De uofficielle verdensmesterskaber i Mastersroning finder i år sted i Australien. Det giver lidt af en økonomisk bet for mange mastersroere i Europa, så derfor har man arrangeret et EM på selve den olympiske regattabane i München. Det voluminøse arrangement fandt sted i weekenden, og kørte over hele tre dage fra tidlig morgen til sen aften.
Danskerne gik på medaljejagt, og det så meget, at flere udnyttede alle muligheder for at komme først til fadet.
For et par af de danske deltagere, må det unægtelig give et flashback til tidligere internationale oplevelser.
Således var Fredensborg Roklubs Kim Børgesen med, da banen blev indviet i forbindelse med de Olympiske Lege i München i 1972.
Og for Søren Eriksen, ligeledes Fredensborg Roklub, blev det til et herligt gensyn med det turkisfarvede vand på den kunstigt anlagte robane, thi i 1981 var det her, Søren Eriksen blev Verdensmester i letvægtsotter. Det var dengang, John Faulkner-perioden kørte på højeste blus, og hvor Danmark for alvor fik printet sig ind på mesterskabslisterne i letvægtsroning, hvor det i en årrække blev til flotte ædle medaljer i 8+, indtil letvægtsfireren tog over i begyndelsen af 90´erne.
“Masters-EM” og “VM” har vist sig at være noget af et tilløbsstykke med mere, end 2000 deltagere. Den danske delegation tæller mange tidligere koryfæer, og alene 1. dagens resultatlister sætter printeren under voldsomt pres, da der er ca. 80 A4-sider, som udgør resultaterne her - og det blot for én dag..
Det bliver i øvrigt i den forbindelse spændende at se, hvordan dansk roning griber udfordringen med Mastersregattaen i 2016, og fra Danmark var flere fra arrangørteamet taget til München for at besigtige denne megabegivenhed fra nærmeste hold.
Og er der noget, man har i Tyskland, når vi taler regattaanlæg, så er det: PLADS NOK!
Således også i München - det bliver spændende at se, hvordan man takler det hele i omegnen af Bagsværd om 2 år.
Som nævnt var der fine placeringer til alle danskere, men man skal også huske på, at løbene var delt op i afdelinger. Eksempelvis var tilstrømningen til et løb i herre-1X så stor, at man måtte ud i 15(!) afdelinger.
Det vil derfor være FOR omfattende at nævne alle danske resultater her.
Peter Holm, Glenn Frank, Kim Børgesen og John Knudsen bliver nummer 2 i 4X-.
Søren Eriksen bliver nummer 3 i singlesculler.
Ulrik Jensen, Fredensborg, Bliver nummer to i sin klasse. I 1X aldersgruppe C, hvor der er 17 (1) finaler.
Karen Raagaard, Annette Friedrichsen, Britta Hirschauer og Inger Koch, Nordslesvig/LR bliver nummer 3 i dobbeltfirer. Klasse C.
Louise Wissing nummer 3 i 1XA.
Lizzie Haastrup, Fredensborg Roklub vinder i 4X klasse H med kollegaer fra Tyskland.
M2X-G: Hans Werner Mortensen og Ole Haaning Thomsen, Fredericia Roklub, bliver nummer 2. I samme kategori, men i en efterfølgende finale, bliver Peter Holm, Randers, og Kim Børgesen, Fredensborg nummer tre. En 1. plads til Aage Pedersen og Frede Nørskov Nielsen, Fredericia i samme kategori.
Sejr til Sorøs Christian Mølvig og Bjarne Hjorth i mændenes toer uden styrmand, kategori B. I kvindernes 2X-D, bliver Sanne Poulin og Annemette Jørgensen, Fredensborg Roklub, nummer tre i deres kategori, mens den danske kombination fra Furesø/Lyngby med Mette Møller og Inger Koch, vinder deres afdeling. I mændenes 1X-H, bliver Aage Petersen, Fredericia nummer to, mens Alf Mikkelsen, Fredensborg bliver nummer tre i sin afdeling.
Hardy Olesen, Middelfart, bliver, sammen med Frede Nørskov Nielsen, Fredericia, nummer 2 i 2X-C. I samme løb, men i 12. Finale (!), bliver Thomas Thougaard og Lars Bo Andersen, Sorø Roklub, nummer tre. Lizzie Haastrup og Merete Boldt, begge Fredensborg, vinder i otter i en kombination med udenlandske roere i klassen G-K. Ulla Hviid og Ruth Køster, Sorø Roklub, vinder 2X-C. I samme kategori, men i en anden finale, bliver Inger Koch, LR og Mette Møller, Roklubben Furesø, nummer tre.
Kim Børgesen bliver nummer to i 1X-G - samme placering, men i en efterfølgende finale, får Glenn Frank, Munkebo Roklub. Det samme gælder: Hans Nøhr, LR.
Sejr til Mette Møller, Roklubben Furesø i 1X-D. I samme kategori, men i en anden afdeling, bliver Lyngby Roklubs Inger Koch nummer to.
Hardy Olesen, Aage Pedersen, Frede Nørskov Nielsen og Ole Haaning Thomsen vinder 4X-F i suveræn stil.
Sejr til Fredensborgs Ulrik Jensen og Søren Eriksen i 2X-D. Merete Boldt stiller op i en udenlandsk kombination i 4X og vinder. På andenpladsen: Anne Brehmer, Ingrid Petersen, Birgit Juel-Hansen og Merete Leisted Busk, Sorø Roklub. Aage Pedersen & Ole Haaning Thomsen bliver nummer 2 i 2X-H.
Sorø Roklubs Gitte Niven Christiansen bliver nummer 3 i 1X-E. Bjarne Hjorth, Christian Mølvig, Thomas Thougaard og Lars Bo Andersen bliver nummer 2 i M4X-C. Dobbeltsejr til Danmark i M2X-F. Kim Børgesen og Søren Eriksen, Fredensborg, vinder over John Knudsen og Glenn Frank fra Munkebo Roklub. Hans Werner-Mortensen og Frede Nørskov Nielsen, vinder deres afdeling i samme kategori. Begge er fra Fredericia Roklub. Sandelig om Merete Boldt, Fredensborg ikke endnu engang hopper ind i en kombination, hovedsageligt med tyske roere, og vinder i 8+.
Lasse Nielsen, Carl Ove Hansen, Hans Nøhr og John Knudsen, Lyngby Roklub er suveræne i 4-.
Roskildes Thomas Lynderup, Mogens Kleis, Søren Anthonsen og Henning Hansen, bliver nummer to i firer uden, hvor DSR/KVIK/SKJOLDs Stig Rasmussen, Peter Skov, John Grundwald og Flemming Bay bliver nummer tre. Det er herligt at se, at naboerne fra Svanemøllen, og det alle tre blandede klubber, kan ro i samme båd. Christian Toft Sørensen, Ole Rømer, Jan Andersen og Svend Aage Nielsen fra Roskilde/Holstebro/Fredensborg bliver nummer tre i deres klasse, G. Merete Boldt satser tydeligvis på at kombinere med udenlandske mandskaber i München - og hun er med på vinderbåden i dobbeltfirer. Det siges, at det er en fast garde, der mødes år efter år, og kombinerer med samme personer. Anette Friedrichsen, Nordslesvig kombinerer i 2X med en roer fra Flensborg, og parret bliver nummer to. Anna Karina Gravad, Køge Roklub, kombinerer med Louise Wissing, Lyngby, og det bliver til en 3. Plads i 2X-B. Førnævnte roere fra DSR/KVIK/Skjold bliver nummer tre i H-klassen i 4-.
Sorø Roklubs Ulla Hviid, er som altid suveræn i 1X - denne gang i klasse: C. Lyngby Roklubs Inger Koch bliver nummer tre i samme klasse.
Furesøens Mette Møller tager sig af sejren i C-klassen også. Men bedste vintertid står Ulla for. Bjarne Hjorth og Christian Mølvig tager sig af sejren i toer uden. Merete Busk og Anne Brehmer bliver nummer tre i 2X-F. Samme placering får Sorøs Birgit Juel-Hansen og Ingrid Petersen i det næste heat. En andenplads til Hardy, Ole, Frede og Aage i 4X.
Glenn Frank, John Knudsen, Ulrik Jensen, Søren Eriksen bliver nummer tre i 4X-E. Stig Rasmussen & Peter Skov tager en 3. Plads i toer uden styrmand. Sanne Poulsen, Annemette Jørgensen, Bettina Cervin og Merete Boldt, alle fra Fredensborg bliver nummer to i 4X-, og det efter en dansk/tysk kombination, hvor Mette Møller, Roklubben Furesø er med. Sorø Roklubs damedobbeltfirer bliver nummer tre i samme løb, men næste afdeling. En tredjeplads bliver det til Sorøs Bjarne Hjorth i singlesculler, kategori F. En 2. Plads bliver det i mix-2X til Fredensborg/Furesø ved Ulrik Jensen og Mette Møller. Merete Boldt vinder i Mix-4X med Polske roere. Søren Eriksen bliver nummer to i mix-2X med en roer fra Tyskland. Inger Koch og John Knudsen, begge fra LR, opnår samme placering i næste heat. Britta Hirschauer, Nordslesvig, vinder mix-2X med en udenlandsk herre. Ægteparret: Terkel Jespersen og Lizzie Haastrup bliver nummer tre i mix-2X. Samme placering får Merete Boldt med en tysk roer. Anna Karina Gravad, Køge og Christian Mølvig, Sorø, gentager succesen fra i fjor og vinder mix-2X. Louise Wissing, Glenn Frank, John Knudsen og Inger Koch, LR/Munkebo, bliver nummer tre i mix-4X. - Efter Britta Hirschauer, der kombinerer med et tysk mandskab. Roklubben Furesøs Mette Møller er med på en vinderbåd i mix-4X med udenlandske roere. Fredensborgs Annemette Jørgensen og Lizzie Haastrup er med på en vinderbåd i mixotter. Anna Karina Gravad, Køge, er med på en vinderbåd med et svensk mandskab i mix-4X. Christian Mølvig, Sorø, vinder mix-2X med en kvinde fra Canada. Og dermed er hovedparten af resultaterne fra nummer 1-3 med danske islæt nævnt i denne epistel.