84-årige Carl Lomholt, Horsens Roklub, har med 1003 roede kilometer i sæsonen 2016 sat ny personlig rekord for flest roede kilometer i en sæson. Foto Leif Thygesen
84-årige Carl Lomholt, Horsens Roklub, sætter en flot ny
personlig rekord i antal roede kilometer på en sæson
personlig rekord i antal roede kilometer på en sæson
Af Leif Thygesen
Det er aldrig for sent at sætte sig nye mål. Det er 84-årige Carl Lomholt, Horsens Roklub, et særdeles levende bevis på. Carl har roet i over 40 år, og dermed skulle man tro, at Carl havde opnået det, han ville som roer. Men i år, i sæsonen 2016, blev det med 1003 kilometer til en ny personlig rekord i antal roede kilometer.
Det er aldrig for sent at sætte sig nye mål. Det er 84-årige Carl Lomholt, Horsens Roklub, et særdeles levende bevis på. Carl har roet i over 40 år, og dermed skulle man tro, at Carl havde opnået det, han ville som roer. Men i år, i sæsonen 2016, blev det med 1003 kilometer til en ny personlig rekord i antal roede kilometer.
Carl Lomholt i sit es i en robåd, hvor han stroker for Per. Foto Ria Hessler
”Det er første gang jeg runder de 1000 kilometer, men det er nu ikke det, der har været sæsonens primære mål. For mig er det selve roningen, der er det vigtigste. Roning er en dejlig sport. Du kommer tæt på andre mennesker, du kan ro med alle uanset alder, køn og baggrund. Roning er et teamwork, og det nyder jeg. Når man sidder så tæt sammen, som man gør i en robåd, er man en del af et fællesskab - og roning giver jo også mulighed for at tale sammen om andre ting undervejs end lige netop roning. Det nyder jeg meget, og jeg synes, det er meget givende. At tale med andre mennesker og udveksle livserfaringer giver livskvalitet og glæde. Nu må man ikke tro, at vi sidder og skvadrer løs hele tiden. Der er også under roningen tid til eftertanke og at vende nogle af de ting, som optager en lige nu. Især på etter-pladsen i en firer er der tid til eftertænksomhed. Her sidder du i fred og ro og bliver ikke forstyrret af, hvad styrmanden og treeren og fireren taler om."
For Carl Lomholt er en robåd værktøjet til et fællesskab, som Carl beskriver som meget givende. Foto Leif Thygesen
”Hvis jeg er i dårligt humør, er en rotur den helt rigtige medicin, og hvis jeg har tunge og svære beslutninger, der skal tages, sker det ofte under en rotur. En af de store beslutninger jeg har taget i en robåd var, da jeg valgte at gå på pension.
Samtidigt er der jo så sidegevinsterne; naturen, den friske luft og motionen. Når man er nået min alder, er det vigtigt at holde sig i gang, og her er aftalerne med rokammeraterne med til at holde en til ilden, så man ikke bare springer over og finder på undskyldninger for ikke at komme af sted. ”
Samtidigt er der jo så sidegevinsterne; naturen, den friske luft og motionen. Når man er nået min alder, er det vigtigt at holde sig i gang, og her er aftalerne med rokammeraterne med til at holde en til ilden, så man ikke bare springer over og finder på undskyldninger for ikke at komme af sted. ”
Foto Leif Thygesen
Helbredsmæssig er Carl frisk som den havørn, han engang imellem møder på Horsens Fjord. En større rygoperation for et par år siden satte ikke en stopper for roningen. ”Svømmeprøven var efter operationen en udfordring, men den blev løst ved at svømme på ryggen, hvilket der jo ikke er regler imod, ” siger Carl.
Jo, de mange timer ved åren fornægter sig ikke, og Carl er endnu et bevis på, at roning er en enestående idræt, som styrker hele kroppen, og samtidigt holder både krop og sjæl i topform. I Carls tilfælde kan man med særdeles god ret tale om ”en sund sjæl i et sundt legeme ”.
”Med hensyn til natur er Horsens Fjord jo et enestående område. Naturen skifter hele tiden, og der er altid nye oplevelser - og så er fjorden jo et stort område at boltre sig på. Jeg har roet alle mine 1003 kilometer indenfor Horsens Fjord. Jeg har ikke været på langtur, men det behøver jeg heller ikke. Hver rotur på Horsens Fjord er en ny oplevelse.
Jo, de mange timer ved åren fornægter sig ikke, og Carl er endnu et bevis på, at roning er en enestående idræt, som styrker hele kroppen, og samtidigt holder både krop og sjæl i topform. I Carls tilfælde kan man med særdeles god ret tale om ”en sund sjæl i et sundt legeme ”.
”Med hensyn til natur er Horsens Fjord jo et enestående område. Naturen skifter hele tiden, og der er altid nye oplevelser - og så er fjorden jo et stort område at boltre sig på. Jeg har roet alle mine 1003 kilometer indenfor Horsens Fjord. Jeg har ikke været på langtur, men det behøver jeg heller ikke. Hver rotur på Horsens Fjord er en ny oplevelse.
Foto Leif Thygesen
”Jeg startede egentlig med at ro sammen med en flok roere, der kaldte sig ”Mandagsroerne”, men der gik lidt for meget ”hygge” i den, og vi fik ikke roet, så meget som jeg ønskede. Senere kom jeg på et pensionisthold, som blev kaldt ”Advokaterne” – det var nu ikke fordi det udelukkende bestod af advokater, her var roere med vidt forskellig baggrund, men vi havde alle sammen et ønske om at ro gode lange ture.
En typisk rotur for os er på cirka tyve kilometer. Man skal ro rigtigt og gøre noget ud af det. Det skal være sådan, at man kan mærke, man har brugt sig, når man kommer ind, ellers er det jo bare det rene pjat.
Jeg kom i roklubben, fordi min søn Anders var begyndt at ro. Jeg skulle jeg køre ham til roning og fik syn for sagen og blev hurtigt solgt. ”
Carl Lomholt har været præst i 42 år, heraf de sidste 25 i Horsens Statsfængsel. Han er gift med Ingeborg – foreløbig i 56 år, som Carl udtrykker det, og har tre børn. ”Politisk har jeg fundet mit ståsted hos socialdemokraterne”, siger Carl.
”Jeg gik på pension i år 2000 som 68 årig, og det var egentlig i utide. Horsens Statsfængsel lukkede først seks år senere, og det var svært at sige farvel til de mennesker, man kendte. Der var især en fange, der næsten følte sig svigtet, for han havde regnet ud, at han og jeg blev ”løsladt” samtidigt, når jeg fyldte 70. Jo, jeg ønskede egentlig at fortsætte, til jeg blev 70. Men jeg havde et videnskabeligt projekt, som jeg bare måtte lave. Jeg skrev en ph.d. om, hvordan vi behandler samfundets mest udsatte. Det er et problem, der altid har optaget mig. I de første ti år som præst arbejdede jeg i Kirkens Korshær i København blandt sprittere og vagabonder. I 25 år i Horsens Statsfængsel var jeg omgivet af retten og lovmaskinen på godt og ondt – mest på ondt. De mest udsatte - fangerne - var nederst i en pyramide, hvor toppen bestod af et ministerium og et direktorat. Og udgangspunktet for reformer og regler var altid toppen af pyramiden, selvom det i virkeligheden jo handler om de nederste i pyramiden – fangerne.
En typisk rotur for os er på cirka tyve kilometer. Man skal ro rigtigt og gøre noget ud af det. Det skal være sådan, at man kan mærke, man har brugt sig, når man kommer ind, ellers er det jo bare det rene pjat.
Jeg kom i roklubben, fordi min søn Anders var begyndt at ro. Jeg skulle jeg køre ham til roning og fik syn for sagen og blev hurtigt solgt. ”
Carl Lomholt har været præst i 42 år, heraf de sidste 25 i Horsens Statsfængsel. Han er gift med Ingeborg – foreløbig i 56 år, som Carl udtrykker det, og har tre børn. ”Politisk har jeg fundet mit ståsted hos socialdemokraterne”, siger Carl.
”Jeg gik på pension i år 2000 som 68 årig, og det var egentlig i utide. Horsens Statsfængsel lukkede først seks år senere, og det var svært at sige farvel til de mennesker, man kendte. Der var især en fange, der næsten følte sig svigtet, for han havde regnet ud, at han og jeg blev ”løsladt” samtidigt, når jeg fyldte 70. Jo, jeg ønskede egentlig at fortsætte, til jeg blev 70. Men jeg havde et videnskabeligt projekt, som jeg bare måtte lave. Jeg skrev en ph.d. om, hvordan vi behandler samfundets mest udsatte. Det er et problem, der altid har optaget mig. I de første ti år som præst arbejdede jeg i Kirkens Korshær i København blandt sprittere og vagabonder. I 25 år i Horsens Statsfængsel var jeg omgivet af retten og lovmaskinen på godt og ondt – mest på ondt. De mest udsatte - fangerne - var nederst i en pyramide, hvor toppen bestod af et ministerium og et direktorat. Og udgangspunktet for reformer og regler var altid toppen af pyramiden, selvom det i virkeligheden jo handler om de nederste i pyramiden – fangerne.
”Udgangspunktet for reformer og regler er altid toppen af pyramiden ministeriet og direktoratet, selvom det i virkeligheden jo handler om de nederste i pyramiden – fangerne. ” Foto Leif Thygesen
”Da jeg studerede teologi, læste jeg om et samfund i det gamle Palæstina, som tog udgangspunkt i de nederste samfundslag - nemlig slaverne, kvinderne og de fremmede – problematikken med de fremmede er jo meget aktuel lige nu. I stedet for hele tiden at fokusere på, hvad der tjener toppen af pyramiden, kan man jo også prøve at starte i den anden ende og sikre rettighederne for de mest udsatte og svage.
Jeg kan godt se, det at skrive en ph.d.-afhandling som 68-årig er lidt underligt og omvendt. Normalt er det jo de unge løver, der starter deres karriere med at skrive en ph.d. Men for mig var det vigtigt – også fordi, at jeg oplevede, at flere af mine venner blev senile og demente - energien forsvandt og livslyset gik ud. Jeg tænkte ved mig selv, at hvis jeg skulle nå det, så var det nu. ”
Man kan mærke, at Carl Lomholt brænder for sin sag. Stemmen og øjnene har fået glød, luften sitrer af entusiasme og næstekærlighed. Der er ingen tvivl om, at Carl Lomholt har et meget stort hjerte for de svage og udsatte, og inden vi i starten af interviewet overhovedet havde fået talt om roning, var Carl godt i gang med at fortælle om sin passion for samfundets svageste. Carl beskriver sig selv som eftertænksom, social og et kristent menneske – ”Nå, kristent menneske skulle jo egentlig være kommet først, ” tilføjer Carl.
Carl Lomholt har aldrig haft nogle tillidserhverv i roklubben. ”Mit arbejde har taget langt det meste af min tid, men jeg har hjulpet til, hvor jeg kunne. ”
Jeg kan godt se, det at skrive en ph.d.-afhandling som 68-årig er lidt underligt og omvendt. Normalt er det jo de unge løver, der starter deres karriere med at skrive en ph.d. Men for mig var det vigtigt – også fordi, at jeg oplevede, at flere af mine venner blev senile og demente - energien forsvandt og livslyset gik ud. Jeg tænkte ved mig selv, at hvis jeg skulle nå det, så var det nu. ”
Man kan mærke, at Carl Lomholt brænder for sin sag. Stemmen og øjnene har fået glød, luften sitrer af entusiasme og næstekærlighed. Der er ingen tvivl om, at Carl Lomholt har et meget stort hjerte for de svage og udsatte, og inden vi i starten af interviewet overhovedet havde fået talt om roning, var Carl godt i gang med at fortælle om sin passion for samfundets svageste. Carl beskriver sig selv som eftertænksom, social og et kristent menneske – ”Nå, kristent menneske skulle jo egentlig være kommet først, ” tilføjer Carl.
Carl Lomholt har aldrig haft nogle tillidserhverv i roklubben. ”Mit arbejde har taget langt det meste af min tid, men jeg har hjulpet til, hvor jeg kunne. ”
”Jeg ved jo ikke om mine åndelige interesser kan interessere roerne, og det skal jo ikke være selvros og pral – jeg skal kunne se mig selv i spejlet, men jeg kan jo ikke tie stille. ” Foto Leif Thygesen
Rundt omkring summer det af aktivitet i Horsens Roklub. Der roes ergometer, og der hygges denne lørdag formiddag i december måned 2016. Interviewet er ved at være slut, og Carl har endelig fået tid til at nyde rundstykket og kaffen, der blev serveret i starten af interviewet, men som i mellemtiden er blevet kold.
”Du skal lægge vægt på roningen og det sportslige ”, siger Carl til Signaturen. Jeg ved jo ikke om mine åndelige interesser kan interessere roerne, og det skal jo ikke væres selvros og pral – jeg skal kunne se mig selv i spejlet, men jeg kan jo ikke tie stille. ”
Signaturen forsikrer Carl om, at han undervejs intet pral eller selvros har hørt, men tværtimod har det været fascinerende at møde et menneske, der brænder for roning og ikke mindst samfundets svageste – og hvem ved, måske står Carls personlige rekord i antal roede kilometer på en sæson ikke så længe, forbedres den allerede i 2017?
lthygesen@youmail.dk
”Du skal lægge vægt på roningen og det sportslige ”, siger Carl til Signaturen. Jeg ved jo ikke om mine åndelige interesser kan interessere roerne, og det skal jo ikke væres selvros og pral – jeg skal kunne se mig selv i spejlet, men jeg kan jo ikke tie stille. ”
Signaturen forsikrer Carl om, at han undervejs intet pral eller selvros har hørt, men tværtimod har det været fascinerende at møde et menneske, der brænder for roning og ikke mindst samfundets svageste – og hvem ved, måske står Carls personlige rekord i antal roede kilometer på en sæson ikke så længe, forbedres den allerede i 2017?
lthygesen@youmail.dk
 | Carl Lomholt med legepladsen, Horsens Fjord, i baggrunden. Foto Leif Thygesen |
RSS-feed