Roinfo skal gøre opmærksom på, at DFfR selv lægger et indslag ud på sin officielle hjemmeside, men at roinfo.dk bringer et indlæg om Hovedgeneralforsamlingen, som vi opfattede det og noterede ned lørdag eftermiddag den 10. marts i Odense.
Der var på forhånd lagt op til en af de måske mere spændende af slagsen, når vi taler Dansk Forening for Rosports Hovedgeneralforsamling, idet der skulle vælges personer ind til tre pladser i hovedbestyrelsen, og fire havde meldt deres kandidatur.
Formand: Henning Bay Nielsen bød velkommen.
Han takkede DFfRs medarbejdere, og roste de medarbejdere, der havde forberedt hovedgeneralforsamlingen. Henning nævnte Anne Meisners opsigelse af jobbet, som sekretariatsleder og bragte en tak til hende overfor de delegerede.
Han nævnte, at DRC´s Sportschef, Finn Trærup-Hansen var tilstede på hovedgeneralforsamlingen, og præsenterede ham: - Hvis I har en drøm om at komme på landsholdet, så kan I henvende jer til Finn, han skriver jer på listen, nævnte Bay Nielsen kækt og med et skævt smil, og denne udtalelse vakte latter hos de fremmødte. Derefter så et: - Kort og godt, Vi elsker bare roning, sluttede DFfRs Formand.
Derefter gik man over til valget af en dirigent, og hovedbestyrelsen foreslog: John Frentz, også kaldet “Tjavs”, og han valgtes uden modkandidater, et utroligt populært valg, idet John Frentz har været dirigent ved hovedgeneralforsamlinger i årevis, og er fremragende. Dirigenten oplyste om, at Hovedbestyrelsen foreslog, at Johnny Rusbjerg, Odense Roklub, skulle vælges, som referent, og det blev han med akklamation. |
Henning Bay Nielsen entrede talerstolen, og fortalte, at det er kutume, at man på årets hovedgeneralforsamling nævner det, hvis en roer, der har varetaget et stort frivilligt arbejde, er gået bort i det forløbne år, og denne gang mindedes man Sorø Regattaens dygtige medarbejder, Ib Stribolt Nielsen, Ringsted Roklub 09.03.1926 - 11.09.2017. Han var tidligere formand for Sjællandskredsen, og havde dermed sæde i Hovedbestyrelsen, men havde tillige flere bestyrelsesposter i Ringsted Roklub fra 1946-1976. Som materielforvalter, og siden som formand.
Igennem flere årtier var Ib Stribolt en flittig medarbejder ved Sorø Regattaen, mens han også blev benyttet som en ganske dygtig som underviser ved materielkurser eller som instruktør på forskellige rekurser rundt om i landet.
- Jeg skal bede forsamlingen rejse sig og ære Ib Stribolt Nielsens minde med 1 minuts stilhed, sagde Henning Bay Nielsen.
Derefter læste Henning en hilsen op, som er sendt til DFfRs protektor, HkH Prinsesse Benedikte.
ABC-holdet
Fremdrift og ideer for 2017, der henvises til årshæftet, udgivet af DFfR.
Der har været mange møder, og mange forhandlinger.
Økonomien til specialforbund beregnes efter strategiske målsætninger, ud fra de 5 spor: Ungdom, voksne, organisation, internationale, faciliteter.
Henning nævner tre powerkvinder, som den kvikke tilhører må betegne, som ABC-holdet: Anne, Birgit, Conny…
Han nævner, at især én skiller sig ud, og afbryder nu sine pluk fra årsberetningen, idet Henning nævner, at Birgit Bech Jensen, der trak sig, som næstformand i slutningen af 2017, skal tildeles DFfRs Ærestegn for sit meget store arbejde i Hovedbestyrelsen og for hele Dansk Roning.
Birgit Bech Jensen bliver, til stående bifald, få minutter inde i generalforsamlingen kaldt op, og modtager ærestegnet, en særdeles populær, og velfortjent hæder.
Han kommer ind på spor 4, International Indflydelse, hvor internationale trends påvirker de nationale beslutninger. Politisk arbejde, konkurrencer, flere DM-løb for kvinder, og at den nye sportschef er en mand med erfaring fra Team Danmark og DIF-systemet. En af de mest erfarne sportschefer, DFfR har fået. Derefter bliver alle aktiviteter listet op, og der er ros til Robattle-pigerne.
Nu giver Henning Bay Nielsen ordet til Torben Thyrén, der er sekretær i Nordisk Roforbund.
Thyrén motiverer for tildelingen af Nordisk Roforbunds Hæderstegn, der skal overrækkes en dygtig leder, der i mange år har været en vigtig del af Nordisk Roforbund, som formand for Victor Hjorts Legat, og selv har uddelt legatet gennem årene til mange dygtige medarbejdere. Torben Thyrén fortæller desuden om Victor Hjorts Legat til fordel for Nordisk Ro-Idræt. - Han er fra Roforeningen KVIK, og har i mange år været med i Nordisk Roforbund, og nu skal han selv have Nordisk Roforbunds Hæderstegn for sit flotte arbejde, som formand for Victor Hjorts Legat.
- Finn Aabye, vil du komme herop og modtage det, siger Torben Thyrén om hæderstegnet, der har været uddelt siden 1912, hvor første modtager var H.K.H. Kronprinsen af Sverige, og sidste gang, en dygtig dansk rodommer modtog hæderstegnet, var i 2016, hvor Lars Christoffersen, Københavns Roklub, var blandt de tre modtagere. |
- Jeg burde måske ikke sige det, og jeg er heller ikke sikker på, om jeg overhovedet får et svar, lød det fra Kate Skavin, - men i min verden bløder dansk roning på flere områder.
- Det er godt med medaljerne, og der er også ros til sportschefen, og vi har et godt sekretariat, der leverer varen. Robattle er en lysende stjerne, og jo flere medarbejdere, man har, desto bedre er det for DFfR.
Men jeg undrer mig, og det virker som om, vi har en svingdør kørende uden stop med de mange folk, der kommer og går. Stærke kvinder er gået i utide, og det er meget tankevækkende, lyder det fra Kate Skavin. - Også at sekretariatslederen er gået i utide. Jeg synes, det er underligt. Man bør gøre sig overvejelser, om hvem, der skal gøre hvad. Jeg tænker, om der er noget galt. Det virker som om, at folk taber gnisten i utide, slutter Kate Skavin. |
Dermed godkendes beretningen.
Beretning fra Ordens- og Amatørudvalget
Formand for Ordens- og Amatørudvalget, Birgitte Simonsen, Vejle Roklub nævnte, at udvalget ikke havde så meget at berette…
- Vi har haft, lad os kalde det en ½ sag, fortalte Birgitte. En indbragt sag gav lidt skriverier, men vedkommende valgte at trække den igen, og derfor vil jeg ikke gå i detaljer med denne sag, som egentlig ikke endte i nogen sag, fortalte Birgitte Simonsen.
Beretningen blev godkendt.
Derefter var der forelæggelse af det reviderede regnskab.
Spørgsmål og kommentarer fra salen:
Mikael Espersen, Bagsværd Roklub, undrede sig over, hvorfor administrationsomkostningerne er så høje. IT-omkostningerne er også høje, hvorfor?
Conny Sørensen svarer, at roportalen ikke er et særligt godt system eller brugervenligt, og der er høje omkostninger ved klubbesøg, blandt andet.
Conny Sørensen fremlægger budgettet, og nævner bl.a. at der er sat penge af til en forbedring af kommunikationen.
Sven Mørk Jensen fra Hadsund Roklub spørger til budgettet i spor 1.
CS svarer, at fødekæden til landsholdet ligger herinde, og at det er besluttet at ofre en del penge på de helt unge roere.
Fastlæggelse af kontingent, og det godkendes uden kommentarer.
Morten fremlægger DM-arbejdsgruppens oplæg for 2020, og fortæller om at 50% kvinder skal med til OL.
Kan HB mon få mandat til at forhandle?
Kasper Haagensen, DSR, - Vi bakker op. Men man bør overveje det ganske nøje, især hvis vi gør for meget opmærksom på DM-finalerne. Opfordrer alle klubber til at vise vilje til at deltage i de finaler, der er tale om. Man kan frygte, at vi kommer til at stå med færre DIF-medaljer en dag. Opfordrer til at følge spor 2.
Thomas Ebert, HB:
Jeg sidder i dansk sejlunions bestyrelse, og har erfaring med, at DIF meldte tilbage, at der skulle flere deltagere med. Det bør vi også se på i rosporten, før vi også går videre med det. Det blev et krav for sejlsporten om 10 både på banen.
HB får mandat til at forhandle med DIF.
KU: Forslag til ændring af kaproningsreglementets § 19, juniorer, om at åbne muligheden for at lade junior B-roere starte i seniorløb på nær DM.
Michael Sørensen, Odense Roklub: - Vi skal huske, at de unge mennesker ikke ror letvægt.
Kasper Haagensen, DSR: - Vi ar talt med vores juniortrænere, det foreslås, at det bliver i en prøveperiode. For pigernes vedkommende måler man sig meget med andre. Mener det bør behandles i 2019-2020. Og vi skal gøre op med os selv, om det er for roerne eller for klubbens skyld?
Pia Brünnich, Dragør Roklub: - God idé med en prøveperiode. Hvorfor skal vores drenge, der vejer 69 kilo, ikke kunne stille op?
Michael Sørensen, Odense Roklub: - Det er grundet sundhed, når vi taler juniorer og letvægt. Vi skal ikke tvinge de unge til at gå i vægt.
Anne Nissen, Roklubben ÆGIR: Man skal passe på med følgevirkning mht. unge og letvægt.
Torben Thyrén, Hvidovre Roklub: Deler fuldstændig Michael Sørensens holdning om letvægt, men ku´ det omvendte så ikke osse gælde, hvis en dreng skal tage 6-7 kilo på? Det må da være det samme.
Michael Sørensen: I Tyskland må U17 ikke stille op i senior.
Kasper Haagensen: - Om det er 2 eller 4 år er ikke det vigtigste for os. Ser helst en prøveperiode.
Anders Møller, Roklubben STEVNS: Man stiller op i letvægtsløbene i Tyskland, og det gør danske klubber jo. Skal vi ikke fastholde dem i sporten?
Der bliver afstemning:
79 stemmer for
13 stemmer blankt
39 stemmer imod
“U19 og U17-roere må deltage i seniorløb, dog ikke i løb, der er udskrevet i letvægt, herunder ved DM. Forslaget er midlertidigt, og skal endeligt behandles ved HGF i 2020.”
Efter frokosten tre oplæg, hvor der efterfølgende vil blive en cafédebat med udvalgte emner, der relaterer DFfRs strategi. Her involveres deltagerne i 25 minutter, hvor man derefter kan gå ud i de relaterede emnegrupper og enten drøfte oplæggene eller melde sig til, som interesseret. Det sker samtidigt med eftermiddagens kaffe/kage-buffet, hvor der kan mingles med øvrige deltagere og oplægsholdere
Robattle v/Ronja Egsmose og Louise Holm
76 klubber har været i berøring med projekter. Stigende interesse for at sætte klubber til skolesamarbejdet.
Der henvises til eksempel, som repræsentanten fra Randers Roklub, fortæller om.
DFfR-strategi 2018-2021 v/Conny Sørensen
Visionsarbejdet blev indledt i 2012.
Strategi Spor 1: Unge
Mål:
Stigning på 10% af medlemmerne, de 13-18-årlige.
Fastholde 200 unge roere årligt v. bla. Internationale regattaer.
721.000 kr. pr. år + 1 årsværk.
Sport 2: Fastholde voksenroere m struktureret træningstilbud.
Resultatmål:
Udvikle værktøjer og samarbejde m. 40 roklubber om implementering.
TD-egenfinansiering af senior A til EM og VM.
Økonomi 419.000 pr. år + ½ års værk.
Spor 3: Organisation og kommunikation
Styrke og samle organisationen til eksekvering af strategi.
Resultatmål:
Etablere 5 strategiske udvalg/styregruppe
Årlige møder i de 10 netværk
5% mere kommunikation årligt.
Økonomi: 179.000 + ½ årsværk.
Spor 4 Internationalt
Styrke og påvirke internationale interesser
Dommerstanden
215.000 kr. pr. år
Spor 5 Faciliteter og miljø
Skabe bedre ro- kano- og kajakfasciliteter og bedre adgang til vand
Resultatmål: En 2000 meter bane og fire lokale støttepunkter
Styrke natur- og miljøpolitisk arbejde særligt, hvor adgangen til vand er truet.
58.000 kr. pr. år.
Klubudvikling - hvorfor er det nødvendigt
v/ Anna Karina Gravad
1) Vi har mistet medlemmer
2) Det kniber med at fastholde i bestående roere
Der var engang:
- Masser af medlemmer
- Masser af frivillige hænder
- Masser af aktivitet
Dansk roning har mistet 1000 medlemmer de seneste år
60+ segmentet vokser massivt over hele landet
Vi mister dem i aldersgruppen 25-59 år.
Men det gælder om at fastholde rekrutteringen af voksenroere, og ude i klubberne, bør man tage problemet op, eventuelt slå sig sammen med et par nærliggende klubber mere, og tage drøftelsen om: - Hvor er vi om 10 år.
Man skal stille sig selv spørgsmålet: - Hvor meget tid skal man bruge, hvis man skal i klubben og ro eksempelvis 12 kilometer?
Og hvor lang tid går der, fra man tager hjemmefra, og til man er hjemme igen.
Vi ser, at i aldersgruppen for 25-59 år, som vi mister, at her er det afgørende, at man har stiftet familie, har mindreårige børn, er fuldt aktiv på arbejdsmarkedet, og det kniber med at få presset de 12 kilometers roning ind på dagsprogrammet.
Når børnene bliver ældre og selvhjulpne, vender de tidligere aktive voksenroere tilbage.
Derefter var der cafédebat i ca. 20 minutter, før generalforsamlingen blev genoptaget.
Klubleder ikke helt enig
- Jeg savnede, at man blev og drøftede det inde i salen. Emnerne er jo ret vigtige og spændende for os alle sammen, så man bør måske hellere holde de tre punkter åbne til en anden gang, som gode temaer til et inspirationsseminar senere, siger Kasper Haagensen, formand for DSR, til roinfo.dk Og han deler heller ikke holdningen til, at alle klubber har et problem med at fastholde medlemmer i aldersklassen 25-59 år.
- Gravad nævner, at det er et problem i alle de danske roklubber. Sådan føler vi det ikke i Danske Studenters Roklub. - Vi mener bestemt ikke, at vi har et problem med at fastholde denne aldersgruppe, idet det jo netop er den aldersklasse, som melder sig ind i DSR. Så nej, lige her deler vi ikke holdningen til, at det er et problem for alle. Det ville måske i stedet have været smart, om man inviterede alle de danske klubber til en særlig dag hvor der blev brugt tid på denne drøftelse med alle klubberne i salen, nævner Kasper Haagensen efter oplægget.
Og efter en strækken ben, og en summen over kaffe og kage, blev generalforsamlingen genoptaget.
Følgende fire roere gik til valg om tre poster i hovedbestyrelsen:
Thomas Ebert, Roskilde Roklub
Sten Zülow, Aalborg Roklub
Regitze Sigaard, Danske Studenters Roklub
Klaus Kroll, Roklubben STEVNS
Morten Espersen, Bagsværd Roklub, motiverede valget af Thomas Ebert, og kom ind på Eberts mange meritter på de internationale robaner, og nævnte, at Thomas Ebert har siddet i DRC´s bestyrelse, i Hovedbestyrelsen og arbejdet for FISA
Kasper Haagensen, Danske Studenters Roklub, motiverede valget af Regitze Siggaard.
Siggaards mærkesager er Breddeidræt og breddeaktiviteter, og at hun ser ergometerroning, som med i en hvervningsproces, og at arbejdet med børn og unge fra Robattle kan fortsætte. Dertil har hun gode forbindelser til DIF.
Karsten Holt, Aalborg Roklub, motiverede valget af Sten Zülow.
Han kan sikre et godt gearskifte, og er, qua sin lange og flotte karriere i militæret, vandt til at samarbejde på et højt plan, hvor ting skal lykkes, og at der sikres gode arbejdsbetingelser i en bestyrelse.
Han er en idérig mand, og får handlet på det. Har siddet, som formand for roklubben i 3 år, og er politisk aktiv i forskellige kredse, og går ind for udvikling af ungdomsroere, hvilket vi har set et godt resultat af i Roklubben STEVNS
Mærkesager: Coastalroning og ungdomsroning
Hanne Solberg, Rungsted Roklub, udtrykte undren over, at sammensætningen i Hovedbestyrelsen for det meste består af kaproningsinteresserede, og at der ikke rigtigt var givet nogle gode bud på, hvem der ville tage sig af bredderoningen.
Henning Bay Nielsen, DFfRs formand, rejste sig, og supplerede nu Morten Espersens indstilling af især Thomas Ebert til Hovedbestyrelsen
Derefter gik man over til afstemning, hvor dirigent: John Frentz pointerede, at det drejede sig om 3 poster, og at hvis man skrev alle fire navne på, ville det være ugyldigt.
Mens stemmerne blev talt op, gik man videre i programmet.
Valg af revisor. HB´s forslag om at fortsætte med EY, blev sikret.
Valg af suppleanter:
1) Lene Petersen, Silkeborg Roklub
2) Kasper Haagensen
Eventuelt
Henning Bay Nielsen gik på talerstolen for at motiveret valget af den person, der skulle modtage Poul Madsens Lederpris.
- Vi har fået mange ansøgere, og mange interessante bud, men især en skilte sig helt ud, og det blandt andet fordi, han har været formand for sin klub i over 40 år. Villy Hansen, vil du komme herop og modtage prisen?
Stubbekøbing Roklubs formand modtog prisen med stående ovationer fra salen.
Kate Skavin: - Rosæsonen venter lige om hjørnet, men lige nu er vandet koldt og stift. Husk nu at tage det rigtige udstyr med og på, og også gerne redningsvesten.
Hun opfordrede desuden til at deltage i styrmandsudvalgets erfaringsudveksling om langture, som afholdes i Nyborg Roklub d. 25.-26./5.
Kasper Haagensen, DSR, nævnte, at han gerne ser en drøftelse om Tolo Roklubs medlemskaber, som kan give problemer i forholdet til stemmer til HGF, fordi roere, der i forvejen er medlemmer af roklubber i Danmark, skal melde sig ind i Tolo Roklub, som medlemmer, hvis de skal ro i Tolo.
- Det er et hamrende godt initiativ, og det er også flot, at klubben er blevet den næststørste, medlemsmæssigt set, men jeg ser, det vil kunne give problemer med hensyn til hvem, der har redderansvaret, når roerne er i Grækenland for at ro for Tolo Roklub, sagde Kasper Haagensen.
Reiner Modest: Giver Kasper ret i, at redderansvaret er vigtigt for os allesammen.
Kate Skavin: Sikkerhedsudvalget har fået flere henvendelser om det, og der bliver set på det, hvorefter vi vil vende tilbage med en konklusion.
Anna Karina Gravad erindrede om midlerne fra Tryg Fonden, som har gjort det muligt at deltage i førstehjælpskurser, og det har vist sig at være en bragende succes. Kurserne køres sammen med Dansk Kano- og Kajakforbund, og de er næsten overtegnet, men der afholdes også et førstehjælpskursus på Bornholm, fortalte Gravad.
Lise Petersen fra Aalborg Dameroklub fremviste en meget flot plakat, som deltagerne kunne tage med hjem og hænge op i klubberne
Foreslår, at DFfR genoptager Rosportens Dag, og evt. slår det sammen med andre events, som Havnens Dag og Vild med Vand.
Henning Bay Nielsen: - En god idé, mon vi kan få en vejledende tilkendegivelse, om hovedbestyrelsen skal arbejde videre med dette emne?
Det gav de mange oprakte hænder en positiv respons på.
Johnny Bo Andersen, Odense Roklub, spurgte til DRC på DFfRs hjemmeside.
Conny Sørensen svarede, at det er en enhed for sig selv, underlagt hovedbestyrelsen, der i sidste ende er beslutningsdygtig overfor DRC.
Søren Uldall, Tolo Roklub, spurgte til, hvorfor tragedien med vandscooterulykken i Københavns Havn slet ikke havde været nævnt af HB på roning.dk. Vi er mange københavnske roere, der har været berørt, og undret os over det.
HB svarede, at man i mere, end et tilfælde, havde lagt nyt om det ud på ronings hjemmeside.
Angående Tolo Roklub, så kan jeg bekræfte, at Kasper Haagensen er inviteret til vores næste bestyrelsesmøde. Invitationen gælder også sikkerhedsudvalget. Uldall kunne i øvrigt oplyse, at det har taget 6 år at blive Danmarks næststørste roklub.
Afslutningsvis kunne dirigent, John Frentz meddele, at næste års Hovedgeneralforsamling vil finde sted den 16. marts. Her vil DFfR melde ud senere, hvor man skal til HGF i 2018.
Nu vendte stemmeoptællerne tilbage
109 stemmer tilfaldt Sten Zülow
104 stemmer tilfaldt Regitze Siggaard
102 stemmer tilfaldt Thomas Ebert
58 stemmer tilfaldt Klaus Kroll
Dermed blev Sten fra Aalborg, Regitze fra DSR og Thomas Ebert fra Roskilde valgt ind i Hovedbestyrelsen.
Derefter kunne deltagerne drage hjemad i hver deres retning efter en dag i Odense Kongresscenter.
Fødselsdags-causeri
Om at fejre fødselsdag på DFfRs Hovedgeneralforsamling.
Indrømmet, man skal være dedikeret sin sport, hvis man synes, at fødselsdagen skal fejres det meste af dagen på en Hovedgeneralforsamling i et kongrescenter.
Men sådan må det blive, når datoen, den 10. Marts, rammer ind i lørdage, på nøjagtigt samme tidspunkt, hvor DFfRs hovedgeneralforsamling finder sted.
Og det er blevet til ikke så få fødselsdage, på hovedgeneralforsamlinger, mest for år tilbage, rundt om i landet, qua bestyrelsesarbejdet gennem 25 år i Københavnskredsen, som tidligere, med de øvrige kredse, var en integreret del af DFfR, og havde sæde ved bordet i hovedbestyrelsen, og dermed også indflydelse i flere henseender på hovedgeneralforsamlingerne. Med kredsenes nedlæggelse for få år siden, siger det sig selv, at interessen om deltagelse på hovedgeneralforsamlingerne siden blev væsentligt begrænset.
Denne gang kunne det tegne til at blive spændende med et kampvalg og drøftelsen af Danmarksmesterskaberne, som undertegnede har været med i oplægsgruppen omkring, og derfor var Københavnskredsens repræsentant med i salen.
Et tilbageblik på tidligere fødselsdage i DFfRs regi giver lidt af en tur på memory-lane.
Som for år tilbage, hvor roernes hovedgeneralforsamling altid havde så stor en bevågenhed, at det slet ikke var unormalt, at Danmarks Radio bragte indslag på TV i sporten søndag aften, i fald der var nyheder, som man mente ville vedkomme hele Danmarks befolkning. Det kunne være et formandsskifte eller en livlig debat om kaproning, eller tilbage til dengang i 70´erne, hvor en gruppe elitekaproere nærmest revolutionerede det dengang siddende kaproningsudvalg, og ville have stor indflydelse på det hele. Aktivgruppen hed sammenslutningen af datidens elitekaproere/landsholdsroere. Husker møderne, hvor deltagerne mødte frem i fløjlsbukser, islandske sweatre og stort garn, og hvor hver en sætning blev indledt med: - Vi vil. - Vi mener…
Eller langt senere, hvor en tidligere hovedbestyrelse trak sig tilbage midt under en hovedgeneralforsamling på baggrund af et indlæg i bladet roning, der udtrykte mistillid overfor den daværende næstformand og kaproningschef. Generalforsamlingen blev suspenderet, men siden genoptaget, og HB blev alligevel siddende.
Og jo, ganske få af parterne fra dengang er stadig, på den ene eller anden måde med, når der indkaldes til hovedgeneralforsamlinger i DFfR.
Undertegnede var på et tidspunkt presseansvarlig for DFfR og DRC, og havde den holdning, at man skulle eksponere roningen på alle fronter gennem hele året, og ikke kun ved kaproernes resultater på vandet, og et tilbageblik til 2004, og hovedgeneralforsamlingen dét år, fyldte en del i en pressemeddelelse, sendt ud til Danske Sportsjournalister - og ja, den ligger der sørme endnu, er det netop konstateret her, næsten 15 år efter.
Se nedenfor:
Eller de mange fødselsdage på HGF, hvor lørdagen var et tilløbsstykke, og hvor deltagerne fandt det mindst lige så vigtigt at gå til fest om aftenen, hvor der både blev danset og clearet mange problematikker med korridorsnak, og hvor gratulanter kom hen til mig lørdag aften ved hotellets bar og ønskede tillykke. Men i bund og grund blev ikke så få emner klaret lørdag aften så alle var klar til selve generalforsamlingen søndag morgen, ganske vist noget mere klatøjet, end da man mødte frem, dagen i forvejen.
Det var som om, at det var årets clou - altså ikke fødselsdagen alene - men det med, at hovedgeneralforsamlingen samlede roere og ledere fra hele Danmark. Enten til vigtige emner, hvor man gik ud i grupper, eller selve hovedgeneralforsamlingen, der påbegyndtes lørdag, og en hel del blev gennemgået, før man gik til middag, fest og masser af konstruktive og vigtige snakke, for derefter at møde frem søndag morgen og deltage aktivt i generalforsamlingen.
Men disse tider er forbi, det er som om, der skal noget helt ekstraordinært til, for at lokke folk til DFfRs hovedgeneralforsamling, som det ser ud i disse år.
Det synes som om, at folk ikke har tid til at sætte en hel weekend af til at være sammen på HGF - eller er det mon indbildning?
Måske finder mange klubledere ikke, at det er interessant nok at møde frem til DFfRs Hovedgeneralforsamlinge, hvilket jo ellers kan give klubben nye input - eller hvor man kan give sin mening på kende, fordi de delegerede varetager medlemmernes interesser og deres holdninger.
Således var ikke alle roklubber repræsenteret ved Årets Hovedgeneralforsamling, og når nu, alle taler om, at vi skal gøre hvert vores for at sikre, at vi kan fastholde medlemmer, så ville det måske også være en idé at se på, hvad vi kan gøre for, at årets vigtigste begivenhed på forbundsplan, Hovedgeneralforsamlingen, kan gøres langt mere attraktiv, så der kommer flere med, og der kan udveksles erfaringer, og man som minimum ved, at klubformænd og bestyrelsesmedlemmer kan mødes på kryds og tværs den ene gang om året.
Skal der være mere interessante emner, som i år, hvor Robattle, De 5 Spor, og fastholdelse af medlemmer, var et indslag ved HGF, men hvor det måske ville have været mere passende at lægge det ud, som et gennemgående tema over hele lørdagen i stedet for - og så gå til selve generalforsamlingen om søndagen? Eller køre et inspirationsseminar for ledere og bestyrelsesmedlemmer i Dansk roning - eller for kommende?
… Hvor man kan runde lørdag aften af ved at gå til fællesmiddag, før man går hvert til sit, og igen mødes søndag morgen, hvor selve hovedgeneralforsamlingen finder sted?
Dertil er emnerne så interessante, at det sagtens kunne bære flere timers gennemgang og efterfølgende drøftelser, hvor vi denne gang blot måtte nøjes med et lille udsnit fra de tre oplægsholdere.
Det kan måske motivere flere til at møde frem, eller det kan inspirere de klubledere, som ikke finder, at selve hovedgeneralforsamlingen er interessant nok, hvorfor man slet ikke møder op.
Og fødselsdagen denne gang, den 10. Marts i Odense Kongresscenter?
Der var lagkage - fremvist på storskærm - under gennemgang af økonomien ved kasserer Conny Sørensen - og deltagerne ved det bord, vi sad ved under frokosten, sang fødselsdagssang.
Tak for det allesammen - og for at kunne benytte sig af lejligheden med tilbageblikket til hovedgeneralforsamlinger for år tilbage - og for at kunne gribe muligheden for at komme med en mening om, at det må være et mål i sig selv, at DFfRs hovedgeneralforsamling bliver lidt af et tilløbsstykke, som for år tilbage..
... Sådan så det ud efter HGF for 14 år siden...
Fra hjemmesiden: Danske Sportsjournalister
PRM: Roning
Søndag d. 21. marts 2004
PRESSEMEDDELELSE: RONING 2004-03-21
Nyheder fra Dansk Forening for Rosports Hovedgeneralforsamling,
afholdt i Fredericia lørdag den 20. marts 2004
Rosportens 150 delegerede på Årets Hovedgeneralforsamling fik en oplevelse ud over det sædvanlige, da Hotel Kronprinds Frederik i Fredericia, hvor generalforsamlingen blev afholdt, var under bevogtning af en større politistyrke med hunde. Det var ikke fordi Året Rebel i idrættens verden, formand Morten Espersen, havde gjort noget forkert, men fordi Dansk Folkepartis ungdom holdt kongres i den nærliggende Margrethe Hallen og havde booket hotellet til opholdet i den jyske by.
Dermed var roerne i sikre hænder, og deres hovedgeneralforsamling forløb stille og roligt uden optøjer af nogen art.
På generalforsamlingen skete flere ting af den positive slags.
Under sin beretning kunne formand Morten Espersen fortælle, at:
- Der bliver NM for juniorer på Sorø Sø i 2004
- Danmark er arrangør af Baltic Cup, der finder sted i oktober på Bagsværd Sø
- Danmark har foreløbig én båd (guldfireren) klar til OL i Athen, men at man satser
på at få flere både med: kvindernes dobbeltfirer, mændenes firer uden styrmand
(tung klasse) samt kvindernes og mændenes letvægts dobbeltsculler.
- Danmark deltager for første gang med et hold handicappede roere ved VM i 2004
- DFfR har indledt et samarbejde med Dansk Flygtningehjælp om at deltage i landsind-
samlingen til efteråret.
Morten Espersen uddelte priser til to roere, der har gjort en bemærkelsesværdig indsats i 2003.
Poul Madsens Lederpris til:
Jørgen Frederiksen, Næstved Roklub, der tidligt begyndte sin rokarriere som kaproer og vandt mange sejre for klubben. Han fortsatte som landsholdsroer og afsluttede sin karriere med et fornemt VM-resultat i dobbeltsculler. Siden har Jørgen Frederiksen virket som træner for kaproerne i sin hjemklub og været med til at udvikle mange talentfulde roere til gavn for dansk ronings elite. Af de seneste resultater kan nævnes Luise Jensen, som på rekordtid nåede så fine personlige resultater, at hun kvalificerede sig til at sidde på damernes letvægts dobbeltfirer ved VM.
I 2002 fik Jørgen Frederiksen udtaget Andreas Rasmussen på DFfRs hold, der deltog i Baltic Cup.
Udover at fungere som træner i Næstved Roklub indgår Jørgen Frederiksen i et trænerteam, der regionalt og på landsplan er med til at udvikle og træne nye rotalenter, og give dem den rette platform frem mod de udfordringer, der vil møde dem som kommende toproere.
Udover at fungere som træner, er Jørgen også Næstformand i Næstved Roklub og bestyrer klubbens kantine.
I 2002 blev Jørgen Frederiksen hædret med Søsportsklubbernes hæderspris i Næstved. Dette er en pris, der uddeles til personer, der har ydet en særlig stor indsats til fremme af søsporten i Næstved.
Årets Roer 2003 til:
Henrik Mortensen, Bagsværd Roklub for sit store arbejde i klubben. Henrik har gennem flere år brugt utrolig mange ressourcer på at skabe en ungdomsafdeling i Bagsværd Roklub. Dette må siges at være lykkedes meget godt. Ved junior-VM i 2003 havde Bagsværd Roklub ikke mindre end 8 ud af 17 roere med, derudover fungerede Henrik også som træner for 2 af de deltagende hold. Flere af roerne, som Henrik Mortensen har været med til at skabe gode betingelser for i Bagsværd Roklub, sendes videre i systemet, således at fødekæden af nye talenter bibeholdes, til stor gavn for DFfR.
I Dansk Forening for Rosport drager man også nytte af Henriks hjælp bl.a. med styring af TU-pointene. (Det er point, som unge roere under talentudvikling ror sig til ved udpegede danske regattaer i sommerens løb).
Under sin beretning kunne Næstformand Regitze Siggaard fortælle at:
- DFfR netop har fået tildelt fire officielle DIF-mesterskaber i indendørs roning.
Det er i mændenes og kvindernes seniorklasse og i de to senior letvægtsklasser
- Holte Roklub har startet et projekt for handicappede roere, der i en firer med styrmand går efter at komme med til verdensmesterskaberne i Sevilla i år.
- Fire klubber kandiderede til kåringen som Årets Klub blandt de mange nominerede.
Tissø Roklub fik prisen for sit store sociale arrangement, der særligt udmærker sig
ved et stort socialt arbejde. Klubben har brugt utraditionelle metoder ved at lade
ungdomsroerne få fængselsindsatte gjort interesseret i roning og med ud at ro.
Skanderborg Roklub har vist, hvordan man vil håndtere eventuelle krænkelser i
klubben og har indført en alkoholpolitik. Prisen blev givet fordi det er flot, at man
tager hånd om sådanne etiske problemstillinger.
Nykøbing Sjælland Roklub modtog en pris fordi lederne har arbejdet meget på,
hvordan man udvikler klubben bedst mulig. Klubben sendte derfor hele sin bestyr-
else på ni personer til breddeseminar.
Roklubben ARA blev kåret som suveræn vinder, idet man stræber efter at få så
mange medlemmer som muligt ud at ro så langt som muligt. ARA har desuden været
med til at stimulere og gået ind i det store arbejde med at starte et kraftcenter.
Klubben har dannet et såkaldt "tæskehold", som er frontfigur, når der skal tænkes
kreativt og skaffes penge til klubben. Således deltog holdet i Årets Melodi Grandprix
(dog ikke som udøvere) bag kulisserne for at samle penge ind til klubben.
Under generalforsamlingen havde DFfR stillet flere forslag, blandt andet en opfordring til de delegerede om at tilslutte sig en protekol, udsendt af FISA, Det Internationale Roforbund, vedrørende handicappedes muligheder for at dyrke rosport på alle niveauer.
Forslaget blev vedtaget.
Øvrige forslag om klubtilhørsforhold og forslaget om, at der betales et gebyr på kr. 500, når der indgives en protest, blev sendt ud til afstemning, hvilket man i de kommende dage kan læse mere om på DFfRs hjemmeside.
DFfR har en landsdækkende vinterturnering i ergometerroning, hvor der blev overrakt præmier til de vindende klubber.
I mændenes klasse modtog Danske Studenters Roklub pokal for sejren i den samlede turnering.
Hos kvinderne var Roforeningen KVIK vinderen, og ungdomsrækken blev vunder af Odder Roklub. Lyngby Roklub modtog pokal for sejren i Veteran Mix.
Blandt samtlige deltagende klubber var der udloddet et roergometer, som blev vundet af Helsingør Roklub.
Roklubben VIKING modtog Dänemarksfahrer-pokalen.
Dansk rohistorie
For første gang fik DFfRs hovedbestyrelse en kvinde som kaproningschef.
Merete Boldt, Fredensborg Roklub blev valgt ind i bestyrelsen, og hendes klubkammerat, Ulla Poulsen blev valgt ind som næstformand i stedet for Regitze Sigaard.
Dermed ser Dansk Forening for Rosports Hovedbestyrelse således ud.
Formand: Morten Espersen
Næstformand: nationale opgaver: Ulla Poulsen
Næstformand: Økonomi: Jens Tarp
Motions- og Turudvalg: Niels Iversen
Uddannelsesudvalg: Jess Rasmussen
Kaproningsudvalg: Merete Boldt
Ungdomsudvalg: Peter Froskov
Venlig hilsen
DFfRs Pressekonsulent
Mette Bacher