- Aktiv langdistancekaproer, der også jævnligt stiller op til kortbanekaproning. Han er roende træner, roadmanager (klarer alt det praktiske) og bådmand med hang til trimning og tuning af båden ”Tømmergraven”, som han ror langdistancekaproning i.
- Primus motor i ”Sved på panden-roningerne” i Københavnskredsen
- Ansvarshavende for afvikling af inriggerløbene ved Københavns Roklubs årlige kaproning ”Copenhagen Harbour Race”
- Medlem af Dansk Forening for Rosports langdistancekaproningsudvalg
- Regattaleder for Københavns Roklubs langdistancekaproning ”Port of Copenhagen”
- Webmaster for Københavns Roklub
- Og så elsker han at få nye roere i gang med kaproning i inrigger
Man kan næsten mærke interessen, energien og engagementet, når man er i nærheden af Kenny og snakken er om roning. Kenny og hans langdistancehold er kendt for temporoning, seriøsitet og koncentration – og Kenny har samme indgangsvinkel til det organisatoriske arbejde han er involveret i. Tingene bliver løst på bedst mulige måde og Kenny går ikke på kompromis, når den optimale løsning skal findes. Forberedelserne er i orden og hjemmearbejdet er gjort, når Kenny & Co. starter ved en langdistancekaproning, og når han i øvrigt beskæftiger sig med roning på det ene eller andet plan. Kan man ikke umiddelbart se om tingene vil fungere, bliver de afprøvet og testet og enten kasseret eller forfinet.
Rosportens styrke og svaghed Kenny sveder lidt efter den friske cykeltur til Københavns Roklub, hvor roinfo.dk har sat ham stævne, denne fredag formiddag i oktober for at få en snak om hans mange meritter inden for rosporten. Kenny har netop afleveret sin snart fireårige datter Rose i børnehaven og Kenny byder på et glas vand i det lille køkken i stueetagen i Københavns Roklubs store flotte klubhus. Det friske kolde vand gør godt – også for Signaturen - der som Kenny har taget cyklen til dette møde. |
Kenny startede som 30 årig i 1999 med at ro. Jeg havde på det tidspunkt brug for at komme i gang fysisk, fortæller Kenny. Jeg var startet til boksning, hvor jeg havde overtaget en andens plads ved boksetræningen og derfor hed jeg ”Jesper”, men det var ikke fedt i længden, og så startede jeg til roning. Og det var fedt. Jeg nyder virkelig det sociale. Roning er en holdsport, og det er jo nok roningens styrke og svaghed. Styrke fordi det er fedt at være en del af det sociale liv på et rohold og i en roklub, svaghed fordi man er afhængig af andre. Der er |
Men som regel lykkes det at finde en afløser, og jeg nyder virkelig at ro. Roning er udover god motion også naturoplevelser. Jeg holder af at komme rundt i Danmark og opleve naturen fra vandsiden. Den største oplevelse jeg har haft som roer, er nok en langtur på Lysefjord i Norge med en helt fantastisk natur, og så var vi også heldige og havde perfekt vejr. Men kaproning er en stor del af mig. På et kaproningshold er man fælles om et mål, man kan tale om teknik og træning, og man er en del af en helhed, hvor man er nødt til at møde op. Det ville nok ikke blive til noget, hvis jeg skulle træne alene, men på et rohold, er man presset til at komme, og det er godt.
Jeg nyder at komme til langdistancekaproning rundt omkring i Danmark. At have et mål og møde nye roere, det er virkelig givende. Også det med at blive gode venner med konkurrenterne og drille hinanden i al venskabelighed, nyder jeg meget. Og så er roning jo ren mentalhygiejne. Har du en dårlig dag, så er det bare ud at ro med drengene, så kommer det hele ud og efter turen er hovedet helt let og klart. Min foretrukne bådtype er inriggeren. Jeg kom forholdsvist sent i gang og at begynde på en karriere som ”rigtig kaproer” i en alder af 34 – 35 år er nok lige sent nok. Jeg stiller op til kortbanekaproningerne, fordi jeg har formen fra langdistancekaproningerne. Men decideret kortbanekaproer, det bliver jeg aldrig. Det er for besværligt at ro outrigger her i havnen, der er for megen trafik og for mange uberegnelige bølger fra al den spuns, som der efterhånden er kommet i havnen. Og at tage til Bagsværd for |
Det fede ved langdistancekaproning er jo også, at det er en turnering, hvor der er spænding helt hen til slutning af turneringen og du kan stadig vinde.
Med syv sølv- og en bronzemedalje ved kortbane DM i fireåres inrigger er det ikke helt forkert at kalde Kenny for den evige toer.
Hvordan er det at være den evige toer Kenny?
Det er rimeligt trættende og derfor stillede vi heller ikke op i år. Vi i KR har arbejdet seriøst i forberedelserne, men hver gang har DSR bare stillet med et superhold med blandt andet OL-guldvindere og virkelig stærke roere, og det er efterhånden noget trættende. Men man må jo bare bøje sig og tage hatten og ønske tillykke og så i øvrigt konstatere, at de er bedre end os. Men det er som en slags forbandelse, når man ser på historien. DSR havde aldrig vundet fireåres inrigger, da jeg stillede op første gang. Siden har de vundet hver gang - med undtagelse af en gang, hvor ARK vandt. Det er efterhånden som årene er gået bare så irriterende. Her ligger man og træner og træner, og så sætter DSR sig bare ned i båden og flår et DM hjem på rutinen. Og så i år, hvor jeg for første gang i ni år fravælger kortbane DM, stiller DSR med et hold, som det nok var muligt ” at tale med”. Og nej, jeg har egentlig aldrig overvejet at skifte klub for at komme med på ”vinderholdet”, og nu er det for sent – jeg er nok blevet for gammel. Jeg kom i KR fordi den var nærmest, men jeg vil nok aldrig melde mig ud af KR. Det kan godt være, at jeg vil melde mig ind i en anden klub, hvis det rigtige hold opstod, men det ville så være roklub nummer to – jeg holder meget af KR.
Evig toer! – og dog poetisk retfærdighed
Ser man på Kennys resultater de sidste fire år i langdistancekaproning så er det blevet til en samlet bronze- og tre sølvmedaljer. I 2011 – 12 roede Kenny 25 km åben mix, mens Kenny de sidste to år har valgt at satse på en fireåres inrigger på 10 kilometer distancen. Der er altså også her - med en vis ret - tale om ”Den Evige Toer”. Men tingene har alligevel deres helt egen poetiske retfærdighed. Dette interview blev gennemført cirka en uge før Copenhagen Harbour Race, og på det tidspunkt manglede Kenny endnu en roer til at stille fuldt hold på grund af et sidste øjebliks afbud. Men det lykkedes Kenny at stille hold og sammen med Andreas Bech Mikkelsen, Mikkel Schmidt, Hans-Jørgen Stahl og Pia Erikstrup(cox) blev det til en sikker guldmedalje – på den måde er det næsten som ”Roguden” forbarmede sig over Kenny, så roinfo.dk ikke kunne dykke ned i floskelkassen og bruge betegnelsen ”Den Evige Toer” i overskriften til artiklen. Jo, retfærdighed findes trods alt.
Jeg prøver at give mine oplevelser videre til nye roere, og da jeg ikke har den helt store tekniske viden om outriggerroning, så er inriggeren blevet det område, jeg kan bidrage til. Jeg nyder virkelig at være med til at arrangere ”Sved-på-panden-roning”. Her synes jeg, at jeg har noget at byde ind med. Jeg har været med i mange år og det er supernemt at deltage. Det koster ikke noget, og man møder bare op. På samme måde håber jeg, at den nye klasse ved langdistancekaproningerne 10 km åben motionsmix 2. division vil udvikle sig, så mange nye bare kommer og er med, og så kan det jo altid udvikle sig for det enkelte hold til, at man vælger en af de mere seriøse klasser. I ”Sved-på-panden” får man valuta for sit arbejde. Jeg nyder at se folk har det sjovt, og at de går op i det og punker os, når vi ikke er hurtige nok med resultatformidlingen. At se så mange have fornøjelse af ens arbejde er min løn, og sådan er det jo også i Langdistancekaproningsudvalget. Jeg sætter en ære i mit arbejde – og det jeg laver skal laves ordentligt.
Du er jo også kendt som lidt af en ”onkel-opfinder”, når det gælder om at optimere inriggeren?
Ja, det er sjovt. For mig at se er der mange muligheder for at justere en båd og optimere farten. På dette tidspunkt i interviewet kaster Kenny sig ud i flere tekniske forklaringer om en inriggeropbygning og muligheder for at justere. Han taler blandt andet om skinnernes længde og placering, balance i båden, skrogformen, muligheden for at justere op og ned i en inrigger, at flytte spanterne for at roeren kan få et længere tag og meget andet. Ord er ikke længere nok. Øjnene får glød og Kenny bruger hele kroppen for at forklare. Bordet skubbes til side og stolen rykkes bagud, så Kenny kan vise, hvad han mener med at gøre taget længere. Jo, ord er fattige og med et lille skævt selvironisk smil afslutter Kenny sin forklaring med et: ”Jeg ved godt, du ikke kan skrive det her, Leif! ” Igen kan man mærke engagementet, virkelysten og den brændende interesse for roning. Det kan godt være, at landsholdet ror OL-og VM-guldmedaljer hjem, men tror man, at eliten har monopol på engagement, involvering og fokusering så skal man bare tage en snak med Kenny. Kenny Elkjær Andersen er en af de brændselsstave som sørger for, at nogle af de danske roklubber syder af aktivitet og uden denne aktivitet ingen OL eller VM medaljer. For Kenny er der ikke udsigt til OL-medaljer, berømmelse og rigdom. Hans engagement bygger på kærlighed til roning og for Kenny er der ikke tale om sure træningstimer, men hver en rotur er en belønning, en oplevelse og en udfordring. Er der noget vi kan gøre bedre? Og hvordan kan vi forbedre materiellet?
Baileren – en selvlænser
Efter Kennys foredrag om båden og de muligheder, der er for at optimere den, er det lidt svært at lande. Men roinfo.dk og Kenny tager en snak om en af hans nyeste påfund. Fra sejlsporten har Kenny importeret en ”selfbailer” eller selvlænser, som den vel hedder på dansk. Og den er naturligvis afprøvet og testet og virker problemløst. I virkeligheden er der tale om en lille anordning, som man sagtens kunne forestille sig ville blive standardudstyr i inriggerne i løbet af nogle år. Når farten på båden er over otte kilometer i timen åbnes ventilen (se foto) af styrmanden, og så dannes der vakuum som tømmer båden for vand.
Kenny udbygger sit statement om at få bedre både – også til langtursroning: Jo, inriggeren vi ror langdistancekaproning i, er jo en langtursbåd, men når der sker forbedringer med båden i forbindelse med langdistancekaproningerne kommer det jo også langtursroningen til gode. Gløden vender tilbage til Kennys stemme og så liner han op:
- Hvorfor vil man ikke have bedre balance, når man ror langtursroning?
- Hvorfor vil man ikke sidde lidt bedre, når man ror langtursroning?
- Hvorfor vil man ikke noget nemmere få vandet ud af båden end at sidde med øsekar og miste kurs og balance fremfor bare at hive i en snor eller trykke på en selfbailer?
Forbedringer fra langdistancekaproningsbanen kommer alle til gode!
Endnu en gang brænder engagementet, kreativiteten, begejstringen og ildhuen for roning igennem. Det er svært ikke at give Kenny ret.
Tekst Leif Thygesen