Der er med udgangen af 2023 sket flere ting af interesse for alle kaproningsinteresserede i Danmark. Således har kaproningsudvalget skiftet formand, idet Karsten Nielsen ønskede at udtræde. Dertil har et par af de tidligere udvalgsmedlemmer også trukket sig, uden at der har været noget særligt dramatisk i det. De har siddet i udvalget i en årrække, og det har betydet, at der nu er dannet et nyt kaproningsudvalg med erfarne tidligere kaproere, der for år tilbage "trak læsset", som landsholdsroere på de internationale robaner.
Det nye udvalg består af: Formand: Ian Baden, BR, tidligere landsholdsroer,igennem mange år: træner & mandskabsleder Næstformand: Astrid Haastrup, KVIK, tidl. landsholdsroer m. ædelt metal bag sig Økonomiansvarlig: Lea Jakobsen, KVIK, tidl. landsholdsroer m. ædelt metal bag sig Udvalgsmedlem: Jakob Mortensen, Holstebro Roklub, tidl. landsholdsroer m. ædelt metal bag sig Udvalgsmedlem: Jacob Jespersen, DSR, tidl. landsholdsroer |
Kaproningsudvalget blev præsenteret ved det årligt tilbagevendende KU-seminar, der i november blev afholdt i Sorø Roklub.
I seminaret deltog roledere med interesse i kaproning fra nær og fjern. Flere af dem havde taget den lange tur fra enten Aalborg, Hadsund, Sønderjylland og Fyn til den kendte sjællandske roklub ved smukke Sorø Sø. Dertil mødte andre deltagere frem fra Sjælland og Storkøbenhavn, samt udvalgsrepræsentanter og medlemmer af DFfRs Hovedbestyrelse.
Af de forskellige emner på KU-seminaret anno 2023 kan følgende nævnes:
- Niels Hyldager, DSR, og leder af Kraftcenter København fortalte om arbejdet her, ansættelsen af en koordinator, Mette Dyrlund, og om et overordnet indblik i, hvordan vi sikrer os, at især unge kaproere holder ved. Hyldager fortalte, at 68% af deltagerne ved VM er mellem 23-30 år.
Det bør undersøges, hvorfor de unge stopper tidligt i et kaproningsforløb?
Flere unge kaproere, der stopper alt for tidligt, bliver i stedet for trænere i klubberne. Kraftcenter København tilbød, at Dyrlund gerne tager rundt i landet for at være behjælpelig.
Det blev nævnt, at dansk roning ind imellem begunstiges af, at få talenter fra andre sportsgrene, som viser klasse, når de vælger roningen til. Der kommer en del fra svømningens verden. Roskilde Roklub fik for få år siden en ung kvinde ind fra en anden sportsgren. Hun viste hurtigt et helt unikt talent for roning, og er i dag en vigtig del af det danske rolandshold på W4-.
Men det er et enkeltstående tilfælde, og der skal mere til, når der skal rekrutteres unge roere til kaproningens verden.
En deltager fra Lyngby Roklub nævnte, at man kortsigtet bør gøre langt mere for at integrere ungdomsroerne.
Fra Roskilde Roklub nævnte en træner, at den talentfulde kaproer, nævnt ovenfor, aldrig var lykkedes, hvis hun ikke fra første dag fik et tilhørsforhold til klubben, og det fik hun udelukkende fordi, tidligere landsholdsroere hjalp hende igennem den første tid i roklubben, og stod klar til at ro med hende.
Coastal og OL
I indkaldelsen til dette års KU-seminar blev coastalroning ikke nævnt med et eneste ord, og da coastal netop er et tema til kommende års olympiske lege, tog nogle af deltagerne ved seminaret emnet op.
- Coastal og OL i 2028 - skal vi forholde os til det, blev der spurgt om
- Under drøftelsen her blev det nævnt, at man kunne overveje at inddrage kaproere, som ligger lige under landsholdsniveau, og kigge i en retning af coastal og OL i 2028.
Bør coastal og OL-planer ligge under kaproningsudvalget/DRC?
Det kom frem, at det indtil videre skal høre under selve coastaludvalget, og det blev nævnt, at DFfR netop har nedsat en arbejdsgruppe, der skal finde ud af, hvad der skal til for at dansk roning kommer videre med planerne om coastal og OL.
Det blev også nævnt at andre lande i de senere år har satset fuldt og helt på coastal, og vi ser medaljetagere fra de internationale regattaer, være med i kampen om at vinde VM-medaljer i coastal. Dermed skal kommende VM-deltagere i coastal op i et højere niveau, hvis Danmark skal kunne gøre sig gældende internationalt set i coastal.
Carsten Hassing,
hjemvendt efter flere år, som landstræner i det store udland
Et interessant indslag på KU-seminaret var træner Carsten Hassings beretning om sine mange år i det store udland, hvor han har arbejdet, som landstræner.
Han indledte med at fortælle, at det ikke ligefrem er nogen stor indtjening, når man jobber, som rotræner i verdens store ronationer, men at der er mange oplevelser knyttet til jobbet.
Hassing begyndte selv at gå til roning, da han var 13 år, og han stoppede karrieren efter OL i 1992. Derefter blev han træner i flere danske klubber, og var den første herhjemme, der fik en uddannelse gennem trænerakademiet. Han var desuden med til at bygge Danmarks Rocenter op.
Sammen med daværende guldfirertræner, Bent Jensen, lagde han dansk roning bag sig, og drog ud i den store verden.
Det blev til fire år i Canada, tre år i Norge, otte år i Østrig og sidste destination var Schweiz.
- Det, man lærer, når man drager ud til et helt fremmed sted og med en noget anden rokultur, end den danske er, at man skal lære at tilpasse sig, nævnte Carsten med et skævt smil. Dét med at komme fra lille Danmark med de korte afstande, og til så stor en ronation, som Canada, er ikke nogen helt let opgave, og slet ikke, når der skal være træningssamlinger. Således var afstanden mellem Bent Jensen og jeg 5000 kilometer væk, og udover at skulle planlægge, skal man også lige drage jetlag ind i tidsplanen, nævnte Hassing. - På flere områder, når man er så langt væk og i så stor en ronation, går det op for en, at det, vi har i Danmark, er helt unikt. I Canada er der mange frivillige, til gengæld er der ikke mange regattaer.
Hassing var landstræner i Canada indtil 2009, hvorefter turen gik tilbage til Skandinavien, til Norge. Her skulle man vide, at der ikke var en centerstruktur. Og i Norge taler man om tingene MEGET HØJT! Man går meget op i biomekanik. Der er ingen støtte til unge roere, og trænerlønnen var ikke særlig god.
Verdensroeren: Olaf Tufte, der har forstået at brande sig selv på baggrund af sine resultater, har sørget for, med en sponsorkæde, at når de unge roere samles, så kan der bidrages med mad til dem.
Der var ingen penge - få både, og for at få penge til nye både, måtte man sælge det, man havde.
Træningslejrene var af ekstrem lang varighed, det kunne eksempelvis være sådan, at det blev til højdetræning i tre uger i november, og igen hen over julen. Det blev bl.a. til træningslejre i Sydafrika, fortæller Carsten Hassing.
Da trænergerningen i Norge blev overstået, gik Carsten Hassings rejse videre til Østrig.
Det blev til noget ganske andet, end det, han kom fra.
- Her er det hele bygget op omkring Bundeslande - selvstændige områder. Det er interessant med mange strukturer. Men man skal heller ikke komme og tro, at man sådan lige fra første dag, kan ændre på det hele. De ved MEGET bedre, fortæller Carsten med et smil. Han nævner, at de oplevede på et tidspunkt, at en privatmand købte et Rostadion for én Euro!
- Lad mig udtrykke det sådan: I Østrig var jeg gæstearbejder i bogstaveligste forstand...
Derefter gik turen til Schweiz - og igen til en helt anden form for struktur, end det, der var i Østrig.
- I Schweiz vægtes det sociale meget højt, og lige her skal der tages hensyn til, at de unge roeres skolegang finder sted hver dag fra: 07.30-17.30. Det er et helt andet system, især med hensyn til træningen, hvor der skal defineres, hvad man foretager sig, slutter Carsten Hassing, der efter årene i alpelandet er vendt tilbage til Danmark, og har fået opgaver i flere klubber - både i det jyske og i hovedstadsområdet.
Næste punkt omhandlede Danmarks Rocenter v. Thor Kristensen
Ikke overraskende handler 2024 om at få så mange både med til OL, som overhovedet muligt. Det er hovedopgaven i DRC.
To muligheder for at komme igennem nåleøjet sker i april og maj, 2024.
Der er træningslejr i december, og derefter står den også på langrend for landsholdet.
Thor kommer ind på M2-, hvor det blev en anderledes sæson i 2023, idet den ene af roerne ønskede at prøve sig selv af ved at ro over Stillehavet - hvilket skete midt i rosæsonen, og hvor træningen dertil og selve turen tog en del af fokus på den intensive træning i M2-.
- M2- skal ro stærkt, rigtigt stærkt, Det blev for frit, og det var der ikke plads til, erkender sportschefen i sit indslag på KU-seminaret.
- M4- satser vi stadig på
W4-, her fortæller Thor Kristensen, at der er to roere mere i spil til pladserne i båden, idet Bagsværd-roerne: Gørtz og Persson har sat alt ind for at komme i betragtning. En interessant nyhed, idet Gørtz tidligere har været en del af mandskabet her, mens Persson kommer fra LW2X, hvor hun med sin makker: Mørch, de seneste sæsoner har været lige ved og næsten mhp. at komme igennem nåleøjet til en OL-udtagelse.
Da sportschefen nævner dette spørges der fra deltagerne til, om det så er ensbetydende med, at LW2X er opløst, og det er den, indtil videre, svarer Kristensen.
Han nævner, at DRC er i gang med et udviklingsprojekt i W8+, og at LM2X er lagt ud, som et kraftcenterprojekt, hvor Sorø-roeren: Lind og Bagsværd-roeren: Larsen, er inde i varmen omkring dette projekt.
Thor Kristensen nævner afslutningsvis, at der satses på, at dansk roning kan levere 2 olympiske medaljer i 2024!
Der spørges fra Odense, til en træneruddannelse for elitetrænere.
Raceweekender
Fra KU er det et ønske at arrangere raceweekends for alle unge kaproere, både nye og erfarne. Disse samlinger bliver ret formelle, hvor det ikke kræver meget mandskab på land og vand, men hvor kaproerne kan mødes og få et slags fællesskab med aktiviteter på vandet. Der er sat et beløb af til de klubber, som kan arrangere.
Ved KU-seminaret bliver det lagt ud til drøftelse i to grupper for hhv. Kraftcentre og klubber. Det er et ønske, at der arrangeres fire sådanne weekends, allerede startende i marts, 2024.
Da drøftelserne i grupperne er overstået, er der enighed om, at der er mange tilbud og aktiviteter igennem hele sæsonen, og at man skal passe på, at der ikke sker et overlab m. andre tilbud.
Der er dog interesse for at prøve det af med to raceweekends. Det første allerede d. 16.-17. marts, 2024 (eneste sammenfald er DFfRs Hovedgeneralforsamling), og den 13.-14. april på Bagsværd Sø.
Kraftcentrene indstiller, at der afholdes to raceweekends.
Drøftelser om Sorø Regattaen, hvor der bliver udtagelser til hhv. Coupe de la Jeunesse og U19VM.
Flere kraftcentre arrangerer sommertræningslejre i slutningen af juli, og lige her kan andre klubbers unge kaproere også deltage.
Udtagelseskriterier drøftes, og hvem, der udtager.
Det ser sådan ud:
KU udtager til: Baltic Cup, Coupe de la Jeunesse, U19EM- og U19VM, U23VM
DRCs sportschef og KU: Senior EM- og VM, World Cups
DRC´s sportschef: OL-kvalifikationsregattaer
DIF: OL
Det fortælles, at 47 roere deltog i testregattaen 2023, og at der hele tiden skal være en vurdering af roerne, som er realistisk.
Dette var i store træk lidt nyt fra årets KU-seminar i Sorø.
Roklubbens formand, Gert Iversen, og flere medlemmer gjorde dagen god med et fint traktement for deltagerne - hvor Iversens hjemmebagte grovboller var et sandt hit. Tak for den fine gæstfrihed, der altid er i Sorø Roklub.
Deltagerne i årets KU-seminar blev selvfølgelig foreviget
Danmarksåren, et nyt tiltag fra KU og DRC.
Forleden kom det frem, at der er dannet en ny hjemmeside, som kaproningsudvalget og Danmarks Rocenter står bag.
Titlen: Danmarksåren, giver sig selv.
Det handler om interesse for landsholdsroning!
Enten for kommende og talentfulde unge, som står på spring, for nuværende landsholdsroere, for trænere og ledere - men også for dem, der vil forsøge at følge lidt mere med, hvad der foregår med selve landsholdsdelen i dansk roning.
Se "Danmarksåren" HER
Nytårsstatus fra sportschefen
De seneste to indslag er interessante. DRCs Sportschef Thor Kristensen bringer, i et længere indlæg, sin egen vurdering og holdning til, hvordan sæson-2023 forløb, og hvor han hudløst ærligt gør status og reflekterer.
Se indslaget HER
Video af W4-
Når man lander i en satsningsbåd mhp. OL, ved alle omkring den enkelte båd, at der ikke er plads til mange følelser eller hensyn. Det er det stærkeste mandskab, der skal afsted.
I en nys udgivet video er det synligt for enhver, at nye roere prøves af på holdet, som der også er flyttet rundt på, ifølge videoen.
Denne dag er det Frida Sanggaard Nielsen, Bagsværd Roklub, der stroker, og bag hende er det Marie Skytte, Roskilde Roklub. Så er det DSRs Nanna Vigild,der i forhold til VM-2023, er inde på holdet, og på etterpladsen Odder Roklubs: Julie Poulsen på plads 1.
Se videoen HER