Forfatter, bådtransportør, journalist, fotograf, kommentator, speaker, hofreporter, antikvariatindehaver, kredsbestyrelsesmedlem, roinfo-redaktør, fødselar og jubilar, Mette Bacher, fylder 62 år den 10. marts 2019 og kan samtidigt fejre 50-års jubilæum som roer. Roinfo ønsker tillykke med et stort interview. Foto Leif Thygesen
Af Leif Thygesen
”Jeg blev roer, fordi min far kørte med både, og fordi min far og mor var roere. Min far roede i Lyngby Roklub, og min mor i Roklubben Gefion - og så skulle jeg jo også prøve det. Så i foråret 1969 troppede jeg, sammen med to klassekammerater, op i Lyngby Dameroklub, der havde skoleroning, og fik min første rotur – og den var ikke uden dramatik.
”Jeg blev roer, fordi min far kørte med både, og fordi min far og mor var roere. Min far roede i Lyngby Roklub, og min mor i Roklubben Gefion - og så skulle jeg jo også prøve det. Så i foråret 1969 troppede jeg, sammen med to klassekammerater, op i Lyngby Dameroklub, der havde skoleroning, og fik min første rotur – og den var ikke uden dramatik.
På en smuk forårsdag i marts blev Mette Bacher udsat for sin egen medicin. Hun måtte stille op til et interview, og for en gangs skyld være foran linsen. Der var stille på rostadion den dag – eliteroerne var taget på træningslejr. Foto Leif Thygesen
Vi kom ud med en dygtig instruktør, som hed Lovise Terkelsen, i en fireåres inrigger. Vi kom på hold sammen med Lovises datter, Mette, og så roede vi afsted, selvom der var lidt krappe søer. Vi nåede at ro ned til ”Den hvide Bro” – cirka 1000 meter, men så syntes Lovise, at der var for store bølger og fik os på land. Vi måtte løbe tilbage til roklubben og hente nogle kaproere, der kunne ro båden hjem.
Den lidt dramatiske debut skræmte mig dog ikke, så det år roede jeg nogle gange - men der var så mange andre ting, der tog min tid. Jeg var blandt andet med ude til regattaer sammen med min far med bådtransport, og der var også andre ting, der trak, så roningen var lidt i baggrunden indtil 1973, hvor jeg for alvor gik til stålet. Jeg kom med i kaproningstræningen i Lyngby Dameroklub. Den første regatta, jeg deltog i, var Forårsregattaen i 1974. Jeg roede dobbeltsculler med en, der hed Mary. Båden vi roede i var meget tung, så det var lige før de andre var i mål, inden vi overhovedet kom i gang – så vi fik jo en ordentlig baglanterne. Men dengang var det meget vigtigt, især i Lyngby Dameroklub, at man roede pænt. Så da vi - knuste over nederlaget - kom i land trøstede vores træner os og sagde: ”Det er lige meget piger. I var dem, der roede pænest...” Vi fortsatte med at ro kaproning i 1974, men vi vandt aldrig noget. I efteråret 1974 søgte jeg så ind i Roforeningen KVIK. I KVIK havde de flere juniorkaproere, blandt andre Hanne Eriksen og Mette Terkelsen. Jeg fik en klassekammerat, Britta Jensen, med ombord, og KVIKs første pigehold i dobbeltfirer, var en realitet. Vi trænede hårdt i efteråret og vinteren. Det førte til, at jeg kom på juniorlandsholdet i 1975.
Den lidt dramatiske debut skræmte mig dog ikke, så det år roede jeg nogle gange - men der var så mange andre ting, der tog min tid. Jeg var blandt andet med ude til regattaer sammen med min far med bådtransport, og der var også andre ting, der trak, så roningen var lidt i baggrunden indtil 1973, hvor jeg for alvor gik til stålet. Jeg kom med i kaproningstræningen i Lyngby Dameroklub. Den første regatta, jeg deltog i, var Forårsregattaen i 1974. Jeg roede dobbeltsculler med en, der hed Mary. Båden vi roede i var meget tung, så det var lige før de andre var i mål, inden vi overhovedet kom i gang – så vi fik jo en ordentlig baglanterne. Men dengang var det meget vigtigt, især i Lyngby Dameroklub, at man roede pænt. Så da vi - knuste over nederlaget - kom i land trøstede vores træner os og sagde: ”Det er lige meget piger. I var dem, der roede pænest...” Vi fortsatte med at ro kaproning i 1974, men vi vandt aldrig noget. I efteråret 1974 søgte jeg så ind i Roforeningen KVIK. I KVIK havde de flere juniorkaproere, blandt andre Hanne Eriksen og Mette Terkelsen. Jeg fik en klassekammerat, Britta Jensen, med ombord, og KVIKs første pigehold i dobbeltfirer, var en realitet. Vi trænede hårdt i efteråret og vinteren. Det førte til, at jeg kom på juniorlandsholdet i 1975.
Mette Bacher fortæller om billedet: Juniorlandsholdet anno 1975, til 4-landskamp i Brabrand. Fv. Mette Jensen (nu Bacher, Hanne Eriksen (nu Brusch), Lotte Aabye (storesøster til Tine, der i dag er formand i KVIK) Britta Jensen (nu Densen) og Mette Terkelsen. Foto Britta Densen
Til Maribo Regatta i 1975. Dengang var regattaen altid i de tidlige forårsmåneder. Foto Britta Densen
Mette Bacher fortæller om billedet: Juniorlandsholdet i Brabrand. Forreste række Fv. KVIKs styrmand, Frank Truberg (i dag kendt kok på Bornholm), mig, Hanne Eriksen, Lotte Aabye, Britta Jensen, Sorø Roklubs Elisabeth og Marianne Wangel og Susanne Rosbirk, (mener jeg, det er...) Også dengang havde Sorø Roklub mange dygtige juniorer, der blev trænet af Gert Busk. Foto Britta Densen
 Mette Bacher fortæller: Vi vandt en hel del, det år. KVIK havde lånt båden: Joachim, en lækker Henry Larsen-båd af Damernes Roklub, mod at KVIK stod for træningen af roerne derfra. Båden kom næste år til OL i 1976 med Judith, Kamse, Else, Kirsten og styrpige: Kirsten.. | Vi dannede en god dobbeltfirer. Vi var de første piger i KVIK, der roede kaproning - det var ikke altid helt nemt. Klubben var, på det tidspunkt, meget mandsdomineret, og nu skulle de så vænne sig til, at der var kommet piger i klubben. På vandet gik det godt, det gik bragende stærkt. Jeg var glad for at ro i KVIK. KVIK havde dengang en god ungdomsafdeling med et godt sammenhold. Man følte sig godt hjemme hos kaproningschef: Jørgen Nielsen og trænerne: Heiner Nilsson, og Jørgen Rudolf Nielsen. Efter nogle år fik jeg en ide om, at jeg ville realisere mig selv, og så flyttede jeg til Lolland, nærmere bestemt Nakskov. Dengang var der jo gang i den i Nakskov. Der var værftet, der var Ota, og der var det ene og det andet. Jeg blev medlem af Nakskov Skibsværfts Roklub i slutningen af 70´erne og roede kaproning hos Ib Sommerfeldt. Det var lidt af en spøjs oplevelse, men jeg var med på flere gode ture til forskellige regattaer. Så flyttede jeg fra Nakskov til Maribo, og derfor meldte jeg mig i Maribo Roklub. Jeg kunne godt lide Maribo Roklub, der på det tidspunkt have en lille kaproningsafdeling. Dengang var blandt andre Bo Vestergaard også med her. I Maribo havde vi et godt sammenhold, så jeg havde mange gode timer i domkirkebyen. |
På Lolland havde jeg forskellige jobs, jeg var blandt andet lærervikar på nogle skoler og yogalærer på aftenskoler. Men i slutningen af 70´erne faldt børnetallet, og så var der ikke mere at lave. Jeg flyttede derfor tilbage til hovedstaden og meldte mig i Københavns Roklub. Her kom jeg hurtigt i bestyrelsen og gennemførte flere ro-kurser. Jeg blev blandt andet havnestyrmand, langtursstyrmand, fik scullerret og andet, så jeg har de fleste af de uddannelser indenfor roning, som man kunne få på det tidspunkt. I Københavns Roklub var jeg instruktionschef i nogle år, og det var jeg glad for, men jeg kom sjældent selv ud at ro, fordi jeg hele tiden skulle instruere nye medlemmer.
Efter nogle år i Københavns Roklub meldte jeg mig i DSR, og der blev jeg så hængende – så sammenlagt har jeg vel været medlem af DSR i mere end 30 år”
Efter nogle år i Københavns Roklub meldte jeg mig i DSR, og der blev jeg så hængende – så sammenlagt har jeg vel været medlem af DSR i mere end 30 år”
Mette Bacher fortæller: Vi er taget på vintertræningslejr til Halmstad i Sverige i 1978. Jeg kan huske alle roernes fornavne: bagerste række Fv. Anne, Frank Hansen, Niels Rasmussen, Jess Rasmussen (kendt roleder fra DFfR), Henning, Erik Christiansen, kendt OL-roer, Britta Graae kigger lige ind foran, så er det Asger Graae, KR, mig, og foran er det Susanne Petersen, Forreste række: Carsten (?) Boots, Jeanette, Zita Aabrandt og Gorm. Foto Britta Densen
Mette Bacher fortæller: Roforeningen KVIK havde i mange år en venskabsmatch med Roskilde Roklub. Her skal vi til domkirkebyen for at kæmpe for tingene i 1975. Der ventes på bussen i Strandvænget. Bemærk tøjet... Det var hot at have cowboynederdel og espadrillos, det er mig med siden til, og drengene havde bukser med svaj... Længst til højre, står en yngre herre med vest. Han ser lidt melankolsk ud. Det er Kurt Jensen, tidligere kendt kaproer med Ole Rasmussen fra KVIK, og i mange år kendt som dygtig trænerekspert for dansk roning. Foto Britta Densen.
Mette Bacher fortæller: Året efter vores debut i juniordobbeltfireren, var vi to, der rykkede op. Men vi besluttede os for at stille op til en kaproning på Bagsværd Sø i 1976, hvor vi vandt løbet. Der sendes et stort smil til manden med medaljerne, og det var Jørgen Kruse fra KR. Foto Britta Densen
Mette Bacher fortæller: Jeg har også vundet en del i inrigger. I 1992 ved Danmarksmesterskaberne på Haderslev Dam, blev Britta Densen og jeg for Danske Studenters Roklub, mestre i både 2-åres - og 4-åres over den fulde distance. Det har ingen andre kvindelige roere præsteret før eller siden. Således blev 4-åres efterfølgende strøget af DM-programmet - selvom der oven i købet var indledende heat i det i 1992, og siden blev 2-åres ændret til et motionsløb over 1000 meter. Her skal vi dog nogle år tilbage, til venskabsmatch i Roskilde i 1975. Hanne Eriksen stroker, så er det mig på treeren, Lotte Aabye sidder to, og Britta Jensen et. På styrmandssædet er det Marianne Becker med ryggen til. Hun er i dag en dygtig mastersroer, der scorer medaljer i hobetal... Vi vandt matchen og fik nogle flotte t-shirts udover medaljer, som præmier. Foto Britta Densen
-Hvad er din største ro-oplevelse?
”Det var ellers noget af et spørgsmål. Der er jo mange gode oplevelser både på den ene og den anden måde. Kaproningsmæssigt er det jo en succesoplevelse, når man vinder. I 1992 roede jeg med i både to- og fireåres inrigger ved DM i Haderslev, og vi vandt begge løb. Det synes jeg var stort. En anden stor oplevelse var at ro Gøtaelv Rodden, 20 kilometer i otter. Jeg er den eneste danske kvinde, der har gennemført løbet otte gange, det synes jeg også er sjovt. På det organisatoriske plan har jeg for år tilbage været Ungdomsleder i Lolland-Falsterkredsen, mandskabsleder og arrangør af bus- og bådtransporter til regattaer i Amsterdam og Ratzeburg i flere år for de københavnske klubber, siddet i Københavnskredsens bestyrelse i over 25 år, været kredsformand for Københavnskredsen i 5 år, og med til at arrangere Bymatcher og aftenkaproninger. Her er det en stor lykke for mig at overrække medaljer til de små kaproere, der vinder for allerførste gang. De er så lykkelige, og man kan ikke lade være med at spekulere på, om der blandt disse er kommende landsholdsroere. At overrække medaljer til de helt unge roere er på en måde meget rørende og givende. Eller at overvære den entusiasme og intensitet, der er ved Københavnskredsens Sved på Panden-turnering. Det er så dejligt at komme til enten Roklubben SAS eller Hellerup Roklub og følge hele set uppet fra arrangørgruppen og de mange deltagere fra hovedparten af de københavnske klubber. Jeg har også nydt at komme ud til de store regattaer, verdensmesterskaber og lignende. Så der er mange store ro-oplevelser igennem årene.”
-Du ror ikke mere. Hvorfor ikke?
”Nej. Det burde jeg jo gøre. Den dårlige undskyldning er jo, at man ikke har tid. Selvfølgelig har man tid. Det kan man jo bare sætte af. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke ror. Der gik jo nogle år, hvor jeg var formand for Købenavnskredsen, og på det tidspunkt syntes jeg, det var vigtigere at få kredsen i gear, end at ro. Især efter at kredsene blev nedlagt. Det gav en hel del ekstraarbejde. Jeg er måske mere den type, der går ude i kulissen og laver et stykke arbejde. Det kan jeg godt lide. Men jeg burde jo nok ro igen, og det kan jo være, at jeg kommer i gang igen på mine gamle dage.”
-Du er journalist. Hvorfor valgte du lige den uddannelse?
Jeg har altid godt kunnet lide at skrive. Jeg har en teori om, at det ligger i mine gener. Mine oldefars brødre var Henrik Cavling og Frejlif Olsen. Begge var jo anerkendte redaktører af henholdsvis Politiken og Ekstra Bladet. Og ja, Henrik Cavling er ham, der lægger navn og "krop" til Cavling-prisen. Det har altid ligget til mig at skrive – jeg elsker at skrive og fortælle historier. Jeg suger meget til mig, når jeg er ude. Jeg kan også godt lide at tage billeder. Jeg er nysgerrig. Hvad venter der henne om det næste hjørne, og så kan jeg lide at se på folk.
Jeg kom ind i journalist-faget lidt af bagvejen. Historien er faktisk meget sjov. En af Danmarks rotrænere kom hjem fra OL i Atlanta og fortalte historien om Bjarne Riis og Anne Dorthe Tanderup – og jeg sugede til mig, og spurgte ind til flere spændende historier fra OL. Samtidigt søgte Allerkoncernen en journalist til et blad, der hed ”Kig Ind”. På det tidspunkt var ”Kig Ind” et ret anerkendt ugeblad. Jeg søgte stillingen, og kom ind til samtale, og under denne samtale nævnte jeg de historier, jeg via rotræneren havde hørt fra Atlanta. Jeg fik jobbet med det samme, og forsidehistorien var hjemme. Jeg var på Alller i flere år, og stod for mange forsidebaskere, og blev hofreporter. Da jeg var færdig der, startede jeg for mig selv med billedbureauet Focus Royal, og hjemmesiden Fokus Rowing. Jeg har også været freelancejournalist på blandt andet Lolland Falsters Folketidende og Sjællandske Medier med faste nyheder om de kongelige. Jeg har, som journalist, haft mange store oplevelser, blandt andet var jeg med til at dække kronprinseparrets bryllup. Det var stort. De kongelige har stadig en meget stor plads i mit hjerte.”
”Det var ellers noget af et spørgsmål. Der er jo mange gode oplevelser både på den ene og den anden måde. Kaproningsmæssigt er det jo en succesoplevelse, når man vinder. I 1992 roede jeg med i både to- og fireåres inrigger ved DM i Haderslev, og vi vandt begge løb. Det synes jeg var stort. En anden stor oplevelse var at ro Gøtaelv Rodden, 20 kilometer i otter. Jeg er den eneste danske kvinde, der har gennemført løbet otte gange, det synes jeg også er sjovt. På det organisatoriske plan har jeg for år tilbage været Ungdomsleder i Lolland-Falsterkredsen, mandskabsleder og arrangør af bus- og bådtransporter til regattaer i Amsterdam og Ratzeburg i flere år for de københavnske klubber, siddet i Københavnskredsens bestyrelse i over 25 år, været kredsformand for Københavnskredsen i 5 år, og med til at arrangere Bymatcher og aftenkaproninger. Her er det en stor lykke for mig at overrække medaljer til de små kaproere, der vinder for allerførste gang. De er så lykkelige, og man kan ikke lade være med at spekulere på, om der blandt disse er kommende landsholdsroere. At overrække medaljer til de helt unge roere er på en måde meget rørende og givende. Eller at overvære den entusiasme og intensitet, der er ved Københavnskredsens Sved på Panden-turnering. Det er så dejligt at komme til enten Roklubben SAS eller Hellerup Roklub og følge hele set uppet fra arrangørgruppen og de mange deltagere fra hovedparten af de københavnske klubber. Jeg har også nydt at komme ud til de store regattaer, verdensmesterskaber og lignende. Så der er mange store ro-oplevelser igennem årene.”
-Du ror ikke mere. Hvorfor ikke?
”Nej. Det burde jeg jo gøre. Den dårlige undskyldning er jo, at man ikke har tid. Selvfølgelig har man tid. Det kan man jo bare sætte af. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke ror. Der gik jo nogle år, hvor jeg var formand for Købenavnskredsen, og på det tidspunkt syntes jeg, det var vigtigere at få kredsen i gear, end at ro. Især efter at kredsene blev nedlagt. Det gav en hel del ekstraarbejde. Jeg er måske mere den type, der går ude i kulissen og laver et stykke arbejde. Det kan jeg godt lide. Men jeg burde jo nok ro igen, og det kan jo være, at jeg kommer i gang igen på mine gamle dage.”
-Du er journalist. Hvorfor valgte du lige den uddannelse?
Jeg har altid godt kunnet lide at skrive. Jeg har en teori om, at det ligger i mine gener. Mine oldefars brødre var Henrik Cavling og Frejlif Olsen. Begge var jo anerkendte redaktører af henholdsvis Politiken og Ekstra Bladet. Og ja, Henrik Cavling er ham, der lægger navn og "krop" til Cavling-prisen. Det har altid ligget til mig at skrive – jeg elsker at skrive og fortælle historier. Jeg suger meget til mig, når jeg er ude. Jeg kan også godt lide at tage billeder. Jeg er nysgerrig. Hvad venter der henne om det næste hjørne, og så kan jeg lide at se på folk.
Jeg kom ind i journalist-faget lidt af bagvejen. Historien er faktisk meget sjov. En af Danmarks rotrænere kom hjem fra OL i Atlanta og fortalte historien om Bjarne Riis og Anne Dorthe Tanderup – og jeg sugede til mig, og spurgte ind til flere spændende historier fra OL. Samtidigt søgte Allerkoncernen en journalist til et blad, der hed ”Kig Ind”. På det tidspunkt var ”Kig Ind” et ret anerkendt ugeblad. Jeg søgte stillingen, og kom ind til samtale, og under denne samtale nævnte jeg de historier, jeg via rotræneren havde hørt fra Atlanta. Jeg fik jobbet med det samme, og forsidehistorien var hjemme. Jeg var på Alller i flere år, og stod for mange forsidebaskere, og blev hofreporter. Da jeg var færdig der, startede jeg for mig selv med billedbureauet Focus Royal, og hjemmesiden Fokus Rowing. Jeg har også været freelancejournalist på blandt andet Lolland Falsters Folketidende og Sjællandske Medier med faste nyheder om de kongelige. Jeg har, som journalist, haft mange store oplevelser, blandt andet var jeg med til at dække kronprinseparrets bryllup. Det var stort. De kongelige har stadig en meget stor plads i mit hjerte.”
”Som journalist kan du også meget let havne i en loyalitetskonflikt. Skal man please sin egen klub eller skrive sandheden? Der er jo ingen klubber eller institutioner, der kører fejlfrit igennem, og man lærer jo ingenting af at tie tingene ihjel.” Mette Bacher. Foto Leif Thygesen
-Når du skriver kommer du jo ned i detaljen. Der er bund i dine artikler, og du tager ofte læserne med tilbage i historien. Men din journalistik kan jo også være meget kommenterende. I journalistikken skelner man mellem ”news” og ”views”- altså hvad er nyheden, og hvad er kommentaren til nyheden. Når du skriver en artikel, er du så bevidst om, hvad der er nyheden, og hvad der er Mettes holdning til nyheden?
”Jeg prøver – men jeg synes godt, man kan gå til stregen, men man skal ikke gå over den. Jeg prøver at lade være med at kommentere, men det er noget af en balancekunst. Generelt synes jeg, at jeg beskriver som tingene er – og det synes jeg, man skal gøre. Som journalist stiller man jo spørgsmål, men det skal helst ikke være ubehageligt for folk. Hvis man for eksempel taler med en roer, der overvejer at trække sig fra landsholdet, så er det jo en stor beslutning og samtidigt en fed historie. Men når vedkommende endnu ikke er sikker, så skal man ikke skrive det. Man skal vente til den pågældende er klar til selv at fortælle historien. Som journalist kan du også meget let havne i en loyalitetskonflikt. Skal man please sin egen klub eller skrive sandheden? Der er jo ingen klubber eller institutioner, der kører fejlfrit igennem, og man lærer jo ingenting af at tie tingene ihjel. Det er min overbevisning, at man også bør skrive om de fejl, der sker – også i ens egen klub. Men det er også vigtigt, at man ikke hænger folk ud.”
-Du er jo kendt for at have stærke meninger om, hvordan tingene bør foregå. Lige pt. sidder du i Københavnskredsens bestyrelse, men hvorfor har du aldrig stillet op til Dansk Forening for Rosports hovedbestyrelse?
”Ha! – så blev der stille. Øhhhhh… Jeg vil hellere sidde længere nede i systemet. Jeg kan godt lide at præge tingene, men det er ikke altid lige let, det kræver meget arbejde. Man får jo også nogle hug, hvis man har meninger, der er anderledes. Og jeg har fået en del hug. I dansk roning er vi meget konservative, og alle skal helst holde sig på dydens smalle sti. Man må ikke lige som vælge en anden sti, og komme med gode ideer. Det er der nogen, der ikke bryder sig om. Siger man sin mening, er man ikke længere velkommen. Jeg kunne jo godt have søgt nogle jobs, men har fravalgt det, fordi jeg på forhånd har følt mig diskvalificeret. Jeg tror holdningen er: ”Nej vi gider ikke have hende konen ind med alle sine fikse ideer.” Men er man smart, tager man folk ind, der tænker anderledes. Det giver noget krydderi til organisationen. Det er jo kendt, at mange store firmaer tager anderledes tænkende folk ind for at udvikle firmaet.
Men nu da vi taler om organisation, skal jeg da ikke undlade at sige, at jeg synes, det var en skuffelse, at man nedlagde kredsene. Det irriterer mig. Og jeg synes, man skal rette op på det igen. Da kredsene eksisterede havde man indflydelse i toppen af dansk roning – det har man ikke længere. Kredsformændene sad med til bords med hovedbestyrelsen, og var med til at præge billedet. Det er jeg skuffet over, man ikke kan mere. Der er blevet meget langt fra roerne i klubberne til hovedbestyrelsen.
Men jeg har da selv på et tidspunkt været en del af ro-organisationen. Jeg var pressechef i tre år i DFfR. Det var et job, jeg holdt meget af. Jeg synes selv, at jeg var i stand til at skille tingene ad, men jeg oplevede da presset fra organisationen, og man havde ikke altid sin frihed som journalist. Der var ting, der ikke skulle skrives, og det brød jeg mig ikke om – vi har jo ytringsfrihed. Jeg synes, det var et problem og kaldte det censur. Man nedlagde jo også debatforummet på roning.dk, og det synes jeg var forkert. Men der sad nogle roledere med den holdning, at der skulle ikke være kritik, og det hele skulle se pænt ud, men pænhed kan være dræbende. Når meninger og holdninger brydes, får vi udviklingen. Selvfølgelig skal man være loyal overfor sin arbejdsgiver – loyal som journalisterne er det overfor den avis, som de er ansat på. Det ved jeg, at jeg kan leve op til, men det var svært at arbejde for DFfR, for det skulle hele tiden være ”suppe, steg og is” og det er det ikke altid.”
Jeg har, for noget tid siden erfaret, at et par roledere indstillede mig til DFfR´s ærestegn. Men det blev afvist af HB. Det kan jeg sagtens leve med, men kan dog ikke lade være med at få den tanke, at det kan være noget personligt, fremfor at man vægter indsatsen fra samme person. Nogen får ærestegnet for ganske få opgaver over en kort periode. For mig har det været en livslang interesse, der blandt andet har givet rosporten en ret omfattende eksponering igennem mange, mange år. Men skidt/pyt - det kommer ikke bag på mig...
”Jeg prøver – men jeg synes godt, man kan gå til stregen, men man skal ikke gå over den. Jeg prøver at lade være med at kommentere, men det er noget af en balancekunst. Generelt synes jeg, at jeg beskriver som tingene er – og det synes jeg, man skal gøre. Som journalist stiller man jo spørgsmål, men det skal helst ikke være ubehageligt for folk. Hvis man for eksempel taler med en roer, der overvejer at trække sig fra landsholdet, så er det jo en stor beslutning og samtidigt en fed historie. Men når vedkommende endnu ikke er sikker, så skal man ikke skrive det. Man skal vente til den pågældende er klar til selv at fortælle historien. Som journalist kan du også meget let havne i en loyalitetskonflikt. Skal man please sin egen klub eller skrive sandheden? Der er jo ingen klubber eller institutioner, der kører fejlfrit igennem, og man lærer jo ingenting af at tie tingene ihjel. Det er min overbevisning, at man også bør skrive om de fejl, der sker – også i ens egen klub. Men det er også vigtigt, at man ikke hænger folk ud.”
-Du er jo kendt for at have stærke meninger om, hvordan tingene bør foregå. Lige pt. sidder du i Københavnskredsens bestyrelse, men hvorfor har du aldrig stillet op til Dansk Forening for Rosports hovedbestyrelse?
”Ha! – så blev der stille. Øhhhhh… Jeg vil hellere sidde længere nede i systemet. Jeg kan godt lide at præge tingene, men det er ikke altid lige let, det kræver meget arbejde. Man får jo også nogle hug, hvis man har meninger, der er anderledes. Og jeg har fået en del hug. I dansk roning er vi meget konservative, og alle skal helst holde sig på dydens smalle sti. Man må ikke lige som vælge en anden sti, og komme med gode ideer. Det er der nogen, der ikke bryder sig om. Siger man sin mening, er man ikke længere velkommen. Jeg kunne jo godt have søgt nogle jobs, men har fravalgt det, fordi jeg på forhånd har følt mig diskvalificeret. Jeg tror holdningen er: ”Nej vi gider ikke have hende konen ind med alle sine fikse ideer.” Men er man smart, tager man folk ind, der tænker anderledes. Det giver noget krydderi til organisationen. Det er jo kendt, at mange store firmaer tager anderledes tænkende folk ind for at udvikle firmaet.
Men nu da vi taler om organisation, skal jeg da ikke undlade at sige, at jeg synes, det var en skuffelse, at man nedlagde kredsene. Det irriterer mig. Og jeg synes, man skal rette op på det igen. Da kredsene eksisterede havde man indflydelse i toppen af dansk roning – det har man ikke længere. Kredsformændene sad med til bords med hovedbestyrelsen, og var med til at præge billedet. Det er jeg skuffet over, man ikke kan mere. Der er blevet meget langt fra roerne i klubberne til hovedbestyrelsen.
Men jeg har da selv på et tidspunkt været en del af ro-organisationen. Jeg var pressechef i tre år i DFfR. Det var et job, jeg holdt meget af. Jeg synes selv, at jeg var i stand til at skille tingene ad, men jeg oplevede da presset fra organisationen, og man havde ikke altid sin frihed som journalist. Der var ting, der ikke skulle skrives, og det brød jeg mig ikke om – vi har jo ytringsfrihed. Jeg synes, det var et problem og kaldte det censur. Man nedlagde jo også debatforummet på roning.dk, og det synes jeg var forkert. Men der sad nogle roledere med den holdning, at der skulle ikke være kritik, og det hele skulle se pænt ud, men pænhed kan være dræbende. Når meninger og holdninger brydes, får vi udviklingen. Selvfølgelig skal man være loyal overfor sin arbejdsgiver – loyal som journalisterne er det overfor den avis, som de er ansat på. Det ved jeg, at jeg kan leve op til, men det var svært at arbejde for DFfR, for det skulle hele tiden være ”suppe, steg og is” og det er det ikke altid.”
Jeg har, for noget tid siden erfaret, at et par roledere indstillede mig til DFfR´s ærestegn. Men det blev afvist af HB. Det kan jeg sagtens leve med, men kan dog ikke lade være med at få den tanke, at det kan være noget personligt, fremfor at man vægter indsatsen fra samme person. Nogen får ærestegnet for ganske få opgaver over en kort periode. For mig har det været en livslang interesse, der blandt andet har givet rosporten en ret omfattende eksponering igennem mange, mange år. Men skidt/pyt - det kommer ikke bag på mig...
”Jeg har et lyst sind, men jeg kan godt blive såret, når jeg føler mig uretfærdig behandlet.” Mette Bacher. Foto Leif Thygesen
-Du har jo en imponerende produktion af bøger, artikler, årbøger og meget andet bag dig. Hvis vi holder os til roningen, hvad er så den bedste historie, du har skrevet?
Der er jo flere. Men mere generelt - Det med at få nyhederne hjem som de første, det er jo suverænt. Det kan man leve højt på længe. For eksempel da Mads og Rasmus efter en kikset kvalifikation alligevel kom til OL via en indviklet regel om diversitet. Her havde roinfo historien først. Vi bragte den om aftenen, lækkede den til DR, og næste morgen var den i de landsdækkende medier.
Men det behøver ikke at handle om den absolutte elite, og være meget store nyheder. Jeg synes, for eksempel det er pragtfuldt, når en Margit Haahr Hansen henvender sig til roinfo og fortæller, at nu skal vi afsted til det og det. Det er så spændende at følge op på det. Der er ingen, der siger, at det er den bedste historie og den største nyhed, men jeg kan godt lide at være først med nyhederne. Jeg er ubeskeden nok til at mene, at det er lykkedes for os på roinfo flere gange. Det, synes jeg, er sjovt.”
Der er jo flere. Men mere generelt - Det med at få nyhederne hjem som de første, det er jo suverænt. Det kan man leve højt på længe. For eksempel da Mads og Rasmus efter en kikset kvalifikation alligevel kom til OL via en indviklet regel om diversitet. Her havde roinfo historien først. Vi bragte den om aftenen, lækkede den til DR, og næste morgen var den i de landsdækkende medier.
Men det behøver ikke at handle om den absolutte elite, og være meget store nyheder. Jeg synes, for eksempel det er pragtfuldt, når en Margit Haahr Hansen henvender sig til roinfo og fortæller, at nu skal vi afsted til det og det. Det er så spændende at følge op på det. Der er ingen, der siger, at det er den bedste historie og den største nyhed, men jeg kan godt lide at være først med nyhederne. Jeg er ubeskeden nok til at mene, at det er lykkedes for os på roinfo flere gange. Det, synes jeg, er sjovt.”
Sådan kender roerne Mette Bacher. Midt i begivenhedernes centrum på jagt efter det gode billede og den spændende historie. Foto Leif Thygesen
-Du er jo journalist og skal ofte beskrive andre. Hvis du nu skal beskrive dig selv, hvilke tre tillægsord vil du så sætte på Mette Bacher?
”Hold da op!” – lang pause – ”Det er sgu´ da svært. Jo, jeg er dedikeret. Jeg er åben, og så synes jeg også, at jeg er flittig. Jeg har et lyst sind, men jeg kan godt blive såret, når jeg føler mig uretfærdig behandlet.”
-Hvordan slapper Mette Bacher af?
Jeg ser nogle gode film og hører noget god musik. Men ellers elsker jeg at køre på landevejene med både til og fra regattaer, og så hygger jeg mig meget med at sidde med noget guf og et glas vin og skrive om roning, men det kan man jo desværre ikke leve af.”
-Skriver du for din egen skyld eller for roernes skyld?
”Blandet, men jeg kan se, at det jeg skriver bliver læst. Jeg kan godt lide at fortælle en historie, og ser man på den danske roverdenen, så er historierne der. Historierne ligger der, hver eneste dag. I hver eneste klub er der en historie, og alle roere har en historie. Jeg holder meget af at få nogle af disse historier om roklubberne og roerne frem. At skrive er jo også på en måde at dele sin egen nysgerrighed med nogen.”
[email protected]
”Hold da op!” – lang pause – ”Det er sgu´ da svært. Jo, jeg er dedikeret. Jeg er åben, og så synes jeg også, at jeg er flittig. Jeg har et lyst sind, men jeg kan godt blive såret, når jeg føler mig uretfærdig behandlet.”
-Hvordan slapper Mette Bacher af?
Jeg ser nogle gode film og hører noget god musik. Men ellers elsker jeg at køre på landevejene med både til og fra regattaer, og så hygger jeg mig meget med at sidde med noget guf og et glas vin og skrive om roning, men det kan man jo desværre ikke leve af.”
-Skriver du for din egen skyld eller for roernes skyld?
”Blandet, men jeg kan se, at det jeg skriver bliver læst. Jeg kan godt lide at fortælle en historie, og ser man på den danske roverdenen, så er historierne der. Historierne ligger der, hver eneste dag. I hver eneste klub er der en historie, og alle roere har en historie. Jeg holder meget af at få nogle af disse historier om roklubberne og roerne frem. At skrive er jo også på en måde at dele sin egen nysgerrighed med nogen.”
[email protected]
Mette Bacher Blå Bog
Mette Bacher, medlem af Danske Studenters Roklub, begyndte at ro i 1969 i Lyngby Dameroklub, Juniorlandsholdet for KVIK i 1975, FM i 2- og 4-åres inrigger, DSR, over 2000 meter i 1992. Professionel bådtransportør siden 1976. Journalist- og hofreporter hos ALLER 1998-2000, Kommentator: Roning og Wild Water på Eurosport 2000-2006, Lolland-Falsters Folketidende 2002-2004, Hofreporter, Sjællandske Medier 2003-2009, Pressechef for DFfR og Danmarks Rocenter 2002-2006, Stifter af billedbureauet Focus Royal 2005, stifter og ejer af webshop Nostalgihuset.dk i 2009, forfatter til en række royale bøger, et par sportsbiografier og leverandør af et kapitel om guldfireren anno 1996 til en OL-bog. Øvrige ro-kuriositeter: Tidl. ungdomsleder i LF-Kredsen, Formand for Københavnskredsen 2011-2015, bestyrelsesmedlem i Københavnskredsen siden 1990 -, speaker ved danske regattaer, bl.a: Sorø, Bagsværd og Maribo, siden 1990. Redaktør på roinfo siden 2014.
Mette Bacher, medlem af Danske Studenters Roklub, begyndte at ro i 1969 i Lyngby Dameroklub, Juniorlandsholdet for KVIK i 1975, FM i 2- og 4-åres inrigger, DSR, over 2000 meter i 1992. Professionel bådtransportør siden 1976. Journalist- og hofreporter hos ALLER 1998-2000, Kommentator: Roning og Wild Water på Eurosport 2000-2006, Lolland-Falsters Folketidende 2002-2004, Hofreporter, Sjællandske Medier 2003-2009, Pressechef for DFfR og Danmarks Rocenter 2002-2006, Stifter af billedbureauet Focus Royal 2005, stifter og ejer af webshop Nostalgihuset.dk i 2009, forfatter til en række royale bøger, et par sportsbiografier og leverandør af et kapitel om guldfireren anno 1996 til en OL-bog. Øvrige ro-kuriositeter: Tidl. ungdomsleder i LF-Kredsen, Formand for Københavnskredsen 2011-2015, bestyrelsesmedlem i Københavnskredsen siden 1990 -, speaker ved danske regattaer, bl.a: Sorø, Bagsværd og Maribo, siden 1990. Redaktør på roinfo siden 2014.
Mette Bachers egne yndlingsbilleder – taget af Mette Bacher
Mette fortæller: I min verden, skal et billede fortælle en historie. Der må gerne være action over det - eller drama. Det kan betyde, at billedet i sig selv viser hele historien. Her er det tre mænd, der ved indendørs-DM i 2014, alle kommer i mål på samme hurtige tid: 5.57.2. Sverri Nielsen, Sophus Johannesen og Frank Steffensen. Det udløser naturligvis tre store flasker boblevand, og så fyres der løs...
Eller billedet, hvor stroken, Emil Espensen, stanger en ugle lige efter målstregen ved DM i 2017 Det er et totalt actionbillede.
RSS-feed