Det er – så vidt roinfo ved – Danmarks eneste roklub med en venteliste. Og nej, det er ikke en venteliste til at ro kajak, men en venteliste til at ro inrigger.
Marstal Roklub har i dag cirka 80 medlemmer, og otte som gerne vil være medlem af roklubben, men som indtil videre må vente, da roklubben ikke har faciliteter til at optage flere medlemmer lige nu. På de sidste tre år har klubben øget sit medlemstal med 18, 14, og 10 nye medlemmer - i alt 42 nye medlemmer. Der er tale om mere end en fordobling af klubbens medlemstal, og ydermere er Marstal Roklub i stand til at holde på de nye medlemmer. Gennemtræk af nye medlemmer opererer man ikke med i den relativt lille klub. Aldersmæssigt ligger de nye medlemmer fra 21 år og opefter. Ud af de 42 nye medlemmer er 4 pensionister. Derudover, bliver der produktudviklet. I Marstal ligger HF & VUC FYN Ærø. Roklubben vil nu lave et struktureret tilbud til de unge mennesker. De kan komme til fast roning to gange om ugen og ro-ergometertræning om vinteren”. Vi andre er roere, men de nye unge vil vi give tilbuddet om at ”gå til roning”, siger Marstal Roklubs fungerende formand Anne Haase.
Klubben råder over seks inriggere, tre firere og tre toere, og en ny toer er bestilt.
Marstal Roklub er i virkeligheden en afdeling af Marstal Sejlklub og holder til i et hus ved siden af sejlklubben. Faciliteterne er ikke prangende, så det kan ikke være det, der lokker de nye medlemmer til. Roinfo tog en tur til Ærø og mødte Marstal Roklubs næstformand, Anne Haase, der lige nu er fungerende formand – og det blev et fascinerende møde, hvor normerne for et normalt interview slet ikke slog til. Det, der skulle være et interview, udviklede sig fra Annes side til en kærlighedserklæring til roning og Marstal Roklub. Strukturen i et interview med spørgsmål og svar smuldrede lige så stille og roligt til noget som var større. En ildsjæl er ifølge ordbogen ”en person der udviser brændende entusiasme eller stor begejstring”, men det her var mere. Det var ikke bare entusiasme og begejstring – det var en rendyrket, betingelsesløs og uendelig stor kærlighedserklæring til roning og Marstal Roklub. Ordet engagement har fået en ny gradbøjning: engagement, mere engagement, Anne Haase. Anne Haase er billedligt talt en ildsjæl i lys lue.
Anne Haase sagde flere gange undervejs i samtalen med roinfo, at ”nu skal det ikke handle om mig, men om Marstal Roklub”, men det er umuligt at skrive om Marstal Roklub uden at skrive om Anne Haases engagement i klubben. Signaturens kæreste, Mette Bisgaard, som overværede samtalen, sagde efterfølgende: ”Jeg fik lyst til at melde mig i Marstal Roklub. Alle roklubber skulle have en Anne” og det var meget rammende.
For at se nærmere på, hvad det er de gør i Marstal Roklub i dag, er det nødvendigt at se nogle år tilbage. Foreningen bestod af tidligere sø-kaptajner og andre, der var gået på pension. Aktiviteterne lå for det meste i arbejdstiden, og der var faste traditioner, som blev holdt i hævd - traditioner der mere eller mindre udelukkede folk, der var i arbejde, fra klubben. I de senere år er nye friske vinde så blæst gennem Marstal Roklubs lille hus på havnen. Ro-aktiviteterne er flyttet til tidspunkter så også de, der arbejder, har mulighed for at deltage, der er gjort et stykke aktivt arbejde for at skaffe nye medlemmer, og der arbejdes målbevidst på fællesskabet i klubben.
For at få nye medlemmer begyndte man at avertere i Facebookgruppen ”Oplev mit Ærø”. Det gav nye medlemmer, og i dag får Marstal Roklub nye medlemmer fra hele Ærø og ikke bare fra Marstal og omegn. Samtidig begyndte man bevidst at arbejde med fællesskabet. Paradoksalt nok er arbejdet med fællesskabet fokuseret på det enkelte medlem. Det drejer sig om motivation.
”Dansk Forening for Rosport har deres Sølvlårer og Guldårer. Sølvåren opnås ved 1000 roede kilometer og guldåren ved roede 1500 kilometer. I Marstal Roklub lavede vi for tre år siden en Bronzeåre skabt efter en støbning af en sølvåre fra DFfR. Bronzeåren gives til roere, der havde roet 500 kilometer. Jeg synes de 500 kilometer var et realistisk mål at ro, hvis man har fuldtidsarbejde, børn, familie og alt andet”, siger Anne Haase. ”Bronzeåren blev lavet som en motivationsåre. Den lønnede sig. Mange roere bestemte sig for fra april til november at ro 500 kilometer for at få åren hængende om halsen. Det gav så meget mere roning i klubben."
Du bliver fejret af fællesskabet, efterhånden som du når dine mål. Når den enkelte roer har et mål med sin roning, gavner det fællesskabet, da alle trækker i samme retning. Jeg mangler 100 kilometer for at nå 500 kilometer, og du mangler 110 kilometer for at nå 1000. Lad os tage nogle roture sammen. Begejstringen for at nå målet deles af og med fællesskabet. Det giver en klub i harmoni, hvor man har det godt med hinanden samtidig med, at man får roet en masse. ”Vi har flere ritualer. Når en roer når sine 500, 1000 eller 1500 kilometer fylder vi båden eller bådene og tager sammen ud og ror de sidste kilometer. Når bronze, sølv eller guldåren er i mål, stopper vi båden, råber hurra, klæder modtageren af åren ud i enten bronze-, sølv- eller guldtøj og rekvisitter. Her er alt fra guldkroner, bronzeponchoer, sølvtorso lavet af stanniol – i det hele taget alt, hvad fantasien kan opfinde. Der gives beskedne gaver – gerne fra genbrugsforretningerne og åremodtageren lader champagneproppen springe. Dette er en lille ting, men med en kæmpe betydning. Et andet ritual er; når de nye roelever er friroet fejres de, når de kommer i land. Der er dækket op med VANDmelon, SALTstænger, blå ugler og lakridspiber. På tallerkenerne ligger kortet over det farvand de nu må ro i, og så synger vi en sang. Festligheden kommer på Facebook, og der kan alle roere lykønske deres nye ro kammerater.
Disse ritualer og festligheder rygtes, de ses på Facebook og folk tiltrækkes af en motion med havudsigt, naturoplevelser og sved på panden i et stærkt og festligt fællesskab. Vi blander således en aktiv sport med sikkerhed i et uhøjtideligt miljø båret af et godt kammeratskab”.
Nye medlemmer
I Marstal Roklub bliver nye medlemmer så vidt muligt introduceret for hele fællesskabet, og man gør sig meget umage med, at alle føler sig som en del af helheden. Du bliver fejret af fællesskabet, når du har gennemgået instruktionen og dermed er friroet.
Når du er blevet en del af fællesskabet, kan du regne med, at dine ro-venner følger med i din roning, og på en positiv måde kerer sig om dig. Anne fortæller, at hvis det sker, at der går for lang tid, uden at man ser en klubkammerat, så tager man telefonen og fortæller vedkommende, at man savner ham/hende. I andre klubber taler man om medlemspleje – i Marstal Roklub dyrker man medlemspleje af fineste karat.
Fællesskabet løser også praktiske opgaver
Også på andre måder udnytter Marstal Roklub til fulde det gode fællesskab. Som et eksempel på samarbejdet i klubben fortæller Anne om, da klubhuset skulle males. Nogen sørgede for at få lånt en lift gratis, andre skaffede en sponsor til malingen - og så gik vi i gang. Vi malede og malede, og efter blot seks timer havde vi et nymalet klubhus. Det var samarbejde og fællesskab. Samtidig med at vi malede, havde vi det jo sjovt, så en ellers kedelig opgave blev til noget positivt, der styrkede fællesskabet.
Uddannelse af styrmænd
Klubben ligger inde i en stor travl marina, og det kan give trafikale problemer, når man skal ud og ind af havnen. Marstal Roklubs roere skal nærmest krydse en ”sø-motorvej”, når man skal ud at ro, men man sørger for en god uddannelse af roerne og sætter sikkerheden i højsæde. Alle, der sættes til at styre en robåd, har en solid teoretisk og praktisk uddannelse bag sig, inden man overlades ansvaret med at føre båden.
I klubben er det ikke kun motionsroning, der dyrkes. Anne fortæller begejstret om kaproninger mod Rudkøbing. Anne er selv en del af et kaproningshold, der består af seje kvinder, der kalder sig ”Guldmakrellerne” og som elsker at komme ud og få fart under båden, som Anne udtrykker det.
Vi træner hver uge, teknik og kondition. Forbedre og styrker. Vi har fået kontakt til en rigtig dygtig instruktør. Nu tager vi en weekend hos ham i træningslejr. Vi er seriøse og meget målrettet. Tre af roerne skal til Nivå og ro en maraton. Der trænes seriøst. Billedet er kapholdet. Vores mandekapbåd forsøger også at finde steder at prøve sig af. Damebåden har holdt sammen nu på tredje sommer”.
Anne hjælper også sammen med andre med uddannelsen af de nye roere. ”I år har jeg været ude at instruere 83 gange, men der har også været tid til at ro Ærø rundt to gange i træk, en tur på 120 kilometer på tyve timer. I seks timer roede vi i mørke og lanterne hjalp os hjem. Det blev endnu et gyldent minde”, siger Anne - og skynder sig at tilføje, at klubben som sådan i år tilsammen har været Ærø rundt over ti gange. Rent praktisk har Anne indrettet sig således, at hun kan nøjes at arbejde som praktiserende psykolog tre dage om ugen – den øvrige tid bruges på roklubben til roning, instruktion og pleje af fællesskabet.
Den store tilgang af nye medlemmer har givet praktiske udfordringer. En ny båd er på vej, men der er ikke plads til den i bådhallen. At kalde rummet, hvor Marstal Roklub opbevarer deres både, for en bådhal er måske en tilsnigelse – rummet er ikke større end det lige nøjagtigt kan rumme klubbens fem både, her er vel nærmest tale om et bådrum. Men man har en plan om at bygge bagud for at skaffe plads til flere både, og så skal førstesalen på klubhuset renoveres. I dag består førstesalen af noget, der nærmest må beskrives som et pulterrum og så et lille opholdslokale. Der er end ikke indlagt rindende vand i huset, og man må bruge toilettet på havnen, men der er planer om, at sejlklubben rydder deres pulterrum. ”Så vil der være plads til fem ro-ergometre, så kan vi også dyrke den del af rosporten om vinteren indendørs”, siger Anne.
Marianne Stærke blev friroet sommeren 21. Hun roede også denne sommer Ærø rundt to gange. Hun hedder ikke uden grund ”Stærke” til efternavn, fortæller Anne Haase. Foto Marstal Roklub
Marstal Roklub er i år blevet en del af Motionsturneringen, og her rykkede man i juli op i Supermotionsligaen. Det huskede Marstal-roerne naturligvis at give sig selv et ordentligt skulderklap for.
Måske er det her, hele hemmeligheden ligger begravet? - altså ikke i Motionsturneringen, men i den enkelte roers anerkendelse af fællesskabets præstation? At den enkelte roer anerkender klubbens succes, kan vi jo kalde ”Marstal-modellen”. Vejen frem er måske, at vi alle bliver bedre til at rose hinanden, fejre hinanden og glæde os over klubbens succes. I Marstal-modellen dyrkes fællesskabet og helheden i klubben. Hvis vi i andre roklubber fulgte Marstal-modellen kunne vi måske præstere en medlemstilgang magen til Marstal Roklubs?