Kasper Haagensen: Jeg synes jeg er god til det jeg gør
Tekst og foto Leif Thygesen
”Jeg begyndte at ro i 1983. Måske kom interessen fra min morfar, der var fisker i Snogebæk. Min morfar var med i redningstjenesten og har reddet flere sømænd ud for Bornholm. Jeg var så målrettet, at jeg lærte at svømme, og så var jeg klar til at starte i Lyngby Roklub. Jeg var kun ni år og roede inrigger. Det var sjovt, men hårdt, det var jo en stor båd til en niårig. Dengang roede vi en tur op i kanalen og hjem igen – det var en tur på fem kilometer, og jeg synes jo, det var en voldsom lang tur.
”Jeg begyndte at ro i 1983. Måske kom interessen fra min morfar, der var fisker i Snogebæk. Min morfar var med i redningstjenesten og har reddet flere sømænd ud for Bornholm. Jeg var så målrettet, at jeg lærte at svømme, og så var jeg klar til at starte i Lyngby Roklub. Jeg var kun ni år og roede inrigger. Det var sjovt, men hårdt, det var jo en stor båd til en niårig. Dengang roede vi en tur op i kanalen og hjem igen – det var en tur på fem kilometer, og jeg synes jo, det var en voldsom lang tur.
Jeg var jo godt klar over, hvad jeg gik ind til da jeg sagde ja til at blive formand for DSR
Jeg roede i Lyngby i fem år og skiftede så til DSR, hvor jeg følte, der var bedre muligheder for at ro kaproning. Jeg stoppede som kaproer, da jeg var 19 – 20 år. Jeg blev syg og måtte ikke træne et halvt års tid. Jeg fik nogle lammelser i den ene side af ansigtet, og man vidste ikke rigtigt, hvad det var. Der skulle mange undersøgelser til, så jeg fik ikke trænet og var derfor ude et par år, og så er det svært at komme igen som kaproer.
Jeg var så instruktør nogle år og lavede masser af andre ting i DSR – det var en fantastisk tid fra midt halvfemserne til slut halvfemserne. Jeg har nok instrueret op i mod 1000 nye medlemmer.
I 1997/98 fik jeg fast arbejde, og dermed fadede tiden til roklubben lidt ud, og jeg var nok også blevet lidt træt af det. Jeg var så ude nogle år, men kom stadig i klubben engang imellem, men var ikke særlig aktiv.
Dommeruddannelse i 2007
I 2007 blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at tage dommeruddannelsen, og det ville jeg gerne. Det var en måde at komme lidt i gang igen. Det åbnede nærmest porte, og jeg blev igen mere aktiv. I 2014 blev jeg spurgt af Laurits Rauer Nielsen, om jeg kunne tænke mig at blive sportsrochef. Det sagde jeg ja til, og i 2015 blev jeg så valgt til formand. Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle være en del af DSRs organisatoriske arbejde, men jeg har været politisk aktiv i Lyngby og har været formand for en god del foreninger, lokalradio, spillestedfrivilligcentret og en koncertarrangørforening. Omkring 2014 trappede jeg lidt ned på alle disse tillidsposter, og da Laurits Rauer Nielsen samtidigt skulle flytte til Roskilde, passede det meget godt tidsmæssigt, at jeg overtog formandsposten i DSR.
Jeg var jo godt klar over, hvad jeg gik ind til - blandt andet 150 års jubilæet et par år efter og andre spændende begivenheder. Jeg havde nok under alle omstændigheder involveret mig i disse ting, og herudover var og er det da en meget interessant opgave at arbejde med Danmarks største roklub”.
Jeg var så instruktør nogle år og lavede masser af andre ting i DSR – det var en fantastisk tid fra midt halvfemserne til slut halvfemserne. Jeg har nok instrueret op i mod 1000 nye medlemmer.
I 1997/98 fik jeg fast arbejde, og dermed fadede tiden til roklubben lidt ud, og jeg var nok også blevet lidt træt af det. Jeg var så ude nogle år, men kom stadig i klubben engang imellem, men var ikke særlig aktiv.
Dommeruddannelse i 2007
I 2007 blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at tage dommeruddannelsen, og det ville jeg gerne. Det var en måde at komme lidt i gang igen. Det åbnede nærmest porte, og jeg blev igen mere aktiv. I 2014 blev jeg spurgt af Laurits Rauer Nielsen, om jeg kunne tænke mig at blive sportsrochef. Det sagde jeg ja til, og i 2015 blev jeg så valgt til formand. Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle være en del af DSRs organisatoriske arbejde, men jeg har været politisk aktiv i Lyngby og har været formand for en god del foreninger, lokalradio, spillestedfrivilligcentret og en koncertarrangørforening. Omkring 2014 trappede jeg lidt ned på alle disse tillidsposter, og da Laurits Rauer Nielsen samtidigt skulle flytte til Roskilde, passede det meget godt tidsmæssigt, at jeg overtog formandsposten i DSR.
Jeg var jo godt klar over, hvad jeg gik ind til - blandt andet 150 års jubilæet et par år efter og andre spændende begivenheder. Jeg havde nok under alle omstændigheder involveret mig i disse ting, og herudover var og er det da en meget interessant opgave at arbejde med Danmarks største roklub”.
Det er voldsomt interessant for mig at arbejde med mennesker, og det er jo det man gør, når man er formand
-Du bliver formand i så at sige alle de foreninger, du er medlem af. Er det fordi du har magtbrynde?
”Jeg tror ikke, det er et spørgsmål om at have magt. Jeg har gennem mit arbejde, i alle de foreninger jeg har været medlem af lært, at jeg faktisk er god til det jeg gør. I mange af de foreninger jeg har været formand for, er der sket en stor udvikling både medlemsmæssigt og økonomisk. Jeg tager ansvar, fordi jeg føler jeg er god til det, og jeg synes, at jeg har bevist, at jeg er god til det. At der følger indflydelse med er sådan set uinteressant, men selve substansen og processen er det mest spændende for mig. Det er voldsomt interessant for mig at arbejde med mennesker, og det er jo det man gør, når man er formand. Det er jo ikke bare at arbejde i en struktur. Man skal være menneskekender. I DSR er der 900 medlemmer, og dermed 900 forskellige måder at kommunikere på. Nogen skal bare have at vide, at de skal gå til højre, andre skal have en hel A4-side hvor det er beskrevet, at de skal gå til højre, andre igen skal motiveres til selv at synes, at de skal gå til højre - og så går de til højre. Der er rigtig mange ledelsesmomenter i at være formand for DSR, og det synes jeg, er megaspændende.
Det er vigtigt at få andre mennesker med i din kommunikation
Da jeg startede i DSR, fik jeg tilfældigvis en kognitiv uddannelse omkring kommunikation, og den uddannelse har jeg brugt sindssygt meget. Noget af det vigtigste for mig er at forstå, hvorfor andre gør, som de gør. Hvis du vil ændre tingene, skal andre mennesker jo synes, at det er en god ide at lave ændringerne. Det er jo ikke en pc du sidder og programmerer. Det er vigtigt at få andre mennesker med i din kommunikation og din væremåde. Nogen gange skal du selv gå forrest, og andre gange handler det om at motivere andre til at tage de rigtige initiativer”.
”Jeg tror ikke, det er et spørgsmål om at have magt. Jeg har gennem mit arbejde, i alle de foreninger jeg har været medlem af lært, at jeg faktisk er god til det jeg gør. I mange af de foreninger jeg har været formand for, er der sket en stor udvikling både medlemsmæssigt og økonomisk. Jeg tager ansvar, fordi jeg føler jeg er god til det, og jeg synes, at jeg har bevist, at jeg er god til det. At der følger indflydelse med er sådan set uinteressant, men selve substansen og processen er det mest spændende for mig. Det er voldsomt interessant for mig at arbejde med mennesker, og det er jo det man gør, når man er formand. Det er jo ikke bare at arbejde i en struktur. Man skal være menneskekender. I DSR er der 900 medlemmer, og dermed 900 forskellige måder at kommunikere på. Nogen skal bare have at vide, at de skal gå til højre, andre skal have en hel A4-side hvor det er beskrevet, at de skal gå til højre, andre igen skal motiveres til selv at synes, at de skal gå til højre - og så går de til højre. Der er rigtig mange ledelsesmomenter i at være formand for DSR, og det synes jeg, er megaspændende.
Det er vigtigt at få andre mennesker med i din kommunikation
Da jeg startede i DSR, fik jeg tilfældigvis en kognitiv uddannelse omkring kommunikation, og den uddannelse har jeg brugt sindssygt meget. Noget af det vigtigste for mig er at forstå, hvorfor andre gør, som de gør. Hvis du vil ændre tingene, skal andre mennesker jo synes, at det er en god ide at lave ændringerne. Det er jo ikke en pc du sidder og programmerer. Det er vigtigt at få andre mennesker med i din kommunikation og din væremåde. Nogen gange skal du selv gå forrest, og andre gange handler det om at motivere andre til at tage de rigtige initiativer”.
Kasper er troværdig, samarbejdsvillig, flittig, resultatorienteret og ambitiøs på sin klubs vegne
Sikrer kagerne til bestyrelsesmødet
Roinfo er på en smuk, men blæsende sommeraften i august taget til DSR for at få en snak med formand Kasper Haagensen om det at være formand for Danmarks største roklub og om dansk roning som sådan.
Trafikalt er der kaos omkring DSR. Afspærringer og byggeplads gør det svært at komme frem til klubben, men roinfo har taget cyklen og finder sikkert frem til DSR. På bådpladsen er der kosmos og god aktivitet. Her er der system i virvaret. En inrigger og flere coastalbåde er på vej i vandet. Personalet fra DSRs velfungerende køkken har været på indkøb, og Kasper sikrer sig, at der er kager til bestyrelsesmødet senere på aftenen.
Man har det godt i Kaspers selskab. Interviewet går nemt. Der er struktur på Kaspers svar, og inden samtalen har Kasper gjort sit hjemmearbejde og forberedt sig. Kasper ved godt, hvor han vil hen med dialogen. Ordene kommer velovervejet. Bag de måske lidt akademiske svar mærker man engagementet, stoltheden og kærligheden til den klub, som Kasper bruger oceaner af tid på. Kasper Haagensen tegner på bedste vis DSR. I den over 150 år gamle klub er der traditioner, der bliver holdt i hævd, og når man har arrangementer, er der ikke noget, der er overladt til tilfældighederne.
Klubhuset istandsat under coronaen
Tingene er veltilrettelagt og foregår med stil – det er Kasper både en garant og en eksponent for. Samtidigt er der en rivende udvikling i den gamle klub. Coronaen har bevirket, at man har haft ro og tid til at få sat en god del af klubhuset i stand, og samtidig har man fået udbygget træningsfaciliteterne med blandt andet et udendørs træningsareal. Kasper viser frem og fortæller samtidigt begejstret om yderligere udbygningsplaner. Løsrevet kan overskriften til dette interview, ”Jeg synes, jeg er god til det, jeg gør” virke storskrydende, arrogant og blæret. Men sat i den rette kontekst giver det god mening. Kasper er troværdig, samarbejdsvillig, flittig, resultatorienteret og ambitiøs på sin klubs vegne. Kasper stiller op til bestyrelsen, fordi han har noget på hjertet og gerne vil gøre en forskel. Jo, Kasper er god til det han gør.
Roinfo er på en smuk, men blæsende sommeraften i august taget til DSR for at få en snak med formand Kasper Haagensen om det at være formand for Danmarks største roklub og om dansk roning som sådan.
Trafikalt er der kaos omkring DSR. Afspærringer og byggeplads gør det svært at komme frem til klubben, men roinfo har taget cyklen og finder sikkert frem til DSR. På bådpladsen er der kosmos og god aktivitet. Her er der system i virvaret. En inrigger og flere coastalbåde er på vej i vandet. Personalet fra DSRs velfungerende køkken har været på indkøb, og Kasper sikrer sig, at der er kager til bestyrelsesmødet senere på aftenen.
Man har det godt i Kaspers selskab. Interviewet går nemt. Der er struktur på Kaspers svar, og inden samtalen har Kasper gjort sit hjemmearbejde og forberedt sig. Kasper ved godt, hvor han vil hen med dialogen. Ordene kommer velovervejet. Bag de måske lidt akademiske svar mærker man engagementet, stoltheden og kærligheden til den klub, som Kasper bruger oceaner af tid på. Kasper Haagensen tegner på bedste vis DSR. I den over 150 år gamle klub er der traditioner, der bliver holdt i hævd, og når man har arrangementer, er der ikke noget, der er overladt til tilfældighederne.
Klubhuset istandsat under coronaen
Tingene er veltilrettelagt og foregår med stil – det er Kasper både en garant og en eksponent for. Samtidigt er der en rivende udvikling i den gamle klub. Coronaen har bevirket, at man har haft ro og tid til at få sat en god del af klubhuset i stand, og samtidig har man fået udbygget træningsfaciliteterne med blandt andet et udendørs træningsareal. Kasper viser frem og fortæller samtidigt begejstret om yderligere udbygningsplaner. Løsrevet kan overskriften til dette interview, ”Jeg synes, jeg er god til det, jeg gør” virke storskrydende, arrogant og blæret. Men sat i den rette kontekst giver det god mening. Kasper er troværdig, samarbejdsvillig, flittig, resultatorienteret og ambitiøs på sin klubs vegne. Kasper stiller op til bestyrelsen, fordi han har noget på hjertet og gerne vil gøre en forskel. Jo, Kasper er god til det han gør.
Det er jo lidt mærkeligt, at vi som studenterklub i princippet ikke har en ungdomsafdeling
-DSR er Danmarks største roklub og giver nye medlemmer mange muligheder for aktivitet, men i en tid, hvor dansk roning skriger efter yngre medlemmer, har DSR ingen ungdomsafdeling?
”Nej, øh… og det er jo lidt mærkeligt, at vi som studenterklub i princippet ikke har en ungdomsafdeling. Det er der to årsager til. Den ene er ligeså vigtig som den anden, og det hænger sammen. Den ene årsag er, at der er ikke fokus på det, og den anden er, at der ikke er en ildsjæl, der har lyst til at sætte fokus på det. Vi har faktisk en ungdomsafdeling i kajakpolo, hvor medlemmerne er under femten. Skulle vi have en ungdomsafdeling, ville det typisk være kaproere. En generel ungdomsafdeling her i Svanemøllen, med hvad det nu indebærer, tror jeg ikke på. Der mangler simpelthen efterspørgsel på en sådan afdeling. Men jeg så da gerne, at vi havde en junior-kaproningsafdeling. Det har vi haft for cirka fem år siden, og det med stor succes. DSR vandt dobbeltfireren ved DM både for piger og drenge. På det tidspunkt havde vi en ildsjæl, der løftede afdelingen, men det har vi ikke i dag. Det betyder, at fokus er andre steder i dag”.
”Nej, øh… og det er jo lidt mærkeligt, at vi som studenterklub i princippet ikke har en ungdomsafdeling. Det er der to årsager til. Den ene er ligeså vigtig som den anden, og det hænger sammen. Den ene årsag er, at der er ikke fokus på det, og den anden er, at der ikke er en ildsjæl, der har lyst til at sætte fokus på det. Vi har faktisk en ungdomsafdeling i kajakpolo, hvor medlemmerne er under femten. Skulle vi have en ungdomsafdeling, ville det typisk være kaproere. En generel ungdomsafdeling her i Svanemøllen, med hvad det nu indebærer, tror jeg ikke på. Der mangler simpelthen efterspørgsel på en sådan afdeling. Men jeg så da gerne, at vi havde en junior-kaproningsafdeling. Det har vi haft for cirka fem år siden, og det med stor succes. DSR vandt dobbeltfireren ved DM både for piger og drenge. På det tidspunkt havde vi en ildsjæl, der løftede afdelingen, men det har vi ikke i dag. Det betyder, at fokus er andre steder i dag”.
Det er som om, at Rocentret - og for den sags skyld også Sekretariatet - glemmer, at deres vigtigste kunder er roklubberne
-DSR får hvert år mange nye medlemmer, heraf en pæn del, der kommer fra provinsen for at studere. Som roere er disse nye medlemmer flyvefærdige. Provinsklubberne har betalt for de unge menneskers ro-kurser, og har givet dem en ro-opdragelse. Nu høster I så gratis frugten af det arbejde. Kunne man tænke sig, at der ligesom indenfor fodbold skulle betales en transfersum for at overtage de unge talenter?
”Jeg tror aldrig, der kommer penge i dansk roning. Men vi har haft rigtig mange, som selvom de stillede op for DSR, stadig var aktive i deres tidligere klub, og på den måde betalte tilbage. Et eksempel er Mads Rasmussen, som roede for DSR, men samtidig var ambassadør for Lolland Falster. Juliane Elander stillede aldrig op for DSR, selvom hun trænede herinde. Hun holdt fast i, at hun kom fra Odder Roklub.
Jeg tror, at det er vigtigt, at ”moderklubberne” fortæller de gode historier om deres roere, og på den måde markedsfører deres klub - også selvom de har forladt barndomsklubben. Det er faktisk en af mine kæpheste. Du kan jo prøve at ringe til Danmarks Rocenters (DRC) pressechef, Svend Bertil Frandsen, og høre hvor mange gange jeg har skrevet mails til ham, og bedt ham om at få de rigtige roklubber på landsholdsroerne, fordi det er så hamrende vigtigt. Det irriterer mig, at man ikke sørger for, at det er i orden – også når roerne skifter klub. Det burde være en selvfølge, så mange roere er vi altså heller ikke i Danmark. I dag har DRC lavet en side, hvor man præsenterer landsholdsroerne nærmere. For mig er det vigtigt, at der i denne præsentation også står, hvor roeren oprindeligt kom fra. Det betyder meget for den klub, der har leveret roeren videre i systemet. Når vi taler fodboldspillere nævnes det jo altid, hvor vedkommende oprindeligt kom fra, når han/hun handles. Men når man taler roning, er det som om, at man kun stiller op for Rocentret.
DFfRs vigtigste kunder er roklubberne
Det er som om, at Rocentret - og for den sags skyld også Sekretariatet - glemmer, at deres vigtigste kunder er roklubberne. Hvis man ikke sørger for at få roklubberne med, så mister man sit grundlag. I sidste ende er det jo roklubberne, der leverer varen. Det er dem, der kommer med de frivillige, det er dem, der kommer med roerne og det er dem, der kommer med regattaerne - og det kan vi sgu´ ikke undvære. Vi skal sørge for, at roklubberne har det godt, har de ikke det, begynder systemet at knage”.
”Jeg tror aldrig, der kommer penge i dansk roning. Men vi har haft rigtig mange, som selvom de stillede op for DSR, stadig var aktive i deres tidligere klub, og på den måde betalte tilbage. Et eksempel er Mads Rasmussen, som roede for DSR, men samtidig var ambassadør for Lolland Falster. Juliane Elander stillede aldrig op for DSR, selvom hun trænede herinde. Hun holdt fast i, at hun kom fra Odder Roklub.
Jeg tror, at det er vigtigt, at ”moderklubberne” fortæller de gode historier om deres roere, og på den måde markedsfører deres klub - også selvom de har forladt barndomsklubben. Det er faktisk en af mine kæpheste. Du kan jo prøve at ringe til Danmarks Rocenters (DRC) pressechef, Svend Bertil Frandsen, og høre hvor mange gange jeg har skrevet mails til ham, og bedt ham om at få de rigtige roklubber på landsholdsroerne, fordi det er så hamrende vigtigt. Det irriterer mig, at man ikke sørger for, at det er i orden – også når roerne skifter klub. Det burde være en selvfølge, så mange roere er vi altså heller ikke i Danmark. I dag har DRC lavet en side, hvor man præsenterer landsholdsroerne nærmere. For mig er det vigtigt, at der i denne præsentation også står, hvor roeren oprindeligt kom fra. Det betyder meget for den klub, der har leveret roeren videre i systemet. Når vi taler fodboldspillere nævnes det jo altid, hvor vedkommende oprindeligt kom fra, når han/hun handles. Men når man taler roning, er det som om, at man kun stiller op for Rocentret.
DFfRs vigtigste kunder er roklubberne
Det er som om, at Rocentret - og for den sags skyld også Sekretariatet - glemmer, at deres vigtigste kunder er roklubberne. Hvis man ikke sørger for at få roklubberne med, så mister man sit grundlag. I sidste ende er det jo roklubberne, der leverer varen. Det er dem, der kommer med de frivillige, det er dem, der kommer med roerne og det er dem, der kommer med regattaerne - og det kan vi sgu´ ikke undvære. Vi skal sørge for, at roklubberne har det godt, har de ikke det, begynder systemet at knage”.
Jeg har ikke opgivet drømmen om at blive formand for DFfR – men måske er den bare udsat
-På et tidspunkt meldte du ud, at du var kandidat til at blive formand for Dansk Forening for Rosport (DFfR). Hvorfor har du opgivet formandsdrømmen?
”Jeg har ikke opgivet drømmen – men måske er den bare udsat. Det er der flere grunde til. Der er nogle ting her i klubben, som jeg ikke er blevet færdig med – blandt andet udbygningen af træningsfaciliteterne. Det havde jeg håbet var kommet lidt hurtigere igennem. Det projekt vil jeg gerne have kørt i hus, inden jeg stopper. Der er også et tidsspørgsmål. Jeg tror ikke, det er uforeneligt at være formand for DSR og DFfR samtidigt, men det vil være en hårfin balance. Mange har opfordret mig til at blive formand for DFfR, men at være formand både for DSR og DFfR på en gang vil nok være lige at overgøre det. Jeg føler godt selv, at jeg kunne skille tingene ad, men jeg vil kunne anklages for at forcere det andet frem for det andet, og det er en situation jeg ikke vil stille mig selv i. Derfor er DFfR-formandsambitionen stillet lidt på standby, men jeg vil da ikke afvise, at jeg engang i fremtiden vil stille op som formandskandidat for DFfR.
”Jeg har ikke opgivet drømmen – men måske er den bare udsat. Det er der flere grunde til. Der er nogle ting her i klubben, som jeg ikke er blevet færdig med – blandt andet udbygningen af træningsfaciliteterne. Det havde jeg håbet var kommet lidt hurtigere igennem. Det projekt vil jeg gerne have kørt i hus, inden jeg stopper. Der er også et tidsspørgsmål. Jeg tror ikke, det er uforeneligt at være formand for DSR og DFfR samtidigt, men det vil være en hårfin balance. Mange har opfordret mig til at blive formand for DFfR, men at være formand både for DSR og DFfR på en gang vil nok være lige at overgøre det. Jeg føler godt selv, at jeg kunne skille tingene ad, men jeg vil kunne anklages for at forcere det andet frem for det andet, og det er en situation jeg ikke vil stille mig selv i. Derfor er DFfR-formandsambitionen stillet lidt på standby, men jeg vil da ikke afvise, at jeg engang i fremtiden vil stille op som formandskandidat for DFfR.
I dag kører rigtig mange ting godt i dansk roning, men der er brug for en opstrammer
Der er brug for en opstrammer
I dag kører rigtig mange ting godt i dansk roning, men der er brug for en opstrammer. Der er mange kompetencer i DFfR, men de er ikke rigtigt styret. Det er, som alle arbejder i hver sin retning, og det er ærgerligt for at sige det lige ud.
Skal man have nogle bedre strategimål og handlingsplaner vil det tage tid, og der vil med meget stor sandsynlighed opstå konflikter af en eller anden art undervejs. Konflikter som skal håndteres, og det er jeg ikke sikker på, at jeg har tiden til.
Vi arbejder med strategimål, men jeg undrer mig en gang imellem som hovedbestyrelsesmedlem. Når vi har lavet klare strategimål, hvad er så handlingsmålene? Det er ikke altid, man kommer til det. Efterfølgende sidder der nogen rundt omkring og opfinder deres egen dybe tallerken og laver nogle fantastiske ting, og det er som sådan godt nok, men du må lige forklare mig, hvor det passer ind i den strategi, vi har vedtaget.
Det synes jeg er forkert – enten er det strategien, der er forkert, eller også er det det, der bliver lavet, der er forkert. Vi er ikke gode nok til at lægge handling efter strategien. Her bør der sættes ind, og det gælder bredt hele vejen rundt i dansk roning fra hovedbestyrelse, til sekretariat, til ronetværk og til klubber.
Vi skal stille forventninger til ronetværkene
Lad os som eksempel tage ronetværkene. Jeg ved stadig ikke helt præcist, hvad de skal bruges til. Jeg har prøvet at sige i Hovedbestyrelsen, at selvom der står i vores vedtægter, at ronetværkene er uforpligtigende, så synes jeg, at man fra centralt hold kan melde nogle forventninger ud. Man kunne for eksempel sige, at vi to gange om året forventer, at ronetværkene laver noget tværfagligt med bestyrelserne, at ronetværkene minimum en gang om året laver noget ungdomsarbejde og at ronetværkene minimum en gang om året laver en fælles langtur. Vi skal altså melde nogle forventninger ud til netværkene. Selvom det, der er meldt ud, blot er en forventning, tror jeg, at det vil øge aktiviteten. Hvis alle netværk bare lavede fem ting fælles, så var man nået langt. I København fungerer det meget godt, men i København kører vi jo som i den gamle kreds. Dybest set er det ikke et netværk. Rent proforma vælger vi hvert år en ny ”formandsklub” for netværket, og så sker der ellers ikke en skid mere i netværket – aktiviteten ligger i kredsen. For mig at se skal man enten melde nogle forventninger ud eller nedlægge netværkene. Lad os sætte fokus på netværkene og så bede dem om at lave noget konkret. Det er et område, der skal styrkes, og det tager tid og kræver meget af den siddende hovedbestyrelse.
I dag kører rigtig mange ting godt i dansk roning, men der er brug for en opstrammer. Der er mange kompetencer i DFfR, men de er ikke rigtigt styret. Det er, som alle arbejder i hver sin retning, og det er ærgerligt for at sige det lige ud.
Skal man have nogle bedre strategimål og handlingsplaner vil det tage tid, og der vil med meget stor sandsynlighed opstå konflikter af en eller anden art undervejs. Konflikter som skal håndteres, og det er jeg ikke sikker på, at jeg har tiden til.
Vi arbejder med strategimål, men jeg undrer mig en gang imellem som hovedbestyrelsesmedlem. Når vi har lavet klare strategimål, hvad er så handlingsmålene? Det er ikke altid, man kommer til det. Efterfølgende sidder der nogen rundt omkring og opfinder deres egen dybe tallerken og laver nogle fantastiske ting, og det er som sådan godt nok, men du må lige forklare mig, hvor det passer ind i den strategi, vi har vedtaget.
Det synes jeg er forkert – enten er det strategien, der er forkert, eller også er det det, der bliver lavet, der er forkert. Vi er ikke gode nok til at lægge handling efter strategien. Her bør der sættes ind, og det gælder bredt hele vejen rundt i dansk roning fra hovedbestyrelse, til sekretariat, til ronetværk og til klubber.
Vi skal stille forventninger til ronetværkene
Lad os som eksempel tage ronetværkene. Jeg ved stadig ikke helt præcist, hvad de skal bruges til. Jeg har prøvet at sige i Hovedbestyrelsen, at selvom der står i vores vedtægter, at ronetværkene er uforpligtigende, så synes jeg, at man fra centralt hold kan melde nogle forventninger ud. Man kunne for eksempel sige, at vi to gange om året forventer, at ronetværkene laver noget tværfagligt med bestyrelserne, at ronetværkene minimum en gang om året laver noget ungdomsarbejde og at ronetværkene minimum en gang om året laver en fælles langtur. Vi skal altså melde nogle forventninger ud til netværkene. Selvom det, der er meldt ud, blot er en forventning, tror jeg, at det vil øge aktiviteten. Hvis alle netværk bare lavede fem ting fælles, så var man nået langt. I København fungerer det meget godt, men i København kører vi jo som i den gamle kreds. Dybest set er det ikke et netværk. Rent proforma vælger vi hvert år en ny ”formandsklub” for netværket, og så sker der ellers ikke en skid mere i netværket – aktiviteten ligger i kredsen. For mig at se skal man enten melde nogle forventninger ud eller nedlægge netværkene. Lad os sætte fokus på netværkene og så bede dem om at lave noget konkret. Det er et område, der skal styrkes, og det tager tid og kræver meget af den siddende hovedbestyrelse.
Måske er tiden også inde til at se lidt på hele frivillighedsprincippet
Frivillighedsprincippet under pres
Måske er tiden også inde til at se lidt på hele frivillighedsprincippet. Måske kunne vi give de frivillige nogle bedre arbejdsbetingelser. Efter jeg har meldt ud, at jeg trækker mig fra Hovedbestyrelsen, har jeg haft fat i et par klubber for at få dem til at være med til at stille et forslag om, at formanden for DFfR fik et eller andet honorar. Måske 50.000 om året. Der er sindssyg mange holdninger til, hvad Henning Bay Nielsen er, og hvad han har lavet, men han har brugt uendeligt meget tid. Det samme har Conny Sørensen – og her er det vigtigt at huske: Det er frivilligt. Der er jo ingen, der får penge for deres indsats. Når du sidder som formand, så sidder du faktisk med ansvar for et budget på femten millioner inklusiv Rocentret og Sekretariatet. Det er et stort ansvar, som man i min optik godt kunne give et honorar for. Lige nu er man som frivillig måske væk to gange om ugen til møder, og mange weekends forsvinder også samtidigt med, at du ved siden af skal passe et fuldtidsjob. Det kunne måske gøres bedre.
Manglende kendskab til strategispor
Organisatorisk har vi nu i fire år kørt med nogle strategispor, som vi har aftalt med DIF. Jeg kender dem nogenlunde, men hvor mange i organisationen kender vores strategispor? Hvis vi spørger de ansatte på Sekretariatet, hvor mange vil så kende de strategispor vi har lavet og arbejdet efter de sidste fire år? Hvis vi spørger klubformændene, hvor mange af dem vil så kende strategisporene – jeg tror du skal være heldig, hvis du finder bare en, der kender dem. Her er udfordringen, at hvis du laver en strategi, er du nødt til at få strategien spredt ud for at få folk med. Ellers er det bare nogle ord på en harddisk et eller andet sted”.
Måske er tiden også inde til at se lidt på hele frivillighedsprincippet. Måske kunne vi give de frivillige nogle bedre arbejdsbetingelser. Efter jeg har meldt ud, at jeg trækker mig fra Hovedbestyrelsen, har jeg haft fat i et par klubber for at få dem til at være med til at stille et forslag om, at formanden for DFfR fik et eller andet honorar. Måske 50.000 om året. Der er sindssyg mange holdninger til, hvad Henning Bay Nielsen er, og hvad han har lavet, men han har brugt uendeligt meget tid. Det samme har Conny Sørensen – og her er det vigtigt at huske: Det er frivilligt. Der er jo ingen, der får penge for deres indsats. Når du sidder som formand, så sidder du faktisk med ansvar for et budget på femten millioner inklusiv Rocentret og Sekretariatet. Det er et stort ansvar, som man i min optik godt kunne give et honorar for. Lige nu er man som frivillig måske væk to gange om ugen til møder, og mange weekends forsvinder også samtidigt med, at du ved siden af skal passe et fuldtidsjob. Det kunne måske gøres bedre.
Manglende kendskab til strategispor
Organisatorisk har vi nu i fire år kørt med nogle strategispor, som vi har aftalt med DIF. Jeg kender dem nogenlunde, men hvor mange i organisationen kender vores strategispor? Hvis vi spørger de ansatte på Sekretariatet, hvor mange vil så kende de strategispor vi har lavet og arbejdet efter de sidste fire år? Hvis vi spørger klubformændene, hvor mange af dem vil så kende strategisporene – jeg tror du skal være heldig, hvis du finder bare en, der kender dem. Her er udfordringen, at hvis du laver en strategi, er du nødt til at få strategien spredt ud for at få folk med. Ellers er det bare nogle ord på en harddisk et eller andet sted”.
At fastholde hele talentmassen er i den grad en fælles opgave, som man ikke kan tørre af på andre
-Nu har vi talt organisation. Lad os se på de sportslige resultater. Er de placeringer vi opnåede ved OL acceptable?
”Jeg synes, det var super synd for Sverri, at han missede en medalje. Han er så forbandet tæt på - og så alligevel ikke. Jeg kan godt forstå, han er ked af det. For to år siden ved VM var der et sekund mellem nummer et og nummer fem, så lige præcis i singlesculler er det marginalerne, man skal have på sin side. Når det er sagt, er det tankevækkende at både ved dette OL og ved det forrige kom der en dansk toer uden ind fra siden af og fik medalje, selvom ingen anede, hvem roerne var. Hvorimod satsningsbådene – altså dem man havde forventninger til – ikke rigtig præsterede. Det synes jeg, er tankevækkende. Og jeg håber da, at der er nogen, der sætter sig ned og overvejer, om vi gør tingene rigtigt? Træner vi på den rigtige måde? Foregår udvælgelsen på den rigtige måde? Vi holder trails en gang om året, og præsterer roerne ikke her og bliver en del af Rocentret - ja, så føler roerne, at der ikke rigtigt er noget at ro for. I stedet for at tage disse roere, og sende dem til andre regattaer end lige Worlds Cups eller lave nogle opsamlingshold – ja, så sendes roerne hjem. Her laver de ingenting, indtil der er to måneder til den næste testregatta. Her forsøger man så igen at blive en del af landsholdet, og lykkes det ikke, giver mange op. Det er, som om disse roere, der ikke klarer ”cuttet” første gang mister lysten til at være kaproere. Det synes jeg er trist. Jeg tror, vi taber meget talentmasse på gulvet, fordi man kun fokuserer på de ti bedste procent af kaproerne, og ikke formår at give de resterende roere en udfordring, der kan få dem til at fortsætte.
Så kan Rocentret sige: ”Jamen, det er klubbernes opgave”. Men nej – det er en fælles opgave. I sidste ende er det sådan, at får vi ikke samlet også de næstbedste roere op, så er der ingen roere til Rocentret, og så kan vi lukke biksen.
Fastholdelse af talentmassen
At fastholde hele talentmassen er i den grad en fælles opgave, som man ikke kan tørre af på andre. Her bliver man i modsætning til nu nødt til at sige: Her har vi en fælles opgave, vi skal løse – det er i alles interesse. Ser jeg fire fem år tilbage, havde vi en herregruppe på femten måske nærmere tyve, som alle lå omkring 6.00 minutter på en 2000 meter i roergometret. Af dem er der så tre tilbage, som så kommer til OL. Hvor er de sytten andre? Her håber jeg virkelig, at man laver en nivellering og sørger for at fastholde denne talentmasse. Der bliver lavet meget arbejde i klubberne, og det er spildt, hvis man ikke lige er med i den absolutte elite. Klubberne betaler træningslejre, regattaer og andet, og alt det smider vi bare ud med opvaskevandet, hvis roeren ikke lige nu er god nok til at være med i den absolutte elite. Jeg ved, at jeg ikke er alene med denne holdning. Vi mangler en accept af, at World Cup ikke er det eneste i verden. Der er andre fremragende regattaer blandt andet i Amsterdam, i Gent og i Hamburg - for ikke at tale om Henley. Kommer man ikke på landsholdet, så stopper alt, og sådan behøver det ikke at være. Jeg har været dommer i Gent, og her er det altså det engelske, det tyske og det belgiske landshold, der stiller op. Det samme gælder i Amsterdam. Jeg var dommer i Amsterdam i år. Det var hele U23 landshold, der var der. Der var voldsom hård konkurrence. Hvor var Danmark? Der var August Wisholm fra Hadsund. Hvor var resten? Det havde været verdens fedeste regatta som optakt til både U23VM og U19VM. I gamle dage fyldte man hele busser op med roere og tog til Amsterdam torsdag og deltog fredag, lørdag, søndag og kom så sent hjem søndag aften. Men det er ligesom, at det kan man ikke længere. Hvis man ikke bliver fløjet til hoveddøren og bor på hotel, så kan man ikke tage til regatta. Her er helt klart noget, vi skal have udviklet – eller rettere måske skal vi bare tilbage til de gamle dyder.
”Jeg synes, det var super synd for Sverri, at han missede en medalje. Han er så forbandet tæt på - og så alligevel ikke. Jeg kan godt forstå, han er ked af det. For to år siden ved VM var der et sekund mellem nummer et og nummer fem, så lige præcis i singlesculler er det marginalerne, man skal have på sin side. Når det er sagt, er det tankevækkende at både ved dette OL og ved det forrige kom der en dansk toer uden ind fra siden af og fik medalje, selvom ingen anede, hvem roerne var. Hvorimod satsningsbådene – altså dem man havde forventninger til – ikke rigtig præsterede. Det synes jeg, er tankevækkende. Og jeg håber da, at der er nogen, der sætter sig ned og overvejer, om vi gør tingene rigtigt? Træner vi på den rigtige måde? Foregår udvælgelsen på den rigtige måde? Vi holder trails en gang om året, og præsterer roerne ikke her og bliver en del af Rocentret - ja, så føler roerne, at der ikke rigtigt er noget at ro for. I stedet for at tage disse roere, og sende dem til andre regattaer end lige Worlds Cups eller lave nogle opsamlingshold – ja, så sendes roerne hjem. Her laver de ingenting, indtil der er to måneder til den næste testregatta. Her forsøger man så igen at blive en del af landsholdet, og lykkes det ikke, giver mange op. Det er, som om disse roere, der ikke klarer ”cuttet” første gang mister lysten til at være kaproere. Det synes jeg er trist. Jeg tror, vi taber meget talentmasse på gulvet, fordi man kun fokuserer på de ti bedste procent af kaproerne, og ikke formår at give de resterende roere en udfordring, der kan få dem til at fortsætte.
Så kan Rocentret sige: ”Jamen, det er klubbernes opgave”. Men nej – det er en fælles opgave. I sidste ende er det sådan, at får vi ikke samlet også de næstbedste roere op, så er der ingen roere til Rocentret, og så kan vi lukke biksen.
Fastholdelse af talentmassen
At fastholde hele talentmassen er i den grad en fælles opgave, som man ikke kan tørre af på andre. Her bliver man i modsætning til nu nødt til at sige: Her har vi en fælles opgave, vi skal løse – det er i alles interesse. Ser jeg fire fem år tilbage, havde vi en herregruppe på femten måske nærmere tyve, som alle lå omkring 6.00 minutter på en 2000 meter i roergometret. Af dem er der så tre tilbage, som så kommer til OL. Hvor er de sytten andre? Her håber jeg virkelig, at man laver en nivellering og sørger for at fastholde denne talentmasse. Der bliver lavet meget arbejde i klubberne, og det er spildt, hvis man ikke lige er med i den absolutte elite. Klubberne betaler træningslejre, regattaer og andet, og alt det smider vi bare ud med opvaskevandet, hvis roeren ikke lige nu er god nok til at være med i den absolutte elite. Jeg ved, at jeg ikke er alene med denne holdning. Vi mangler en accept af, at World Cup ikke er det eneste i verden. Der er andre fremragende regattaer blandt andet i Amsterdam, i Gent og i Hamburg - for ikke at tale om Henley. Kommer man ikke på landsholdet, så stopper alt, og sådan behøver det ikke at være. Jeg har været dommer i Gent, og her er det altså det engelske, det tyske og det belgiske landshold, der stiller op. Det samme gælder i Amsterdam. Jeg var dommer i Amsterdam i år. Det var hele U23 landshold, der var der. Der var voldsom hård konkurrence. Hvor var Danmark? Der var August Wisholm fra Hadsund. Hvor var resten? Det havde været verdens fedeste regatta som optakt til både U23VM og U19VM. I gamle dage fyldte man hele busser op med roere og tog til Amsterdam torsdag og deltog fredag, lørdag, søndag og kom så sent hjem søndag aften. Men det er ligesom, at det kan man ikke længere. Hvis man ikke bliver fløjet til hoveddøren og bor på hotel, så kan man ikke tage til regatta. Her er helt klart noget, vi skal have udviklet – eller rettere måske skal vi bare tilbage til de gamle dyder.
Det er klubberne, der er kunderne, og det er dem, der bør være i fokus
Projekter uden klubberne flytter intet
Man skal huske fra centralt hold, at det er klubberne, der er kunderne, det er klubberne, der betaler via medlemskab, det er klubberne, der leverer roerne og de frivillige. Når man udvikler nye ting eller laver strategier eller struktur, så er det hamrende vigtigt, at man får sine kunder med. I de sidste ti år har man ind imellem lavet nogle ting ud fra den bedste mening, men det er gjort uden om klubberne og har kostet flere millioner, og det har reelt set ikke flyttet det mindste. Det er ærgerligt, det er spild af ressourcer hele vejen rundt. For mig er budskabet klart: Det er klubberne, der er kunderne, og det er dem, der bør være i fokus. I sidste ende bør vi få det bedste ud af hver eneste krone, der bruges. Flotte projekter, der ikke flytter noget, kan ikke bruges til at få klubberne til at overleve. Vi er nødt til at sikre os, at de ressourcer vi har bruges bedst muligt. Et uheldigt eksempel er den måde som Rocentret ville skaffe nye eliteroere på – det såkaldte fasttrack til OL. Man ansatte folk, der tog ud til skolerne og via ergometerroning fandt de største talenter. Jeg tænkte fed ide, men ikke et eneste sted i det projekt var klubberne nævnt. Og det fik mig til at tænke – de nye medlemmer skal de så være medlemmer af Rocentret? Skal Rocentret være en roklub? Eller hvad snakker vi om? Her burde man havde sagt: Nu går vi ud sammen med klubberne og hverver nye kaproere. Det er det, der er budskabet. Alle ville være glade – klubberne fik gratis hjælp til at få nye medlemmer, og der blev slået på tromme for rosporten”.
Man skal huske fra centralt hold, at det er klubberne, der er kunderne, det er klubberne, der betaler via medlemskab, det er klubberne, der leverer roerne og de frivillige. Når man udvikler nye ting eller laver strategier eller struktur, så er det hamrende vigtigt, at man får sine kunder med. I de sidste ti år har man ind imellem lavet nogle ting ud fra den bedste mening, men det er gjort uden om klubberne og har kostet flere millioner, og det har reelt set ikke flyttet det mindste. Det er ærgerligt, det er spild af ressourcer hele vejen rundt. For mig er budskabet klart: Det er klubberne, der er kunderne, og det er dem, der bør være i fokus. I sidste ende bør vi få det bedste ud af hver eneste krone, der bruges. Flotte projekter, der ikke flytter noget, kan ikke bruges til at få klubberne til at overleve. Vi er nødt til at sikre os, at de ressourcer vi har bruges bedst muligt. Et uheldigt eksempel er den måde som Rocentret ville skaffe nye eliteroere på – det såkaldte fasttrack til OL. Man ansatte folk, der tog ud til skolerne og via ergometerroning fandt de største talenter. Jeg tænkte fed ide, men ikke et eneste sted i det projekt var klubberne nævnt. Og det fik mig til at tænke – de nye medlemmer skal de så være medlemmer af Rocentret? Skal Rocentret være en roklub? Eller hvad snakker vi om? Her burde man havde sagt: Nu går vi ud sammen med klubberne og hverver nye kaproere. Det er det, der er budskabet. Alle ville være glade – klubberne fik gratis hjælp til at få nye medlemmer, og der blev slået på tromme for rosporten”.
For mig er der kun et klart budskab: I vælger selv Hovedbestyrelsen
-Søndag den 22. august 2021 er der hovedgeneralforsamling i Middelfart, og du trækker dig fra hovedbestyrelsen. Har du en sidste kommentar?
”Der er jo altid debat om, det nu er de rigtige, der sidder i Hovedbestyrelsen? Har vi fået fat i de rigtige kandidater? Men for mig er der kun et klart budskab: I vælger selv Hovedbestyrelsen. Længere er den ikke. Og hvis man ikke selv sørger for at stille nogle op, som man selv synes er bedre end dem, der er der, ja, så er der kun dem, som bliver valgt. Så kan man synes, det er de forkerte, der bliver valgt, men det er dem I på demokratisk vis har valgt til at repræsentere jer. Så må I acceptere, det er sådan det er, hvis I ikke selv stiller med nogle andre. Det synes jeg er vigtigt. I et demokrati er man ikke bedre end dem, der er valgt”.
[email protected]
”Der er jo altid debat om, det nu er de rigtige, der sidder i Hovedbestyrelsen? Har vi fået fat i de rigtige kandidater? Men for mig er der kun et klart budskab: I vælger selv Hovedbestyrelsen. Længere er den ikke. Og hvis man ikke selv sørger for at stille nogle op, som man selv synes er bedre end dem, der er der, ja, så er der kun dem, som bliver valgt. Så kan man synes, det er de forkerte, der bliver valgt, men det er dem I på demokratisk vis har valgt til at repræsentere jer. Så må I acceptere, det er sådan det er, hvis I ikke selv stiller med nogle andre. Det synes jeg er vigtigt. I et demokrati er man ikke bedre end dem, der er valgt”.
[email protected]
RSS-feed