Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2023
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Stort fødselsdagsinterview - DSRs formand fylder 50 år

15/6/2023

0 Comments

 
Af: Mette Bacher

Han er formand for Nordens største roklub - og begyndte at gå til roning for 40 år siden.
I dag, den 16. juni, fylder Kasper Haagensen 50 år. I dagens anledning bringer roinfo et stort interview.

Da roinfos udsending tropper op i Danske Studenters Roklub, sidder formand Kasper Haagensen i møde.
Det er blot det første dén dag, så følger mødet med roinfo - og derefter lige et møde mere.
Men sådan er det, når man er formand for Danmarks største roklub - som også er Nordens største - dømt på medlemstal - og hvor Haagensen i forvejen er involveret bredt. Roinfo kan dog røbe, at det første møde var med klubbens kok, og handlede om Kaspers fødselsdag, den 16. juni, hvor han fylder et halvt århundrede, og har inviteret et hav af mennesker fra nær og fjern til reception, der siden går over i grillhygge og senere samme aften kommer der diskotek og mere fest med familie og nære venner. En behørig fejring, når man bliver 50, og det hele kommer til at foregå i Kaspers andet hjem, DSR. - Jeg regner med, at vi bliver ca. 170 til receptionen, lyder det.
Billede
Denne onsdag, hvor Kasper Haagensen skal interviewes, syder DSR af aktivitet, coastalroerne skal på vandet for lige om lidt deltager DSR i DM-ugen i Aalborg. Foto Mette Bacher
Han indleder interviewet med at vise journalisten sydterrassen på klubhuset, som netop har gennemgået en større renovering. Det har betydet, at sydterrassen på den ene side et shinet op, og der er kommet en dejlig belægning, som gør, at det store areal også kan udnyttes fuldt ud af medlemmerne.
 
Men det hele tager sin begyndelse for 40 år siden. Vi skal tilbage til Kaspers barndom, hvor han går og taler om at gå til roning. - Jeg tror, det var fordi min morfar var i redningstjenesten i Snogebæk på Bornholm. Det fascinerede mig, og jeg talte allerede om roningen, som lille. Jeg begyndte derfor at gå til svømning, og tog en masse mærker. Som 9-årig begyndte jeg i Lyngby Roklub, fortæller Kasper Haagensen.
 
Kendte du nogen i forvejen?
- Nej, og jeg fulgtes heller ikke med nogle kammerater fra skolen. Jeg mødte op i roklubben, og den første dag blev lidt anderledes, end forventet, da nogen havde travlt med at smide en anden ungdomsroer i søen. Det gjorde et vist indtryk, fortæller Kasper Haagensen.
Men der var flere gode ledere der, som stadig er i roningens verden, og de gjorde det godt dengang, husker Kasper.
En af lederne var Jan Nissen, der er tidligere kaproer og i dag en dygtig rodommer. Så var der Michael Sommer, som siden blev et skattet medlem i Roklubben SKJOLD. Også Keld Kyllesbech var der dengang, og han er også i dag kendt, som international rodommer og Johan Olsen, der i dag er forsanger i Magtens Korridorer. Ja, i dag er jeg så blevet dommerkollega med flere af dem, som lærte mig at ro den gang, smiler Kasper Haagensen.
 
- For mig var det megafedt, og der var jo ikke det med, som i håndbold, for eksempel, at man skal koncentrere sig om at gribe en bold på en rigtig måde. Det faldt mig helt naturligt at ro, og alle var helt lige om det med at komme ud i bådene.
Dengang var der også mange tilbud til ungdomsroerne. Jeg deltog både i landslejre og ved skolekaproningerne, og det var en skøn tid, som man kunne ønske også, var sådan for de unge i dag.
 
Jeg var i Lyngby Roklub i 5 år, men meldte mig ind i DSR, hvor vi fik mulighed for en fast ungdomstræner og det blev en helt ny verden for mig, hvor fokus blev rettet ind på os, der dannede en lille håndfuld juniorer, og hvor DSR ikke i forvejen satsede fuldt og helt på juniorer. Men det blev der lavet om på, og takket være vores træner, Palle Rørsgaard, blev vi en fasttømret god gruppe.
I 1990 vandt vi junior-DM i 4X- på Brabrand Sø. Og også her havde vi en dejlig tid med træningslejre, hvor vi et år var i Polen, takket være en træner, der kom derfra, og vi kom også med til udenlandske regattaer i Sverige, Norge, Tyskland og Holland.
Billede
Kasper roede med Anders Brems, hvis far var formand for DSR på daværende tidspunkt.
Billede
Skæbnen ville, at lige præcis den dag, interviewet finder sted, er Anders Brems netop kommet ind efter en træningstur i coastal. Og så mødes de igen... Og nej, de har da ikke forandret sig spor,siden dengang i begyndelsen af 1990erne, hvor de blandt andet roede M2-. Foto Mette Bacher
Det varede i ca. 4-5 år, og så sadlede jeg lidt om og blev instruktør i DSR, hvor jeg stod for de første kaninlangture og fester.
 
Men var der så noget om, at du droppede ud i en lang periode?
- Ja, det er rigtigt husket. Jeg fik travlt med arbejde og oprettelse af firma, og kom så ikke i DSR i ca. 10 år.
En dag får jeg en henvendelse fra den kendte rodommer: Peter Jelsgaard, der fisker lidt efter, om jeg ikke kunne have lyst til at blive rodommer?
Og så fik jeg interessen igen. Jeg er ikke sikker på, at jeg var vendt tilbage, hvis Peter ikke havde henvendt sig, funderer Kasper Haagensen.
Billede
Kasper blev national rodommer, og siden uddannede han sig også til international rodommer. Her med kollegaerne: Lars Christoffersen, René Andersen og Morten Juel Hansen. Foto Mette Bacher
- Der gik så nogle år med det, og i 2014 bliver jeg spurgt, om jeg vil være sportschef i DSR. Jeg kommer dermed ind i bestyrelsen, og året efter vælger den daværende formand at forlade sin post, og jeg bliver valgt, som formand i 2015, siger Kasper Haagensen, og fortsætter, det var ikke helt meningen, men jeg kunne godt tænke mig at være med til at stå for DSRs store jubilæumsfest, hvor klubben fyldte 150 år.
Det er noget, alle husker, og det, vi havde drømt om, blev en realitet.
 
Kasper husker det, som det var i går:
- Det var den 17. juni i 2017. Vejret, stemningen, det hele spillede fra morgen til aften, og det var især vigtigt for mig, at vi fik døbt den nye otter: Henning Rasmussen, efter DSRs tidligere formand, som i Kaspers optik er en af de bedre formænd, klubben har haft i nyere tid. Det glædede mig. Dels overfor Hennings familie, og dels over, at det blev selve prinsesse Benedikte, som døbte båden, siger Kasper Haagensen.
Billede
Det var et stort og rørende øjeblik, da HKH Prinsesse Benedikte døbte den nye 8+, som blev opkaldt efter DSRs tidligere formand, Henning Rasmussen. Foto Mette Bacher
Da Kasper tog fusen på festdeltagerne i DSR om aftenen, den 17. juni 2017
Billede
Så fås det ikke større... DSRs Formand Kasper Haagensen tog fusen på alle, da DSRs smukke klubemblem i et kæmpeformat pludselig stod og lyste på en af de store siloer i Svanemøllehavnen til stor benovelse og fryd for de mange festdeltagere om aftenen. En bedre afrunding på festdagen fås ikke. Foto DSR.
Hvordan ser du din rolle, som formand i dag, set i forhold til, da du blev valgt ind i 2015?
Min rolle er ikke blevet meget anderledes, men i dag er der to roller. Den ene er driften, derudover skal jeg være kulturbærer med alle de fantastiske historier, som skal gives videre til de næste.
 
Og udfordringerne?
Det er en balance om at tage beslutninger, og finde ud af, hvor vi vil hen. Vi er 800 medlemmer, og man vil altid opleve, at mange synes, at det vi laver, er rigtigt godt. Så er der andre, der måske synes, det er knap så godt, og det skal man stå på mål for.
Så længe, man kan forklare sine beslutninger, så kan det ikke gå helt galt.
 
Vi har prøvet noget nyt, og det er at afholde en strategidag med medlemmerne. Tidligere var det kun for bestyrelsen, men vi besluttede at give medlemmerne muligheden. Der kom ca. 50 personer, og vi fik en masse feedback på det. En udfordring er de frivillige kontra de professionelle - men lige her er vi langt fremme.
Hvis vi lønner folk, kan vi også stille krav - dermed kommer der stabilitet i tilbuddene.
Billede
- Jeg skal vise dig noget, fortæller Kasper Haagensen, da vi taler om aktiviteter og en klub, som er åben 24/7. Der er cykler, så langt øjet rækker. Se den lange stribe af cykler, som holder parkeret v. roklubben. Det fortæller om de mange, der nyder godt af vores daglige aktiviteter. Foto Mette Bacher

Vi har i det seneste år oplevet, at der er færre, der melder sig ud, hvilket er glædeligt. Det skyldes nok, at vi har de mange tilbud.
Vi har seneste udvidet vores vægttræningsrum, og dermed bliver det udnyttet 100%.
Robassinet bliver renoveret- det bibeholdes, men vi vil i perioder dække det til, så det giver flere kvadratmeter at træne på. Det vil blive malet og vil blive gjort til et attraktivt rum. Nordterrassen begynder vi også at kigge på. Der bliver anlagt en pentanquebane.
 
- En petanquebane, spørger roinfos udsendte, der skriver og skriver.
Ja, den er god nok. En af grundene til, at vi har mange medlemmer er, at vi kan bygge sociale bånd.
Vi vil gerne det sociale, og vi har en kok, som laver middagsmad flere gange om ugen, så medlemmerne kan nyde et godt måltid mad sammen efter træningen.
Og hvis jeg skal nævne aktiviteter, der rykker hos os for tiden, så er det Coastalroning og Universitetsroning.
 
I de år, du har været formand, er der så sket en udvikling indenfor roningen?
Ja, nu har jeg netop nævnt coastal, som en stigende og populær aktivitet, men så er det, jeg undrer mig over, at der ikke er andre klubber, der satser noget mere på coastaltræning og stiller op til events og regattaer indenfor den kategori. Jeg synes, det er mærkeligt.
 
Er der noget vi i dansk roning er gode til, så er det, at vi har mere travlt med at hetze hinanden fremfor at bygge noget op sammen. Det betyder så, at tingene kommer til at stå i stampe, og det gør det endnu sværere at udvikle - og udvide aktiviteterne, siger Kasper Haagensen.
Hvis man ser på kaproning, så er det ærgerligt, at det kun drejer sig om World Cup og VM for seniorerne, og ærgerligt, at hvis man ryger ud i landsholdssammenhænge, så kan man ro singlesculler. For psyken med hensyn til at ro alene, er det ikke alle, der har. Testregattaen er åbenbart vigtigere, end andre og gode udenlandske regattaer. Men udtagelseskriterierne er mere skarpe i dag.
Billede
At være formand for Danske Studenters Roklub er også at glæde sig over kaproernes fine resultater. Foto Mette Bacher
DSR har i mange år været førende klub, når vi taler kaproning og mesterskaber. Er det stadig sådan?
Det kan besvares ganske kort: - Så længe andre klubber ønsker at slå DSR på kaproningsbanerne, så må vi i en eller anden grad stadig være førende. Men jeg har meget stor respekt for det kæmpe arbejde, der udføres i Holstebro Roklub, og de flotte resultater, det har ført med sig.
I DSR arbejdes der på et folkeskoleprojekt, og jeg synes, at kaproningen er ved at komme godt igen. Kaproningschef, Mads Fischer, lader til at ville nogle positive ting og her er det min opgave at bakke dem op.
 
Du har været inde i Dansk Forening for Rosports hovedbestyrelse
Jeg mente, jeg kunne byde på noget, men det var for meget både at være formand for DSR og sidde i DFfRs hovedbestyrelse. Men jeg synes, man bør se på roningen, som en forretning. - Vi har så meget at byde på, og hvis vi ser på vores medlemsskare, er den ældre gruppe den, som har det bedst. Et godt eksempel er hele konceptet omkring Tolo. Man kunne oprette et rejsebureau og arrangere noget i hele verden. En fuldtids rejsearrangør, som lever af det. Hvorfor ikke få nogle turroere ind i Godmorgen Danmark med en inrigger, hvor de kan fortælle om en spændende oplevelsestur i det store udland? Der er uanede muligheder. Ja, jeg forstår det ikke. Mastersegmentet, som er meget attraktivt - her kan man lave en masse tilbud. Måske en mastersturnering?
 
Du er opfinderen af Award Night. Synes du, at det har givet noget?
En af grundene var, at jeg havde set, hvad Autosporten gør på den front, og det imponerede. Det er en slags refleksion efter en hovedgeneralforsamling, hvor vi fik et formål, og det var at hylde hinanden. Vi holdt det to gange i DSR, og i 2022 var det i Holstebro. Det er rart at komme lidt rundt og se noget andet. Næste gang bliver det i Roskilde Roklub, fortæller Kasper Haagensen, der ikke er afvisende for at vende tilbage og være med til at præge DFfR
Billede
Ved rosportens Award Night, som blev afholdt i Holstebro i 2022, fik Kasper Haagensen overrakt Dansk Forening for Rosports Ærestegn af HKH Prinsesse Benedikte. Foto Mette Bacher
- Jeg har lyst til lidt mere, men man bruger også meget tid på det.
 
Men det at være formand i DSR er attraktivt, for tingene bliver meget konkrete. Hvis vi tager en beslutning, så er der ikke så langt til målet.
Jeg er stolt af DSR og den udvikling, der har været i min periode, som formand med Coastal, Motionsroning, landtræning og opgradering af klubhuset.
 
Roinfo.dk ønsker et stort tillykke med de 50 år
0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Kaproning

    RSS-feed

    Arkiv

    Oktober 2023
    September 2023
    August 2023
    Juli 2023
    Juni 2023
    Maj 2023
    April 2023
    Marts 2023
    Februar 2023
    Januar 2023
    December 2022
    November 2022
    Oktober 2022
    September 2022
    August 2022
    Juli 2022
    Juni 2022
    Maj 2022
    April 2022
    Marts 2022
    December 2021
    November 2021
    Oktober 2021
    September 2021
    August 2021
    Juli 2021
    Juni 2021
    Maj 2021
    April 2021
    Marts 2021
    Februar 2021
    Januar 2021
    December 2020
    November 2020
    Oktober 2020
    September 2020
    August 2020
    Juli 2020
    Juni 2020
    Maj 2020
    April 2020
    Marts 2020
    Februar 2020
    Januar 2020
    December 2019
    November 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    November 2018
    Oktober 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    Januar 2018
    December 2017
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    Marts 2017
    Januar 2017
    December 2016
    November 2016
    Oktober 2016
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    April 2016
    Januar 2016
    December 2015
    November 2015
    Oktober 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    April 2015
    November 2014
    Oktober 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    April 2014
    Marts 2014
    Januar 2014

    Optaktsartikler og reportager fra danske og internationale regattaer mm.

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: info@bachers.dk
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: lthygesen@youmail.dk
Copyright© Roinfo.dk