Sikke en dag at fejre fødselsdag på - og så lige i Litauen...
Den danske otter rundede formiddagen af med en flot 2. plads i det indledende heat, og det gav direkte adgang til finalen!
Danskerne holdt længe en 1. plads i heatet, men blev lige akkurat "overhalet indenom" af Rumænerne, de nuppede 1. pladsen for snuden af danskerne. Men med 10 deltagende mandskaber, ville en 2. plads betyde en plads i finalen, og den klarede danskerne hjem.
Og der er ekstra grund til jubel hos ottermandskabet, idet stroken: Christian Thor Hagemann, Maribo Roklub, fylder 18 år i dag. Sikke en flot og mindeværdig fødselsdagsgave at få.
Roinfo iler med et stort tillykke til drengene med finaleplaceringen - og følger naturligvis op på deres videre forløb ved EM, hvor det foreløbig ser ud til, at danskerne har 5. bedste tid inden finalen søndag.
Dertil er flere andre danskere kvalificeret til semifinalerne i morgen.