Jeg er bedst til det lange seje træk

Foto Leif Thygesen

Niels Iversen,
Aarhus Roklub
Født 09. maj 1955

1968 – 1973: Medlem af Maribo Roklub
1991 – 1995: Medlem af Odder Roklub. Formand i et år
1995 – : Medlem af Aarhus Roklub
1995 – : Materialeforvalter i Aarhus Roklub
1996 – : Valgt til bestyrelsen i Aarhus Roklub
1997 – 2004: Formand for Aarhus Roklub
2005: Æresmedlem af Aarhus Roklub
2012: Næstformand for Aarhus Roklub
1993 – 2003: Formand for Sydjyske Kreds og dermed medlem af DFfRs hovedbestyrelse
2003 – 2011: Valgt til hovedbestyrelsen i DFfR, formand for Motions- og turudvalget (MTU)
2007 – : Frivilligt arbejde for Eurow med transport
2012: Tildelt DFfRs ærestegn
2012-2016: Valgt til Hovedbestyrelsen
2014: Med til at starte DFfR – coastal center i Thorsminde
2016: Formand for Thorsminde Coastal Roklub
2017: Nomineret som en blandt ti til Frivillighedsprisen ”Tailgate” i Aarhus
2017: Nomineret som en ud af fem til titlen ”Årets Ildsjæl i Aarhus”
2004 – 2008: To gange deltaget i ”Boston Hammer” – Uofficielt VM i ergometerroning
Har roet 33 ro-maratons og to gange deltaget i Sea Challenge Fyn, en kaproning Fyn rundt.
Været langdistancekaproer i en lang årrække. Var på holdet, der samlet vandt 25 km åben mix i 2004 og 2009.

Sådan kender de fleste Niels Iversen. Som langdistancekaproer. Her ved Svanemøllebugtens Blågrønne Vande 2008 sammen med Helle Krogh og Leif Thygesen. Samme hold vandt i 2004 den samlede turnering i 25 kilometer åben mix. Foto Henrik S. Asmussen.

​Af Leif Thygesen
”Jeg blev roer, fordi jeg ikke var særlig god til atletik. Jeg forsøgte mig i et par år med atletikken, men det lykkedes ikke rigtig. Jeg havde et par kammerater, som tog mig med i Maribo Roklub, og så blev jeg ellers hængende i rosporten og blev hurtigt en del af det organisatoriske arbejde”, sådan fortæller Niels Iversen om sin start som roer.

Der er ikke mange fotos af Niels som ungdomsroer. Her er Niels etter i en otter ved klubkaproningen i Maribo Roklub 1969.

​”Jeg var kun drenge-roer, da bestyrelsesmedlem i Maribo Roklub, Hans Sørensen, tog mig med til en kredsgeneralforsamling i Lolland Falster Kredsen i Nykøbing F. Det blev en oplevelse for livet. Det var et arrangement, der fandt sted en søndag og varede fra klokken 09.00 om morgenen til omkring klokken 18. Her fik man virkelig drøftet og vendt tingene. Alt blev gennemarbejdet, og alle havde en mening, og man tog sig den tid, det nu tog. Det var jeg meget imponeret af, og på en måde kom det til at præge min tilgang til det frivillige arbejde og det at løfte i flok. Jeg har aldrig været bange for at sige ja til en tillidspost. Det handler om at være med, der hvor tingene sker, og så kan jeg godt lide at tage ansvar. Når der er ting, der indimellem er blevet lidt brogede, og der for eksempel har været et træls hovedbestyrelsesmøde, har jeg ofte tænkt tilbage til kredsgeneralforsamlingen i Nykøbing F - og det har på en eller anden måde givet fornyede kræfter til at møde de mange udfordringer.”

Foto Leif Thygesen

​Niels Iversen har forberedt sig til interviewet og har styr på årstal og tillidsposter. Svarene kommer med sikker stemme og overbevisning. Man kan mærke, at Niels Iversen er vant til at sidde i møder og gennem årene mange gange har skullet forsvare sine synspunkter. Rent fysisk befinder vi os i Nakskov hos Signaturen. Niels er på vej med et læs både for Eurow – et af de utallige frivillige jobs han har/har haft. Undervejs i interviewet holder vi små pauser, som Niels benytter til at tjekke næste dags aftaler telefonisk og rette sin køreplan til. To både er kommet på traileren i sidste øjeblik, og det betyder, at Niels i morgen skal med en færge kl. 07.15 fra Tårs for at nå til Odense, inden de øvrige aftaler på turen skal passes. Coastalbådene har en særlig plads i Niels´ hjerte – det er ikke uden en vis stolthed, at Niels taler om det forløb, der har været siden han og Peter Froskov for små ti år siden hentede det første læs coastalbåde i Frankrig til i dag, hvor der er cirka 150 coastalbåde rundt omkring i Danmark. I dansk roning - hvor ændringer ofte tager meget lang tid, og hvor man siger, at ændringer er lige så tidskrævende, som at ændre kursen med en supertanker - er udviklingen af coastal-roning nærmest gået eksplosivt, og Niels har været med hele vejen.

Niels Iversen har været medlem af Aarhus Roklub siden 1995 og han har i alle år været en del af bestyrelsen. Foto Leif Thygesen

​Det er ikke verdens nemmeste interview. Signaturen har været ven med Niels i cirka 20 år, og i elleve sæsoner var vi fast inventar på et langdistancehold, hvor tredje mand M/K skiftede. Signaturen skal passe på ikke at overhøre nuancerne i Niels´ svar. Nuancer som kan forsvinde i indforståetheden og de mange timer sammen før, under og efter utallige regattaer. Niels er på en gang meget åben og meget privat. Niels vil meget hellere tale om roning, fællesskab, foreningsarbejde, samarbejde og så videre end om privatpersonen Niels. Denne aften i november kommer det til udtryk, da Signaturen beder Niels om at beskrive sig selv. Niels griber sit glas og nipper til hvidvinen, ser ud af vinduet, hvor man ingenting kan se på grund af mørket, og stilheden afbrydes kun af en svag syden fra ovnen, hvor kyllingen og de bagte rodfrugter udover lyd også udsender en liflig duft. Jo, svaret kom, men efter en vanskelig fødsel. Det var den eneste gang under interviewet, at Niels ikke var sikker i mælet. ”Jeg er udholdende, jeg er en god kammerat og jo, så er jeg også nok en ildsjæl. Jeg vil ikke kalde mig ronørd. For mig er en nørd en roer, der går op i en lille facet af roningen eller udstyret. Min indgang til roningen er mere bred. Hvis jeg skal beskrive roning som sådan, så er roning udfordrende både fysisk og mentalt, roning er samarbejde, det at få alting til at gå op i en højere enhed og få roningen til at fungere - og så er det en meget stor del af mit liv. Jeg har haft sindssygt mange gode oplevelser og har fået mange gode værdier fra rosporten.”

Foto Leif Thygesen

​Niels´ ro-cv er, som det fremgår af ovenstående, næsten ligeså langt som en stemmeseddel til et kommunevalg – og ingen tvivl om, at han har været med til bords, hvor beslutningerne blev taget og dermed har været med til at præge udviklingen. Hvis Niels var ombord på et skib, ville han - hvis det var muligt - befinde sig på broen. Niels er kendt og respekteret for sit store arbejde i rosportens tjeneste. Mest kom det nok til udtryk, da der var valg til hovedbestyrelsen på generalforsamlingen i 2012 i Roskilde. Niels blev absolut topscorer, og var meget tæt på at opnå det maksimale antal stemmer, man kunne få - og så er Niels vellidt og kendt som en venlig mand, der altid har tid til at høre på én og udveksle erfaringer om roning, både og måder at organisere sig på. I robåden er Niels seriøs og arbejder med detaljerne for at forfine teknikken og få mest mulig fart i båden med det givne mandskab. Når vi ror, så ror vi og ”kaffe-kage-roning” er ikke lige Niels. Båden er efterset og i orden. Hjulene på sædet skal køre gnidningsfrit og åren være raspet. Ikke bare raspet med en nedstrygerklinge eller en stålbørste, som andre bruger, næh, det skal gøres godt og grundigt med en fukssvans. Flere af Niels´ materialeforvalter-kolleger vil nok mene, at det Niels udsætter åren for nærmer sig hærværk, men som med det organisatoriske arbejde skal Niels have et godt og sikkert greb om tingene.

Niels på vj ind i "Søsporten", hvor Aarhus Roklub residerer. Her har Niels tilbragt et utal af timer med at passe bådene og arbejde organisatorisk. Foto Leif Thygesen

​-Du blev langdistancekaproer. Hvorfor det?
”Ja, fra 1995 og frem til 2014 roede jeg fast langdistancekaproning og maratonløb. Det var en fed tid. Den strukturerede træning og forpligtigelsen på holdet tiltalte mig. Jeg meldte mig ind i Aarhus Roklub, hvor jeg fandt ligesindede, men snart begyndte jeg også at kombinere med andre klubber – Nakskov Roklub for eksempel. Jeg har roet sammen med utallige roere fra mange forskellige klubber. Det er fedt at få nye roere med til langdistancekaproningerne og på den måde få begejstringen for langdistancekaproning til at brede sig. Og det var fedt at opleve, at det begyndte at gå stærkt i båden og samtidigt på land kæmpe for, at langdistancekaproning faktisk blev anerkendt som en seriøs del af roningen, hvor der også er store udfordringer. Jeg har mange gange oplevet at sætte mig i en båd med roere fra andre klubber, og hurtigt har vi sammen kunnet få båden op i hastighed. Jeg har altid roet i mix-klassen, og det var ikke fordi jeg var bange for at få tæsk i herreklassen, men jeg syntes, det var sjovere at kombinere med mange forskellige roere fra mange forskellige klubber. Jeg synes det er sjovt, at uanset hvem jeg har roet med, så har jeg næsten altid kunnet få båden til at gå stærkt. Det var sjovt og være på vej op, og på en måde var det også sjovt at være på vej ned.” 

Niels har gennem årene roet sammen med et utal af langdistancekaproere. Her er det i 2007 sammen med Leif Thygesen, Nakskov Roklub og Trine Søttrup, Københavns Roklub i 25 kilometer åben mix. Foto Nakskov Roklub

I 2009 roede Niels 25 kilometer åben mix sammen med Leif Thygesen, Nakskov Roklub og Martin Kiel, Nyborg Roklub. Det var en succes, der førte til en turneringssejr. Foto Ebbe Andersen

I 2011 dannede Niels hold med Erik Pedersen, Nakskov Skibsværfts Roklub og Leif Thygesen, Nakskov Roklub ved Lollands Havørn. Foto Jens Højkrog.

​På et langdistancekaproningshold er der altid et vist hierarki. Niels har altid været en naturlig kaptajn på de hold, som han har roet på – og så kan det jo ske, når adrenalinen pumper og pulsen kører tæt på maks, at tålmodigheden ikke helt slår til, og kaptajnen uddeler en røffel. Men som Niels siger: ”Det har aldrig været værre, end at vi sammen har kunnet grine af det efter løbet.” Niels ror stadig en langdistancekaproning i ny og næ – senest i maj måned 2017 i Nakskov, men en dårlig ryg har i årenes løb drillet en hel del – også da Niels var på toppen. I de senere år har Niels også mange gange fungeret som dommer ved langdistancekaproningerne og coastalregattaerne.

Niels har siden 1995 været materialeforvalter i Aarhus Roklub, så han befinder sig godt i et værksted. Her er Niels på besøg hos Djurslands Bådebyggeri. Foto Leif Thygesen

​-Hvorfor blev du aldrig ”rigtig” kaproer i outrigger?
”Jo, jeg forsøgte i de første år i Maribo, hvor vi roede en drengefirer. Vi fik klø, men vi vandt også lidt. Med årene blev det dog det sociale, der kom i første række. Da jeg igen efter en pause optog roningen i 1991, var jeg jo også nået en alder, hvor det med kortbanekaproning nok var passé. Men jeg har da deltaget i otter grand prix og roet lidt firer og otter. Nej, for mig gælder det nok, at det er det lange seje tag og det lange seje træk, der skal til – og det gælder både i robåden, i værkstedet og i det organisatoriske arbejde.”

Niels Iversen har gennemført Sea Challenge Fyn to gange i 2006 og 2007. I 2008 udgik Niels og hans hold efter tredje etape på grund af Niels´ dårlige ryg. En dårlig ryg, der jævnligt har drillet i rokarrieren. Billedet er fra 2008, hvor Niels og Signaturen roede sammen med Geert Olsen, Rønne Roklub. I 2006 vandt samme hold inriggerklassen i suveræn stil. Foto Sea Challenge Fyn.

I 2007 var Geert Olsen udskiftet med Kurt Jensen, da det gik løs med Sea Challenge Fyn. Igen blev det til en flot førsteplads til holdet. Foto Sea Challenge Fyn.

Sea Challenge Fyn 2008. Foto Sea Challenge Fyn

Vi stopper for denne gang og mødes i Aarhus om små to uger for at tage fotos. Kyllingen og de bagte rodfrugter kommer på bordet. Det smager udmærket, og over det gode måltid får vi vendt mange gode minder. Da vi på Limfjorden – sammen med Helle - stødte sammen med en anden båd, knækkede åren, humpede hjem til pausen, gik ud og roede anden del - stort set uden at sige et ord til hinanden - og så vandt. Da vi efter en maratonroning fandt et noget skummelt værtshus, og Niels bestilte irish coffee. Servitricen spurgte den tilstedeværen taxachauffør, om han skulle have mere kaffe, og da det ikke var tilfældet, kunne Niels godt få sin irish coffee. At lave mere kaffe var utænkeligt. Da vi sammen i MTU var med til - for alvor - at sætte langdistancekaproning på ro-landkortet. Batmann og Robin var der nogle, der kaldte os. Da vi på Nakskov Fjord ned langs Enehøje virkelig fik båden til at gå, og det føltes, som båden fløj hen over vandet. Da vi sammen med Martin brugte en hel dag i sommerferien til at arbejde med vores teknik – og ved regattaen efter vandt. Da vi som eneste inrigger roede med i Odense Langdistance, og blev spurgt om vi på seks kilometer-distancen i det hele taget nåede ned i banetempo. Da vi sammen med Geert med årerne daskede lidt til de kajakker, der var i vejen, da starten gik til en etape på Sea Challenge Fyn. Da vi, i vores første løb sammen – og første gang vi i det hele taget roede sammen – vandt Silkeborg Søernes Blå Bånd. Da vi i Københavns Havn midt om natten under et Karlebo Maraton blev ramt af en hurtiggående gummibåd, der slog smut over vores årer. Da vi - tre erfarne roere - missede en bøje på en etape i Sea Challenge Fyn… også videre og så videre og så videre. Jo, både minderne og kyllingen fik ben at gå på.
[email protected]
​

Foto Leif Thygesen