Sports-Aabogen 1965, RONING. nr.8.1963. Kildemateriale: Pluk fra HDRs Jubilæumsskrift og Roskilde Roklubs hjemmeside
Indenfor roningens verden er kvinderne med over hele linjen, men epokegørende var det, at Damernes Roklub - i dag Hellerup Dameroklub - gennem årene har haft flere medlemmer, der har været helt til tops indenfor roningens verden.
I 1933 var damerne begyndt at ro kaproning i outriggere, og i 1941 afholdtes det første Danmarksmesterskab for kvinder i firer med styrmand på Bagsværd Sø. Her vandt Damernes Roklub det første mesterskab, og derefter tre år i træk.

Løbet i Gaar var den bedste Propaganda for Tilhængerne af Damernes Start i Kaproning. D.R. roede i meget smuk Stil, og virkede slet ikke udmattede efter Løbet…
21.7.1941
I anledningen af mesterskabets afholdelse lod klubbens formand, frk. Johanne Fornæs sig interviewe til Berlingske Aftenavis. Her blev hun bl.a. spurgt, om roning ikke var en “ukvindelig sport”?
Hertil svarede hun:
- Det er kun en gammel Fordom. Før i Tiden var det jo også en formastelig Tanke, at en Kvinde skulde kunne cykle. Kvinden nu til Dags er jo med paa saa mange Omraader, hvorfor saa ikke her? Det er en sund Sport. Alle Muskler kommer i Funktion og bliver udviklet. Ogsaa for Hjerte og Lunger er det sundt.
(Berlingske Aftenavis, 5. August).
Det holdt hårdt før kvinderne kunne få deres eget Danmarksmesterskab.
I et interview fra 1935 forsvarede frk. Fornæs, at kvinder dyrkede kaproning, samtidig med at hun forsøgte at berolige den bekymrede offentlighed ved at fastslå, at kvinder aldrig ville blive “Rekordjagere”, for…
“Damerne er ikke Kaproere mere end i hvert Fald tre Sæsoner. Ægteskab, Husmoderpligten, Kontorer etc. Hindrer en systematisk saglig Oparbejdelse af kvindelige Rekorder…
(Nordisk Mønster Tidende, 8.7.1935)

Dermed havde kvinderne indtaget kaproningsbanerne, og siden hen oprettedes et dameudvalg i Dansk Forening for Rosport, som Johanne Fornæs var udvalgsformand for, men selv oppe i 1960´erne blev dameroningen ivrigt kommenteret og vakte da også ofte undren for den daværende mandlige redaktør af DFfR´s officielle blad: RONING. Se udklippet fra 1963 >>>>>>>>>>>>>>>>>>>
Du kan klikke på teksten for at se det i større størrelse.
Som ung kaproer i begyndelsen af 70´erne husker roinfos ene redaktør - den kvindelige - hvilken respekt man stadig havde for stilroing og de øvrige kvindelige landsholdsroere.
- Jeg begyndte at ro i 1969 i Lyngby Dameroklub. På daværende tidspunkt gik man meget op i at ro pænt…
Så da min makker og jeg i klubbens tungeste dobbeltsculler i 1974 blev sat fuldstændigt af i vores allerførste løb sammen, og langt om længe kom ind til bådepladsen, blev vi modtaget af vores træner, der sagde: - Skidt med det, piger. I var dem, der roede pænest…
Året efter meldte jeg mig i Roforeningen KVIK, og kom med på roforeningens første kvindelige kaproningshold i en dobbeltfirer med styrmand, lånt i Damernes Roklub. Båden hed Joachim, og var en sand racer. Vi vandt en del i 1975, og blev udtaget til 4-landskamp mod Tyskland, Norge og Sverige, men det blev desværre ikke til en udlandstur, men til en tur til Brabrand, hvor vi sov i et beskyttelsesrum i Brabrand Hallen.
Vi oplevede lidt af en forskelsbehandling, da vi nåede frem til DM senere dette år, i øvrigt også på Brabrand Sø, husker redaktricen.
KVIK havde en rigtig god juniorafdeling med mange stærke drenge. Trænerne fandt det vigtigst, at drengene var i rette gear til DM-finalerne, men trænerne var ikke meget omkring os, før vi skulle ro finale. Vi havde et behov for indstilling af båden, da det blæste meget, men i modsætning til drengene, gjorde man intet for at geare båden rigtigt. Vi følte os tilsidesat, da det hele drejede sig om drengene ved DM i 1975.
Vi oplevede også, hvordan mændene i klubben ind imellem havde svært ved at acceptere, at der nu var kommet piger til.
Roforeningens traditionelle USIA-match havde jo været for mænd, og vi blev i første gang afvist, da vi ville være med. Side op og side ned i klubbladet med en ivrig debat om vi skulle være med eller ej, blev årets store samtaleemne blandt de mandlige medlemmer. Jeg mener, vi fik lov at ro med, men udenfor konkurrence.
At være juniorkaproer i 1975 og være på Bagsværd Rostadion, hvor der endnu ikke var opført en bådehal, var en spændende verden for os.
Og vi havde naturligvis nogle forbilleder, ro-idoler, som man så meget op til.
De førende kvinder dengang var Hanne Petersen, Damernes Roklub og Judith Andersen, Roskilde Roklub.
De var dygtige, seje og stærke, og var på daværende tidspunkt de bedste kvindelige roere herhjemme. Træner for dem var Asbjørn Torp, DSR.
Når vi stod i omklædningsrummet, og de to kvindelige landsholdsroere kom ind efter træning, blev vi helt stille, for tænk engang, vi stod der sammen med stjernerne og klædte om, og det var meget stort og vi havde meget respekt, husker skribenten.

DFfRs Kaproningsudvalg vurderede, at de fire individuelle kvinder ville nå længst i en dobbeltfirer, og dannede et hold med dem, og det viste sig at blive en succes. De roede fra sejr til sejr ved store internationale regattaer, og blev udtaget til OL i Montreal.
- Og de kom af sted i “vores gode båd”, Joachim, så det var stort at opleve dengang, husker skribenten.
Kirsten Plum fra LDR var styrmand, og det var den tjekkiske dygtige træner fra Holte Roklub, Ludek Pojezny, der blev træner for dobbelt-fireren, der blev en flot nummer seks.
Hanne Petersen begyndte at ro i Damernes Roklub som 11-årig, og vandt flere Danmarksmesterskaber i seniorernes klasser i årene 1965-1975. Hun var med ved EM fire gange og ved VM to gange. Hanne blev siden DIF´s første næstformand, en post, som hun varetog indtil 1994.
Hanne ror stadig, men det er kaproning på motionsplan i DSR.

Men i fjor vandt Aja Runge Holmegaard FM i 1X, letvægt.
Judith blev Danmarks første kvindelige fanebærer ved OL i Montreal i 1976. - Hun er høj, nordisk af udseende, og har en flot gang, lød skudsmålet fra Dansk Idrætsforbund, da man skulle udpege fanebæreren.
Blot én kvinde mere har siden været fanebærer. Det var ryttersken Anne Grethe Tørnblad ved OL i Seoul i 1988.
Judith kaster sig efter OL med ildhu over mastersroning, og har vundet mange medaljer her.
Hun har i flere år været en dygtig banedommer ved regattaer i ind- og udland, og så sent, som ved Copenhagen Regatta på Bagsværd Sø i 2015, var hun formand for dommerkollegiet.
Billedet tv.Judith Andersen, fanebærer ved OL i 1976. I baggrunden ses Kirsten Thomsen (med briller), der strokede båden. Hun kom fra LDR, og på billedet står hun og taler med styrmand Kirsten Plum, ligeledes LDR. Billedet er lånt fra Roskilde Roklubs hjemmeside.
På billedet ovenfor ses DFfRs daværende formand, Janne Hallengren, i 1965, med efternavnet Vegner, på strokesædet. Bag hende Hanne Petersen.
Sammen med Dameroklubben Gefions kvinder, der sidder 1 og 2, vinder roerne fra DR Danmarksmesterskabet i firer med styrmand på Sorø
Sø. På styrmandssædet Jytte Westi, der i flere år derefter var dygtig landsholdsstyrmand, og i dag er meget aktiv i Hellerup Dameroklub. Billedet er fra Sports-Aarbogen 1965
DM for 50 år siden - og i år kan Boldt fejre det
En i dag lige så kendt roer, vandt sit første Danmarksmesterskab i 1X, samme år, som Hanne og Janne vandt firer med styrmand, i 1965.
Merete Boldt - kendt masters- og ergometerroer - skal derfor naturligvis nævnes her.
Fredensborg-roeren var bare 18 år, da hun vandt Danmarksmesterskab i 1X ...
Læg så lige 50 år til, og ved dette års DM bliver der grund til at hylde Merete Boldt for sit første mesterskab i 1X i 1965 - og hun ror stadig med ved DM - godt nok i mastersklassen, men WAU, hvor er det SEJT!
Merete Boldt har, ligesom Hanne og Janne, haft flere bestyrelsesposter, blandt andet i Fredensborg Roklub, som formand, tillige med flere udvalgsposter i Dansk Forening for Rosport.
Dertil gennem mange år jobbet som international banedommer, som Judith Lyster, hvor de største oplevelser har været “at dømme” ved Luzern Regattaen og ved OL blandt andet.
Og endelig...
Hvordan gik det så egentlig med roerne i den junior-dobbeltfirer, skribenten roede med i for 40 år siden?
Den ene Mette trak sig og satsede helt og aldeles på basketball. Det var hun rigtig god til, og var i flere år på landsholdet her.
Britta Jensen fortsatte som kaproer nogle år, men kastede sig siden, og med stor succes, over Langdistancekaproning og vandt flere mesterskaber her for Københavns Roklub. Sammen med roinfos skribent, Mette Bacher Jensen, vandt Britta, nu for DSR, Forbundsmesterskab i 4-åres - og 2-åres inrigger på Haderslev Dam ved Danmarksmesterskaberne i 1992, og det var på den fulde distance. Der var mange tilmeldte hold, og man måtte igennem indledende for at komme videre til finalen, huskes det. Britta vandt desuden langdistancen samme år, og er den første og eneste, der står for disse tre flotte præstationer samme år. Siden blev 4-åres inrigger sløjfet helt af DM-programmet, og 2-åres løbet blev sat ned til 1000 meter, uden at det har givet flere deltagere, husker skribenten.
Hanne Eriksen, nu Brusch, fortsatte i 1X, først i KR og siden i DSR, og blev udtaget til OL i Los Angeles i dobbeltfirer sammen med Birgitte Hanel, DSR, Lotte Kofoed, Bagsværd Roklub, og Bodil Rasmussen, Fredericia Roklub med Styrmand Jette Sørensen, Odense Roklub i 1984.
Østblokken boycuttede OL dette år, og udeblev helt. På daværende tidspunkt stod Østeuropiske roere for hovedparten af guldmedaljerne ved VM og OL, men var nu helt væk fra OL.
Dermed blev vejen banet for andre, og det blev til en OL-bronzemedalje til den danske dobbeltfirer. I mændenes klasse vandt Danmark desuden bronze i firer uden styrmand.
Hanne stoppede med at ro i nogle år for at stifte familie, men vendte tilbage for en kort bemærkning på kaproningsbanerne i 1988 og 1989, hvor hun, nu for Roklubben SKJOLD, vandt Danmarksmesterskabet i kvindernes 2X med den kendte scullerroer, Lise Justesen, der også meldte sig i SKJOLD. Dermed blev der skrevet historie, da SKJOLD ikke tidligere havde haft kvinder øverst på medaljeskamlen ved DM.
Hanne Brusch er i dag formand for Lyngby Dameroklub. Britta Jensen, nu Densen, flyttede til Kalundborg, og har roet Langdistance derfra.
Mette Jensen fortsatte med kaproning på det nationale plan. Hun var en ivrig skribent til DFfRs officielle blad, RONING, i længere perioder, og blev siden ansat som pressechef for DFfR og DRC, et job, hun varetog i 3 år. Dertil speakning ved danske regattaer de sidste 25 år, og i dag en formandspost i Københavnskredsen.
Styrmand, Lotte Aabye, fortsatte et år efter med juniorkaproning, men stoppede. Til gengæld blev Lottes lillesøster, Tine, grebet af roningen, og blev landsholdsroer nogle år senere. Tine Aabye har, som bekendt, gjort comeback i 2015, og er med på en hurtig båd fra Roforeningen KVIK ved årets langdistancekaproninger.
I forbindelse med roinfos tiltag med historiske billeder fra arkiverne, bringe det ofte mange nysgerrige spørgsmål frem. Som forleden, hvor vi bragte billeder af roerne, der deltog ved junior-VM for nogle år siden.
Enkelte er stadig i roningens verden, som flere af de ovennævnte kvinder i artiklen, men hvad med de andre. Hvor blev de mon af, og hvorfor roede de ikke videre?
Man oplever ofte, at unge kaproere efter flere års regattadeltagelse trækker sig for at uddanne sig, prøve noget andet og stifte familie. Men pludselig vender de tilbage igen - efter nogle år. Og de fleste vil opdage, at man kommer tilbage til basen, til den trygge del, som var en stor del af livet, som både bød på sejre, nederlag og udfordringer.
Nogen får måske nok for en periode - andre savner det - og så er der os andre, der er blevet hængende.