Selvom der er gået to måneder siden nyheden om den tyske sculler-legende, Peter Michael Kolbes død, så samles mange tyske roere den 15.februar i Kolloseum Lübeck til Gedenkfeier. Det er: Der Deutsche Ruderverband, Lübecker Ruderklub, Ruderverband Schleswig-Holstein und dem AAC/NRB Landesruderverband Hamburg, der har inviteret til mindehøjtidelighed for Tysklands dygtige scullerroer, der i slutningen af 1970erne stod bag helt særlige præstationer i M1X.
Peter Michael Kolbe voksede op i Hamburg og fik en helt naturlig tilgang til rosporten. Han indledte sin internationale karriere som 20-årig, hvor han blev Europamester i 1973. Udover sine succesrige år i singlesculler prøvede Kolbe også lykken i en-åres roning, hvor han vandt bronze ved VM i M4+ i 1978. Året efter blev det til et tysk mesterskab i M8+.
Kærlighedens veje førte Kolbe til Norge i 1982, hvor han bosatte sig med sin hustru og parrets søn. Trods det faktum, at han havde forladt Tyskland, fortsatte han rotræningen i det norske og opnåede, med udgangspunkt fra det høje nord, at fortsætte sin karriere for tysk roning, som resulterede i to verdensmesterskaber.
Det lå helt naturligt for Peter Michael Kolbe at satse alt på at blive olympisk mester i sin favoritdisciplin, men lige her viste andre dygtige, og nu legendariske, scullerroere vejen. Dels var Finlands Pertti Karppinen en hård nød at knække, og siden blev det DDRs Thomas Lange, der viste vejen i mændenes singlesculler ved OL.
I 2005 endte Kolbes private relation i Norge, og han flyttede tilbage til Tyskland, hvor han giftede sig med en tidligere landsholdskollega, og bosatte sig i Lübeck.
I 2016 fik Peter Michael Kolbe tildelt en ganske særlig ære, hvor han blev indlemmet i „Hall of Fame des deutschen Sports.
Siden nød Peter Michael Kolbe at fortsætte med sin roning på et noget andet plan i Lübecker Ruder Klub. Det blev krydret med et medlemskab i den nærliggende kajakklub, og cykelløb, som han holdt meget af.
Ulykkeligvis blev Kolbe under en daglig cykeltræning igennem Lübeck i 2022 kørt ned af en bil, og skaderne, som følge deraf betød, at han ikke mere kunne passe sin roning.
Legenden fik efterfølgende en svær tid, hvor han som følge af ulykken også blev ramt af demens, og levede i den sidste tid på et plejehjem. Den 8. december, 2023, gik Peter Michael Kolbe bort. Han blev 70 år.
Se Kolbes finale i M1X, hvor han vinder sin 5. VM-titel HER:
https://www.facebook.com/100067657038977/videos/512585942102111
Læs tyskernes indbydelse til mindehøjtideligheden HER:
https://lrv-hamburg.de/wp-content/uploads/2024/01/Einladung-Gedenkfeier-Peter-Michael-Kolbe.pdf