Jeg så på Concept 2´s hjemmeside, at der var nogen, der havde roet 100 kilometer i roergometret og havde en tid for det – så det tog jeg som en udfordring, og så gik jeg i gang. Første gang jeg forsøgte måtte jeg give op efter 80 kilometer. Kroppen ville simpelthen ikke mere. Men den 22. december 2012 kl 06.00 om morgenen satte jeg mig helt alene i ergometret. Jeg havde noget at drikke og lidt og spise klar, og så gik jeg ellers i gang. Drikke- og spisepauserne undervejs var på 20 sekunder, holder man længere pause går displayet på ergometret jo ud, så det var ikke de store lange pauser, der var undervejs. Efter 7 timer og 11 minutter var jeg i mål – fire kilo lettere og en erfaring rigere. Jeg gør det ikke igen.
Brian i sin let genkendelige rodragt. Læs mere om Brian tryk "Read More". Privatfoto
Brian i sin let genkendelige rodragt. Læs mere om Brian tryk "Read More". Privatfoto
Roergometret afløste cyklen
Brian Rene Sørensen, Nyborg Roklub medlem af Nyborg Roklubs bestyrelse som roleder, kaproningschef og lige pt. leder af ronetværk Fyn fortæller om en af de større udfordringer, som han ikke har kunnet lade være med at tage op inden for rosporten. Historien er karakteristisk for den lune Fynbo, der med jævn, rolig stemme og på sygende fynsk fortæller om sine oplevelser som roer. Tingene tages i den rækkefølge de kommer, og der er jo ingen grund til at gøre det mere dramatisk end det i virkeligheden er.
Brian fik egentlig roningen ind med modermælken. Brians mor, far og onkler var alle aktive roere i Skanderborg, hvor faderen og onklerne roede på et frygtet kaproningshold, der blev kaldt for ”Den Gule Fare”, fordi de roede i gule bluser - men Brian blev næsten 40 år inden han første gang sad i en robåd.
Jeg fik rigeligt med motion, så det var ikke nødvendigt at gå til roning. Jeg arbejdede som kleinsmed og havde over 20 kilometer på arbejde. Jeg cyklede frem og tilbage, så hver dag fik jeg kørt cirka 42 kilometer på cyklen – og det havde jeg det godt med. Så skiftede jeg arbejde, til en arbejdsplads der lå betydeligt nærmere min bopæl, og lige pludselig manglede jeg den daglige portion motion. Min mor, der var i Nyborg Roklub, foreslog, at jeg kunne komme i roklubben og ro ergometer, og sådan blev det.
Brian Rene Sørensen, Nyborg Roklub medlem af Nyborg Roklubs bestyrelse som roleder, kaproningschef og lige pt. leder af ronetværk Fyn fortæller om en af de større udfordringer, som han ikke har kunnet lade være med at tage op inden for rosporten. Historien er karakteristisk for den lune Fynbo, der med jævn, rolig stemme og på sygende fynsk fortæller om sine oplevelser som roer. Tingene tages i den rækkefølge de kommer, og der er jo ingen grund til at gøre det mere dramatisk end det i virkeligheden er.
Brian fik egentlig roningen ind med modermælken. Brians mor, far og onkler var alle aktive roere i Skanderborg, hvor faderen og onklerne roede på et frygtet kaproningshold, der blev kaldt for ”Den Gule Fare”, fordi de roede i gule bluser - men Brian blev næsten 40 år inden han første gang sad i en robåd.
Jeg fik rigeligt med motion, så det var ikke nødvendigt at gå til roning. Jeg arbejdede som kleinsmed og havde over 20 kilometer på arbejde. Jeg cyklede frem og tilbage, så hver dag fik jeg kørt cirka 42 kilometer på cyklen – og det havde jeg det godt med. Så skiftede jeg arbejde, til en arbejdsplads der lå betydeligt nærmere min bopæl, og lige pludselig manglede jeg den daglige portion motion. Min mor, der var i Nyborg Roklub, foreslog, at jeg kunne komme i roklubben og ro ergometer, og sådan blev det.
Brian begyndte i roklubben i ergometret, men fik hurtigt interesse for at ro på vandet. Foto Allan Seelk.
”Mor-barn-roning”
I roklubben blev jeg lokket med til DM i ergometer – det var dengang, det blev roet i Kerteminde. Og det gik jo OK, så det næste jeg prøvede var at ro langdistancekaproning. Det første hold jeg kom på var sammen med Morten Nielsen og med min mor som styrmand, så det var jo ”Mor-barn-roning”, siger Brian med et lille grin. Mor og søn der stiller op i konkurrencesport på samme hold er vel heller ikke noget man ser hver dag. For at finde noget lignende skal man vel sammenligne med den legendariske sejlsportsmand Poul Elvstrøm, der sejlede kapsejlads sammen med sin datter. Min mors syn kunne godt være bedre, så hun styrer ikke længere for os, siger Brian. I dag ror Brian så sammen med Charlotte Buchwaldt og Bente Irring.
I roklubben blev jeg lokket med til DM i ergometer – det var dengang, det blev roet i Kerteminde. Og det gik jo OK, så det næste jeg prøvede var at ro langdistancekaproning. Det første hold jeg kom på var sammen med Morten Nielsen og med min mor som styrmand, så det var jo ”Mor-barn-roning”, siger Brian med et lille grin. Mor og søn der stiller op i konkurrencesport på samme hold er vel heller ikke noget man ser hver dag. For at finde noget lignende skal man vel sammenligne med den legendariske sejlsportsmand Poul Elvstrøm, der sejlede kapsejlads sammen med sin datter. Min mors syn kunne godt være bedre, så hun styrer ikke længere for os, siger Brian. I dag ror Brian så sammen med Charlotte Buchwaldt og Bente Irring.
"Mor-barn-roning". Lollands Havørn i Nakskov 2009. Fra venstre Brian Rene Sørensen, Morten Nielsen og Brians mor Alice Sørensen. Foto Leif Thygesen
Min mor er stadig meget aktiv i roklubben. Hun er 80 år gammel, men er først lige gået af som materialeforvalter - og så ror hun stadig på vandet. Efter kun cirka tre år i klubben blev Brian valgt ind i Nyborg Roklubs bestyrelse og har siden da udført et flot stykke arbejde for den østfynske klub. Jeg bruger min stædighed (som jo også kan kaldes målrettethed. Red.) både når jeg træner kaproning, og når jeg arbejder for klubben. Blandt Nyborg Roklubs øvrige medlemmer, er der ingen tvivl: Brian er et populært bestyrelsesmedlem og i det hele taget vellidt for sin imødekommenhed og sit rolige væsen. Brian trækker sin del af læsset for at få Nyborg Roklub til at køre. Og er det egentlig ikke roere som Brian, der er rygraden i de danske roklubber? Ledere der uden de store armbevægelser bare sørger for at tingene fungerer, og så i øvrigt har det godt med det.
Bente Irring, Charlotte Buchwaldt og Brian Rene Sørensen vandt bronze i klassementet i 10 km åben mix i 2013. Her er nyborgenserne ved Port of Copenhagen. Foto Sten Carlsen
Bronze i 10 km åben mix langdistancekaproning
Jeg har holdt ved med langdistancekaproningen og i 2013 var vi så gode og heldige, at vi kunne hjemføre den samlede bronzemedalje i 10 km åben mix. Jeg ror sammen med min kæreste Charlotte Buchwaldt, som jeg også bor sammen med. Tredje roer i båden er Bente Irring. I sommerhalvåret er jeg i roklubben stort set hver dag, og jeg bruger vel over 20 timer om ugen på roning og roklubben. På hjemmefronten kan jeg få tingene til at fungere, fordi Charlotte og jeg er sammen om rosporten. Vi træner meget, men det har jeg det helt fint med.
I 2013 fik jeg scullerret, og nu vil jeg så lære at ro outrigger - helt rigtigt. Jeg har to store mål for den kommende sæson. ”Palæobåden” – som vi kalder vores langdistancehold – skulle meget gerne endnu en gang vinde en medalje i klassementet i 10 km åben mix, og så har vi planer om at deltage i en Master-regatta i München i dobbeltsculler og dobbeltfirer.
Vi træner målrettet og håber at være i topform både på langdistancebanerne og når det går løs i München. Kaproning er jo egentlig ikke så indviklet endda. Man skal jo bare ro stærkere end de andre, konstaterer Brian knastørt.
Jeg har holdt ved med langdistancekaproningen og i 2013 var vi så gode og heldige, at vi kunne hjemføre den samlede bronzemedalje i 10 km åben mix. Jeg ror sammen med min kæreste Charlotte Buchwaldt, som jeg også bor sammen med. Tredje roer i båden er Bente Irring. I sommerhalvåret er jeg i roklubben stort set hver dag, og jeg bruger vel over 20 timer om ugen på roning og roklubben. På hjemmefronten kan jeg få tingene til at fungere, fordi Charlotte og jeg er sammen om rosporten. Vi træner meget, men det har jeg det helt fint med.
I 2013 fik jeg scullerret, og nu vil jeg så lære at ro outrigger - helt rigtigt. Jeg har to store mål for den kommende sæson. ”Palæobåden” – som vi kalder vores langdistancehold – skulle meget gerne endnu en gang vinde en medalje i klassementet i 10 km åben mix, og så har vi planer om at deltage i en Master-regatta i München i dobbeltsculler og dobbeltfirer.
Vi træner målrettet og håber at være i topform både på langdistancebanerne og når det går løs i München. Kaproning er jo egentlig ikke så indviklet endda. Man skal jo bare ro stærkere end de andre, konstaterer Brian knastørt.
Brian er særdeles veluddannet inden for roning. Næste store udfordring - ud over langdistancekaproningerne - er et master stævne i München i slutningen af juli måned. Privatfoto
Brian er særdeles veluddannet i roning
Men ikke alene kaproning står på programmet hos den aktive og flittige nyborggenser. Jeg har roet i cirka syv år, og det har været syv begivenhedsrige år. Jeg har taget alle trænerkurserne både A, B, C og D og så er jeg uddannet rospinningsinstruktør. Jeg har prøvet næsten alt inden for rosporten, og jeg synes lige godt om det hele. Langtur – kaproning – spinning, hver ting har sine fordele. Roning er en herlig sport, der byder på mange forskellige udfordringer. Man kan næsten altid finde på noget nyt – det eneste der kan drille er jo dårligt vejr, og det kan være træls, men så må man jo tage sig en tur i ergometret.
Rospinning har vel givet os 20 – 30 nye medlemmer over de sidste fire år, og når de først er i klubben, er der jo mulighed for at lokke dem med på vandet. Aldersmæssigt fordeler de nye medlemmer sig mellem 30 og 60 år, så der er pæn stor spredning, men det er jo kun godt. For mig er det vigtigste, at alle skal føle sig velkomne. Der vil jo altid være nogen, der ikke passer ind i fællesskabet, men der skal helst være plads til alle.
At komme i roklubben er i øvrigt godt på flere måder. Det er ikke alene god motion og gode sportslige udfordringer. Jeg holder meget af det social, hvor vi mødes i klubben og ror sammen uanset om man er læge, tandlæge, rengøringskone eller kleinsmed. Vi ror og får en god snak, og det er afslappende og er med til at lade batterierne op, så man får ny energi, slutter Brian inden han skal i roklubben for at ro sidste afdeling af 8 GP.
Tekst Leif Thygesen
[email protected]
Men ikke alene kaproning står på programmet hos den aktive og flittige nyborggenser. Jeg har roet i cirka syv år, og det har været syv begivenhedsrige år. Jeg har taget alle trænerkurserne både A, B, C og D og så er jeg uddannet rospinningsinstruktør. Jeg har prøvet næsten alt inden for rosporten, og jeg synes lige godt om det hele. Langtur – kaproning – spinning, hver ting har sine fordele. Roning er en herlig sport, der byder på mange forskellige udfordringer. Man kan næsten altid finde på noget nyt – det eneste der kan drille er jo dårligt vejr, og det kan være træls, men så må man jo tage sig en tur i ergometret.
Rospinning har vel givet os 20 – 30 nye medlemmer over de sidste fire år, og når de først er i klubben, er der jo mulighed for at lokke dem med på vandet. Aldersmæssigt fordeler de nye medlemmer sig mellem 30 og 60 år, så der er pæn stor spredning, men det er jo kun godt. For mig er det vigtigste, at alle skal føle sig velkomne. Der vil jo altid være nogen, der ikke passer ind i fællesskabet, men der skal helst være plads til alle.
At komme i roklubben er i øvrigt godt på flere måder. Det er ikke alene god motion og gode sportslige udfordringer. Jeg holder meget af det social, hvor vi mødes i klubben og ror sammen uanset om man er læge, tandlæge, rengøringskone eller kleinsmed. Vi ror og får en god snak, og det er afslappende og er med til at lade batterierne op, så man får ny energi, slutter Brian inden han skal i roklubben for at ro sidste afdeling af 8 GP.
Tekst Leif Thygesen
[email protected]
RSS-feed