægtelig sværere at skabe nyt.
En æra er slut – æret været Langdistanceturneringens minde.
[email protected]
Nu er det langt fra første gang, at Dansk Forening for Rosport (DFfR) lukker en aktivitet ned på grund af manglende deltagelse. For lidt mere end 100 år siden roede kvinderne stilroning ved regattaerne, men kvinderne fik efterhånden lov til at ro stærkt, og dermed blev stilroning overflødigt, og kun få har vel savnet den siden – og dog. I dag holder man kurser i roteknik, og som man skriver i indbydelse: En forbedret roteknik er til gavn og glæde for alle roere uanset ambitionsniveau - så måske skal vi til at genindføre regattaer med stilroning i stedet for langdistancekaproninger?
Der er nok ingen tvivl om, at da stilroningen blev lukket for cirka 100 år siden, var der ”stilhold”, der følte sig forladt og svigtet – nøjagtig som der lige nu er langdistancekaproningshold, der føler sig forladt og svigtet. Om Langdistancekaproningsudvalgets plan med lokale ”træ-til-træ-kaproninger” bliver en succes, må tiden vise. I København buldrer alternativet til Langdistanceturneringen ”Sved-på-panden-roningerne” allerede derudaf med rekorddeltagelse næsten hver gang. Dejligt for de roere, der geografisk har mulighed for at deltage i København, men det løser jo ikke problemet for de provinsroere, der skal rejse flere hundrede kilometer for at finde ligesindede legekammerater. Det er som med så meget andet – det hele bliver centraliseret, og den tvungne udflytning man havde ved at holde Langdistanceturneringen fordelt ud over hele landet, har man nu måttet opgive.
Tilbage står os få, der vil savne regattastemningen, spændingen, fornøjelsen af at ro i et andet rofarvand, servicen, gæstfriheden hos arrangørerne og måske allermest samværet med ro-kammeraterne fra andre klubber, når der blev inviteret til langdistancekaproninger ti forskellige steder i Danmark – Indrømmet vi er ikke mange, men vi er dog nogle, der vil savne Langdistanceturneringen, der nu ligesom maratonkaproningerne, Otter Grand Prix og et par kortbanekaproninger i provinsen er taget til de evige ro-farvande. Roerne fravalgte Langdistanceturneringen, og dermed blev Langdistancekaproningsudvalget tvunget til at kommandere: ”Det er vel”. Lad falde hvad ej kan stå - Det er så nemt at lukke ned, men unægtelig sværere at skabe nyt.
En æra er slut – æret været Langdistanceturneringens minde.
[email protected]
RSS-feed