Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2023
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Celeber aften i DSR: Prinsesse Benedikte og 100 gæster overværede teaterforestillingen "Flygt"

1/10/2018

1 Comment

 
Tekst & Foto: Mette Bacher

Celeber aften i Danske Studenters Roklub

Godt 100 gæster, med Prinsesse Benedikte i spidsen, overværede den gribende teaterforestilling: "Flygt".

Den smukke store sal i Danske Studenters Roklub, var for en aften omdannet til et begivenhedernes centrum, da Det Flydende Teater havde søgt på land, og opførte det gribende stykke: Flygt.
Picture
I god tid før Prinsesse Benediktes ankomst, var de 100 betalende gæster på plads i DSRs store sal. Foto Mette Bacher
På selve dagen, 75 år efter, en ihærdig kaproer fra Danske Studenters Roklub, Herbert Marcus, en kold og blæsende nat fra kysten i Nordsjælland, roede Arne Jacobsen og Poul Henningsen med koner sikkert over Øresund til Sverige.
Irena Tanska, Herbert Marcus´ enke var til stede, og sammen med Hendes Kongelige Højhed, Prinsesse Benedikte, og formand for Danske Studenters Roklub, Kasper Haagensen, overværede de med 100 gæster den flotte og gribende forestilling, som Det Flydende Teater opførte i de smukke rammer i selve Strandvænget 55, hvor Herbert Marcus var aktiv roer igennem mange år.

Picture
Alle, der besøger DSR, bliver mødt af denne mindetavle over klubbens unge medlemmer, der mistede livet under 2. Verdenskrig. I dagens anledning, var en smuk buket blomster placeret nedenfor mindetavlen. Foto Mette Bacher
Picture
H.k.H. Prinsesse Benedikte ankommer forventningsfuld til DSR for at overvære forestillingen: "Flygt". Foto Mette Bacher
Picture
DSRs formand, Kasper Haagensen, følger prinsessen ind i salen. Foto Mette Bacher
Kasper Haagensen bød velkommen med denne tale:

Velkommen til Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Bendikte.

Velkommen til Irena Tanska (Herbert Marcus kone)
Velkommen til Kultur- og Fritidsborgmester Niko Grünfeld
Velkommen til Herbert Pundik
Velkommen til Formand for Dansk Forening for Rosport, Henning Bay
Velkommen alle sammen


 
Jeg vil indlede med at takke teatergruppen Det Flydende Teater for at ville stille op i dag med deres stykke FLYGT, lige som jeg vil takke Michael Kastrupsen som i dag bor i Arne Jacobsens hus, og har hjulpet os med at låne de 3 Svanestole af Fritz Hansen.
Vi skal stille tiden 75 år tilbage. Tyskerne har besat Danmark, og medlemmerne af Danske Studenters Roklub spiller under besættelsen, en ikke uvæsentlig rolle i modstandskampen.
Man ser allerede med det samme, når man kommer ind ad hoveddøren, mindetavlen over de medlemmer som mistede livet under Anden Verdenskrig.

Krigstiden gik hårdt ud over roklubbernes udfoldelser. Man måtte ikke længere blot gå ind ved åben kyst, lige som der senere kom et direkte ro-forbud, som dog blev åbnet lidt igen, og begrænset til  at man kun kunne ro i mellem Slusen i syd og Svanemøllen i nord. Til gengæld blomstrede medlemstilgangen og kom op på over 1.200 medlemmer. Lige som der blev afholdt rigtigt mange langture.
Dette kan man læse mere om på vores hjemmeside.
Picture
Der lyttes intenst til Kasper Haagensens velkomsttale, før forestillingen kunne gå i gang. Foto Mette Bacher
Roklubben Gefion mistede ved en sabotagebrand deres klubhus under krigen, ligesom Roklubben Skjold mistede hele deres bestand af både ved et bombeattentat på Langelinie, hvor de havde klubhus dengang. Begge roklubber fik tilhørssted i DSR efterfølgende, og er i dag vores naboer her i Strandvænget.

DSR gik hellere ikke helt fri for sabotage, og 25. januar 1944 blev DSR’s klubhus udsat for et bombeattentat, hvorved mange både, og en del af bygningen blev ødelagt. Ligesom vi på befrielsesmorgenen d. 5. maj, blev udsat for endnu et attentat, idet klubben blev beskudt med maskingeværer af nogle tyske minefartøjer, der var på vej ud af Kalkbrænderihavnen.

En mængde ruder blev ødelagt, ligesom lofter og vægge på verandaen og i festsalen blev en del beskadiget. Man kan den dag i dag, stadig se et fragment af denne beskydning, på et af vores bronzeskulpturer på verandaen.

Gudmund Schack, som var formand for roklubben under krigen, lagde også sin indsats i frihedskampen. Han var aktivt medlem af ”Holger Danske” og deltog i en række af gruppens aktioner. Også i efterretningssektoren var han aktiv med formidling af meddelelser til London, fra en sender her i DSR.

I besættelsestidens sidste fase, arrangerede han transporter for modstandsbevægelsen, og forsatte med at organisere kørsel for de engelske tropper i flere måneder efter befrielsen. Dette kan man læse i mindeskriftet om Gudmund Schack fra 1988.

I september 1943 advarede overrabbiner Marcus Melchior i synagogen i Krystalgade, om en forestående tysk aktion mod de danske jøder, og den 28-årige ingeniør og kaproer, Herbert Marcus, besluttede straks at flygte, og fik en robåd kørt til stranden ved Skodsborg.

Gudmund Schack fik fremskaffet en lastbil og benzin, så der kunne køres en robåd til Strandmøllen. Bilen blev dog stoppet i første forsøg og til alt held, undersøgte de ikke lasten nærmere. I andet forsøg kom bil og båd frem til Strandmøllen og turen over sundet kunne begynde.

I dag er det præcis 75 år siden, denne unikke bedrift fandt sted. Hvor Danske Studenters Roklubs kaproer Herbert Marcus, roede til Sverige i en hæsblæsende nat, med Arne Jacobsen og Poul Henningsen og deres koner, som på denne måde kom sikkert til Sverige.

Skæbnen ville, at Poul Henningsen tilbage i 1920, uden vederlag, havde tegnet det klubhus som lå i Kalkbrænderihavnen og som er afbilledet i Slyngelstuen.

Forestillingen gik i gang, og gæsterne blev vidner til baggrunden for oplægget til selve turen og hvordan de to par kom i sikkerhed, takket være kaproer Herbert Marcus´ stærke og sikre roning.

Picture
Vi er midt i den farefulde færd over Sundet, og gæsternes intense blikke og alvorlige miner fortæller en del om, hvor udfordrende denne færd var. Foto Mette Bacher
Efter forestillingen takkede Prinsesse Benedikte de dygtige aktører fra "Det Flydende Teater".
Picture
Forestillngen "Flygt" har været opført 93 gange, og det var sidste gang, teaterstykket blev spillet, og det i Danske Studenters Roklub. Foto Mette Bacher
Efter forestillingen bød DSR på en lækker buffet, og så var det tid for en snak om roning og besættelsestiden, blandt andet.
Dem mødte roinfo.dk:

Picture
Journalist og forfatter, Herbert Pundik, og fru Inge Ruth - også kaldet Sussi. Foto Mette Bacher
Picture
HkH Prinsesse Benediktes hofdame, Anne Dorthe Iuel, som blev ansat 1. juni i år, og Stella Haagensen, Lyngby Dameroklub. Hvis nogen skulle være i tvivl, er det hofdamen til venstre. Foto Mette Bacher
Picture
Formand for Dansk Forening for Rosport, Henning Bay Nielsen, og Motionschef i Danske Studenters Roklub og i Københavnskredsen, Marlene Evensen. Foto Mette Bacher
Picture
Irena Tanska, Herbert Marcus´ enke, fik en god samtale med Prinsesse Benedikte. Foto Mette Bacher
Picture
En lækker og stor buffet fik ikke overraskende stor søgning efter forestillingen. Foto Mette Bacher
Picture
Prinsesse Benedikte i en stille stund med en god privat snak med journalist og forfatter Herbert Pundik. Prinsessen holder meget af at være med til arrangementer i Danske Studenters Roklub, og der gik tid, før prinsessen og hofdamen brød op for at køre hjem til lejligheden på Amalienborg. Foto Mette Bacher
Picture
- Det har været en meget dejlig aften, takkede prinsessen, da hun blev fulgt ud til kronebilen af bl. Irena Tanska og Kasper Haagensen. Foto Mette Bacher
1 Comment
Antonie Lauritzen link
2/10/2018 15:33:29

Skøn, skøn, artikel, Mette, fra endnu et pletskud af en fest- og kulturaften i DSR

Reply



Leave a Reply.

    Picture

    Nyheder

    Her finder du:
    - Ronyheder fra Danmark og omegn
    - Portrætinterviews
    - Reportager fra roarrangementer
    - Reportager fra langture
    - Rogossip
    og meget andet

    Arkiv

    Marts 2023
    Februar 2023
    Januar 2023
    December 2022
    November 2022
    Oktober 2022
    September 2022
    August 2022
    Juli 2022
    Juni 2022
    Maj 2022
    April 2022
    Marts 2022
    Februar 2022
    Januar 2022
    December 2021
    November 2021
    Oktober 2021
    September 2021
    August 2021
    Juli 2021
    Juni 2021
    Maj 2021
    April 2021
    Marts 2021
    Februar 2021
    Januar 2021
    December 2020
    Oktober 2020
    September 2020
    August 2020
    Juli 2020
    Juni 2020
    Maj 2020
    April 2020
    Marts 2020
    Februar 2020
    Januar 2020
    December 2019
    November 2019
    Oktober 2019
    September 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    April 2019
    Marts 2019
    Februar 2019
    Januar 2019
    December 2018
    November 2018
    Oktober 2018
    September 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    Marts 2018
    Februar 2018
    Januar 2018
    December 2017
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    Marts 2017
    Februar 2017
    Januar 2017
    December 2016
    November 2016
    Oktober 2016
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    April 2016
    Marts 2016
    Februar 2016
    Januar 2016
    December 2015
    Oktober 2015
    September 2015
    August 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    April 2015
    Marts 2015
    Februar 2015
    Januar 2015
    December 2014
    November 2014
    Oktober 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    April 2014
    Marts 2014
    Februar 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle
    Fotos

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: info@bachers.dk
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: lthygesen@youmail.dk
Copyright© Roinfo.dk