Af: Mette Bacher
D. 6. september for 50 år siden, ved Verdensmesterskaberne i St. Catharines, fik dansk roning sit første verdensmesterskab i dobbeltsculler, idet Jørgen Engelbrecht, Hvidovre Roklub, og Niels Henry Secher, DSR, vandt finalen, og ved samme VM vandt Danmark bronze i firer uden.
I Danske Studenters Roklubs årbog for 1970, fortæller Niels Henry Secher om optakten til VM, og følelserne omkring finalen.
Roklubben Vikings Bjørn Hansen, var med ved VM i Canada, i toer m. styrmand, mandskabet blev nummer 8, og han fortæller i telefonen i sidste uge, at han tydeligt husker finalen. Vi stod på bådepladsen og så det, det var en flot finale og en rigtig dejlig dag, siger Bjørn Hansen til roinfo.dk
D. 6. september for 50 år siden, ved Verdensmesterskaberne i St. Catharines, fik dansk roning sit første verdensmesterskab i dobbeltsculler, idet Jørgen Engelbrecht, Hvidovre Roklub, og Niels Henry Secher, DSR, vandt finalen, og ved samme VM vandt Danmark bronze i firer uden.
I Danske Studenters Roklubs årbog for 1970, fortæller Niels Henry Secher om optakten til VM, og følelserne omkring finalen.
Roklubben Vikings Bjørn Hansen, var med ved VM i Canada, i toer m. styrmand, mandskabet blev nummer 8, og han fortæller i telefonen i sidste uge, at han tydeligt husker finalen. Vi stod på bådepladsen og så det, det var en flot finale og en rigtig dejlig dag, siger Bjørn Hansen til roinfo.dk
VM i Canada 1970
Udpluk fra DSRs årbog, 1970
Ved et tilbageblik på sæsonen 1970 fremgår det tydeligt, at året blev en meget stor succes med 18 sejre i det samme antal starter, fordelt på de bedste kaproninger vi kunne deltage i. Når året af os på trods af dette vil blive husket med ambivalente følelser skyldes det de strabadser som bestyrelsen, efter min mening kastede sig selv og elitekaproerne ud i. Når det overhovedet lykkedes at komme igennem sæsonen med succes skyldtes det for en stor del en kolossal loyalitet og offervillighed fra Hvidovre Roklub.
Specielt har formanden John Ågård og kaproningschefen Per Borge ydet en omfattende indsats, altid ud fra det standpunkt, at tingene skulle lykkes. Også min far, Ole Secher, har i de hedeste perioder interveneret til vores fordel, og for disse personers hjælp er vi meget taknemmelige. Men succes er i høj grad også en funktion af hårdt arbejde.
Vi begyndte træningen midt i oktober og fortsatte konsekvent 5 gange om ugen med et program sammensat ud fra vores hidtidige erfaringer. Jørgen havde et glimrende cirkelprogram bestående af 9 øvelser, hvor hver øvelse repeteres 20 gange og hele programmet gennemføres 3 gange. Fra mit ophold hos Keller i 1968 havde jeg fået et meget simpelt, men effektivt træningsprincip, som vi anvendte på 200 m løb, hop, roning osv.
I al enkelhed består programmet i progressiv stigning i 4 uger -fald til 2. uges niveau -stigning i 4 uger -fald til 3. uges niveau etc. Herved opnår man, at der selv under meget intensiv træning bliver pauser og »belønninger«, som gør programmerne såvel psykisk som fysisk udholdelige.
Desuden deltog vi i den olympiske fællestræning på Forsvarets Gymnastikskole, og vi løb en gang om ugen i skovene ved Bagsværd. Vi var således godt forberedte, da vores Stampfli-båd, som Carl Ettrup havde skaffet os gennem Bikuben, ankom i april måned.
Var konditionen på enhver måde i orden, havde vi til gengæld næsten uoverstigelige tekniske problemer. Ib Christoffersen havde rettet lidt på Jørgens »bøjede arme« i 1968, men der var stadig noget igen. Også rytmen, taglængden, tempo, afslutning, åreføring osv. Lod meget tilbage i henseende til synkronisering. Ved sprinterkaproningen tidligt på sæsonen havde vi måske 10 tag, som var nogenlunde ens gennemtrukne, men båden syntes alligevel at gå stærkt.
Udpluk fra DSRs årbog, 1970
Ved et tilbageblik på sæsonen 1970 fremgår det tydeligt, at året blev en meget stor succes med 18 sejre i det samme antal starter, fordelt på de bedste kaproninger vi kunne deltage i. Når året af os på trods af dette vil blive husket med ambivalente følelser skyldes det de strabadser som bestyrelsen, efter min mening kastede sig selv og elitekaproerne ud i. Når det overhovedet lykkedes at komme igennem sæsonen med succes skyldtes det for en stor del en kolossal loyalitet og offervillighed fra Hvidovre Roklub.
Specielt har formanden John Ågård og kaproningschefen Per Borge ydet en omfattende indsats, altid ud fra det standpunkt, at tingene skulle lykkes. Også min far, Ole Secher, har i de hedeste perioder interveneret til vores fordel, og for disse personers hjælp er vi meget taknemmelige. Men succes er i høj grad også en funktion af hårdt arbejde.
Vi begyndte træningen midt i oktober og fortsatte konsekvent 5 gange om ugen med et program sammensat ud fra vores hidtidige erfaringer. Jørgen havde et glimrende cirkelprogram bestående af 9 øvelser, hvor hver øvelse repeteres 20 gange og hele programmet gennemføres 3 gange. Fra mit ophold hos Keller i 1968 havde jeg fået et meget simpelt, men effektivt træningsprincip, som vi anvendte på 200 m løb, hop, roning osv.
I al enkelhed består programmet i progressiv stigning i 4 uger -fald til 2. uges niveau -stigning i 4 uger -fald til 3. uges niveau etc. Herved opnår man, at der selv under meget intensiv træning bliver pauser og »belønninger«, som gør programmerne såvel psykisk som fysisk udholdelige.
Desuden deltog vi i den olympiske fællestræning på Forsvarets Gymnastikskole, og vi løb en gang om ugen i skovene ved Bagsværd. Vi var således godt forberedte, da vores Stampfli-båd, som Carl Ettrup havde skaffet os gennem Bikuben, ankom i april måned.
Var konditionen på enhver måde i orden, havde vi til gengæld næsten uoverstigelige tekniske problemer. Ib Christoffersen havde rettet lidt på Jørgens »bøjede arme« i 1968, men der var stadig noget igen. Også rytmen, taglængden, tempo, afslutning, åreføring osv. Lod meget tilbage i henseende til synkronisering. Ved sprinterkaproningen tidligt på sæsonen havde vi måske 10 tag, som var nogenlunde ens gennemtrukne, men båden syntes alligevel at gå stærkt.
Til forårskaproningen 14 dage senere, havde vi byttet plads, således at jeg strokede. Båden be-gyndte selv at arbejde en smule, men tempoet var dog sjældent over 28 tag i min., og vi måtte indkassere mange drøje bemærkninger fra kritiske tilskuere. Men udtagelsen til trelandskampen var sikret, og det var det vigtigste. I Århus skulle vi møde vesttyskerne, som var blevet nr. 4 i 1969 og nr. 5 til olympiaden i Mexico. De var således en meget stor udfordring på dette tidspunkt. Vi var meget nervøse, men også håbefulde, da båden på grund af lettere gearing og Volles kommandoer begyndte at gå helt godt. Optimismen slog til, vi vandt. Jørgen havde dog bagefter så ondt i venstre underarm, at vi ikke kunne ro revanche om søndagen, men det gav mig lejlighed til et tæt opgør med Meissner i singlesculler. Næste station var Amsterdam, hvor vi begge havde hentet vores første internationale erfaringer. Sammen med Jens Erik fra Hellerup, som siden vandt DM i singlesculler, sagde vi pænt tak for hjælpen ved at vinde 7 af 12 scullerløb. Heriblandt var Holland-Beeker-pokalen samt en banerekord i dobbeltsculler på 6.25.59. Glade drog vi hjem, parat til næste udfordring i Luzern. Jeg havde vagt natten mellem fredag og lørdag og kunne derfor først tage af sted med flyveren lørdag morgen, og dette endda kun med velvilje fra min bagvagt, dr. Kastrup. Volle og Jørgen var taget af sted fredag aften og blev glimrende indkvarteret hos strømpekongen H. C. Andersens familie i det nærliggende Kastanienbaum. Jeg ankom lørdag middag til Luzern, efter at Jarl og Johansen fra Byexpressen havde hentet mig i Zürich til et par sure ansigter. De havde opgivet ethvert håb på grund af den noget rodede optakt. Men vejret var varmt, som vi bedst kunne lide det, vandet spejlblankt og med båden prøvet og trimmet med de sidste finesser, følte vi os helt godt tilpas. Resultatet udeblev ikke: vi fik en fin, nærmest flyvende start, og førte til alles -ikke mindst vores egen - overraskelse med 2- 3 længder ved 800 m. Løbet var vores, med Vesttyskland og Østtyskland på de næste pladser. 1. heat blev vundet af Rumænien bl. a. foran USA (EM), men i en svagere tid. Vi havde således al mulig grund til at være tilfredse og kørte lettede til Kastanienbaum, hvor vi havde en dejlig aften med pragtfuld udsigt over Vierwaldstättersøen, god mad og kirsebærrene hængende i klaser. Næste dag skulle vi så ro så sent i finalerne, at det ville være umuligt at nå dagflyveren, og med natflyveren ville vi ikke, så vi slap af med den morgensure Volle med besked om at gøre det umulige.
Træner Volle, Wolfgang Kleemann, giver de sidste detaljer inden løbet. Foto fra DSRs årbog
Imedens bumlede vi: så på løbene, roede lidt, spiste, og for at sætte lidt ekstra kolorit på begivenhederne forsvandt Jørgen. Han dukkede heldigvis op i tide, og med ham kom Volle, der for første gang på turen rigtigt var i sit es . Han havde fået planen klar: vi skulle blot vinde (!) og ro hurtigt tilbage til bådpladsen, så havde han ordnet resten! Jarl ville tage sig af båden og Per Borge sig af trøjerne (som man låner). Hans (søn af familien Andersen) ville få speciel tilladelse til med sin bil at benytte en bagudgang. Endvidere ville han blive forsynet med politieskorte, som skulle gøre stor fart legitim. Exprestoget, som på grund af weekend-trafikken var den eneste hurtige transport til Züirich, ville stoppe på et trinbræt 3 km fra Luzern i præcis 1 min! Ialt havde vi 20 min. fra starten af løbet til toget holdt. Det skulle være tilstrækkeligt! Vi troede ikke meget på det, men med alt det forarbejde, kunne vi dårligt gøre andet, end opfylde vores del af aftalen. Vi roede i ny rekordtid, 6.23.33, med Böhmer-Schmied (DDR) på andenpladsen. Planens øvrige trin klappede også. På trinbrættet havde vi ovenikøbet tid til at smide bukserne og få noget ordentligt tøj på. Schweitzerne har sans for den individuelle løsning! Senere hørte vi fra Keller, at den øverste politiofficer havde været meget stolt over -for første gang i sin embedsperiode og tilmed i fredstid -at have haft myndighed over Bundesbahn.
Planen lykkedes. Men så var vi også trætte. Den næste måned syntes alt håbløst, vagter i døgndrift, vrøvl med DSRs bestyrelse, båden skulle pakkes og sendes til Canada, en ny båd skulle rigges til og køres ind osv. Vi benyttede Duisburg-regattaen til at komme ud af den hjemlige heksekedel. »Rappe« fra Hvidovre stillede velvilligt ferie og bil til rådighed, og vores båds afsendelse til Canada var heldigvis blevet udsat. Men hvilken forandring!
Som i begyndelsen af sæsonen måtte vi slide for hver eneste cm. Heldigvis havde også Hild-Glock problemer, så vi vandt knebent og kunne drage hjem med forvisningen om, at selv når det gik skidt, kunne vi klare os. Men det var med bange anelser, vi igen pakkede båd til Canada. Der gik nu en stille måned. I den sidste uge før afrejsen arrangerede Ågård et trænings(rekreations)ophold i min bedstemors sommerhus, hvor Vibeke og Susanne sørgede godt for os. Og så kom dagen! Jørgen mødte op i Bikuben-trøje med et skakspil i den ene hånd og med et irsk landbrød i den anden hånd! Volle snakkede og organiserede uafladeligt. Alle var kort sagt i deres bedste humør. Trætte ankom vi til Ridley College og blev indkvarteret i samme værelse som i 1967, Det tegnede godt, men allerede næste dag fik vi en forskrækkelse, Båden gik, ligesom i Duisburg, slet ikke, samarbejdet var elendigt. Vi roede og roede 40 km om dagen - og humøret sank og sank! Lykken var dog med os, vi slap for Vesttyskland, Østtyskland og USA i vores heat. Det skulle dog vise sig, at USSR også krævede det bedste af os: heatet blev vundet med 3/10 sek" heldigvis i vores favør, og da der kun var 12 både i alt, var vi dermed i finalen.
Vi holdt en fridag næste dag, lånte en vogn og kørte til Toronto, hvor min kusine, Bodil, tog godt imod os og viste os byen. De næste par dage gik det bedre med roningen, men stadig-væk ikke godt nok. Og da tiden var knap, var vi stiltiende ved at blive enige om, at bronze også var meget pænt. Vi brugte timer på trimning uden rigtig at komme nogen vegne. Endelig lørdag begyndte vi at fatte håb. Medens Volle skaffede en vogn, så vi kunne komme senere til den dansk-canadiske fest, tog vi en ekstra tur, hvorefter vi vidste, hvad der skulle rettes. Festen forløb glimrende, og vi fik tilstrækkeligt at drikke til at sove godt. Søndag morgen gav vi båden -under amerikanernes hån-latter -det sidste lille nøk ... og så var rytmen tilbage. Båden var igen vores og nu var det kun os selv, udfaldet afhang af, og muligheden var det! Eftermiddagen var lang. Det ene løb passerede efter det andet i TV. Vi så folk blive nervøse, senere komme skuffede eller glade tilbage. Vi løb frem og tilbage, og så nordmændene vinde bronze i firer med.
Så kunne vi også, og da Bombefireren gjorde dem kunsten efter i firer uden, var vi helt sikre. En time igen, og ritualet begynder: tøj, årer, indfedrning, efterspænding af båden, opvarmning osv. Først på vandet er opgaven defineret. Vi var stille og fattede. Prøvestarterne gik perfekt, vi havde midterbane og fint vejr, alt synes at klappe. Starten gik godt. Vi havde aftalt ikke at slide os op på det første stykke, men da vi nåede 500 m og stadig lå på linie med de øvrige både, begyndte vi at blive nervøse. Så meget havde vi ikke holdt igen! 6-700 m og pludselig faldt de andre både tilbage, vi havde knapt en længde. Jørgen nåede at sige, at vi skulle tage det med ro , og op til 1.000 m kunne vi slappe af. Det var aftalt, at vi skulle »gå op" for hver 250 m , men fra 1.000 m pressede østtyskerne mere, end vi brød os om. Betydeligt mere end i Luzern. Ved 1.250 m begyndte det at knibe, Vore »10 stærke« reddede os, det gav en halv længde. Håbet steg. De næste 250 m var forbandet lange, men 1.750 m mærket dukkede endelig op, og nu gjaldt det!
Jeg lukkede øjnene og trak alt, hvad jeg kunne. Det lykkedes, vi trak fra dem, det gik, vi vandt. Bagefter: trøjebytning, håndtryk, bemærkninger om løbet gennem trætheds-og sprogbarrierer, champagne og fødselsdagsfest (Jarl 50 år), flere håndtryk, billeder, smil, afrigning, »see you next year«, nye trøjer og flag passerer forbi en i tåge af træthed, lettelse, champagnerus og glæde. Så lykkedes det. Trods alt! Niels Secher
Som i begyndelsen af sæsonen måtte vi slide for hver eneste cm. Heldigvis havde også Hild-Glock problemer, så vi vandt knebent og kunne drage hjem med forvisningen om, at selv når det gik skidt, kunne vi klare os. Men det var med bange anelser, vi igen pakkede båd til Canada. Der gik nu en stille måned. I den sidste uge før afrejsen arrangerede Ågård et trænings(rekreations)ophold i min bedstemors sommerhus, hvor Vibeke og Susanne sørgede godt for os. Og så kom dagen! Jørgen mødte op i Bikuben-trøje med et skakspil i den ene hånd og med et irsk landbrød i den anden hånd! Volle snakkede og organiserede uafladeligt. Alle var kort sagt i deres bedste humør. Trætte ankom vi til Ridley College og blev indkvarteret i samme værelse som i 1967, Det tegnede godt, men allerede næste dag fik vi en forskrækkelse, Båden gik, ligesom i Duisburg, slet ikke, samarbejdet var elendigt. Vi roede og roede 40 km om dagen - og humøret sank og sank! Lykken var dog med os, vi slap for Vesttyskland, Østtyskland og USA i vores heat. Det skulle dog vise sig, at USSR også krævede det bedste af os: heatet blev vundet med 3/10 sek" heldigvis i vores favør, og da der kun var 12 både i alt, var vi dermed i finalen.
Vi holdt en fridag næste dag, lånte en vogn og kørte til Toronto, hvor min kusine, Bodil, tog godt imod os og viste os byen. De næste par dage gik det bedre med roningen, men stadig-væk ikke godt nok. Og da tiden var knap, var vi stiltiende ved at blive enige om, at bronze også var meget pænt. Vi brugte timer på trimning uden rigtig at komme nogen vegne. Endelig lørdag begyndte vi at fatte håb. Medens Volle skaffede en vogn, så vi kunne komme senere til den dansk-canadiske fest, tog vi en ekstra tur, hvorefter vi vidste, hvad der skulle rettes. Festen forløb glimrende, og vi fik tilstrækkeligt at drikke til at sove godt. Søndag morgen gav vi båden -under amerikanernes hån-latter -det sidste lille nøk ... og så var rytmen tilbage. Båden var igen vores og nu var det kun os selv, udfaldet afhang af, og muligheden var det! Eftermiddagen var lang. Det ene løb passerede efter det andet i TV. Vi så folk blive nervøse, senere komme skuffede eller glade tilbage. Vi løb frem og tilbage, og så nordmændene vinde bronze i firer med.
Så kunne vi også, og da Bombefireren gjorde dem kunsten efter i firer uden, var vi helt sikre. En time igen, og ritualet begynder: tøj, årer, indfedrning, efterspænding af båden, opvarmning osv. Først på vandet er opgaven defineret. Vi var stille og fattede. Prøvestarterne gik perfekt, vi havde midterbane og fint vejr, alt synes at klappe. Starten gik godt. Vi havde aftalt ikke at slide os op på det første stykke, men da vi nåede 500 m og stadig lå på linie med de øvrige både, begyndte vi at blive nervøse. Så meget havde vi ikke holdt igen! 6-700 m og pludselig faldt de andre både tilbage, vi havde knapt en længde. Jørgen nåede at sige, at vi skulle tage det med ro , og op til 1.000 m kunne vi slappe af. Det var aftalt, at vi skulle »gå op" for hver 250 m , men fra 1.000 m pressede østtyskerne mere, end vi brød os om. Betydeligt mere end i Luzern. Ved 1.250 m begyndte det at knibe, Vore »10 stærke« reddede os, det gav en halv længde. Håbet steg. De næste 250 m var forbandet lange, men 1.750 m mærket dukkede endelig op, og nu gjaldt det!
Jeg lukkede øjnene og trak alt, hvad jeg kunne. Det lykkedes, vi trak fra dem, det gik, vi vandt. Bagefter: trøjebytning, håndtryk, bemærkninger om løbet gennem trætheds-og sprogbarrierer, champagne og fødselsdagsfest (Jarl 50 år), flere håndtryk, billeder, smil, afrigning, »see you next year«, nye trøjer og flag passerer forbi en i tåge af træthed, lettelse, champagnerus og glæde. Så lykkedes det. Trods alt! Niels Secher
 Efter VM-triumfen i 1970 blev der afholdt en række festligheder, blandt andet på Hvidovre Stadion, hvor de nybagte verdensmestre blev hyldet af 14000 tilskuere. |  |
RSS-feed