I de senere år har Københavnskredsen genoptaget Aftenkaproningerne, men i 2020 forsøgte man også med en Sommerkaproning. Derefter blev alt corona-aflyst, og sådan endte sæson 2020. Den 16. maj i 2021 blev årets første kaproning afholdt på Bagsværd Sø - nu, som
- Søndagskaproningen.
Forinden var der lidt skriverier frem og tilbage med DFfRs kaproningsudvalg og DRC for at undgå datosammenfald. Udgangspunktet var, at Københavns Regattaforening aflyste Copenhagen Regatta, og det åbnede nu muligheden for, at DRC kunne afholde en såkaldt Race Weekend på samme dato, hvor der skulle være CR. Men da DRC ikke satser på de helt unge roere - ej heller masters - ville en hel del roere stå uden et godt tilbud om at indlede sæsonen, og den mulighed greb Københavnskredsen og udskrev løb for alle roere i Danmark.
Kaproningen skulle finde sted søndagen før Race Weekend, og det blev noget af et tilløbsstykke.
Det strømmede ind med anmeldelser, og det i blandede kategorier, lige fra de purunge i junior C & D, til junior A & B, seniorer, begyndere, masters, mix osv.
Der var debutanter, tidligere - og nuværende landsholdsroere - herunder tidligere deltagere ved EM, VM & OL. Således landede man på ca. 125 deltagere - og flere af dem roede to til tre finaler.
Samlet set havde deltagerne mulighed for at tage på vandet fra fire destinationer. De klubber, som kom udenbys fra kørte deres både til målområdet, hvor man kunne komme på vandet der fra. Københavnerklubberne har Rostadion, som fast base, så her var udgangspunkt nr. 2. Bagsværd Roklub havde 3. udgangspunkt - og Holstebro Roklub fik lov til at benytte muligheden der fra. Fjerde udgangspunkt var klubberne v. Lyngby Sø, hvor deltagerne kunne jo direkte hjem til klubberne efter endt dåd, uden at komme på land ved Bagsværd Sø.
Da deltagelsen i MW4X- var stor, og hvor der blev udskrevet to afdelinger her, valgte arrangørerne at lægge dette løb, som det første. Det betød, at halvdelen af deltagerne efter roningen i løb 1 kunne "forsvinde" fra området temmelig hurtigt, så forsamlingsrestriktionerne i de tre timer, regattaen fandt sted, kunne overholdes.
Det betød, at en del af debutanterne blev kastet direkte ud i, hvad det vil sige at få styr på den tekniske del under en kaproning, når der er medsø.
En enkelt kæntring undgik man ikke. Og så var det endda ikke en af debutanterne, der væltede, men en mastersroer, der hurtigt kom i sikkerhed på rodommerens store katemaranbåd.
Københavnskredsen er begunstiget af flere frivillige, der troligt træder til for at hjælpe, og denne gang havde den kendte rodommer, Flemming Gaur fra Silkeborg, meldt sin ankomst. Gaur er udtaget, som rodommer, til sommerens OL i Tokio, og spurgte, om han måtte komme forbi for at få en lille opfrisker, som dommer. Derudover bistod Keld Kyllesbech, Lyngby Roklub, som rodommer, som så ofte før. I tårnet, Jens Johansen, LR, som tidtager, godt hjulpet af Gladsaxe Kommunes Jonas Pihl, der stod klar med motorbåde, walkier og hjælp med den tekniske del. |
Grundet de mange coronarestriktioner, har Københavnskredsen kørt arrangementerne på et ret lavt niveau, set i forhold til den flotte service, Københavns Regattaforening byder på med regattaerne på Bagsværd Sø. Derfor udleveres der ikke numre til bådene, der er ikke salg af noget spiseligt og drikkeligt, mens også omklædningsfaciliteterne den søndag kun kunne benyttes, hvis der kunne fremvises coronapas. Alligevel accepterede deltagerne dette. Hovedsagen var, at de "endelig" kunne komme på vandet og få tjekket eget - og konkurrenternes niveau.
Flere af de kvindelige mastersroere fremviste nye ens rodragter, som vi formentlig kommer til at se mere til i sæson 2021.
Holstebro Roklubs unge talenter havde været meget tidligt oppe for at køre til kaproning på Bagsværd Sø. Imponerende!
Hende kommer vi stensikkert til at høre meget mere til. Godt roet, Katarina!

Forældrene var dygtige landsholdsroere midt i 1990´erne. Og nu boltrer næste generation sig på banerne.
Mejse Nielsen, Sorø Roklub, er datter af Karsten Nielsen & Berit Christoffersen. Berit har en VM-sølvmedalje med sig fra 1995 i LW2X, og var OL-deltager i W4X- i 1992. Far er dobbelt verdensmester - og 3 X VM-bronzevinder i LM1X.
Frida Werner Foldager har også gode gener med sig, når vi taler kaproning. Mor, Ulla Werner Hansen, roede dobbeltsculler og dobbeltfirer med førnævnte Berit Christoffersen, begge fra Lyngby Dameroklub. Ulla er tidligere OL-deltager og har en VM-sølvmedalje i W4X-med sig fra landsholdsperioden (1997). Fridas far er Roskilde Roklubs tidligere kendte træner: Niels Foldager.
Vi så flere 2. generationsroere ved Søndagskaproningen. Sigurd Rindom Poulsen, søn af OL-guldvinder i LM4- og nuværende landstræner for Sverri Nielsen. Sigurds mor er den tidligere landsholdsroer: Christina Rindom. Også Dragør Roklubs Morten Juel Hansen, tidligere landsholdsroer har næste generation på vej: Gustav og Frederik.
Også Søren Madsen, kendt fuldtidstræner i Holstebro Roklub, tidligere landsholdsroer med en OL-bronzemedalje bag sig i LM4-, havde deltagere med på Bagsværd Sø. Søren fortæller, at han havde to sønner med, og at de havde en god dag. Det kommer frem lørdagen efter, hvor Søren Madsen møder Københavnskredsens Mette, da der er Race Regatta på Bagsværd Sø.
Egentlig var der lagt op til en forrygende finale i MMW-4- med fire hold til start. Men DSR meldte sine to hold af for at koncentrere sig om otterløbet - og dermed var roerne fra Skovshoved-konstallationen tilbage i to firere. Det blev til en spændende finale, hvor den kvindelige kvartet satte de mandlige kollegaer på plads. Og dermed kunne Kate Skavin triumfere over ægtemanden Jesper, der sad på den konkurrerende båd.



Flere af klubberne valgte også at benytte Søndagskaproningen som en forsmag på Race Weekend, der fandt sted i ugen efter. Godt tænkt, for det giver startrutine, og det kan man slet ikke få nok af.
Holstebro Roklub imponerede atter med en flok velroende unge talenter. De stod meget tidligt op denne søndag morgen, ml. 04-05 for at være klar klokken 12.00 - og mon ikke hovedparten af de unge sov rigtigt godt på hjemvejen, idet flere af dem roede med i flere finaler? Der er ikke tvivl om, at der har været godt med læs på minibussen med alt det metal, som Holstebro-roerne fik kæmpet sig til.
Københavnskredsen planlægger endnu en kaproning, denne gang en Aftenkaproning, og det i begyndelsen af juni. Det melder vi snarest tilbage om.