Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2025
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Rekord høst – også på vandet

11/8/2014

4 Comments

 
En mild vinter og en meget varm sommer har givet noget der ligner rekordhøst i Danmark. De store mejetærskere fra New Holland, Claas, CaseIH og hvad de nu ellers hedder har med deres store skæreborde på op til 50 – 60 fod høstet hektar efter efter hektar, og tonsvis af korn er kørt væk i vogne trukket af stærke traktorer. Nu talen er på traktorer vil Signaturen godt lige gør opmærksom på, at hvis det skal være en rigtig traktor, så skal det være en John Deere – for eksempel 8530. Massey Ferguson har godt nok lavet en hvid model 8680 Dyna VT, som også er en sej maskine - men skal det være den helt rigtige traktor, skal det være en grøn og gul John Deere. Og det er ikke noget Signaturen har fundet på. Det siger eksperten – mit barnebarn Harald som er et par år - og han ved hvad han taler om. Han bor på landet og er meget interesseret i traktorer.

Picture
Nej det er ikke en John Deere, men en kraftfuld robåd. Billedet er taget af Annemarie Aasmul, KVIK. Peter Budtz skriver om billedet: I Thorshavn ror gale mennesker denne tiåres båd med faste tofter. Der trænes selv i hård blæst og otte grader
På vandet er det ikke kæmpe skæreborde, der har høstet, men roere i både der med deres årer har høstet kilometer efter kilometer. Det samlede resultat for Motionsturneringen 2014 fjerde runde lyder på 4.983 roere fra 49 klubber har tilsammen roet 1.172.152 kilometer, hvilket giver et gennemsnit på 235,230 km/roer. Aldrig før i Motionsturneringens gloværdige fem årige historie har gennemsnittet efter juli måned været så højt. Jo, både bønder og roere har haft en god sommer.

Efterhånden som Motionsturneringen skrider frem blive udsvingene mindre og mindre. I denne runde er der fremgang på op til ni pladser og tilbagegang på op til ti pladser, men ellers er det udsving på to – tre pladser, der præger tabellen. 

Picture
Supermotionsligaen
Randers Roklub er tilbage på førstepladsen, efter at de i sidste runde kortvarigt måtte afgive den til Sorø. Randers Roklubs rapportør skriver ellers, at der ikke er roet så meget denne gang. Der har ikke været langture og roerne har brugt tiden på stranden. Men alligevel er Randers tilbage på førstepladsen.

Nyborg Roklub fortsætter sin fremgang og er 
nu oppe på andenpladsen i den bedste række. De flittige fynboer rykker fire pladser frem. Susanne Henriksen fra Nyborg skriver: Det har været en dejlig sommer i Nyborg, og der er blevet roet mange kilometer. Der har været arrangeret mange gode madpakketure.

På Facebook skrev Signaturen: Sensationen lurer i Motionsturneringen. Længe så det ud til, at Rudkøbing Roklub skulle rykke direkte fra en plads som nummer to i 1. division til førstepladsen i Supermotionsligaen. Men så kom Randers og Nyborg. Det er dog en flot fremgang, der præsteres af langelænderne. I 2010 sluttede Rudkøbing som nummer fem i Supermotionsligaen, men siden da har Rudkøbing levet en lidt anonym tilværelse i 1. – 2. division. Nu er de tilbage i den bedste række som nummer tre.

Sorø Roklub rykker tre pladser ned, mens HEI Rosport rykker to pladser frem til femtepladsen. Annie Kaalby beretter fra Egå Marina: Den sidste måneds tid har det været super rovejr, og vi har været på flere langture af kortere og længere varighed. Vores mest lokale langtur - Vigen rundt - har været roet flere gange. Mindre ferieture har vi været på til Mariager Fjord og Det Sydfynske Øhav (godt der var modvind det meste af tiden, ellers var vi omkommet af varme).

Vejle Roklub rykker en enkelt plads tilbage til femtepladsen, men er dog fortsat godt og solidt placeret midt i Supermotionsligaen. Jytte Vodstrup rapporterer fra Vejle: Vi har stadig et meget højt aktivitetsniveau med rekord for antal roede kilometer i alt og rekordhøjt gennemsnit. Juli måned har - ud over mange ture på Vejle Fjord - været præget af langtursaktivitet med roere på ture på Themsen, på Sognefjorden, på Limfjorden og langs den østjyske kyst.
Picture
Vejle Roklub på langtur På Als Sund, hvor man mødte inriggerens forgænger "Nydamsbåden".
Horsens Roklub er med seks pladsers fremgang tilbage i den bedste række. Denne gang rækker gennemsnittet til en placering som nummer syv. Gitte Enghild fortæller om den øgede aktivitet i Horsens: Roerne i Horsens Roklub er bestemt ikke blevet mindre energiske her i den skønne juli måned. Diverse langture rundt omkring i landet - med en tur Fyn rundt, som den længste - har battet godt i kilometerregnskabet. På nærmest alle tidspunkter af døgnet er der blevet roet, alle typer både er taget i brug, da der på almindelige roaftener har været så stor tilslutning, at det kneb med at have både til alle. Vores nye coastal toer ("Skarven") er også blevet flittigt brugt.
Picture
Horsens Roklubs toer coastal "Skarven". Foto Gitte Enghild.
1. division
Skanderborg Roklub har byttet plads med Aarhus Roklub, og rykker en plads og en række ned. Skanderborgenserne kan dog glæde sig over en førsteplads. Skanderborg har haft tre roere med på DFfRs tur til Sognefjord, og der har også været et par andre langture, siger Erik Jensen fra Skanderborg.

Svendborg Roklub rykker fem pladser frem og 
Picture
ligger nu på en fornem andenplads i 1. division. Roerne i Svendborg har været flittige – selvom Svendborg Roklubs indpisker Ninna Larsen har været på langtur til Sognefjorden. 

Også Lyngby Dameroklub kan glæde sig over fremgang. Tre pladser frem til tredjepladsen. Inger Barløse rapporterer med entusiasme: Igen en forrygende måned - Klubbens sommerlangtur gik til Sønderborg og seks personer blev sendt til Sognefjorden. Men med den sommer vi har haft, så er det utroligt dejligt at komme ud på vandet, og dette ses jo også på rostatistikken - forsæt bare!
Picture
Årer gennem tiden - udstilling i Oslo. Foto Inger Barløse
Præstø Roklub bevarer sig fjerdeplads. Også i Præstø har man nydt det gode vejr, skriver Martin Poulsen.

Roforeningen KVIK fortsætter sin fremgang: I sidste måned en plads frem og i denne måned endnu en plads frem. Peter Budtz dykker lidt ned bag tallene: En mærkelig måned, dage med østenvind hvor vi kun kunne ro baner i Kalkbrænderihavnsløbet, dage med sol og varme hvor det næsten var for varmt. Tre bådehold fra KVIK har været på langtur på Limfjorden. I KVIK har formanden hede drømme om tyve roere over 1000 kilometer – foreløbig er vi seks, så der er et stykke vej endnu.

Nivå Roklub er kun 357 meter efter KVIK og kan dermed indtage sjettepladsen i 1. division. Det er fire pladser frem i forhold til sidste måned. Varde Roklub rykker ni pladser tilbage og er nu nummer syv. Om tilbagegangen skriver Lene Balje:  Det har været sommerferie – og mange 

af varderoerne har i år valgt IKKE at bruge ferien på at ro. Nogle få stykker har dog været stabile til at nyde sommeren på Varde Å i en inrigger.

For Kolding er det status quo på ottendepladsen. Uffe Lau glæder sig over en helt fantastisk sommermåned, desværre ikke med den helt store aktivitet på vandet, måske det har været for varmt for nogle? Også Aalborg Roklub har samme placering som sidst - det vil sige nummer ni i 1. division. Jens Brandt kan konstatere øget aktivitet i Aalborg Roklub: Denne sæson har være præget af rigtig godt rovejr. Det kan ses på de roede kilometer. Det er ikke kun universitetsroerne, men hele klubben, der har øget aktiviteten i 2014.

Nykøbing Mors Roklub rykker syv pladser frem til tiendepladsen i 1. division og fuldender dermed den næstbedste række. Jytte Sauer Kristensen fortæller fra Mors: Tolv roere var på sommerferietur til Gråsten, roede i Flensborg Fjord og ind i Flensborg Havn - meget flot tur.
2. division
Roklubben ARA har taget et enkelt skridt frem og indtager dermed førstepladsen i 2. division. Martin Diwan fortæller fra Aarhus:  Roklubben ARA har i uge 28 og uge 29 roet på Themsen i medbragte toåres inriggere både. Distancen var Oxford til London med overnatning i diverse roklubber undervejs. Transportomkostningerne blev delt med roere fra Ry/ Vejle som roede nogenlunde samme strækning i uge 27.



Picture
Hellerup Roklub stod over i sidste runde, men er tilbage som nummer to i 2. division. I forrige runde var hellerupianerne nummer ni i 1. division.

Middelfart Roklub rykker to pladser frem til ”bronzepladsen” i 2. division. Klaus Scheffel, Middelfart har meget at glæde sig over: Så gik juli måned begunstiget af et fantastisk rovejr, der er blevet udnyttet til fulde. Dette kan også ses af månedens statistik, idet der i denne måned alene er roet over 5000 kilometer i klubben, heraf er cirka 1300 kilometer roet af besøgende gæster, så der har været fuld fart på vores bådepark. Samtidig har vi glæden af, at antallet af aktive på vandet er steget til 48 medlemmer ud af 54 aktive, så juli har virkelig fået alle ud af hullerne, det er rigtig dejligt, selvom det går en lille smule ud over statistikresultatet.

Picture
Roklubben ARA på langtur på Themsen. Foto Randi Rehmeier
Fredericia rykker et par pladser tilbage og er nu nummer fire - men det ødelægger næppe humøret hos Motionsturneringens trofaste rapportør i Fredericia Steen Houborg, der skriver: Juli har været præget af sommerferie og diverse langture, Det Sydfynske Øhav har været flittigt brugt, og så var der lige Sognefjorden – en tur jeg stadig kan leve højt på i mange måneder. Dejlige deltagere, pragtfuldt område med sol og næsten blikvand.

Roklubben SAS må som Fredericia konstatere to pladser tilbagegang til femtepladsen. Derimod går det to pladser frem for Sønderborg Roklub, og dermed er sønderjyderne nu nummer seks.

Bornholmerne fra Rønne Roklub rykker tre pladser den rigtige vej til syvendepladsen, mens Birkerød Ro- og Kajakklub rykker to pladser tilbage til ottendepladsen. For Hobro Ro- og Kajakklub er det status quo på niendepladsen.

Kolding Dame-Roklubs indberetning for juni forsvandt et eller andet sted i cyberspace i sidste runde. Men galleriet for juni vil snarest blive opdateret med et billede fra dameroklubtræf den 21. juni i Kolding. Om dameroklubtræffet skrev Jette Hvidtfeldt: Klubben har i juni været vært for det traditionsrige Dame-Roklubtræf der blev afholdt for niende gang. Træffet holdes hvert andet år mellem de eksisterende seks Dame-roklubber, Ålborg Dame. Fredericia Dame, Hellerup Dame, Lyngby Dame, Gefion og Kolding Dame. De fleste gæsteroere ankom fredag aften til salat, tærter og et nystartet fadølsanlæg. 58 friske roere var ude på Kolding Fjords dejlige vande om lørdagen. Det blæste en del, men samlet blev det alligevel til cirka 1200 km. Efter roturen blev der budt på landgangsbrød og landgangsøl, tilsat råhygge og harmonikamusik. I denne måned er Kolding Dame-Roklub igen med og indtager tiendepladsen i 2. division.
Picture
Foto Birgit Thomsen
Picture
3. division
Hadsund Roklub vender tilbage til Motionsturneringen som nummer et i 3. division. Sidst Hadsund var med var i maj, hvor klubben lå nummer ni i Supermotionsligaen, så der er lidt tabt terræn at vinde tilbage.

Hvidovre Roklub bevarer sin andenplads i 3. division. Anders-Henrik Petersen fortæller fra Hvidovre: I juli måned genoptog vi en gammel tradition i klubben 
- nemlig ungdomsafdelingens ferielangtur i uge 28. Vi havde en pragtfuld tur sydover fra Hvidovre via Greve, Køge, Rødvig (Stevns), Fakse Ladeplads (Viking) og Stege med slut i Vordingborg. Undervejs med overnatning i roklubberne, hvor vi overalt mødte stor velvilje og hjælpsomhed fra de lokale. Ungerne havde en herlig tid, både på land og i bådene. Det samme havde de voksne ungdomsledere samt os "medbragte" langtursstyrmænd+fyld. Af andre ture kan nævnes en weekendtur til Præstø Fjord og Faxe Bugt. Vores seniorer har været en tur til Trekroner i Københavns Havn, flere roere har været Amager Rundt i bagende hede samt de kortere ture ud i Køge Bugt til fx Ishøj og Hundige. Kort sagt: Det gode sommervejr har virkelig fået folk på vandet!
Picture
Hvidovre Roklub velankommet til Vordingborg. Foto Anders-Henrik Petersen
Silkeborg Roklub rykker seks pladser frem og er nu nummer tre. Sonja Linnet, Silkeborg sender et af sine flotte billeder og skriver om det: Billedet jeg sender med denne gang er fra vores morgentur (kl. 06.00) den 1. august. Det er taget på Brassø, som er den første sø vi kommer til, når vi roer ud af åen fra Silkeborg. Det er en helt særlig oplevelse at være på søen, når solen står op og spejler sig i vandet, og vi tager af sted så tit som det er muligt, for at nyde dette helt fantastiske øjeblik.

PictureFoto Sonja Linnet
Roskilde Roklub må konstatere tre pladsers tilbagegang til fjerdepladsen, mens Københavns Roklub gør come back i Motionsturneringen med en femteplads. Vibeke Skousen skriver fra hovedstaden: I Københavns Roklub er inriggerroningen præget af, at vores pensionister ror rigtig meget - og de er gode til at lave ture i hverdagen; og selvfølgelig også mange langture. Derudover er der god aktivitet for andre motionsroere, og det gode vejr er selvfølgelig også med til, at vi har god aktivitet.

Strib Ro- og Kajakklub bevarer sin sjetteplads. Tilbage går det for Roklubben Viking, Skovshoved Roklub og Tissø. Tilbagegangen for Viking er to pladser, for Skovshoved fire pladser og for Tissø syv pladser. Det udløser en syvendeplads til Viking, en ottendeplads til Skovshoved og en tiendeplads til Tissø. Sidste hold i 3. division er Bogense Ro- og Kajakklub, som med tre pladsers fremgang kan indtage niendepladsen i 3. division.


Picture
4. division
Ni klubber i fjerde division denne gang. Fortællelysten er ikke så stor i denne division. Nykøbing Sj. rykker tre pladser frem og er nu nummer et i 4. division. Resten af divisionen er ”gul”, hvilket betyder tilbagegang.

En plads tilbage går det for Jels, Faaborg og Nordborg. De tre klubber er placeret som nummer to, fire og otte. Roklubben Stevns må notere tre pladsers tilbagegang til niendepladsen, mens Tolo ryger hele ti pladser tilbage i denne runde, men det er der en god forklaring på. Der er ingen udlejning af både i juli og august i Tolo, skriver Søren Uldall.

Fem pladser tilbage går det for Holbæk og Nakskov, der nu er nummer tre og fem. Verden kan være hård og uretfærdig. Selvom Nakskov i år har roet næsten 10 kilometer mere i snit end i 2013, så ligger klubben alligevel en plads dårligere placeret end i juli 2013. Signaturen og den nye komet Erik Andersen har ellers gjort sit til, at det skulle gå fremad for nakskovitterne, men sådan skulle det altså ikke gå. Ak ja, det går den vej hønsene skraber.


Topscorerlisten
Der er ny topscorer Annette Hansen fra Nyborg Roklub ligger nu nummer et med 2.302 kilometer. To nye roere ligger nummer to og tre, det er Lis Bay, Tissø med 2.129 kilometer og Jørgen ”Fessor” Vestergård fra Horsens med 1.949.

Og så er Signaturen for første gang i 12 år ikke nummer et på kilometerlisten i Nakskov Roklub. Erik Andersen har med ungdommelig iver erobret førstepladsen i den vestlollandske klub og har sendt et signal om, at her agter at han at blive til sæsonen er slut. Tronskiftet får Signaturen til at tænke på en gammel dansk film fra 1918 der hedder: ”Naar Ungdommen raser”… Erik er cirka et år yngre end Signaturen, så jo ungdommen raser.
I alt er der syv nye roere på listen, der i denne runde tæller 24 roere.

Næste runde
Kalundborg og Roklubben Øresund har sammen med Skjold forladt Motionsturneringen. Bag Skjolds exit ligger der tekniske problemer oplyses det til roinfo.dk og Skjold regner med at være med igen i næste runde. Det vil muligvis blive nødvendigt at flytte deadline i næste måned, men mere herom på roinfo.dk og i direkte mails til rapportørerne.

Endnu en rekord
Vi startede med en rekord - og lad os også slutte med en rekord. Tabel og reportage fra denne runde foreligger og er offentliggjort cirka 15 timer efter deadline. Det er ny rekord. Har I lidt tålmodighed vil rundens fotografier også blive offentliggjort senere i dag mandag den 11. august. Og med denne kraftpræstation – der nærmer sig det en John Deere 8530 yder – lukker vi denne runde.
Tekst Leif Thygesen

4 Comments
Gitte Enghild
11/8/2014 14:21:38

Som sædvanlig underholdende læsning - når spændingen er udløst :-)

Reply
Leif Thygesen
16/8/2014 03:02:18

Gode oplæg giver gode artikler - Det er jo jer rapportører, der leverer ammunitionen. Men tak alligevel.

Reply
Steen Houborg link
15/8/2014 11:16:34

Dejlig læsning, en masse positive tanker og bemærkninger om roning, tak for det :-)
Selv store mejetærskere fra New Holland, Claas, CaseIH og hvad de nu ellers hedder, ved jeg nu en masse om, jeg er ikke helt sikker på om det er viden jeg behøver, men måske en dag er der måske nogen der spørger mig om farven på en John Deere 8R/8RT Series tractor, og så ved jeg det.

Reply
Leif Thygesen
16/8/2014 03:03:48

Tak for de pæne ord. Man ved aldrig, hvad man får brug for, når det drejer sig om paratviden :-)

Reply



Leave a Reply.

    Picture

    Motionsturneringen

    Stillingen og reportager fra Motionsturneringen mm.

    Picture
    Motionsturneringen på Facebook. Klik på logoet

    Arkiv

    Juni 2025
    Maj 2025
    April 2025
    Marts 2025
    Januar 2025
    December 2024
    November 2024
    Oktober 2024
    September 2024
    August 2024
    Juli 2024
    Juni 2024
    Maj 2024
    April 2024
    Marts 2024
    Januar 2024
    November 2023
    Oktober 2023
    September 2023
    August 2023
    Juli 2023
    Juni 2023
    Maj 2023
    April 2023
    Marts 2023
    Januar 2023
    November 2022
    Oktober 2022
    September 2022
    August 2022
    Juli 2022
    Juni 2022
    Maj 2022
    April 2022
    Marts 2022
    Januar 2022
    November 2021
    Oktober 2021
    September 2021
    August 2021
    Juli 2021
    Juni 2021
    Maj 2021
    April 2021
    Marts 2021
    Januar 2021
    November 2020
    Oktober 2020
    September 2020
    August 2020
    Juli 2020
    Juni 2020
    Maj 2020
    April 2020
    Januar 2020
    December 2019
    November 2019
    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    April 2019
    Marts 2019
    Januar 2019
    December 2018
    November 2018
    Oktober 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    Marts 2017
    November 2016
    Oktober 2016
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    April 2016
    November 2015
    Oktober 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    April 2015
    November 2014
    Oktober 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: [email protected]
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: [email protected]
Copyright© Roinfo.dk