Mens Karina Lauridsen, DSR, desværre ikke i første omgang kvalificerede sig til paralympic, idet Danmarks eneste pararoer måtte opgive, da hun fik krampe i armen, lykkedes det til gengæld for hendes klubkammerat, Sverri Nielsen, at kvalificere sig til A-finalen søndag.
Som ventet var det en noget nemmere opgave, end det indledende heat, hvor han var presset. Nok baksede han i dagens semifinale med konkurrenten for Litauen, men der var aldrig tvivl om Sverris magtposition her.
I den første semifinale, var det ikke overraskende regerende verdensmeter, Oliver Zeidler, GER, der satte tingene på plads over for Grækenlands regerende OL-vinder og Sverris stærke modstander fra det indledende heat. Der venter afgjort en spændende finale søndag.
Tak til træner Morten Tibian for fine billeder fra Szeged.