Tekst og fotos: Mette Bacher
Sorø Sø lagde vand til så voldsom en aktivitet, at det ikke har været set tidligere. Med hundredvis af deltagere i alle aldre, blev weekenden noget af en maratonaffære og langt fra kedelig.
Tilskuerne blev vidner til mange flotte opløb, uhyggeligt spændende finaler, og unge toptunede juniorer.
Roinfo.dk bemærkede, at der atter var et leben med utroligt mange purunge roere, der for nogens vedkommende, måske oven i købet debuterede ved en regatta i lørdags.
Der var meget for banedommerne at holde styr på, og se til.
Værtsklubben, Sorø Roklub, var naturligvis med i uhyggeligt mange løb. - Men det var Hadsund Roklub også med 60 starter - og regner man de indledende løb med, runder den succesrige klub cirka 100 starter over hele weekenden i Sorø. Imponerende!
Hadsunds Tobias Grøn tog sig af sejren i B-finalen, ÆGIRs Adrian Flarup Johansen vandt C-finalen og Hadsunds Hans Bangsø tog sig af en sikker sejr i D-finalen.
Velbesøgt var pigernes dobbeltsculler i junior C, hvor Sorøs Astrid Brehmer og Klara Christensen vandt og to Hadsund-mandskaber med: Agnete Munk og Liane Vestergaard, samt Thea Bach Stegger & Ida Blomstrand viste særklasse i deres afdeling.
I drengenes 1X, junior B, var der så mange med, lige ved 40 tilmeldte (!), at arrangørerne valgte at udskrive to A-finaler udover de øvrige finaler for de resterende mange drenge.
Og selvom de er purunge og ikke har roet i ret mange år, så er pigerne helt klar over, hvordan det skal tage sig ud, før man ror til start.
Dobbeltsejr til Holstebros Andreas Kristensen og Casper Lindballe Lehmann Pedersen i hver sin 1X, 1. årgang.
Lyngby Roklubs Adam Nylin sejrede i junior D, og Stevnspigerne: Nikoline Kroll og Katrine Højgaard vandt over Roklubben Furesø i 2X, junior D.
OL-roere fik noget at se til
Juliane Elander og Anne Lolk Thomsen fra hhv. Odder & DSR, tog til Sorø for at teste formen og få konkurrence.
Og det sidste - altså god konkurrence - det fik de skam. Således måtte de to letvægtere kæmpe for sagen i en rigtig god finale i kvindernes åbne dobbeltscullerløb, som Juliane og Anne vandt over Christiania Roklubb, men der gik noget tid, før mødrene fik vristet sig forbi de norske kvinder.
Pigerne fra Aarhus havde noget at se til i finalen, som roinfo netop har skrevet om, hvor OL-roerne var blandt konkurrenterne. Men det gør ikke spor, for dermed fik de lige præcis den konkurrence, der skal til, før det går løs ved ungdoms-VM.
Nærmest kom en norsk stærk roer, og hun var 7 sekunder efter på 2. pladsen. Så blev det Juliane Elander, Odder, og Anne Lolk Thomsen, DSR, tog sig af 5. pladsen.
Quist mod Karppinen
Sig navnet: Karppinen, og for nogen må det give et flashback til dengang, hvor den høje finske brandmand, Pertti Karppinen satte hele verdenseliten til vægs i sin singlesculler, og tog godt for sig af retterne eller medaljerne - og her taler vi altså ikke om dem, man kan købe henne hos bageren, men af de mest ædle slags, GULD-medaljerne fra VM og OL.
I Sorø dukkede Olli-Pekka Karppinen op, og roinfo.dk kan endelig slå det helt fast, én gang for alle: - Ja, den er god nok, de ER ud af samme familie.
Således er Olli-Pekka nevø til Pertti Karppinen, hvis bror, Rema, er far til Olli…
Trods det i rokredse velkendte efternavn, der borger for en vis kvalitet, når vi taler roning, så kunne finnen ikke stille noget op over for OL-guldvinder Rasmus Quist, der tog sig af 2. pladsen i finalen.
Kvikke kvinder stadig stærke
- Er det nu ikke lidt modigt, har mange sikkert tænkt, da de så, at Roforeningen KVIKs Astrid Haastrup Jespersen og Sarah Lauritzen, sammen med Lea Jacobsen og Rikke C. Nielsen, kastede sig hovedkulds ud i kvindernes åbne finale i dobbeltfirer.
De tidligere landsholdsstjerner, der som bedste resultat fik sølv ved VM for nogle år siden, har skam også en hel del Danmarksmesterskaber bag sig. Også Lea Jacobsen var landsholdsroer, sølv ved junior-VM i 1998 i 2- blandt andet, mens Rikke Nielsen er kommet til senere. De senere år har det i KVIKs regi mest drejet sig om mastersklassen for Sarah og Astrid.
For kvikkerne lagde sig i føring over to stærke yngre norske kombinationer, og der blev de.
Astrid, Sarah, Rikke og Lea førte det meste af vejen, men blev på de sidste 500 meter presset eftertrykkeligt af den ene kombination, og få meter før mål, var der udsolgt hos danskerne.
De viste ellers dagens mest overraskende finale - og samtidig flot roning.
Men der er altid plads til overraskelser… - Så næste gang…
Fuldt hus i drengenes 4X
Lørdagens finale bød på et superflot løb med seks mandskaber til start, hvor Holstebro Roklub sætter sig på 1. pladsen. Dernæst blev det: KR/LR/Roskilde. Det var rart at se velspækkede finaler med fuldt besatte baner.
Holstebros piger godt på vej
I dobbeltfireren for piger, er det Holstebros kvartet, der presser på hele vejen, og kombinationen fra Odense/Odder/Roskilde får noget at se til frem til 1000 meter mærket.
- Vi er rigtig glade for, at pigerne ror SÅ godt, lyder det fra Holstebros Freddy Quist. - Den ene af pigerne har blot roet i 3 måneder, så det er meget, meget flot af dem.
Der er ingen tvivl om, at pigerne bliver bedre sammenroede, og nu lurer roinfo.dk såmænd på, om vi ser dem til DM om et par måneder.
-Det kan godt være, men du kan være sikker på, at vi i år kommer med følgende mandskabsbåde:
- En herreotter, en dameotter og en juniorotter, siger Freddy Quist, der virkelig lever op til den pris, - Gør det muligt-prisen, som han fik overrakt ved årets store Sportskavalkade i Herning under overværelse af selve kronprins Frederik, Danmarks bedste sportsfolk og hele Danmarks befolkning, der fulgte med på TV. Og er der nogen, der fortjener et klap på skulderen for det flotte arbejde med de unge roere, så er det netop Freddy Quist.
Et norsk universitetsmandskab vinder denne finale, og kommer under de magiske tre minutter på 1000 meter-distancen. På 2. pladsen bliver det kombinationen: KR/Sorø, så bliver det Aalborg og DSR.
Stadig mange mastersroere med
Arrangørerne har erkendt, at det først og fremmest handler om de unge deltagere. - Vi oplever ind imellem lidt utilfredse Mastersroere, der ikke helt kan forstå, hvorfor vi barberer ned på løbene for dem, men vi har altså valgt at koncentrere os om de helt unge roere i stedet for, og tilgodese dem med flere løb. Det giver en bedre mening og er jo også fremtiden for dansk roning, nævnte Terkel Jespersen fra regattaforeningen i sin tale i forbindelse med regattafrokosten lørdag.
Og det nikkede mange anerkendende til.
Der er trods alt pænt med muligheder for mastersroerne ved Sorø Regattaen, men måske bør man overveje at lade “de ældre” ro om formiddagen, før selve regattaen, frem for det skal være sidst på eftermiddagen begge dage. Det må give en bedre mening for alle - også for mastersroerne.
Værd at bemærke er, at roere i den modne alder også er på plads, når der kaldes ind til Sorø Regatta.
Ældst i feltet er Roklubben Skjolds Flemming Bay, der er født i 1937.
I årevis har Flemming været med ved alle danske regattaer, og såmænd også ved en hel del i det store udland.
Sønnike, Henning, der jo er DFfRs formand, mødte til start i singlesculler, og på normal vis ville vi have set børnebørnene være med også - men ikke i Sorø, da de kommer fra Bagsværd Roklub, som springer denne regatta helt over, og lader de yngste blive hjemme.
På spindesiden har Sorø Roklubs Ingrid Petersen, der i årevis har vundet ædle medaljer indendørs - såvel, som udendørs med Birgit Juel Hansen, indtil i fjor været ældst i kvindernes mastersklasse, men det er der lavet om på nu. Ingrid, som fylder 70 år i denne sæson, er nu næstældst, thi Roklubben Furesøs Bente Johannesen, tv.,kom for et par år siden stormende ind på ro-arenaen, og kastede sig direkte ud i outriggerroning. Bente er født i 1942, men det bemærker man slet ikke. Hverken, når hun står foran klubben i sin sommerkjole, inden hun skal klæde om for at komme på vandet - og heller ikke i båden. Således skal konkurrenterne holde et vågent øje med Johannesen, når hun giver los på robanen, for så går det stærkt. Imponerende er det med de tre enere, som troligt er med i mastersklassen og det fortæller jo noget om, at det aldrig er for sent at komme i gang med roning.
Lidt om alt det, der skete ellers...
Nok foregår hovedparten af aktiviteterne på vandet under en regatta, men der sker også andre ting, både de lidt anderledes, de tilfældige, de almindelige, og de spøjse.
Se roinfo.dk´s spots fra weekenden
Dommerklokke til dansk banedommer
Han fortalte, at man traditionelt i forbindelse med Nordiske Mesterskaber hylder en banedommer, der har gjort en særlig flot indsats gennem årene.
Denne gang modtog en overvældet dansk banedommer, Lars Christoffersen, Københavns Roklub, den fine ting, banedommerklokken, som dog kun er til låns indtil næste afvikling af NM.
- Du er et forbillede for mange, og en rigtig dygtig dommer. Du skaber også stor respekt omkring dig med din fine måde at være på.
Udover dit hverv som aktiv banedommer ved regattaerne, er du også en rigtig dygtig underviser på vores banedommeruddannelser, sluttede Morten Juel Hansen.
- Sorø Roklubs egen Trine Hansen blev verdensmester i singlesculler...
Den fine billedcollage fra de gyldne VM-dage, og siden også billederne fra OL i 1996, hvor Trine Hansen vandt bronze, hang over det bord, roinfos journalist sad ved under regattafrokosten.
Egentlig synes man jo ikke, at der er gået så lang tid - men det er der jo alligevel.
Det var et herligt tilbageblik, som Gert og Merete Busk, der sad ved samme bord, kunne tale med om.
Trine Hansen ror ikke mere. Hun bor dog i området, og kom forbi ved Sorø Regattaen i 2013 for at hilse på.
Bemærk Trines kasket, som et herligt supplement til den fine collage.
En drone - næh et hjerte
Vi spottede en sort prik komme nærmere og nærmere. Hvad var mon det?
En drone?
Da det kom nærmere så vi, at det var rødt, stort, og lignede et hjerte. Hjertet blæste ud over søen, lige før en finale, og man kunne let få den tanke, at det måske var en landkrabbe på frierfødder, der havde sendt det store hjerte ud over Sorø Sø.
Spøjs så det ud - da hjertet, som en lavtgående ufo hang over banedommerbåden.
Og på bådepladsen...
Men Mads så man intet til på selve søen.
Han havde travlt med at være oppasser for fruen, Juliane Elander, når der skulle rigges både af, samt være babysitter for parrets to små piger, mens mor var på vandet.
Mads Rasmussen tog bukkene - og det er altså ro-bukkene - på nakken, og styrede barnevognen med den mindste datter let og elegant gennem bådepladsen, mens makkeren tog sig en tur på søen.
Men de to kendis-roere vender tilbage senere på sæsonen, når der kaldes ind til trials i DRC.
Hot spot - det ka´ vi godt...
De norske landsholds-trikoter er hamrende flotte, og det blev bemærket af mange.
Lyngby Roklubs Martin Kostner Christiansen var naturligvis hurtigt på pletten for at få byttet sig til en lækker norsk landsholdsdragt.
Den var roerkollegaen fra Ormsund Roklub, til venstre, helt med på.
Og afslutningsvis lidt malurt - om kaos på bådepladsen
Med så mange deltagere, som mere, end 500, der medbringer materiel i hobetal, siger det sig selv, at der ville blive meget trangt på bådepladsen.
Og det blev der. Alt for trangt.
Det går ikke, at deltagere og pårørende benytter trailerpladsen til bilparkering, og at flere klubber slår deres pavillontelte op midt mellem både og trailere. Det gav indtrykket af ren kaos, og gav deltagerne mange udfordringer, når der skulle bæres både til og fra broerne - eller når bådene skulle læsses på trailerne inden hjemkørsel.
Der skal derfor lyde en klar opfordring til arrangørerne om, at det gøres bedre fremover med en direkte skiltning, og afspærringer, samt at der er personer, der guider deltagere og trailerdrivere det rigtige sted hen, og det må være noget, der bør komme ind i planlægningen med henblik på Sorø Regattaen i 2015.
Blokeret for udrykningskøretøjer
At opleve, at selve tilkørselsvejen til og fra bådepladsen også nærmest blokeres af parkerede biler, der var parkeret så fjollet, at man slet ikke tog hensyn til andre, der skulle ind og ud, gav murren i krogene. Der var stort set spærret helt for ind- og udkørsel hele søndag eftermiddag i begge sider af udkørslen fra bådepladsen.
Således ville det oven i købet knibe for store redningskøretøjer at kunne komme igennem, hvis man skulle hurtigt til bådepladsen og broerne til søen.
Det må der blive bedre styr på i 2015.
Både i hobetal overalt
Ved så stor en regatta er det alfa og omega, at speakningen fungerer. Og det gælder både fra land og sø, og det er i øvrigt snart den eneste regatta herhjemme, som heldigvis stadig har konstant speakning fra søen.
Men så skal det også være muligt at køre i timevis med reportager.
Denne gang kneb det med at fordele de sindsoprivende spændende reportager ude fra banerne med de mange, mange præmieoverrækkelser i målområdet.
Som udgangspunkt må det være sådan, at man vægter speakningen fra søen først og fremmest.
Det er dét folk vil høre, nu de ikke kan følge løbene på den første halvdel af distancen. Men gang på gang kiksede det især under lørdagens finaler.
Et klogt hoved foreslog, at man bør overveje at fordele speakningen således, at dét, der kommer ud af højttalerne ved bådepladsen og Sorø Roklub, udelukkende er fra søen, og den speaker, der er placeret ved mål, kan udbrede sig om medaljetagerne gennem hele dagen på et selvstændigt anlæg ved mål.
Ideen er god og vil løfte eksponeringen af de mange hundrede deltagere meget bedre, og det er vel det, der er meningen med en ordentlig speakning fra motorbåden.
… Slut fra søen…