I forbindelse med flytning af statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet til provinsen har regeringen opfordret til, at private organisationer følger op på dette og har stillet en økonomisk gulerod i udsigt til de private organisationer, som er med til at effektuere regeringens politik om et Danmark i bedre balance. Dansk Forening for Rosport (DFfR) har i den forbindelse haft fortrolige forhandlinger med repræsentanter for regeringen, og så vidt roinfo erfarer, er der indgået en aftale om, at DFfR flytter Rosportens Hus til Jylland mod et ikke oplyst engangsbeløb samt et årligt tilskud i de næste ti år.
Roinfo har forgæves forsøgt at få kommentarer fra Horsens borgmester Peter Sørensen (A) og Vejles borgmester Jens Ejnar Christensen (V). Hernings borgmester Lars Krarup (V) siger, at han ikke kan udtale sig i den konkrete sag, men generelt vil det passe Herning Kommune at huse et nationalt idrætsforbund særdeles godt. ”I Herning Kommune har vi både lokaliteterne, ekspertisen og engagementet. Som vi siger i Herning - her er alle muligheder åbne”, siger Lars Krarup til roinfo.
Flere jyske roledere, som roinfo har talt med, siger, at en flytning af Rosportens Hus til Jylland vil passe fint ind i DFfRs nye strategi, og geografisk vil rosporten blive mere velafbalanceret med det nationale rostadion i Bagsværd og Rosportens Hus placeret i Jylland. Ingen ønsker dog på nuværende tidspunkt at stå frem, da der endnu ikke er helt klare præmisser for udflytningen.
Roinfo følger op på sagen. Ved du noget, så kontakt os – gerne anonymt. Brug nedenstående mailadresse. Vi synes, at de danske roere har krav på fuld offentlighed i spørgsmålet om, at Rosportens Hus eventuelt skal flyttes.
Vi har åbnet kommentarfeltet, så alle kan ytre sig, og desuden laver vi en hurtig voxpop, så alle kan give sit besyv med. Giv nedenstående din mening til kende i forbindelse med en eventuel udflytning af Rosportens Hus.
[email protected]