Reiner Modest fejrer 60 års jubilæum som roer. Foto Leif Thygesen
Af Leif Thygesen
”Jeg begyndte at ro, fordi jeg en søndag eftermiddag i maj 1961 var på tur rundt om Bagsværd Sø, Furesø og Lyngby Sø sammen med en flok knægte fra nabolaget her i Lyngby. Sent på eftermiddagen kom vi forbi Lyngby Roklub. Tilfældigvis kom der en toer ind, og så tænkte jeg, sådan en kunne jeg sgu´ da godt tænke mig at prøve. Rapkæftet som jeg var, spurgte jeg roerne om, hvordan man kom en tur ud i sådan en båd. Jeg fik så at vide, at der var noget, der hed ungdomsroning. Mandag aften stod jeg så klar i Lyngby Roklub – og så er jeg blevet hængende siden.
Jeg fik hurtigt lov til at styre for kaproerne, og det gav nogle kæmpe fordele. Jeg fik lov til at komme ud i nogle både, som andre ikke måtte ro i, og jeg fik lov til at tumle rundt i en klinkbygget singlesculler, for jeg var jo under supervision af en træner. På den måde fik jeg lært en hel masse om roning, og om hvordan man opfører sig i en kaproningsbåd”.
”Jeg begyndte at ro, fordi jeg en søndag eftermiddag i maj 1961 var på tur rundt om Bagsværd Sø, Furesø og Lyngby Sø sammen med en flok knægte fra nabolaget her i Lyngby. Sent på eftermiddagen kom vi forbi Lyngby Roklub. Tilfældigvis kom der en toer ind, og så tænkte jeg, sådan en kunne jeg sgu´ da godt tænke mig at prøve. Rapkæftet som jeg var, spurgte jeg roerne om, hvordan man kom en tur ud i sådan en båd. Jeg fik så at vide, at der var noget, der hed ungdomsroning. Mandag aften stod jeg så klar i Lyngby Roklub – og så er jeg blevet hængende siden.
Jeg fik hurtigt lov til at styre for kaproerne, og det gav nogle kæmpe fordele. Jeg fik lov til at komme ud i nogle både, som andre ikke måtte ro i, og jeg fik lov til at tumle rundt i en klinkbygget singlesculler, for jeg var jo under supervision af en træner. På den måde fik jeg lært en hel masse om roning, og om hvordan man opfører sig i en kaproningsbåd”.
Foto Leif Thygesen
|
Reiner Modest
Civilt Født 06.07. 1949. Begyndt at ro 1961. Gift med Anne-Mette Modest. Har fem børn og elleve børnebørn Uddannet Værktøjsmager. Startet som selvstændig i 1979 Ro-karriere Har vundet 24 rene DIF Danmarksmesterskaber og ukendt antal Forbundsmesterskaber Har internationale deltaget i NM: 71, 73, 75, 77, 79, 81 EM: 71 København, 73 Moskva |
VM: 75 Nottingham, 77 Amsterdam, 79 Bled, 81 München, 82 Luzern
OL: 1980 Moskva
Træner-karriere
Har alt i træneruddannelse igennem DFfR i perioden 1970-1980, Træner i DSR og DFfR 83 - 87, Træner for Bjarne Eltang - VM Guld 83-84, VM Sølv 86, Træner for W4X - OL bronze 1984
Karriere som leder
Har/har haft følgende tillidsposter: Kaproningschef DSR 87-93, KU/DRC formand i DFfR 93-01, Formand for Københavns Regattaforening 03 -, Ungdomsleder i Lyngby Roklub 04-08, Formand for Lyngby Roklub 08 - , Kaproningsudvalgsformand DFfR 11-18
OL: 1980 Moskva
Træner-karriere
Har alt i træneruddannelse igennem DFfR i perioden 1970-1980, Træner i DSR og DFfR 83 - 87, Træner for Bjarne Eltang - VM Guld 83-84, VM Sølv 86, Træner for W4X - OL bronze 1984
Karriere som leder
Har/har haft følgende tillidsposter: Kaproningschef DSR 87-93, KU/DRC formand i DFfR 93-01, Formand for Københavns Regattaforening 03 -, Ungdomsleder i Lyngby Roklub 04-08, Formand for Lyngby Roklub 08 - , Kaproningsudvalgsformand DFfR 11-18
I Lyngby Roklubs klubhus hænger der fotos af alle de gamle hæderkronede ro-koryfæer, som er blevet udnævnt til æresmedlemmer af klubben – en dag vil også Reiners kontrafej pryde væggen i roklubben. Foto Leif Thygesen
En smuk - men blæsende og kold - forårsdag i april 2021 er Signaturen taget til Lyngby Roklub for at få en snak med Reiner Modest i anledning af hans 60 års jubilæum som roer. Reiner ankommer præcist, og lukker op til klubben. I klublokalet hygger et hold seniorroere sig med lidt godt smørrebrød og en lille skarp til at skylle den lidt kølige rotur ned med. Vi starter interviewet med en rundvisning i den velestimerede klub, der altid har været kendt for gode resultater på kaproningsbanerne. På væggen i Lyngby Roklub hænger der fotos af alle de gamle hæderkronede ro-koryfæer, som er blevet udnævnt til æresmedlemmer af klubben. Signaturen tør godt spå: En dag vil også Reiners portræt blive hængt op på denne hædersplads i Lyngby Roklub.
Reiner foran Lyngby Sø, hvor han i 60 år har roet vandet tyndt. Foto Leif Thygesen
-Reiner, du har jo haft en stor lang og enestående karriere som kaproer. Hvad er din største oplevelse som roer?
”Olympiske Lege i 1980 var noget helt specielt. Jeg havde på et tidligt tidspunkt sat som mål, at jeg ville til OL. Men dem jeg begyndte at ro sammen med stoppede næsten alle sammen efter 1977. Vi var så en gruppe roere, der besluttede, at vi ville til OL i 1980. I løbet af 1970´erne havde vi været med internationalt, men hver gang havde vi fået gevaldige tæsk af de østeuropæiske hold. Vi blev roet agterud med 10 - 20 sekunder. Vi lurede jo lidt på, hvad det skyldtes, og fandt så ud af, at de trænede to gange om dagen. Vi var så 20 – 25 danske roere, der besluttede, at det kunne vi også. Så vi gik i gang i efteråret 1978 med at træne to gange om dagen, og for nogen af os lykkedes det så at komme til OL i 1980. Vi blev udtaget i dobbeltfirer med besætningen, Morten Espersen, Bagsværd Roklub, Ole Bloch, Roklubben Skjold, Per Rasmussen, Svendborg, og jeg selv fra Lyngby Roklub. I tiden op til havde vi haft et forløb, hvor vi var seks – otte roere, der roede om pladserne på fireren. På en måde kan man sige, at vi var forløberen til DRC, men der var bare ingen penge i det. DRC blev jo først ”opfundet” i 1985 – 86, efter at Team Danmark var startet i 1984. Filosofien med at lave DRC var at give atleterne ro til at forberede sig i en fireårs periode, uden at DFfR af økonomiske grunde kunne stoppe de igangværende projekter. Vi kom ikke hjem med medaljer fra OL i 1980 – ja, vi var ikke engang tæt på, vi blev nummer ni, men det lykkedes trods alt at blive udtaget til OL, og resultaterne blev efterhånden bedre. Ved VM i 1982 i Luzern blev vi nummer fem i firer uden styrmand, hvilket er mit bedste internationale resultat.
Men når vi taler om store oplevelser i roning, så har det allerstørste nok været at få lov til at opleve, at min søn Alexsander vandt sølv ved U23 VM og senere guld ved U23 EM i 2017 i letvægtsdobbeltsculler sammen med Christian Hagemann”.
”Olympiske Lege i 1980 var noget helt specielt. Jeg havde på et tidligt tidspunkt sat som mål, at jeg ville til OL. Men dem jeg begyndte at ro sammen med stoppede næsten alle sammen efter 1977. Vi var så en gruppe roere, der besluttede, at vi ville til OL i 1980. I løbet af 1970´erne havde vi været med internationalt, men hver gang havde vi fået gevaldige tæsk af de østeuropæiske hold. Vi blev roet agterud med 10 - 20 sekunder. Vi lurede jo lidt på, hvad det skyldtes, og fandt så ud af, at de trænede to gange om dagen. Vi var så 20 – 25 danske roere, der besluttede, at det kunne vi også. Så vi gik i gang i efteråret 1978 med at træne to gange om dagen, og for nogen af os lykkedes det så at komme til OL i 1980. Vi blev udtaget i dobbeltfirer med besætningen, Morten Espersen, Bagsværd Roklub, Ole Bloch, Roklubben Skjold, Per Rasmussen, Svendborg, og jeg selv fra Lyngby Roklub. I tiden op til havde vi haft et forløb, hvor vi var seks – otte roere, der roede om pladserne på fireren. På en måde kan man sige, at vi var forløberen til DRC, men der var bare ingen penge i det. DRC blev jo først ”opfundet” i 1985 – 86, efter at Team Danmark var startet i 1984. Filosofien med at lave DRC var at give atleterne ro til at forberede sig i en fireårs periode, uden at DFfR af økonomiske grunde kunne stoppe de igangværende projekter. Vi kom ikke hjem med medaljer fra OL i 1980 – ja, vi var ikke engang tæt på, vi blev nummer ni, men det lykkedes trods alt at blive udtaget til OL, og resultaterne blev efterhånden bedre. Ved VM i 1982 i Luzern blev vi nummer fem i firer uden styrmand, hvilket er mit bedste internationale resultat.
Men når vi taler om store oplevelser i roning, så har det allerstørste nok været at få lov til at opleve, at min søn Alexsander vandt sølv ved U23 VM og senere guld ved U23 EM i 2017 i letvægtsdobbeltsculler sammen med Christian Hagemann”.
Reiner skriver om billedet: Carlsberg Cup vandt vi i firer uden styrmand to år i træk 1981 og 1982. Roerne er Ian Baden, Per Rasmussen, Erik Christiansen og jeg selv. Privatfoto
Reiner fortæller om billedet: CRASHB Boston var i mange år VM i Indendørsroning. Dette må være slut 90erne med Eskild Ebbesen, Sarah Lauritzen, Merete Boldt, Reiner Modest, Anna Helleberg, Rasmus Quist og Søren Madsen. Privatfoto
Reiner fortæller: LM2X-sølv ved U23VM – det er dette jeg nu om dage synes er mest sjovt - at hjælpe de unge roere til at nå deres mål. Samme år vandt de guld til EM. Privatfoto
-Du har nu været med i 60 år. Hvad i alverden for dig til at blive ved?
”Fordi det er sjovt. Jeg ror - stort set - stadigvæk sammen med de samme roere, som jeg gjorde i starten. Min skolekammerat Torben Møller startede i 1962 – han er stadig med. De to andre i vores firer kom til klubben i 1970. Finn Brinkløv kom fra Vordingborg og begyndte at ro i Lyngby, fordi han skulle være soldat. Torben Sørensen (Frede) kom fra Fredericia Roklub, fordi han skulle læse på DTU her i Lyngby. Torben Sørensen var jo junior verdensmester i firer med styrmand. Det var unikt på flere måder. Det var første gang FISA afviklede juniorverdensmesterskab. Junior VM blev roet i Ratzeburg. Vi fire har været sammen lige siden 1970 – jeg fortsatte lidt længere end de tre andre med eliteroningen, men jeg ”steg op af båden” i 1982/83. Siden da har vi mødtes hernede i roklubben to – tre gange om ugen både sommer og vinter og trænet sammen - og vi kan stadig småskændes om teknikken, hvis båden ikke går optimalt”.
”Fordi det er sjovt. Jeg ror - stort set - stadigvæk sammen med de samme roere, som jeg gjorde i starten. Min skolekammerat Torben Møller startede i 1962 – han er stadig med. De to andre i vores firer kom til klubben i 1970. Finn Brinkløv kom fra Vordingborg og begyndte at ro i Lyngby, fordi han skulle være soldat. Torben Sørensen (Frede) kom fra Fredericia Roklub, fordi han skulle læse på DTU her i Lyngby. Torben Sørensen var jo junior verdensmester i firer med styrmand. Det var unikt på flere måder. Det var første gang FISA afviklede juniorverdensmesterskab. Junior VM blev roet i Ratzeburg. Vi fire har været sammen lige siden 1970 – jeg fortsatte lidt længere end de tre andre med eliteroningen, men jeg ”steg op af båden” i 1982/83. Siden da har vi mødtes hernede i roklubben to – tre gange om ugen både sommer og vinter og trænet sammen - og vi kan stadig småskændes om teknikken, hvis båden ikke går optimalt”.
 Reiner fortæller: VM1985. Billedet fortæller en lille historie om som træner at blive bortvist fra bådebro til VM. Banedommeren fortrød lidt senere, da Børge Kaas Andersen var Vicepræsident for FISA og formand for DFfR, samt formand for banedommere til VM. Privatfoto | -Du har en stor flot rokarriere og desuden et langt forløb som leder. Hvis du skulle skrive dine memoirer, hvad ville du så vægte højest den aktive rokarriere eller din ledergerning? ”Hver ting til sin tid. Både den aktive rokarriere og min ledergerning har givet mig utroligt meget. Det var helt naturligt for mig, da jeg steg op af båden at blive træner. Jeg startede min trænerkarriere i Danske Studenters Roklub. Jeg havde dengang fået et godt venskab med Gudmund Schack, og det gav nogle økonomiske muligheder, som vi så udnyttede. DSR var dengang ikke helt fremme i skoene, når det gjaldt kaproning, men nye bestyrelsesmedlemmer og hårdt arbejde på træningsbanen bevirkede, at Bjarne Eltang vandt VM i letvægtssinglesculler i 1983 og 1984 og fik sølv i 1986. I 1985 blev det til en fjerdeplads ved VM i letvægtsdobbeltsculler sammen med Leif Kruse fra Kolding”. -Hvorfor blev du egentlig ikke træner i din egen klub, Lyngby Roklub? ”Her i Lyngby havde vi på det tidspunkt Kurt Jensen som træner. Kurt Jensen havde afløst Børge Schmidt som klubtræner i Lyngby Roklub. Kurt havde et rigtig godt tag på de unge mennesker her i klubben. Kurt fortsatte som træner frem til 1986/87. På det tidspunkt, hvor jeg stoppede som aktiv kaproer, kunne jeg gøre mere fyldest i DSR. Jeg fik i øvrigt et fint samarbejde med både Kurt |
Jensen og John Faulkner, der stod for letvægtsotteren. Vi trak på hinandens kompetencer, og det var til gavn og glæde for alle vores roere.
Reiner er om nogen Mr. Lyngby Roklub, men han startede sin trænerkarriere i DSR. Foto Leif Thygesen
Et resultat fra den periode, der også kan fremhæves, er OL-bronzemedaljen fra 1984 i Los Angeles i kvindernes dobbeltfirer med styrmand. Apropos OL i Los Angeles, så var det første gang, at man begyndte at teste atleterne – dengang var det ikke for doping, men kvinderne blev kønstestet. På den danske firer sad blandt andre Bodil Rasmussen, der i dag er professor på Aalborg Universitetshospital. Dengang var hun lige blevet færdig som læge, og hun var stiktosset over den manglende ligestilling. Når kvinderne skulle testes for, om de var rigtige kvinder, så ville hun sgu´ også teste mændene, om de nu også var rigtige mænd”.
Reiner fortæller: OL1984 Jeg var træner for Danmarks dobbeltfirer med styrmand. Disse dejlige tøseunger vandt bronze. Roere fra venstre: Lotte Kofoed, Bodil Rasmussen, Hanne Eriksen (Brusch), Birgitte Hanel og Jette Hejli Sørensen. Privatfoto
”Som træner har jeg altid gjort meget ud af at fortælle mine roere, at de skule gå tilbage til deres klubber og være med til at skabe nogle miljøer i deres egen klubber, som gav nye kaproere. De skulle være rollemodeller og sørge for at videregive det, som de havde lært. Vigtig er det også at huske, at det er bredden i klubben, der betaler regningen for kaproningen. For at det kan fungere, skal der være aktivitet. Som kaproer er du altså forpligtiget til at hjælpe din klub – det er desværre ikke alle, der har forstået det, og derfor mangler vi i dag en sund kapronings-kultur i mange klubber”.
-Du har nu været formand for Lyngby Roklub siden 2008. Er det fordi, der ikke er andre der gider, eller fordi du sidder tungt på taburetten?
”Altså - formandskandidater hænger jo ikke på træerne. Jeg vil sige det på den måde, at hele den generation, der burde tage over efter os gamle – dig og mig – de er der bare ikke. Der er nogle få, men ikke som i gamle dage, hvor man kunne have kampvalg om formandsposten. Det sker desværre ikke ret ofte mere. Vi mangler nogle unge, der vil give noget tilbage til roklubberne. Det vi fik lov til at lære af alle dem, der hænger deroppe på væggen, har vi forsøgt at give tilbage og videre, men det er da en kamp at finde de nye lederemner. Samfundet har ændret sig, og uddannelse og familiemønstre er anderledes nu, og det betyder desværre, at det for mange unge er umuligt at prioritere roklubben så højt, som man ellers gerne ville”.
-Du har nu været formand for Lyngby Roklub siden 2008. Er det fordi, der ikke er andre der gider, eller fordi du sidder tungt på taburetten?
”Altså - formandskandidater hænger jo ikke på træerne. Jeg vil sige det på den måde, at hele den generation, der burde tage over efter os gamle – dig og mig – de er der bare ikke. Der er nogle få, men ikke som i gamle dage, hvor man kunne have kampvalg om formandsposten. Det sker desværre ikke ret ofte mere. Vi mangler nogle unge, der vil give noget tilbage til roklubberne. Det vi fik lov til at lære af alle dem, der hænger deroppe på væggen, har vi forsøgt at give tilbage og videre, men det er da en kamp at finde de nye lederemner. Samfundet har ændret sig, og uddannelse og familiemønstre er anderledes nu, og det betyder desværre, at det for mange unge er umuligt at prioritere roklubben så højt, som man ellers gerne ville”.
Vi skulle aldrig have ændret strukturen for DFfR i 2011. Foto Leif Thygesen
-Hvis vi skal se lidt overordnet på det, hvad er efter din mening rosportens største styrke, og hvad er den største svaghed?
”Den største styrke er nok, at vi trods alt er lykkedes med at bevare medlemstallet på cirka 16.000 i dansk rosport. Men hele fundamentet har jo rykket sig gevaldigt, så vi nu er væsentlig flere gamle end unge. Vi skal have flere unge til dansk roning, men vi må indrømme, at det har været og er svært. Det synes jeg er synd, for roning er jo en fantastisk idræt. Selv klumpedumperne kan blive til noget i roning. Roning det er vilje. En gang imellem kommer der et talent, men de er sjældne, resten må arbejde sig op. Se bare på Sverri Nielsen. Han har brugt syv år på at træne sig op til sit nuværende niveau.
Den største svaghed er helt reelt den strukturændring vi lavede i 2011. Vi lukkede kredsene (med undtagelse af Københavnskredsen og Lolland Falster Kredsen, der fortsatte nogenlunde som før 2011), og så blev det hele særdeles mudret. Vi vælger syv medlemmer til Hovedbestyrelsen, men udviklingen har gjort, at der er blevet A-medlemmer og B-medlemmer af Hovedbestyrelsen. Formand og Næstformand (økonomi) er A-medlemmer og er også med i DRC, resten er så B-medlemmer, der bliver tildelt områder, der ikke interesserer dem en skid. Det skal vi have lavet om. Vi skal have fagligheden tilbage i Hovedbestyrelsen så de mennesker, der bliver valgt også brænder for det område de repræsenterer. Det vil give en større indsats på alle områder, en bedre udvikling og en mulighed for at evaluere hvert område, hvert andet år, når personen for det pågældende område er på valg. Om der så skal være syv, ni eller et helt tredje antal hovedbestyrelsesmedlemmer må vi finde ud af.
Samarbejdet mellem DRC og DFfR lader også noget tilbage at ønske. Vi har seks fuldtidsansatte i DRC til fem roere, der er udtaget til OL. Resten af OL-kandidaterne får mere end svært ved at kvalificere sig til OL, og hvad værre er, undervejs har vi mistet roere, der kunne repræsentere os ved OL i 2024. Der skal prioriteres anderledes, således at roere skal kvalificere sig til OL året før, og så kan man lade de kvalificerede roere flytte til for eksempel Spanien, hvor der er varmet og mulighed for at træne udendørs året rundt”.
”Den største styrke er nok, at vi trods alt er lykkedes med at bevare medlemstallet på cirka 16.000 i dansk rosport. Men hele fundamentet har jo rykket sig gevaldigt, så vi nu er væsentlig flere gamle end unge. Vi skal have flere unge til dansk roning, men vi må indrømme, at det har været og er svært. Det synes jeg er synd, for roning er jo en fantastisk idræt. Selv klumpedumperne kan blive til noget i roning. Roning det er vilje. En gang imellem kommer der et talent, men de er sjældne, resten må arbejde sig op. Se bare på Sverri Nielsen. Han har brugt syv år på at træne sig op til sit nuværende niveau.
Den største svaghed er helt reelt den strukturændring vi lavede i 2011. Vi lukkede kredsene (med undtagelse af Københavnskredsen og Lolland Falster Kredsen, der fortsatte nogenlunde som før 2011), og så blev det hele særdeles mudret. Vi vælger syv medlemmer til Hovedbestyrelsen, men udviklingen har gjort, at der er blevet A-medlemmer og B-medlemmer af Hovedbestyrelsen. Formand og Næstformand (økonomi) er A-medlemmer og er også med i DRC, resten er så B-medlemmer, der bliver tildelt områder, der ikke interesserer dem en skid. Det skal vi have lavet om. Vi skal have fagligheden tilbage i Hovedbestyrelsen så de mennesker, der bliver valgt også brænder for det område de repræsenterer. Det vil give en større indsats på alle områder, en bedre udvikling og en mulighed for at evaluere hvert område, hvert andet år, når personen for det pågældende område er på valg. Om der så skal være syv, ni eller et helt tredje antal hovedbestyrelsesmedlemmer må vi finde ud af.
Samarbejdet mellem DRC og DFfR lader også noget tilbage at ønske. Vi har seks fuldtidsansatte i DRC til fem roere, der er udtaget til OL. Resten af OL-kandidaterne får mere end svært ved at kvalificere sig til OL, og hvad værre er, undervejs har vi mistet roere, der kunne repræsentere os ved OL i 2024. Der skal prioriteres anderledes, således at roere skal kvalificere sig til OL året før, og så kan man lade de kvalificerede roere flytte til for eksempel Spanien, hvor der er varmet og mulighed for at træne udendørs året rundt”.
 Reiner ved den maskine som blandt andre produkter er hans levebrød. Foto Leif Thygesen | -Hvis du fik helt frie hænder og en stor pose penge, hvad ville du så gøre for dansk roning? ”Jeg ville bruge masser af energi på e-roning, altså indendørs roning i ergometre. Corona-nedlukningen har vist, at det er vejen frem, og hvis roklubberne er vakse ved havelågen, så tror jeg at vi kan blive 5.000 – 10.000 flere roere i løbet af de næste fem til ti år. Vi kan lave indendørs roklubber eller indendørs afdelinger i de eksisterende roklubber, og vi kan også lade folk sidde hjemme og træne med. Det tror jeg, der er fremtid i”. -Vi skal lidt tilbage til Reiner. Du er kendt for at være rap både i replik og i handling. Er det fordi, det er nemmere at få tilgivelse end tilladelse? Ja! - Okay. Beskriv Reiner- altså dig selv - med tre tillægsord (… For første gang bliver der en lang tænkepause under interviewet.) ”Med tre tillægsord – Arrrgh - Så skal jeg jo til at tænke mig om. Du må hjælpe mig på vej”. Jamen okay Reiner, så hjælper Signaturen dig på vej – Værsgo´ nedenstående en skudsmålsbog. |
Reiner: Jeg har ikke overladt noget, som jeg selv kunne beslutte, til andre. Jeg har selv taget ansvar. Foto Leif Thygesen
Skudsmålsbog for Reiner Modest
Reiner Modest er særdeles vidende om roning. Fagligheden er mere end i orden og kombineret med en meget stor erfaring får man en særdeles kompetent roleder. Reiner er entusiastisk, flittig og driftig, han får ting til at ske. Man mærker hurtigt hans begejstring og glæde for roning, når man er sammen med ham.
Reiner har et meget stort hjerte for ungdomsroning. Flere gange under interviewet fortæller Reiner uopfordret om Lyngby Roklubs ungdomsafdeling, som drives i samarbejde med Lyngby Dameroklub. Reiner ønsker sig brændende flere unge i dansk rosport. Der findes næppe den danske roer, som har roet kaproning i de sidste 60 år, som ikke kender Reiner.
Reiner er måske ikke så tålmodig. Når man selv kan se løsningen lige for, kan det være svært at vente på debatter, drøftelser og brede beslutninger. Et eksempel: Lyngby Roklub har i forbindelse med den grønne omstilling netop købt to elmotorer til klubbens motorbåde. Reiner viser frem og fortæller: Ja, andre klubber har jo også fået elmotorer. De har søgt fonde og fået sponsorer, men i Lyngby gør vi det bare! Det kunne være Reiners valgsprog: Vi gør det bare!
Reiner er underholdende og har humor. Anekdoter og historier fra en lang ro-karriere kommer i en lind strøm fra Reiner, så tiden går hurtigt i hans selskab.
Reiner har en særdeles karismatisk udstråling. Han er rebelsk, initiativrig og vil meget gerne være med, hvor beslutningerne bliver taget. Reiner har sine meningers mod og tager gerne et verbalt slagsmål for at få tingene på plads.
Reiner er gavmild. Jo, han har tjent en god slat penge på at sælge Concept 2 maskiner til blandt andet roklubberne, men rosporten har også så rigeligt haft snablen nede i Concept 2´s kasse, når det gælder støtte og sponsorater. Om det gælder en annonce i et ro-medie eller støtte til et ro-stævne, så går man sjældent galt, når man henvender sig til Reiner.
I begyndelsen af dette interview beskrev Reiner sig selv som ”rapkæftet” og jo, det er en meget rammende karakteristik. Ikke mange mænd ville vel her i 2021 slippe godt fra at betegne kvindelige roere som tøseunger, men det gør Reiner. Reverenter talt kan man vel sige, at Reiner er fræk på en charmerende måde.
Reiner Modest er særdeles vidende om roning. Fagligheden er mere end i orden og kombineret med en meget stor erfaring får man en særdeles kompetent roleder. Reiner er entusiastisk, flittig og driftig, han får ting til at ske. Man mærker hurtigt hans begejstring og glæde for roning, når man er sammen med ham.
Reiner har et meget stort hjerte for ungdomsroning. Flere gange under interviewet fortæller Reiner uopfordret om Lyngby Roklubs ungdomsafdeling, som drives i samarbejde med Lyngby Dameroklub. Reiner ønsker sig brændende flere unge i dansk rosport. Der findes næppe den danske roer, som har roet kaproning i de sidste 60 år, som ikke kender Reiner.
Reiner er måske ikke så tålmodig. Når man selv kan se løsningen lige for, kan det være svært at vente på debatter, drøftelser og brede beslutninger. Et eksempel: Lyngby Roklub har i forbindelse med den grønne omstilling netop købt to elmotorer til klubbens motorbåde. Reiner viser frem og fortæller: Ja, andre klubber har jo også fået elmotorer. De har søgt fonde og fået sponsorer, men i Lyngby gør vi det bare! Det kunne være Reiners valgsprog: Vi gør det bare!
Reiner er underholdende og har humor. Anekdoter og historier fra en lang ro-karriere kommer i en lind strøm fra Reiner, så tiden går hurtigt i hans selskab.
Reiner har en særdeles karismatisk udstråling. Han er rebelsk, initiativrig og vil meget gerne være med, hvor beslutningerne bliver taget. Reiner har sine meningers mod og tager gerne et verbalt slagsmål for at få tingene på plads.
Reiner er gavmild. Jo, han har tjent en god slat penge på at sælge Concept 2 maskiner til blandt andet roklubberne, men rosporten har også så rigeligt haft snablen nede i Concept 2´s kasse, når det gælder støtte og sponsorater. Om det gælder en annonce i et ro-medie eller støtte til et ro-stævne, så går man sjældent galt, når man henvender sig til Reiner.
I begyndelsen af dette interview beskrev Reiner sig selv som ”rapkæftet” og jo, det er en meget rammende karakteristik. Ikke mange mænd ville vel her i 2021 slippe godt fra at betegne kvindelige roere som tøseunger, men det gør Reiner. Reverenter talt kan man vel sige, at Reiner er fræk på en charmerende måde.
Ikke mange mænd ville vel her i 2021 slippe godt fra at betegne kvindelige roere som tøseunger, men det gør Reiner. Reverenter talt kan man vel sige, at Reiner er fræk på en charmerende måde. Foto Leif Thygesen
-Men tilbage til Reiners eget svar på spørgsmålet – beskriv Reiner med tre tillægsord
”Jeg er en rod, som altid har gjort det, jeg ville. Min far var ofte syg – han blev opereret syv gange for mavesår og desværre døde han inden han fyldte 50. Før det var han ude at sejle. Så fra jeg var 10 – 11 år fik jeg besked på, at jeg skulle tage mig af min mor og min lillebror. Siden da har jeg altid været den, der ville bestemme og selv beslutte. Jeg har ikke overladt noget, som jeg selv kunne beslutte, til andre. Jeg har selv taget ansvar.
Det bevirkede så, at jeg allerede i 1979 blev selvstændig. I 1978 havde vi jo besluttet, at vi skulle træne to gange om dagen, og det skulle der være tid til. Jeg var udlært værktøjsmager og ansat på en maskinfabrik, så jeg gik til min mester og sagde, at jeg kun havde tid til at arbejde 30 timer om ugen. Det ville han ikke være med til, hvorefter jeg sagde op. Min mester svarede: Jamen det kan du da ikke – du har kone og børn. Men det var ikke noget, han skulle bestemme, så i efteråret 1979 blev jeg selvstændig og startede min egen maskinfabrik for hurtigere og nemmere at tjene penge, så jeg kunne passe min træning. Mit firma udviklede sig, men blev aldrig et stort firma. I 1991 fik jeg så forhandlingen af Concept 2´s maskiner i hele Norden, og det var da en omvæltning. Indtil da havde jeg hovedsageligt selv lavet det, jeg handlede med. Nu skulle jeg til at sælge en andens produkt”.
”Jeg er en rod, som altid har gjort det, jeg ville. Min far var ofte syg – han blev opereret syv gange for mavesår og desværre døde han inden han fyldte 50. Før det var han ude at sejle. Så fra jeg var 10 – 11 år fik jeg besked på, at jeg skulle tage mig af min mor og min lillebror. Siden da har jeg altid været den, der ville bestemme og selv beslutte. Jeg har ikke overladt noget, som jeg selv kunne beslutte, til andre. Jeg har selv taget ansvar.
Det bevirkede så, at jeg allerede i 1979 blev selvstændig. I 1978 havde vi jo besluttet, at vi skulle træne to gange om dagen, og det skulle der være tid til. Jeg var udlært værktøjsmager og ansat på en maskinfabrik, så jeg gik til min mester og sagde, at jeg kun havde tid til at arbejde 30 timer om ugen. Det ville han ikke være med til, hvorefter jeg sagde op. Min mester svarede: Jamen det kan du da ikke – du har kone og børn. Men det var ikke noget, han skulle bestemme, så i efteråret 1979 blev jeg selvstændig og startede min egen maskinfabrik for hurtigere og nemmere at tjene penge, så jeg kunne passe min træning. Mit firma udviklede sig, men blev aldrig et stort firma. I 1991 fik jeg så forhandlingen af Concept 2´s maskiner i hele Norden, og det var da en omvæltning. Indtil da havde jeg hovedsageligt selv lavet det, jeg handlede med. Nu skulle jeg til at sælge en andens produkt”.
 Reiner fortæller: Sølvbryllup 2019 med Anne-Mette og ”Bessefar” – hvem skulle nu tro, at min kære hustru holdt ud i hele 25 år. Hun er bare dejlig og en sej tøseunge |  Reiner fortæller: Ældrebanden med Niels og Bente Holmquist, Anne-Mette og Reiner Modest til Dolly Parton show i Forum. Privatfoto |
-Hvad laver Reiner, når han slapper af?
”Jeg hygger mig med min kone, mine børn, svigerbørn og børnebørn. Nu er vi jo blevet den ældre generation - som dig selv. Vi bruger meget tid sammen med familien. Sidste år var jo noget møg med coronaen. Før coronaen kunne vi - med den store familie vi har - nemt samle 30 – 35 mennesker hjemme hos os selv. Det håber vi da at komme til igen, når coronaen er overstået.
Jeg har besluttet, at indtil Alexander er færdig med sit jurastudie, vil jeg fortsat være aktiv og ikke gå på pension. Alexander skal have samme mulighed, som de andre har fået. Det indebærer økonomisk støtte, og den hjælp vi ellers kan give ham, så han kan koncentrere sig om roningen og sit studie. De store ”unger” er fra 42 til 49 år. De kan klare sig selv, men Alexander kan jo ikke gøre for, at vi fandt på at få ham, da Anne Mette var 42 og jeg var 45, så han skal have samme muligheder som de store. Men det er ikke en sur pligt. Jeg hygger mig med det jeg går og laver, og synes det er sjovt – på en måde kan man sige, at jeg sælger min anciennitet, og det har jeg det fint med.
lthygesen@youmail.dk
”Jeg hygger mig med min kone, mine børn, svigerbørn og børnebørn. Nu er vi jo blevet den ældre generation - som dig selv. Vi bruger meget tid sammen med familien. Sidste år var jo noget møg med coronaen. Før coronaen kunne vi - med den store familie vi har - nemt samle 30 – 35 mennesker hjemme hos os selv. Det håber vi da at komme til igen, når coronaen er overstået.
Jeg har besluttet, at indtil Alexander er færdig med sit jurastudie, vil jeg fortsat være aktiv og ikke gå på pension. Alexander skal have samme mulighed, som de andre har fået. Det indebærer økonomisk støtte, og den hjælp vi ellers kan give ham, så han kan koncentrere sig om roningen og sit studie. De store ”unger” er fra 42 til 49 år. De kan klare sig selv, men Alexander kan jo ikke gøre for, at vi fandt på at få ham, da Anne Mette var 42 og jeg var 45, så han skal have samme muligheder som de store. Men det er ikke en sur pligt. Jeg hygger mig med det jeg går og laver, og synes det er sjovt – på en måde kan man sige, at jeg sælger min anciennitet, og det har jeg det fint med.
lthygesen@youmail.dk
RSS-feed