Der var lagt op til en lang og spændende lørdag ved Rotsee i Luzern, og fra dansk side stod den både på lidt skuffelser, men også stor glæde.
Noget skuffende glippede det for både M4-, Fie Udby Erichsen og Sverri Nielsen, at komme videre til A-finalerne søndag.
Til gengæld stod letvægtsroerne for de helt store resultater, og boomede flot og præcist igennem.
M2-: Loui Lam, KVIK, & Lars Fjord, DSR, kvalificerede sig til C-finalen, hvor de blev nummer to.
Det giver en samlet placering, som nr. 14 i Luzern.
M4-: Tøger Berg Rasmussen, DSR, Steffen Bonde, Odder, Tobias Kempf, DSR, og Joachim Sutton, Roskilde, kom desværre ikke i nærheden af den adgangsgivende 3. Plads til A-finalen, og kvartetten skal derfor ro B-finale om placeringerne fra 7-12.
W1X: Fie Udby Erichsen, KVIK, forsøgte med et kækt udlæg, og det gav føringen indtil 1000 meter, men så tog den regerende verdensmester fra Schweiz over, og selvom Fie forsøgte at holde fast, lykkedes det ikke, og hun måtte tage til takke med den noget utaknemmelige 4. plads, som ikke gav adgang til A-finalen. Fie skal ro om en placering mellem 7-12.
Sverri holdt sig på 4. pladsen i noget tid, men så tog en vis herre ved ham. Han fik roet sig op på 3. pladsen, men blev indhentet, og måtte vinke farvel til en billet til A-finalen. Også for Sverri hedder det B-finale søndag.
De to danske letvægtere skal løfte en tung arv efter Mads Rasmussen & Rasmus Quist, der står bag en olympisk guldmedalje, og flere verdensmesterskaber i denne disciplin.
Og bådtypen er i forvejen tung at komme først til fadet ved, osse selvom det er i kategorien: letvægtsklassen…
… Det skyldes, at når det er en olympisk bådtype, så er den som regel en af de mest velbesøgte bådtyper ved de forskellige World Cups. Alene det at nå videre til en A-finale er noget af en præstation i sig selv. Modest & Espensen har hele vejen igennem sæsonen bevist, at de har det, der skal til, og har ved de to første World Cups roet nogle blændende heftige løb, hvor det hele tiden har været lige ved og næsten. Selvom det blev til placeringer i B-finaler. Og sørme, om de så ikke går ud og sætter det meste af eliten til vægs i dagens semifinale i Luzern. En føring det meste af vejen, men dog i et uhyggeligt tæt felt, som sikkert har trukket tænder ud, og fået de danske tilskuere til at bide negle og krydse fingre under dette feberløb. Danskerne fik, med en flot 2. plads, endelig muligheden - og i morgen skal der kæmpes om medaljer i A-finalen på Rotsee.
Vi bemærker, at Modest og Espensen fik noteret 2. bedste tid ud af de to semifinaler. Sikke en gyser, der er lagt op til i morgendagens A-finale.
LW1X: Iben Østergaard, Bagsværd Roklub
Da Iben roede med i “banefordelingsløbet”, fordi der i hendes bådtype blot var 6 både til start, og det derfor helt automatisk bliver en direkte finaledeltagelse, holdt hun sig pænt i baggrunden. Men det gjorde unge Østergaard bestemt ikke i dagens finale. Forleden tog hun sig af sejren i Amsterdam, og denne gang forsøgte hun sig med et angreb, og forbedrede sin præstation efter banefordelingsløbet, hvor det blot blev til en plads i den bagerste del af feltet. En 4. plads må siges at være flot af Iben Østergaard, der jo lige skal føle, hvad det vil sige, at deltage i en af verdens mest prestigefyldte regattaer.
LW4X-:
Mathilde Persson, Bagsværd Roklub, Juliane Elander Rasmussen, Odder Roklub, Aja Runge Holmegaard, Roskilde Roklub og Trine Toft Andersen, Hadsund Roklub.
Den danske kvartet var ikke helt oppe at ringe i gårsdagens banefordelingsløb, men siden i fredag er der sket ting og sager.
Nok tordnede lynkineserne af sted i eftermiddagens A-finale, og holdt en sikker føring hele vejen igennem finalen. Også tyskerne var med fremme. På midten af distancen lå danskerne på 4. pladsen, men derefter blev der givet los, og kvartetten tordnede ind på en flot 2. plads i denne heftige finale.
Frederik Taulbjerg, Holstebro Roklub, Christian Thor Hagemann, Lyngby Roklub, Jonas Lund, Roklubben FURESØ og Jens Graudal, Bagsværd Roklub.
En blændende flot semifinale fredag gav et fingerpeg om, hvad der var i vente af den danske kvartet, som er med i Luzern for “at lære”, og snuse lidt til en af de helt store og prestigefyldte regattaer, hvor hele verdenseliten er samlet.
Og det bedste: - De unge gik uimponeret til sagen. Der var lagt op til en fantastisk finale, og det på baggrund af det, der skete dagen i forvejen på Rotsee.
Tilskuerne blev bestemt ikke skuffede. Den danske dobbeltfirer lagde ud, som lyn og torden efter tyskerne, som tog teten, men feltet var uhyggeligt tæt. Danskerne kører fuldstændigt og præcist det, der er aftalt med træner Oliver Kiehn, og på et tidspunkt går det så heftigt for sig, at danskerne ligger til guld på de sidste 500 meter, men det vil tyskerne ikke være med til.
Det bliver til en meget flot sølvmedalje til de fire unge roere - og hvem ved, mon det, udover U23VM-billetten også kan udløse en billet til senior-VM senere på sæsonen?
Tillykke til de fire og deres træner: Oliver Kiehn.
Tyskerne udtalte efter løbet, at de havde håbet på "en lidt nemmere" finale, men danskerne sørgede for, at den tyske kvartet kom på overarbejde.
Dagens to flotte danske sølvmedaljer tæller godt med blandt de nationer, der foreløbig topper listen over flest vundne medaljer i Luzern.
Tyskland har, indtil videre, flest med 2 guld og 2 bronze. Danmark er på en delt fjerdeplads med så stor en ronation, som Australien, der også har fået 2 sølvmedaljer hjem ved dagens 3. World Cup i Luzern.
I morgen har Danmark to muligheder mere for medaljer, idet vi har to både i A-finalerne: hhv. kvindernes firer uden styrmand og mændenes letvægts-dobbeltsculler. Dertil så også dansk deltagelse i B-finalerne.