Poul Henning Jensen har været og er en særdeles aktiv roer i Roklubben ARA og for nylig kunne han fejre 50 års jubilæum i klubben og fik derfor overrakt ARAs 50 års nål. Hans CV er spækket med udvalgsposter, bestyrelsesposter, rokurser og æresbevisninger. Han har blandt andet været medlem af festudvalget, Flag Kaptajn, medlem af ungdomsudvalget, medlem af langtursudvalget, rochef og formand i perioden 1973 – 1977. Poul Henning Jensen har siddet i flere udvalg under DFfR og DIF og har modtaget DFfRs langtursnål i 1969, DFfRs ærestegn i 1985 og har fået Poul Madsens lederpris i 1993. Poul Henning Jensen blev i 1995 udnævnt til æresmedlem af Roklubben ARA.
Dronningens Fortjenstmedalje har dog ikke noget at gøre med Poul Henning Jensens rokarriere,
Dronningens Fortjenstmedalje har dog ikke noget at gøre med Poul Henning Jensens rokarriere,
men er en påskønnelse for over 40 års utrætteligt arbejde som vejingeniør i Aarhus Kommune.
Poul Henning Jensen – eller PH som han hedder blandt venner – fortæller med smil i stemmen og glød i øjet om da han mødte Dronningen og fik sig en snak med Majestæten om den rundkørsel, som han havde lavet og som Dronningen bruger, når hun besøger Marselisborg Slot – Ja, det var også et frygteligt kryds, sagde Dronningen. Selvfølgelig fik PH også nævnt for Dronningen, at han er roer, som Dronningens far var det. Jo, mødet med Dronningen var en oplevelse, som PH sætter meget stor pris på. Og det tog en rum tid inden PH igen ”landede”. Det var et eventyr som PH aldrig vil glemme.
Poul Henning Jensen – eller PH som han hedder blandt venner – fortæller med smil i stemmen og glød i øjet om da han mødte Dronningen og fik sig en snak med Majestæten om den rundkørsel, som han havde lavet og som Dronningen bruger, når hun besøger Marselisborg Slot – Ja, det var også et frygteligt kryds, sagde Dronningen. Selvfølgelig fik PH også nævnt for Dronningen, at han er roer, som Dronningens far var det. Jo, mødet med Dronningen var en oplevelse, som PH sætter meget stor pris på. Og det tog en rum tid inden PH igen ”landede”. Det var et eventyr som PH aldrig vil glemme.
Tilfældigt at det blev Roklubben ARA
Det er fredag den 30. maj 2014 en smuk forsommerdag omkring frokosttid, da Signaturen finder Roklubben ARAs klubhus på Fiskerivej i Aarhus. Roklubben ARAs klubhus er ikke verdens mest moderne klubhus, og der er ikke meget plads. Lidt besværligt er det også, at bådene skal køres et stykke vej, inden man kan sætte dem i vandet. Men den lille bådhal er proppet med smukke og velholdte inriggere. Elegante træbåde der kan få en inkarneret inriggerroer til at savle. Der har flere gange været planer om at flytte, så huset har ikke fået helt samme opmærksomhed som bådene, der jo kan tages med ved en eventuel flytning. Men klubhusets facade er nymalet, og med store bogstaver står der Roklubben ARA på siden af huset ud til Fiskerivej, så ingen skal være i tvivl om, hvem der residerer her.
Poul Henning Jensen, hans kone Karin og de to bonusbørnebørn Cecelia og Mathilde byder velkommen med lidt frokost inden vi for alvor starter interviewet. Efter et par stykker brød sætter vi os med kaffen ved nabobordet, hvor fem scrapbøger er spækket med rooplevelser – og så har jeg fem bøger mere tilføjer PH. Her er læsestof til mange timer og alene det at bladre i bøgerne bringer smilet frem hos den 65 årige roere. Det er PH´s DNA, der er i de bøger. Det er roture, oplevelser, begivenheder, eventyr, rokammeratskab, og stor kærlighed til rosporten, der har været med til at forme PH som menneske. I scrapbøgerne er det hele gemt og kan når som helst genopleves.
PH meldte sig i Roklubben ARA 1. april 1964 som 14 årig. Jeg blev meldt ind mandag mødte op hver dag i ugens løb og fredag var jeg frigivet – siden er jeg blevet hængende og ARA er blevet en væsentlig del af mit liv. Jeg har også roet i et års tid i Hellerup, da jeg var soldat. Jeg har aldrig været den store boldspiller, men havde højde og drøjde til at ro og overvejede da også at melde mig i Aarhus Roklub. Jeg gik til madlavning, og her mødte jeg Roklubben ARAs sekretær, som jeg fik en aftale med, og så blev jeg medlem af ARA.
Og jeg er kommet til at holde meget af roning af flere grunde. Jo, det er god motion og får én i fin form og man får trænet hele kroppen. Men kammeratskabet inden for rosport – det er helt enestående. Jeg plejer at sige ”De gode kammarater får man kun ved selv at være en god kammerat”, så det har jeg prøvet at leve op til – og jeg har fået rigtig mange gode venner. Jeg har altid forsøgt at være stabil og ærlig, og det har bragt mig langt. Samtidigt er jeg rimelig god til at finde på løsninger, når det er påkrævet, så jo jeg har både givet og taget - og sådan skal det jo også være, hvis man vil opleve ægte venskab. Og PH har noget at have sit udsagn i: Under Signaturen research til interviewet blev det hurtigt klart, at det er en indstilling, som har gjort PH vellidt og respekteret i rokredse.
Det er fredag den 30. maj 2014 en smuk forsommerdag omkring frokosttid, da Signaturen finder Roklubben ARAs klubhus på Fiskerivej i Aarhus. Roklubben ARAs klubhus er ikke verdens mest moderne klubhus, og der er ikke meget plads. Lidt besværligt er det også, at bådene skal køres et stykke vej, inden man kan sætte dem i vandet. Men den lille bådhal er proppet med smukke og velholdte inriggere. Elegante træbåde der kan få en inkarneret inriggerroer til at savle. Der har flere gange været planer om at flytte, så huset har ikke fået helt samme opmærksomhed som bådene, der jo kan tages med ved en eventuel flytning. Men klubhusets facade er nymalet, og med store bogstaver står der Roklubben ARA på siden af huset ud til Fiskerivej, så ingen skal være i tvivl om, hvem der residerer her.
Poul Henning Jensen, hans kone Karin og de to bonusbørnebørn Cecelia og Mathilde byder velkommen med lidt frokost inden vi for alvor starter interviewet. Efter et par stykker brød sætter vi os med kaffen ved nabobordet, hvor fem scrapbøger er spækket med rooplevelser – og så har jeg fem bøger mere tilføjer PH. Her er læsestof til mange timer og alene det at bladre i bøgerne bringer smilet frem hos den 65 årige roere. Det er PH´s DNA, der er i de bøger. Det er roture, oplevelser, begivenheder, eventyr, rokammeratskab, og stor kærlighed til rosporten, der har været med til at forme PH som menneske. I scrapbøgerne er det hele gemt og kan når som helst genopleves.
PH meldte sig i Roklubben ARA 1. april 1964 som 14 årig. Jeg blev meldt ind mandag mødte op hver dag i ugens løb og fredag var jeg frigivet – siden er jeg blevet hængende og ARA er blevet en væsentlig del af mit liv. Jeg har også roet i et års tid i Hellerup, da jeg var soldat. Jeg har aldrig været den store boldspiller, men havde højde og drøjde til at ro og overvejede da også at melde mig i Aarhus Roklub. Jeg gik til madlavning, og her mødte jeg Roklubben ARAs sekretær, som jeg fik en aftale med, og så blev jeg medlem af ARA.
Og jeg er kommet til at holde meget af roning af flere grunde. Jo, det er god motion og får én i fin form og man får trænet hele kroppen. Men kammeratskabet inden for rosport – det er helt enestående. Jeg plejer at sige ”De gode kammarater får man kun ved selv at være en god kammerat”, så det har jeg prøvet at leve op til – og jeg har fået rigtig mange gode venner. Jeg har altid forsøgt at være stabil og ærlig, og det har bragt mig langt. Samtidigt er jeg rimelig god til at finde på løsninger, når det er påkrævet, så jo jeg har både givet og taget - og sådan skal det jo også være, hvis man vil opleve ægte venskab. Og PH har noget at have sit udsagn i: Under Signaturen research til interviewet blev det hurtigt klart, at det er en indstilling, som har gjort PH vellidt og respekteret i rokredse.
 | Roning som sportsgren På det sportslige plan er der ikke to ture, der er ens, siger PH. En ny rotur byder altid på nye oplevelser. Og så er de danske roklubber noget unikt. Du er altid velkommen i hvilken som helst roklub i hele Danmark. Du kan gå lige fra gaden ind i alle roklubber i Danmark og komme med ud at ro en tur. Hvilken andre sportsgrene kan byde på sådan en gæstfrihed? Kan man forestille sig en fodboldspiller komme til AGF og så få lov til at spille med i næste kamp for AGF – næh, næppe. På det her tidspunkt i interviewet afbryder Signaturen PH og siger: AGF kunne nu ellers godt have brug for det (en hentydning til AGFs nedrykning fra Superligaen)! Den griner vi lidt af. Gæstfriheden og det at besøge andre klubber i Danmark åbnede en helt ny verden for mig, fortsætter PH. I 1965 kom jeg med på min |
første langtur. Turen gik til Det Sydfynske Øhav, og det blev en oplevelse, jeg altid vil huske. Siden har langtursroningen været den del af rosporten, som står mit hjerte nærmest. At tage på langtur er jo også en billig ferie. På familiefronten fik jeg organiseret det, så jeg var alene en uge på rotur, mens min kone passede børnene, og så var jeg alene en uge med børnene, mens min kone tog på for eksempel cykeltur. Jeg lurede jo hurtigt, at hvis jeg meldte mig som leder, så fik jeg mine langture betalt, så det brugte jeg ofte. Jeg husker specielt en langtur, hvor tre københavnerpiger mødte til en langtur i Det Sydfynske Øhav og da de fik at vide, at de skulle sove i hver sit telt, som de selv skulle rejse sammen med fremmede roere og være på madhold med jyder, stejlede de noget. Jeg ved ikke rigtigt, hvad de havde forestillet sig, men sådan stod det i indbydelse, og sådan blev det. Da ugen var omme fik jeg verdens største knus af tre piger på en gang med en bemærkning om, at det var den bedste tur de nogensinde havde været på. Så kan man jo ikke lade være med at tænke på, at noget må man jo gøre rigtigt.
Langtursroningen sætter jeg stor pris på. At komme ud og se nye farvande og i det hele taget se Danmark fra søsiden – det skal man prøve på egen krop. Jeg har også roet i udlandet og været med på FISA-langture. Blandt andet har jeg roet i Berlin, før muren faldt. Det var en meget stor oplevelse - og så hele det kammeratskab, der opstår på sådan en tur, det er nærmest ubeskriveligt.
Langtursroningen sætter jeg stor pris på. At komme ud og se nye farvande og i det hele taget se Danmark fra søsiden – det skal man prøve på egen krop. Jeg har også roet i udlandet og været med på FISA-langture. Blandt andet har jeg roet i Berlin, før muren faldt. Det var en meget stor oplevelse - og så hele det kammeratskab, der opstår på sådan en tur, det er nærmest ubeskriveligt.
Største oplevelse som roer
Min største oplevelse som roer var nok i slutningen af 1970´erne, hvor jeg sammen med blandt andet John Høck vandt Lillebælt Blå Bånd fem gange i træk. Der var vi store og stolte. Det var før det var et officielt DM, der blev roet om i Langdistancekaproning, men det var Danmarks bedste langdistancekaproere, der mødte til start, så det var nogle sejre, som jeg var meget glad for. Jeg har prøvet til med rigtig kaproning, men det bevirkede jo, at jeg skulle ro på kaproningsanlægget i Brabrand, og så savnede jeg jo kammeraterne fra havnen, så det blev ikke rigtigt til noget alvorligt, men jeg har da roet et par kaproninger.
- Hvor længe bliver du ved med at ro?
En af mine rokammerater i Brabrand er 90 år, og indtil jeg bliver 90 skal jeg i hvert fald ro – og helst længere. Og jeg kan da stadig finde nye rooplevelser. I de senere år er ergometret jo kommet til - og det giver da noget. Man skal jo altid lige prøve om man kan gøre det lidt bedre end sidste gang. Jeg synes også, at den meget firkantede opdeling, der var af roere førhen, hvor man enten var kaproer eller motionsroer er ved at blive visket lidt ud. Der er ikke så skarpe skel i dag og motionisterne konkurrerer jo også på livet løs blandt andet med langdistancekaproning, antal kilometer og andet. Så på en eller anden måde er vil alle kommet i samme båd, og det er positivt.
Min største oplevelse som roer var nok i slutningen af 1970´erne, hvor jeg sammen med blandt andet John Høck vandt Lillebælt Blå Bånd fem gange i træk. Der var vi store og stolte. Det var før det var et officielt DM, der blev roet om i Langdistancekaproning, men det var Danmarks bedste langdistancekaproere, der mødte til start, så det var nogle sejre, som jeg var meget glad for. Jeg har prøvet til med rigtig kaproning, men det bevirkede jo, at jeg skulle ro på kaproningsanlægget i Brabrand, og så savnede jeg jo kammeraterne fra havnen, så det blev ikke rigtigt til noget alvorligt, men jeg har da roet et par kaproninger.
- Hvor længe bliver du ved med at ro?
En af mine rokammerater i Brabrand er 90 år, og indtil jeg bliver 90 skal jeg i hvert fald ro – og helst længere. Og jeg kan da stadig finde nye rooplevelser. I de senere år er ergometret jo kommet til - og det giver da noget. Man skal jo altid lige prøve om man kan gøre det lidt bedre end sidste gang. Jeg synes også, at den meget firkantede opdeling, der var af roere førhen, hvor man enten var kaproer eller motionsroer er ved at blive visket lidt ud. Der er ikke så skarpe skel i dag og motionisterne konkurrerer jo også på livet løs blandt andet med langdistancekaproning, antal kilometer og andet. Så på en eller anden måde er vil alle kommet i samme båd, og det er positivt.
| Pingvin Man kan ikke sige PH uden at sige pingvin. Jeg har altid holdt af pingviner – jeg synes, det er et sjovt dyr og så har det udviklet sig til, at mit logo er blevet en pingvin. Den tegner jeg i gæstebøger mv., når jeg er på tur. Ja, selv i Dronningens gæstebog tegnede jeg en pingvin, og den blev gengivet i avisen. PH tegner en pingvin til Signaturen og med den som trofæ forlader vi PH på Fiskerivej og Roklubben ARA. Et lille spraglet og lidt undseeligt skur på Aarhus Havn, men for PH og vennerne i ARA er det udgangspunkt for roture og nye eventyr på Aarhusbugten. Tekst og foto Leif Thygesen Billede fra Amalienborg: Privatfoto |  |
RSS-feed