1991 – 1995: Medlem af Odder Roklub. Formand i et år
1995 – : Medlem af Aarhus Roklub
1995 – : Materialeforvalter i Aarhus Roklub
1996 – : Valgt til bestyrelsen i Aarhus Roklub
1997 – 2004: Formand for Aarhus Roklub
2005: Æresmedlem af Aarhus Roklub
2012: Næstformand for Aarhus Roklub
1993 – 2003: Formand for Sydjyske Kreds og dermed medlem af DFfRs hovedbestyrelse
2003 – 2011: Valgt til hovedbestyrelsen i DFfR, formand for Motions- og turudvalget (MTU)
2007 – : Frivilligt arbejde for Eurow med transport
2012: Tildelt DFfRs ærestegn
2012-2016: Valgt til Hovedbestyrelsen
2014: Med til at starte DFfR – coastal center i Thorsminde
2016: Formand for Thorsminde Coastal Roklub
2017: Nomineret som en blandt ti til Frivillighedsprisen ”Tailgate” i Aarhus
2017: Nomineret som en ud af fem til titlen ”Årets Ildsjæl i Aarhus”
2004 – 2008: To gange deltaget i ”Boston Hammer” – Uofficielt VM i ergometerroning
Har roet 33 ro-maratons og to gange deltaget i Sea Challenge Fyn, en kaproning Fyn rundt.
Været langdistancekaproer i en lang årrække. Var på holdet, der samlet vandt 25 km åben mix i 2004 og 2009.
”Jeg blev roer, fordi jeg ikke var særlig god til atletik. Jeg forsøgte mig i et par år med atletikken, men det lykkedes ikke rigtig. Jeg havde et par kammerater, som tog mig med i Maribo Roklub, og så blev jeg ellers hængende i rosporten og blev hurtigt en del af det organisatoriske arbejde”, sådan fortæller Niels Iversen om sin start som roer.
”Ja, fra 1995 og frem til 2014 roede jeg fast langdistancekaproning og maratonløb. Det var en fed tid. Den strukturerede træning og forpligtigelsen på holdet tiltalte mig. Jeg meldte mig ind i Aarhus Roklub, hvor jeg fandt ligesindede, men snart begyndte jeg også at kombinere med andre klubber – Nakskov Roklub for eksempel. Jeg har roet sammen med utallige roere fra mange forskellige klubber. Det er fedt at få nye roere med til langdistancekaproningerne og på den måde få begejstringen for langdistancekaproning til at brede sig. Og det var fedt at opleve, at det begyndte at gå stærkt i båden og samtidigt på land kæmpe for, at langdistancekaproning faktisk blev anerkendt som en seriøs del af roningen, hvor der også er store udfordringer. Jeg har mange gange oplevet at sætte mig i en båd med roere fra andre klubber, og hurtigt har vi sammen kunnet få båden op i hastighed. Jeg har altid roet i mix-klassen, og det var ikke fordi jeg var bange for at få tæsk i herreklassen, men jeg syntes, det var sjovere at kombinere med mange forskellige roere fra mange forskellige klubber. Jeg synes det er sjovt, at uanset hvem jeg har roet med, så har jeg næsten altid kunnet få båden til at gå stærkt. Det var sjovt og være på vej op, og på en måde var det også sjovt at være på vej ned.”
”Jo, jeg forsøgte i de første år i Maribo, hvor vi roede en drengefirer. Vi fik klø, men vi vandt også lidt. Med årene blev det dog det sociale, der kom i første række. Da jeg igen efter en pause optog roningen i 1991, var jeg jo også nået en alder, hvor det med kortbanekaproning nok var passé. Men jeg har da deltaget i otter grand prix og roet lidt firer og otter. Nej, for mig gælder det nok, at det er det lange seje tag og det lange seje træk, der skal til – og det gælder både i robåden, i værkstedet og i det organisatoriske arbejde.”
[email protected]