Tekst og foto Mette Bacher
En dygtig roleder - og en kær ro-veninde, Merete Leisted Busk, er i morges sovet ind, efter kort tids sygdom.
Det er ikke mere, end godt ½ år siden, opringningen fra Merete kom en formiddag, og jeg nåede ikke lige i første omgang at tage telefonen. Jeg ville ringe til hende senere på dagen, men hun havde indtalt en besked, der lød ildevarslende. En sprød stemme sagde: - Mette, det er Merete, jeg har noget, jeg skal fortælle dig. Det er ikke så godt, vil du ikke nok ringe til mig?
En dygtig roleder - og en kær ro-veninde, Merete Leisted Busk, er i morges sovet ind, efter kort tids sygdom.
Det er ikke mere, end godt ½ år siden, opringningen fra Merete kom en formiddag, og jeg nåede ikke lige i første omgang at tage telefonen. Jeg ville ringe til hende senere på dagen, men hun havde indtalt en besked, der lød ildevarslende. En sprød stemme sagde: - Mette, det er Merete, jeg har noget, jeg skal fortælle dig. Det er ikke så godt, vil du ikke nok ringe til mig?
Hendes melding lød ikke så frisk, som ellers, når Merete og jeg talte i telefonen sammen, og kunne bruge en time - eller længere tid - på at tale om dansk roning.
Jeg kontaktede derfor straks Merete, og her lød det: - Jeg er blevet undersøgt, fordi jeg har haft en forfærdelig hovedpine, og været svimmel, mens jeg også har haft svært ved at holde balancen. Lægerne har fundet ud af, at der sidder noget i hovedet og trykker, og det er ikke godt, lød det fra en sprød, og tydeligvis chokeret Merete, der fortsatte: - De har fortalt mig, at jeg ikke engang har noget valg, det hedder behandlinger, som jeg naturligvis ikke er meget for, men hvis jeg ikke siger ja, så går det den anden vej, siger de.
Det blev til en lang samtale, hvor hun fortalte, og jeg lyttede, for det var der et behov for. Med et var hendes situation blevet ændret til noget helt andet, end livet med roningen, som ellers var hele familien Busks omdrejningspunkt igennem årtier.
Merete Busk har altid klaret tingene med rettidigt omhu, og ikke mindst det store arbejde med Sorø Regattaen, som hun var indbegrebet af. - Nu skal jeg ringe til Tommy Knudsen fra Regattaforeningen, og bede ham kigge forbi, så jeg kan fortælle ham, at jeg er nødt til at trække mig, som hjælper ved regattaen, og jeg skal nu overdrage mine ting til ham, lød det, og det lå hende meget på sinde under denne samtale.
I tiden derefter blev det til ugentlige snakke, om skæbnen, familien, og hvad der mon nu skulle ske. Roningen blev en sekundær ting, men var naturligvis også et emne ind imellem, når vi talte om Gert, en af Danmarks dygtigste rotrænere med mange, mange topresultater bag sig, og ikke mindst, Meretes ægtemand, der nu var blevet træner i Ringsted Roklub. Det gav nemlig et også på en måde et tiltrængt afbræk fra den triste skæbne, der nu var overgået familien.
Men det var Sorø Roklub, der var Merete og Gerts andet liv, et liv, præget af dygtighed, og en total fokusering på unge mennesker, som blev introduceret til rosporten på bedste vis. Merete, som formand for den sjællandske klub i mange, mange år, og med hendes mand, som cheftræner. Sorø Roklub blev for mange år siden indskrevet på ro-verdenskortet med stribevis af topplaceringer, hvor her skal nævnes, Trine Hansens OL-bronzemedalje og Verdensmesterskab, og på det hjemlige plan den dag, hvor Sorø Roklub vandt Danmarksmesterskabet i mændenes otter på Maribo Sø.
Merete og Gert kunne det, som mange andre, kan have svært ved i vores - rosportens verden - og det er at træde til side, og få skubbet de unge frem i forreste række i et sundt og dejligt miljø. Deres indsats for dansk roning har været helt unikt, og dét, som et flot makkerskab mellem formand og træner. Også børnene, Malene, og Hans Peter har vist klasse på kaproningsbanerne.
For fem år siden sluttede denne succeshistorie ganske brat. Nogle medlemmer af Sorø Roklub ville noget helt andet, og gå i en anden retning, end Busk-ægteparret, og på årets generalforsamling lagde Merete Busk nøglen til roklubben, og forlod generalforsamlingen med sin familie.
Sjællandskes artikel om de nærmere omstændigheder, kan læses her:
https://sn.dk/Soroe/Fyret-efter-37-aar-Det-var-maaden-det-blev-gjort-paa/artikel/448873sn.dk/Soroe/Fyret-efter-37-aar-Det-var-maaden-det-blev-gjort-paa/artikel/448873
Det var som om denne dag blev skæbnesvanger for Merete og Gert. Med ét sluttede deres liv og dedikation for Sorø Roklub så pludseligt, og det var tydeligt at mærke, at bitterheden ofte, og helt forståeligt, tog over. Det var ikke helt, som før, men efter noget tid genoptog parret deres romæssige del af karrieren på en ganske anden måde, selvom det aldrig blev det samme, som storhedstiden i Sorø Roklub.
Merete Busk fortsatte med at ro lidt mastersroning med roere fra andre klubber, og Gert prøvede trænergerningen af i nabobyen, Ringsted, hvor han er i dag, og hvor roerne her fra, ikke overraskende, gør det ganske godt.
Jeg kontaktede derfor straks Merete, og her lød det: - Jeg er blevet undersøgt, fordi jeg har haft en forfærdelig hovedpine, og været svimmel, mens jeg også har haft svært ved at holde balancen. Lægerne har fundet ud af, at der sidder noget i hovedet og trykker, og det er ikke godt, lød det fra en sprød, og tydeligvis chokeret Merete, der fortsatte: - De har fortalt mig, at jeg ikke engang har noget valg, det hedder behandlinger, som jeg naturligvis ikke er meget for, men hvis jeg ikke siger ja, så går det den anden vej, siger de.
Det blev til en lang samtale, hvor hun fortalte, og jeg lyttede, for det var der et behov for. Med et var hendes situation blevet ændret til noget helt andet, end livet med roningen, som ellers var hele familien Busks omdrejningspunkt igennem årtier.
Merete Busk har altid klaret tingene med rettidigt omhu, og ikke mindst det store arbejde med Sorø Regattaen, som hun var indbegrebet af. - Nu skal jeg ringe til Tommy Knudsen fra Regattaforeningen, og bede ham kigge forbi, så jeg kan fortælle ham, at jeg er nødt til at trække mig, som hjælper ved regattaen, og jeg skal nu overdrage mine ting til ham, lød det, og det lå hende meget på sinde under denne samtale.
I tiden derefter blev det til ugentlige snakke, om skæbnen, familien, og hvad der mon nu skulle ske. Roningen blev en sekundær ting, men var naturligvis også et emne ind imellem, når vi talte om Gert, en af Danmarks dygtigste rotrænere med mange, mange topresultater bag sig, og ikke mindst, Meretes ægtemand, der nu var blevet træner i Ringsted Roklub. Det gav nemlig et også på en måde et tiltrængt afbræk fra den triste skæbne, der nu var overgået familien.
Men det var Sorø Roklub, der var Merete og Gerts andet liv, et liv, præget af dygtighed, og en total fokusering på unge mennesker, som blev introduceret til rosporten på bedste vis. Merete, som formand for den sjællandske klub i mange, mange år, og med hendes mand, som cheftræner. Sorø Roklub blev for mange år siden indskrevet på ro-verdenskortet med stribevis af topplaceringer, hvor her skal nævnes, Trine Hansens OL-bronzemedalje og Verdensmesterskab, og på det hjemlige plan den dag, hvor Sorø Roklub vandt Danmarksmesterskabet i mændenes otter på Maribo Sø.
Merete og Gert kunne det, som mange andre, kan have svært ved i vores - rosportens verden - og det er at træde til side, og få skubbet de unge frem i forreste række i et sundt og dejligt miljø. Deres indsats for dansk roning har været helt unikt, og dét, som et flot makkerskab mellem formand og træner. Også børnene, Malene, og Hans Peter har vist klasse på kaproningsbanerne.
For fem år siden sluttede denne succeshistorie ganske brat. Nogle medlemmer af Sorø Roklub ville noget helt andet, og gå i en anden retning, end Busk-ægteparret, og på årets generalforsamling lagde Merete Busk nøglen til roklubben, og forlod generalforsamlingen med sin familie.
Sjællandskes artikel om de nærmere omstændigheder, kan læses her:
https://sn.dk/Soroe/Fyret-efter-37-aar-Det-var-maaden-det-blev-gjort-paa/artikel/448873sn.dk/Soroe/Fyret-efter-37-aar-Det-var-maaden-det-blev-gjort-paa/artikel/448873
Det var som om denne dag blev skæbnesvanger for Merete og Gert. Med ét sluttede deres liv og dedikation for Sorø Roklub så pludseligt, og det var tydeligt at mærke, at bitterheden ofte, og helt forståeligt, tog over. Det var ikke helt, som før, men efter noget tid genoptog parret deres romæssige del af karrieren på en ganske anden måde, selvom det aldrig blev det samme, som storhedstiden i Sorø Roklub.
Merete Busk fortsatte med at ro lidt mastersroning med roere fra andre klubber, og Gert prøvede trænergerningen af i nabobyen, Ringsted, hvor han er i dag, og hvor roerne her fra, ikke overraskende, gør det ganske godt.
Merete Busk blev bidt af mastersroning, og var med ved mange regattaer. Her stroker hun båden i en kombination med Roklubben Furesø. Foto Mette Bacher
Det var en stolt Merete, der i 2018 modtog Melballe Plaquetten i forbindelse med regattafrokosten, da DFfR afviklede Danmarksmesterskaberne på Sorø Sø, hvor hele mesterskabsstævnet var en stor opgave for regattateamet, men hvor Merete Busk, som sædvanlig var med til at løfte denne vigtige opgave. På daværende tidspunkt var der ingen, der anede, at Merete godt et års tid efter ikke skulle være iblandt os mere.
Merete Busk får her overrakt Melballe Plaquetten af DFfRs Formand, Henning Bay Nielsen, i forbindelse med Danmarksmesterskaberne på Sorø Sø i 2018. Foto Mette Bacher
Hun nåede at besøge dette års Sorø Regatta, hvor det var tydeligt at mærke, at Merete livede op, når hun under sine korte besøg på regattakontoret, mødte gamle venner og roere, der kom hen, kun for at hilse på hende og få en snak om vores dejlige sport. Det betød meget for hende.
Parrets datter, Malene, har under hele Meretes sygdomsperiode, været en stor støtte og hjælp for familien, fulgt sin mor til behandlinger, og været kontaktled til behandlerne. Merete Busk var i en periode på Hospice i Dianalund, men for nogle uger siden blev hun indlagt på et plejecenter i Sorø.
Merete Leisted Busk, der blev 73 år, sov stille ind, denne smukke morgen, den 30. november 2019.
Rosporten, og ikke mindst Sorø Roklub, har meget at takke hende for.
Hun vil blive stærkt savnet.
ÆRET VÆRE MERETE LEISTED BUSKs MINDE
Mette Bacher
RSS-feed