Der var ingen flag, ingen musik, ingen Statsminister, ingen taler og ingen feststemning, som da de øvrige OL-atleter vendte hjem, da Fie Udby Erichsen som den sidste danske roer kom tilbage til Danmark efter de Olympiske Lege i Rio. Ja, faktisk bestod velkomstkomiteen kun af roinfo.dks udsendte medarbejder, da TP 754 fra Lissabon landede i Københavns Lufthavn. Fie Udby Erichsen havde valgt at holde lidt ferie sammen med familien efter OL, derfor blev det en lidt senere hjemkomst end de øvrige roere.
Fie nåede sit tog, og cirka en time senere ringede Fie, og roinfo.dk kunne stille sine spørgsmål, hvor spørgsmålet om, hvordan man tackler en fejl som at glemme at spænde ”havelågen” - og dermed taber en åre i en olympisk semifinale - naturligvis presser sig på.
-Hvordan har du det egentlig Fie?
”Jeg har det fint og er kommet ovenpå. Jeg slår ikke mig selv oven i hovedet, og jeg drømmer ikke om det, der er sket, om natten. Jeg har accepteret det skete og er også begyndt at tænke på, at måske var det en nemmere måde at tabe på end at blive nummer fire. Den australske guldvinder i kvindernes singlesculler Brennan Kimberley har sagt til mig, at den hun frygtede mest var mig, og det er på en måde en stor opmuntring. Hun sagde, at hun godt var klar over, at jeg var i stand til at performe, når der er OL, og jeg synes da også selv, at jeg fik bevist, at jeg var hvor jeg skulle være rent formmæssigt i de løb, jeg roede, inden det gik galt. ”
Hvordan med fremtiden?
”Det ved jeg ikke endnu. Nu skal jeg hjem og drøfte det hele med familien, og så må vi se - men den nærmeste fremtid byder på DM i Holstebro, ” slutter den sympatiske roer.
[email protected]