Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2025
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Copenhagen Harbour Race, 2. del

16/10/2016

0 Comments

 
Tekst & Foto: Mette Bacher
Husk billedrettighederne, gerne se - men ej låne, uden tilladelse...


Inriggerne trak i outriggerroerne
Da roinfo modtog nyheden om, at eftermiddagens otterløb blev aflyst, men at deltagerne fik tilbuddet om at ro i inriggere i stedet for, troede redaktionen ikke helt på, at nogen “gad” at blive der til om eftermiddagen for at ro inrigger.
Men denne skepsis blev gjort helt til skamme. Under devisen: - Nu vi er her, kan vi jo lige så godt få noget ud af det, valfartede unge, som ældre erfarne roere fra Københavns Roklub, via Bryggebroen over til Roklubben SAS, hvor de inriggere, der var benyttet i formiddagens løb, nu lå klar og ventede på en ny tur.
Picture
- At man aflyser otterkaproningen i dag, kan jeg ikke helt forstå, for i Aalborg, da ror vi til daglig i sådan noget farvand, og det, der er værre, end i dag, fortæller Bjarne Petersen til roinfos Leif Thygesen. Foto Mette Bacher
Det er meget længe siden, Roklubben SAS har været så velbesøgt, som denne lørdag, den 15. Oktober 2016. Mange af roerne har flere OL, VM, og EM-medaljer bag sig. Det var cremen af dansk roning, når det er allerbedst, der pludselig okkuperede den lille græsplæne foran Roklubben SAS - og Amager Ro- og Kajakklub, der også lagde ponton og lokaliteter til invasionen.
Inde i Roklubben SAS er der et hyggeligt klublokale, og der var mulighed for at købe kaffe og hjemmebag, eller sandwiches og øl eller sodavand.

Mange af eftermiddagens hold var nu dannet ud fra de ottermandskaber, der ellers skulle have gennemført Harbour Race i Rosportens Flagskib. Nu stod den ypperste elite og skulle pludselig forholde sig til at tage turen i inriggere, som de ikke har som daglig bådtype. Nogen har måske ikke roet en sådan tidligere - eller blot siddet i den ganske få gange, da de trådte ind i Roklubben for allerførste gang.
Picture
De tog udfordringen op med store smil. Fv. VM-sølvvinder i LM2-, Emil Espensen, DSR, OL-sølvvinder: Jakob Barsøe, Roskilde Roklub, Christian Asmussen, Bagsværd Roklub, OL-sølvvinder i LM4-, Kasper Jørgensen, Roskilde Roklub og VM-sølvvinder m. Emil Espensen, Jens Vilhelmsen, Bagsværd Roklub. Vilhelmsen i et heftigt outfit, klar til at kaste sig ned på styrmandssædet. Foto Mette Bacher
Picture
- Har du sikret, at bundproppen er sat i, blev Hadsund Roklubs kendte Peter Rytter Munk spurgt om. - Øh, bundproppen... Er der ikke en, der lige kan fortælle mig, hvor den skal være, smiler Rytter Munk. Foto Mette Bacher
Det blev der meget morskab ud af, men alle tog det som en kærkommen oplevelse, og stor ros, fordi udfordringen blev taget op.
Mens det for Langdistancekaproerne er en dagligdags ting at ro kilometer efter kilometer i de brede inriggere, hvor der også skiftes rundt på mandskabet undervejs, så kunne Danmarks bedste kortbanekaproere nu prøve, hvad det vil sige at ro de bådtyper, som historisk set er Danmarks allerældste.

Mens rodommerne formentlig også her adviserede om, at der kun måtte skiftes undervejs i løbet på en særlig kort strækning, hvor der var mest læ, kunne roinfos udsendte berolige dommerne: - I behøver næppe at frygte, at outriggerroerne begiver sig ud i at skifte pladser undervejs, for de sætter sig bare ned og ror, til de er færdige.

Da eftermiddagens løb blev sendt af sted, kunne formiddagens deltagere stå og kommentere flittigt på det, de så. - Av, se stroken på den 2-åres derovre. Han har nok bitterligt fortrudt, at han sagde ja til at ro inrigger, lød det fra en af årets Danmarksmestre i 2-åres inrigger på Langdistancen. Og ganske rigtigt. Den unge Bagsværd-roer lignede, efter få kilometers roning i en 2-åres en, der hellere ville være blevet på land.
Picture
Alle mandskaber skulle samle sig ud for den Sorte Diamant, for starten gik ved Langebro. Baggrunden fejlede billedmæssig set bestemt intet denne lørdag. Foto Mette Bacher
Picture
Peter Christian Holmquist, Lyngby Roklub, er for alvor kommet ind i varmen i LM-landsholdsregi. Her stroker han mandskabet m. Emil Espensen, DSR, Steffen Bonde, Odder Roklub, de to, Emil og Steffen prøver pt. LM2- af, og det går stærkt. På plads 1 er det Jens Noll Nielsen, Hadsund, medaljetager fra VM i LM4X-. Foto Mette Bacher
Picture
Den danske juniorotter, der gjorde det så fint ved NM og VM i 2016 var også repræsenteret i flere både. Her i en kombination med KR/DSR/Odense. Malte Rusbjerg, på plads 1, sad på M8+, der vandt national mesterskab i Holstebro forleden, og DSRs to drenge vandt juniormesterskab i 4X-. Foto Mette Bacher
Picture
Jens Vilhelmsen, VM-sølvvinder, styrer, og så er det Christian Asmussen, Kasper Jørgensen, Mathias Lyster og Jakob Barsøe fra Bagsværd/Roskilde/KR. Barsøe & Jørgensen fra guldfireren og med årets OL-sølv i bagagen. Foto Mette Bacher
Selvom den nu stod på inriggerroning, blev der ikke givet ved dørene. Således observerede mange, at flere af de allerstærkeste letvægtsherrer gav den så meget gas, at inriggerne næppe har været roet hurtigere nogensinde tidligere.
Der blev gået til stålet i et højt tempo fra allerførste tag, og det sluttede ikke før de ramte målområdet neden for Langebro.
Picture
Også pigerne havde nogle herlige dyster i havnen. Her er kombinationen: Bagsværd/Roskilde/Odense i færd med et angreb. Foto Mette Bacher
Picture
Det lykkes for dem at få has på Bagsværd/Lyngby. Foto Mette Bacher
Picture
En nabokombination: SAS/ARK m. Asbjørn Adsersen, Amager Ro- og Kajakklub, på strokesædet, bliver nummer fire i mændenes klasse. Foto Mette Bacher
Picture
Hadsund Roklub med den sølvhjelmbærende styrmand, og Peter Rytter Munk på strokesædet, bliver nummer tre. Foto Mette Bacher
Picture
Der blev også kæmpet godt og inderligt lørdag eftermiddag i Københavns Havn. Foto Mette Bacher
Picture
Aalborg Roklubs Universitetsroere går ikke af vejen for coastalroning, når chancen byder sig. Så de okkuperede straks de to af de tre coastal-4X+, der var til stede. Foto Mette Bacher
Picture
Og naturligvis var Bjarne Petersens roere også med i inriggerløbene. Mandskabet bliver nummer seks. Foto Mette Bacher
Picture
Aalborg Roklub besætter de to første pladser i Coastal-klassen. Foto Mette Bacher
Picture
Jens Tarp, Hellerup, Betina Cervin, Fredensborg, Ole Rasmussen, Helsingør, samt parret Jesper - og Kate Skavin var friske på en tur i coastal, når de ikke kunne være med i 8+, som de ellers har haft succes i ved WRMR for et par måneder siden. Foto Mette Bacher
Picture
De purunge piger fra DSR/KR/Fredensborg bliver nummer tre. Foto Mette Bacher
Picture
Kombinationen: Bagsværd/DSR/Holstebro/Maribo, hvoraf et par af drengene har siddet på landsholdsotteren i 2016, bliver nummer fire ved Harbour Race. Foto Mette Bacher
Picture
Her er Bagsværd/Roskilde/Odense. Foto Mette Bacher
Picture
Endnu et: Bagsværd/Roskilde/Odense-mandskab. Foto Mette Bacher
Picture
Pigerne er fra Bagsværd/KR. Foto Mette Bacher
Picture
Og her er Bagsværd Roklub også med... Foto Mette Bacher
Picture
Dette seje Bagsværd-mandskab bliver nummer 5 i den åbne klasse. Foto Mette Bacher
Picture
Aalborg Roklubs Jens Brandt og Co. bliver nummer 2. Foto Mette Bacher
Efterfølgende kom turen nu til at pakke bådene på trailerne. Noget, som elitekaproerne bestemt ikke har prøvet tidligere.
- Nåh, spurgte roinfo OL-sølvvinder: Kasper Jørgensen, Roskilde Roklub: - Hvordan var det så?
- Det var SÅ skægt at prøve, svarede den kendte landsholdsroer, nys hjemkommen fra OL i Rio.

Da roinfo.dk i forvejen dækker Langdistancekaproningerne intenst, v. Leif Thygesen, men også har erfaret, at det kniber med at få flere med, var spørgsmålet helt oplagt, da kortbaneroerne kom ind på land igen. - Nu skal I høre: Var det ikke noget for jer at begynde at ro langdistancekaproning, spurgte roinfos udsendte højlydt de omkringstående på græsset ved Roklubben SAS. - Nej, det her i dag må være nok. Det har været sjovt, men det er også hårdt, lød det fra nær og fjern.
- Et spørgsmål til en Bagsværd-roer, inden mandskabet med stor ihærdighed var med til at læsse bådene på traileren: - Hvordan var det så at ro inrigger, spurgte vi. - Det var ret hårdt, lød svaret.
- Okay, men er du klar over, at Langdistancekaproerne ror 25 kilometer for fuld speed i dem, spurgte roinfo.
FEMOGTYVE KILOMETER… Føj for den, det lyder hårdt, lød svaret.

Således er der ikke tvivl om, at lørdagens løb ved Harbour Race, altså dem, der blev roet om eftermiddagen, måske indirekte gav et stort cadeau til de garvede langdistancekaproere, der enten ror 10 kilometer - eller 25 kilometer - eller nogen få, der ror begge dele, når de nu alligevel er af sted, i inriggerne. Men om det giver flere deltagere til regattaerne er nok mere tvivlsomt.

Muligheden for en plan B, nu otterløbet blev aflyst, blev taklet på flot vis, og deltagerne tog imod tilbuddet med kyshånd. Dermed kom mange alligevel på vandet, inden det gik løs med en gigantisk roerfest i Københavns Roklub, hvor 220 deltagere først spiste en lækker middag - og siden svang sig i dansen til den lyse morgen.

Denne gang var Harbour Race begunstiget af deltagelse fra det store udland. Udover deltagere fra Sverige og venskabsklubben: Ratzeburger Ruderclub, deltog en gruppe junior A-roere fra henholdsvis Berlin og Zürich.

De skulle egentlig have været med i Bymatchen, som Københavnskredsen var vært for i år, men selve matchen blev aflyst grundet for få personer til at arrangere denne, mens de unge roere fra Danmark er stærkt udfordret af blandt andet Baltic Cup, så derfor blev det sådan denne gang, at tyskerne og schweizerne fik tilbudt at ro med i otterløbene.

Men det blev ikke helt forgæves, for som de øvrige danske landsholdsroere greb de muligheden for at ro med i inriggerløbene, og fik nu prøvet, hvad det vil sige at være med i sådanne både. Og de vandt da også flere af finalerne i juniorklassen.
Det forlyder, at lederne fra begge byer synes om konceptet med at deltage i en anden slags match, end den hidtidige, så måske blev vejen banet til en fornyelse her.

Da Københavns Roklub for 10 år siden afviklede Harbour Race for første gang var det egentlig ikke planlagt, at inriggerne også skulle med. Men det kom de, og siden har denne begivenhed været en årligt tilbagevendende afslutningsregatta, som flere og flere deltager i.

Det kræver mange medarbejdere at få stablet så stort et arrangement på benene, men det kan de i Københavns Roklub i et tæt samarbejde med “dem ovre på den anden side af havnen”, Roklubben SAS og Amager Ro- og Kajakklub.
Nok blev otterløbet ikke gennemført denne gang, men det er det blevet ni gange tidligere, tillige med løbene for de mange inriggere.

Copenhagen Harbour Race er Danmarks flotteste regatta, og den mest publikumsvenlige af alle.

Da eftermiddagens finaler blev foranlediget sådan lidt spontant, må roinfo henvise til arrangørernes resultatliste, som netop er lagt ud på arrangementets Facebook-side.


0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Kaproning

    RSS-feed

    Arkiv

    Juni 2025
    Maj 2025
    April 2025
    Marts 2025
    Februar 2025
    December 2024
    November 2024
    Oktober 2024
    September 2024
    August 2024
    Juli 2024
    Juni 2024
    Maj 2024
    April 2024
    Marts 2024
    December 2023
    November 2023
    Oktober 2023
    September 2023
    August 2023
    Juli 2023
    Juni 2023
    Maj 2023
    April 2023
    Marts 2023
    Februar 2023
    Januar 2023
    December 2022
    November 2022
    Oktober 2022
    September 2022
    August 2022
    Juli 2022
    Juni 2022
    Maj 2022
    April 2022
    Marts 2022
    December 2021
    November 2021
    Oktober 2021
    September 2021
    August 2021
    Juli 2021
    Juni 2021
    Maj 2021
    April 2021
    Marts 2021
    Februar 2021
    Januar 2021
    December 2020
    November 2020
    Oktober 2020
    September 2020
    August 2020
    Juli 2020
    Juni 2020
    Maj 2020
    April 2020
    Marts 2020
    Februar 2020
    Januar 2020
    December 2019
    November 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    November 2018
    Oktober 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    Januar 2018
    December 2017
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    Marts 2017
    Januar 2017
    December 2016
    November 2016
    Oktober 2016
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    April 2016
    Januar 2016
    December 2015
    November 2015
    Oktober 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    April 2015
    November 2014
    Oktober 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    April 2014
    Marts 2014
    Januar 2014

    Optaktsartikler og reportager fra danske og internationale regattaer mm.

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: [email protected]
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: [email protected]
Copyright© Roinfo.dk