Af Leif Thygesen
Der bliver kampvalg om formandsposten på Dansk Forening for Rosports (DFfR) hovedgeneralforsamling lørdag den 16. marts 2019 i Middelfart. Det står klart efter at medlem af hovedbestyrelsen, Sten Zülow, Aalborg Roklub, i et brev til roklubberne har meddelt, at han trækker sig fra hovedbestyrelsen med øjeblikkelig virkning og samtidigt oplyst, at han stiller op som kandidat til formandsposten på hovedgeneralforsamlingen.
Om bevæggrundene til at trække sig og samtidigt udfordre Henning Bay Nielsen, skriver Sten Zülow blandet andet i sit brev: ” Jeg har mistet tilliden til ledelsen i Hovedbestyrelsen for Dansk Forening for Rosport. I konsekvens heraf har jeg trukket mig fra Hovedbestyrelsen med øjeblikkelig virkning. Det har været en lang og sej tur, hvor Hovedbestyrelsens arbejde mere var driftsorienteret end fokuseret på udvikling. Jeg blev i bestyrelsen indtil nu, fordi jeg har respekt for de klubber som gav mig deres stemme ved generalforsamlingen. Imidlertid har det spin som har omgærdet den seneste sekretariatschefs fratræden samt en let tilgang til sandheden, tvunget mig til at trække mig fra Hovedbestyrelsen.” Om sit formandskandidatur skriver Sten Zülow blandt andet: ”Det her er ikke et spørgsmål om at slippe kaproning og så koncentrere sig om bredden. Det er et både/og. Fundamentet skal være i orden og her kommer klubarbejdet og bredden ind. Vi mangler initiativer til bredden. 45% af forbundets |
I 2017 sluttede ”Robattle” projektet. I 2018 var der ingen projekter og det ser heller ikke for godt ud i 2019.
Vi fik næsten ingen nye roer med ”Robattle” projektet, men vi fik viden og erfaring med projektarbejde. Nu skal vi til at starte forfra. Der er rigtig mange emner som vi kan arbejde med og som kan løfte klubberne, medlemstilgangen og i sidste ende også kaproningen.
Vi har super gode faciliteter, vi har dedikerede medlemmer og det er en sund sport med gode sociale omgivelser. Vi har en god salgsvare og kan gøre rosporten til et godt BRAND igen.”
Roinfo.dk har spurgt Sten Zülow:
Hvilke konkrete initiativer har du selv – som medlem af hovedbestyrelsen – taget i det forløbne år for at ændre hovedbestyrelsens arbejde fra driftsorienteret til udviklingsorienteret?
"Da ansættelsesudvalget blev etableret ved første HB møde efter HGF mhp at finde den nye sekretariatschef (Kim Mejnert) meldte jeg mig på banen. Jeg har fra tidligere arbejde gennemført flere ansættelser og har herfra en vis erfaring. Det lykkedes at finde en rigtig god udviklingsorienteret leder af rosportens hus. Det holdt desværre kun 8 måneder og svaret på dette spørgsmål ligger alene hos Kim Mejnert.
April 2018 blev der afholdt et strategiseminar i Roforeningen KVIK mhp at starte de 5 strategigrupper. Jeg var HB repræsentant i spor 2 og det var ikke hensigten at HB skulle være formand for de enkelte styregrupper. Da ingen meldte sig på banen i spor 2, gik jeg ind og tog formandsposten. Der har siden været gennemført 3 møder i styregruppe spor 2 og jeg har i tilslutning til arbejdet udarbejdet en analyse af den valgte strategi og efterfølgende justeret på strategien. Den blev efterfølgende forelagt HB.
Spor 2 er faktisk rigtig godt med i henhold til den aftale, som DFfR har lavet med DIF. Den medlemsfremgang som DFfR samlet har for 2018 vil jeg specielt tilskrive det arbejde som Anna Karina Gravad laver inden for spor 2. Der har været afsat en halvtids medarbejder og ca. 10.000 kr til spor 2 arbejde. Det lykkedes på et HB møde at give sekretariatschefen beføjelser til at allokere ressourcer, hvor han fandt det givtig.
Fra spor 2 har der været fremsat ønsker om iværksættelse af projekter i samme størrelsesorden som ”Robattle”. Og jeg har ved flere HB møder rykket for status. Coastaludvalget havde et færdigt projekt liggende. Det skulle bare justeres lidt i omfang, men opgaven med projekter lå ikke indenfor spor 2 område.
Sammenfattende kan jeg sige at spor 2 er kørende med udviklingsarbejdet.
Jeg har flere gange i HB efterlyst mere tid til at drøfte udvikling og har sat spor 2 på dagsordenen. Men med HB møder, der altid gik minimum 30 min over tiden og uden pauser, samt 12-18 punkter og med lige så mange bilag, druknede de pkt. med udviklingsarbejde i driftsopgaver."
Hvis du vælges til ny formand, hvilke konkrete tiltag vil du så sætte i værk for at skaffe roklubberne flere medlemmer?
"Jeg har ikke en færdig plan og der sidder 7 personer i bestyrelsen som skal med i arbejdet.
Målsætningen for spor 2 arbejdet har fra centralt hold været at vi blot skulle vende kurven på medlemsnedgangen. Min egen målsætning ligger på en medlemsfremgang på 2 % om året eller 8 % i 2021. Der er en mindre fremgang i 2018, men vi er jo også først startet på at udmønte strategien.
Af tiltag som på sigt vil øge medlemstilgangen kan jeg nævne:
At finde en udviklingsorienteret sekretariatschef
At vi får fastholdt det gode personale, som vi pt. har i rosportens hus
At vi ser på mulighederne for at få en ny medarbejder til at arbejde med projekter, fundraising, sponsorer mm.
Iværksættelse af projektarbejder. Der er mange ideer som skal omsættes til handling.
At få overblik over arbejdet i de 5 strategispor, status og hvordan kommer vi videre.
Vi skal støtte de engagerede frivillige vi har i udvalgene.
Vi skal vidensdele.
At vi får genskabt tilliden til HB"
I en kommentar til Sten Zülows kritik og kampvalget om formandsposten siger nuværende formand for DFfR Henning Bay Nielsen til roinfo.dk: "Roning er en holdsport og ud fra den forudsætning har den siddende bestyrelsen og jeg arbejdet. De seneste sidste 8 år er jeg derfor stolt over den udvikling bestyrelsen for DFfR har skabt sammen med udvalg og roklubber. Vi har fået roning på Skole OL-programmet, vi har haft Robattle med ca 6 mio kroner fra Nordea Fonden, vi har etableret ”Den røde tråd” som er vores tilbud om klubudvikling og vi har netop afviklet et helt nyt kursus indenfor Sportsroning, som er målrettet de behov danskere har for motion og udarbejdet træningsprogrammer for 60+ roere. Dette projekt har Danmarks Idrætsforbund støttet med økonomi. Derudover har Trygfonden leveret en donation til DFfR og DKF med henblik på erhvervelse af hjertestartere. Vi har fået etableret Universitetsroning som bestyrelsen har støttet med oprettelse af udvalg og arbejdsgrupper samt indførelse af Universitetsmesterskaber. Vi har et spirende |
Danmarks Idrætsforbund har ændret deres bevillingsstruktur og under mit formandskab har bestyrelsen arbejdet stenhårdt på at imødegå kravene så vi fortsat har et sikkert økonomisk fundament at drive DFfR fra. I den proces har vi ændret på organiseringen og hvordan bestyrelsen og sekretariat bedst samarbejder. Det har kostet kræfter og vi har lært meget. Vi glæder os derfor til at ansætte en ny sekretariatsleder, hvor vi kan bruge den læring vi har fået.
Den siddende bestyrelse har været i arbejdstøjet og taget fat på tanker og visioner for vores sport i fremtiden, fordi vi kan se et stigende behov for at udvikle vores idræt – og her er klubberne vigtige medspillere som den nuværende bestyrelse og jeg glæder sig til at fortsætte samarbejdet med”
-Henning Bay Nielsen, synes du selv, at I har sat fokus nok på udvikling?
”Ja, det synes jeg. Og Sten Zülow har jo også deltaget i bestyrelsesarbejdet og været medansvarlig for, at vi har fulgt den strategi, som vi har aftalt med Danmarks Idrætsforbund. Men en forudsætning for at man kan skabe udvikling er jo også, at driften er i orden. Bundlinjen skal holde.”
Hovedgeneralforsamlingen finder sted lørdag den 16. marts i Middelfart. Der er tilmelding senest fredag den 8. marts 2019.
[email protected]