En broget flok. Fra 22-60 år. Tre lande, og 7 roklubber. Det er helt ligegyldigt. Når Fællesnævneren er: ROGLÆDE. Fotograf, en forbipasserende ved Randers Roklub
En personlig beretning af Anne Haase, Marstal Roklub
Lotte Bo Petersen inviterede mig denne sommer med på en tre dages efterårs rotur på Gudenåen. Mit svar var selvfølgelig JA, selvfølgelig, meget gerne.
Vi var otte, der blev spurgt, i alderen fra 22 til 60 år. Vi kom fra Fyn, Sjælland og Ærø. Vi var syv fra Danmark, en fra Norge og en fra Tyskland. Vi repræsenterede Næstved Roklub, Marstal Roklub, DSR, Odense Roklub, Svendborg Roklub, og Bogense Roklub. Der var tre unge universitetsroere, garvede instruktører med mange års roerfaring, danmarksmestre i otter og seriøse langtursroere.
Sådan mødtes vi fra nær og fjern i Odense Roklub. For flere af os var det et møde med syv roere vi ikke kendte. Jeg vidste Lotte havde roet med os alle hver især og havde vurderet, at vi var og kunne det der skulle til for sammen at kunne ro op igennem Jylland.
Lotte Bo Petersen inviterede mig denne sommer med på en tre dages efterårs rotur på Gudenåen. Mit svar var selvfølgelig JA, selvfølgelig, meget gerne.
Vi var otte, der blev spurgt, i alderen fra 22 til 60 år. Vi kom fra Fyn, Sjælland og Ærø. Vi var syv fra Danmark, en fra Norge og en fra Tyskland. Vi repræsenterede Næstved Roklub, Marstal Roklub, DSR, Odense Roklub, Svendborg Roklub, og Bogense Roklub. Der var tre unge universitetsroere, garvede instruktører med mange års roerfaring, danmarksmestre i otter og seriøse langtursroere.
Sådan mødtes vi fra nær og fjern i Odense Roklub. For flere af os var det et møde med syv roere vi ikke kendte. Jeg vidste Lotte havde roet med os alle hver især og havde vurderet, at vi var og kunne det der skulle til for sammen at kunne ro op igennem Jylland.
De tre smukke både, udlånt af Odense Roklub, lå forsvarligt spændt fast på traileren, og GPS’en sørgede for at vi torsdag aften landede i Skanderborg Roklub. Her blev bådene lagt i græsset, bagagen båret ind, sovepladser fundet og spillekortene kom frem.
To roere ankom med proviant for 3.400 kroner. Den unge Netto ekspedient, der havde siddet ved kasseapparatet, havde sagt: ”Det er det største beløb jeg har solgt for i to år”. Jo, stemningen var let, og suppen var varm.
Tidligt næste morgen gik alting slag i slag. Lotte havde lagt en plan, vi vidste alle hvad vi skulle. Bom, så var der kaffe, havregryn, og madpakker. To timer efter de første alarmer havde råbt: ”Stå op”, var de tre både tungt læssede, og langtursstyrmændene satte turen i gang med et klart: ”Ro væk”.
Den første dag var en tur på 50 kilometer. Turen gik mod Silkeborg Roklub. Jeg har altid undret mig over den snak der kan være i en båd. Snakken, der på vandet, kan hurtigt blive personlig. Man åbner sig, og fordi man ikke skal andet end at ro, kan små og store emner netop hurtigt give fornemmelsen af, hvem man er i båd med.
Jeg tror Lotte, havde haft et andet kriterie ud over det ro-mæssige, da hun satte os sammen, nemlig kravet om at eje humor. Humor kan jo løfte meget, og den dag skulle der også løftes en del.
Jeg har såmænd skubbet og trukket mange både, men jeg har aldrig båret en båd over cykelstier og hovedveje. Jeg er langtursstyrmand og har roet i fjorten år, men det turen bød på, var i mange henseender ukendt for mig. De tre langtursstyrmænd var så knaldhamrende dygtige på land og på vand, og derfor fik jeg hver dag ny viden og ny kunnen med mig hjem. Det var på alle måder så berigende.
Nu brugte jeg ordet berigende, og det vil jeg bruge igen. Gudenåen, Mossø, Silkeborgsøerne, brinkene, bakkerne, lyset. Al natur langs og omkring Gudenåen var i efterårsfarver; indhyllet i et lys, og nogle gange dis, der var så smukt og fremmedartet fra naturen på min ø. Berigende! Sikke et stykke Danmark!
To roere ankom med proviant for 3.400 kroner. Den unge Netto ekspedient, der havde siddet ved kasseapparatet, havde sagt: ”Det er det største beløb jeg har solgt for i to år”. Jo, stemningen var let, og suppen var varm.
Tidligt næste morgen gik alting slag i slag. Lotte havde lagt en plan, vi vidste alle hvad vi skulle. Bom, så var der kaffe, havregryn, og madpakker. To timer efter de første alarmer havde råbt: ”Stå op”, var de tre både tungt læssede, og langtursstyrmændene satte turen i gang med et klart: ”Ro væk”.
Den første dag var en tur på 50 kilometer. Turen gik mod Silkeborg Roklub. Jeg har altid undret mig over den snak der kan være i en båd. Snakken, der på vandet, kan hurtigt blive personlig. Man åbner sig, og fordi man ikke skal andet end at ro, kan små og store emner netop hurtigt give fornemmelsen af, hvem man er i båd med.
Jeg tror Lotte, havde haft et andet kriterie ud over det ro-mæssige, da hun satte os sammen, nemlig kravet om at eje humor. Humor kan jo løfte meget, og den dag skulle der også løftes en del.
Jeg har såmænd skubbet og trukket mange både, men jeg har aldrig båret en båd over cykelstier og hovedveje. Jeg er langtursstyrmand og har roet i fjorten år, men det turen bød på, var i mange henseender ukendt for mig. De tre langtursstyrmænd var så knaldhamrende dygtige på land og på vand, og derfor fik jeg hver dag ny viden og ny kunnen med mig hjem. Det var på alle måder så berigende.
Nu brugte jeg ordet berigende, og det vil jeg bruge igen. Gudenåen, Mossø, Silkeborgsøerne, brinkene, bakkerne, lyset. Al natur langs og omkring Gudenåen var i efterårsfarver; indhyllet i et lys, og nogle gange dis, der var så smukt og fremmedartet fra naturen på min ø. Berigende! Sikke et stykke Danmark!
Første overbæring. Et urværk af Både der tømmes, bæres og læsses. Fotograf. Lisa Petersen.
Fra Skanderborg til Silkeborg skulle vi lave to overbæringer. Ni roere i blød skovbund, bærende på proviant, liggeunderlag, skiftetøj, ja alt det ni mennesker skal bruge i løbet af tre ro-dage og nætter. De synkrone løft af bådene ud ad vandet. De synkrone bøjede rygge og knæ, når bådene nænsomt blev søsat i Gudenåens vand igen. Lastning og losning. Alt sammen, et imponerende urværk af mennesker der nærmest uden ord, bare gjorde alt det, der fik det hele til at lykkes. Ingen hårde ord eller forvirring. Det klappede, alt virkede, og sådan skoddede vi, kortede vi åre, satte i, i Gudenåens smalle passager. På de åbne vande kom de lange gode tag, og jeg nød bare at være med i sådant et fællesskab.
Tre timer før Silkeborg Roklub åbnede skyerne sig, og tømte hver en dråbe ned på delegationen. For hulan vi fik vand. Alle lignede en koldvandsprøve, og der var ikke et øje tørt, da vi nåede Silkeborg Roklub. Her mødte vi ni roere fra Egå. De var, som os, i samme våde både, og langsomt lignede gulvet i Silkeborg Roklub en svømmehal. Druknede mus, våde tæpper og sko der skulle tømmes.
Der blev selvfølgeligt først sørget for bådene, og så udstyret til bådene. Efter det, søgte alle den varme bruser. Vinduerne duggede hurtigt i Silkeborg Roklub, for på mange stolerygge, og på alle radiatorer lå vores klask våde ejendele.
Madholdet sprang til, der blev spist igennem, og folk forsvandt hurtigt ned i soveposerne.
Tre timer før Silkeborg Roklub åbnede skyerne sig, og tømte hver en dråbe ned på delegationen. For hulan vi fik vand. Alle lignede en koldvandsprøve, og der var ikke et øje tørt, da vi nåede Silkeborg Roklub. Her mødte vi ni roere fra Egå. De var, som os, i samme våde både, og langsomt lignede gulvet i Silkeborg Roklub en svømmehal. Druknede mus, våde tæpper og sko der skulle tømmes.
Der blev selvfølgeligt først sørget for bådene, og så udstyret til bådene. Efter det, søgte alle den varme bruser. Vinduerne duggede hurtigt i Silkeborg Roklub, for på mange stolerygge, og på alle radiatorer lå vores klask våde ejendele.
Madholdet sprang til, der blev spist igennem, og folk forsvandt hurtigt ned i soveposerne.
Silkeborg slusen. En fornøjelig måde at "synke på". Fotograf Anne Haase.
Næste dagsplan var lagt, og derfor kørte urværket igen næste morgen. Der var gang i rullen med madpapir, for en madpakke får en særlig betydning når kroppen skal præstere. Dagen bød for mig igen på noget jeg aldrig havde prøvet før. Vi skulle igennem en sluse. Silkeborg ligger oppe på en hylde i forhold til det vand vi skulle ned og ro på. Målet den dag var Tange Roklub, og derfor klemte de tre både sig sammen i slusen. Side om side sad vi imens vandet blev suget ud. En fornøjelig måde at ”synke på”. Så var Silkeborg oppe og vi var nede, og så slap vi fri. En båd ad gangen, og med ryggen til, for mit vedkommende derude på etteren blev vi suget under en bro, igennem nogle snævre og bratte sving. Og igen sad jeg og var imponeret over styrmandens kølige overblik. Og så, ja så var vi igennem. Alle tre både gled afsted og ud af Silkeborg, og langsomt forsvandt tegnene på mennesker og naturen tog over.
Hver dag skiftede styrmændene besætning, og derfor var jeg den dag i båd med to nye roere. Snakken gik konstant. Igen bød dagen på ny viden og ideer. Nye fif til træning af roelever. Knaldgode ideer til styrkelse af styrmandsprøver. Indlysende måder at fastspænde styrelinen på (hvorfor har jeg dog aldrig tænkt på det) og alt mulig andet brugbart at tage med hjem til min roklub og mine ro-venner.
Efter 35 km dukkede Tange Roklub op i horisonten. Urværket tikkede igen uden udfald. Alt på plads, alle på plads. Dejlig mad og DESSERT!!! Kortspil og hygge.
Hver dag skiftede styrmændene besætning, og derfor var jeg den dag i båd med to nye roere. Snakken gik konstant. Igen bød dagen på ny viden og ideer. Nye fif til træning af roelever. Knaldgode ideer til styrkelse af styrmandsprøver. Indlysende måder at fastspænde styrelinen på (hvorfor har jeg dog aldrig tænkt på det) og alt mulig andet brugbart at tage med hjem til min roklub og mine ro-venner.
Efter 35 km dukkede Tange Roklub op i horisonten. Urværket tikkede igen uden udfald. Alt på plads, alle på plads. Dejlig mad og DESSERT!!! Kortspil og hygge.
Så går det nedad gutter.... Fotograf Lisa Petersen
Tangeværket. 15 meter ned. End ikke en brækket negl, men kontrol og sikker søsætning. Fotograf Lisa Petersen
Planen for vores tredje og sidste dag var jeg klar på. Tangeværket og en sliske. Jo jo. Men jeg anede overhovedet ikke, hvad der ventede os der. Endnu en overbæring, det havde jeg nu prøvet, men da vi kom trækkende og stoppede foran en 15 meter stejl skrænt, havde jeg ganske enkelt ikke fantasien til at forestille mig, hvordan vi fik tre både der ned, uden at brække arme og ben, smadre bådene og lande med hele skidtet i Gudenåens strøm. Jeg gik stille med det, for jeg vidste de folk, der var med havde styr på løjerne.
Jeg vedlægger et billede af situationen, ja jeg ville så gerne også vise jer den film der blev taget. Den oplevelse bliver de trætte af at høre på, når jeg om føje år bliver ved med at fortælle alle på plejehjemmet, om dengang jeg var med til at få en robåd 15 meter ned ad en skrænt.
Jeg kan bare sige det lykkedes uden så meget som en brækket negl. Hvordan? Fællesskab. Samarbejde, fælles vilje og dem, der på en behagelig måde, tager teten fordi de kan. Altså!
Jeg vedlægger et billede af situationen, ja jeg ville så gerne også vise jer den film der blev taget. Den oplevelse bliver de trætte af at høre på, når jeg om føje år bliver ved med at fortælle alle på plejehjemmet, om dengang jeg var med til at få en robåd 15 meter ned ad en skrænt.
Jeg kan bare sige det lykkedes uden så meget som en brækket negl. Hvordan? Fællesskab. Samarbejde, fælles vilje og dem, der på en behagelig måde, tager teten fordi de kan. Altså!
Blankt vand, og efterårs træer der spejler sig. Fotograf Lisa Petersen.
Smalle passager, skarpe sving, og medstrøm. Efterår på Gudenåen. Fotograf Lisa Petersen.
Tilbage i vandet, medstrøm og så tog solen magten. Den sidste dag roede flere med bare arme og solbriller. Efter 42 kilometer lå vi langs broen i Randers Roklub og to timer senere, var bådene læsset, de beskidte poser og grej i bilen, og så hjem til Fyns land.
I Odense Roklubs kloakafløb ligger der jysk muld fra Gudenåen. Der blev vasket både. Stemningen var så let, for det hele havde været let.
Benzin, mad, roklub overnatninger, slusen, alt i alt kostede de tre dage 734 kroner. Vi vidste ikke, hvem hinanden var - stort set - men vi lærte hinanden at kende. Som sagt var aldersspredningen stor – ja, her kan jeg lige nævne, at en ung lægestuderende en dag i båden sagde: ”Det er jo som at være på udflugt med geriatrisk afdeling”. Ja, man skal finde sig i meget! Men når det er så begavet, så får det bare rotagene til at glide. Jeg kan anbefale Gudenåen i efterårstøj. Næsten ingen risiko for aflysning fordi man også kan ro der i meget vind.
Jeg syntes det var en kæmpe oplevelse at ro sammen med syv mennesker jeg aldrig havde mødt før. Udfordringerne var kun lærerige, og ved fælles indsats og ønske om en god tur, så står ordet SAMARBEJDE øverst.
Det er så ligegyldigt hvor man kommer fra, og hvilket dialekt/accent man bruger. Hvilken roklub man er medlem af. Vi ror langt langt de fleste ture med dem vi kender. Dem vi er vant til at ro med, men jeg er på grund af den her oplevelse kommet til at tænke langture i et nyt perspektiv. At bestemme sig for, hvor man kunne tænke sig at ro, og så forhøre sig blandt roere i det ganske land. Roere der kunne tænke sig den samme tur? Roere med erfaring og kunnen til at kunne ro en sådan langtur. Networking, udveksling, relationer på tværs af landets roklubber?
Det der gør sådan en tur mulig, er jo en FÆLLES ting for alle der ror. Glæden ved at ro. ROGLÆDE.
Tak til jer alle på turen. Tak til dig Lotte Bo, for din planlægning. Tak fordi du ønskede at bringe os sammen, om en ro-oplevelse på Gudenåen.
I Odense Roklubs kloakafløb ligger der jysk muld fra Gudenåen. Der blev vasket både. Stemningen var så let, for det hele havde været let.
Benzin, mad, roklub overnatninger, slusen, alt i alt kostede de tre dage 734 kroner. Vi vidste ikke, hvem hinanden var - stort set - men vi lærte hinanden at kende. Som sagt var aldersspredningen stor – ja, her kan jeg lige nævne, at en ung lægestuderende en dag i båden sagde: ”Det er jo som at være på udflugt med geriatrisk afdeling”. Ja, man skal finde sig i meget! Men når det er så begavet, så får det bare rotagene til at glide. Jeg kan anbefale Gudenåen i efterårstøj. Næsten ingen risiko for aflysning fordi man også kan ro der i meget vind.
Jeg syntes det var en kæmpe oplevelse at ro sammen med syv mennesker jeg aldrig havde mødt før. Udfordringerne var kun lærerige, og ved fælles indsats og ønske om en god tur, så står ordet SAMARBEJDE øverst.
Det er så ligegyldigt hvor man kommer fra, og hvilket dialekt/accent man bruger. Hvilken roklub man er medlem af. Vi ror langt langt de fleste ture med dem vi kender. Dem vi er vant til at ro med, men jeg er på grund af den her oplevelse kommet til at tænke langture i et nyt perspektiv. At bestemme sig for, hvor man kunne tænke sig at ro, og så forhøre sig blandt roere i det ganske land. Roere der kunne tænke sig den samme tur? Roere med erfaring og kunnen til at kunne ro en sådan langtur. Networking, udveksling, relationer på tværs af landets roklubber?
Det der gør sådan en tur mulig, er jo en FÆLLES ting for alle der ror. Glæden ved at ro. ROGLÆDE.
Tak til jer alle på turen. Tak til dig Lotte Bo, for din planlægning. Tak fordi du ønskede at bringe os sammen, om en ro-oplevelse på Gudenåen.
RSS-feed