Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2023
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Motionsturneringen april 2021 - Vikingeånden lever

12/5/2021

0 Comments

 
Billede
Hans fra Fredericia Roklub fryser ikke, men vil gerne have en åre i hånden, skriver fotograf Steen Houborg.
Roernes svar på den koldeste april i mange år: Ny rekord
Af Leif Thygesen
Corona, den koldeste april i flere år, nattefrost og sne. Jo, april har ikke ligefrem brilleret med gode ro-betingelser. Men roerne har taget det hele i stiv arm – skønt det er nok svært at ro med en stiv arm. Trods regn og slud – roerne må ud. Jo, vikingeånden lever endnu, og den gamle fortærskede talemåde ”der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning” blev et mantra for roerens adfærd i april 2021 – og således kom vi på trods af dårlige betingelser - godt i gang med Motionsturneringen 2021. Så godt, at det blev til ny rekord.
Det samlede resultat lyder på: 2.407 roere fra 40 klubber har tilsammen roet 188.642 kilometer, hvilket giver et gennemsnit på 78,372 km/roer. Det højeste gennemsnit for april i Motionsturneringens historie. Den gamle rekord for april var fra 2016 og lød på 72,129 km/roer. Måske er årsagen til den nye rekord, at roerne skulle ro sig varme? Det kan jo også være almindelig ro-sult eller en trodsreaktion på corona-restriktionerne? Uanset hvad er der grund til, at motionsroeren klapper sig selv på skulderen og siger. ”Godt roet du gamle”!  For husk - vi skal stadig holde afstand og et gruppekram må vente lidt endnu.
Billede
Egå Rosport på langtur. Foto Annie Kaalby
Billede
​Supermotionsligaen
Egå Rosport, der har et imponerende CV i Motionsturneringen, tager denne gang de sidste – men meget svære skridt helt op til det øverste trin. Det er faktisk første gang i Motionsturneringens 12-årige historie, at Egå Rosport indtager førstepladsen. Annie Kaalby fortæller om den flotte start i Egå: ”I Egå Rosport har vi til trods for Corona og en kold april godt gang i aktiviteterne. Årets rokursus er også i gang, og vores nye roere har været begunstiget med forholdsvis fladt vand de første
lektioner. Sidste dag i april benyttede vi til en lang langtur på 47 kilometer ind i både Kaløvig og Knebel vig. Spredt skydække og svag vind gjorde det til en perfekt rodag”.
De regerende mestre fra Randers Roklub rykker denne gang en enkelt plads tilbage til andenpladsen, men det tager næppe humøret fra de flittige randrusianere. ”Vi er kommet godt i gang, selv med de mange restriktioner. Vi har jo heldigvis været ude på vandet, hvor der er masser af frisk luft”, skriver Vibeke Christensen. Turene i den friske luft har sendt Randers ind på en vant placering helt oppe i de tyndere luftlag i Motionsturneringen.
Også på Fyn er de kommet godt i gang. Fem pladser frem til en bronzeplacering går det for Svendborg Roklub. Knapt halvdelen af Svendborg Roklubs medlemmer har været på vandet, skriver Ninna Larsen.
Billede
Når vejret ikke har været til roning på vandet, eller man ikke har haft vinterroningstilladelse, er formen holdt vedlige på ergometrene, der på grund af afstandskrav og aflukkede lokaler blev trukket ud på slæbestedet, ja nogle gange helt ud på flydebroen. Vores roklub ligger lige ud til Christiansmindestien, en meget benyttet cykle/gangsti langs vandet ind til Svendborg. Ergometeraktiviteten har været et rent "udstillingsvindue", så i år behøver vi ikke annoncere for at tiltrække nye medlemmer, skriver Ninna Larsen. Foto Søren Ørkild.
​26 pladser frem går det for en anden fynsk roklub: Bogense Ro- og Kajakklub. Den flotte fremgang belønnes med Supermotionsliga-debut til den nordfynske klub. Hidtil bedste placering for Bogense var en førsteplads i 1. division, men denne gang har man slået til og befinder sig lige uden for en podieplads.
Også Roklubben Stevns kan fremvise en imponerende fremgang. Atten pladser frem går det, og også her er der tale om supermotionsligadebut. Jo, roerne fra Stevns er kommer særdeles godt fra land i denne sæson.
Aarhus Roklub rykker et par pladser tilbage til sjettepladsen, mens Kolding Roklub rykker fem pladser frem og dermed i denne runde havner i den bedste række på en syvendeplads. Uffe Lau Sørensen, Kolding, skriver: ”Så er vi i gang igen til en forhåbentlig dejlig rosæson med varme og stille vejr. Det har jo ikke præget april i år, koldt og meget blæsende, særdeles kolde morgener med is på fjorden til tider. Der er sket et stort skred med hensyn til statistikken. Pensionister har kedet sig enormt i vinter og har roet ekstremt meget i forholdt til tidligere”. Og således kan kedsomhed føre til en flot placering. Sidst Kolding var i den bedste række var i september 2019.
Hellerup Dameroklub (HDR) er rykket en enkelt plads frem til ottendepladsen. Dorte Vang-Jensen har noteret: ”Ikke så mange er kommet i gang endnu, og det skyldes nok en blanding af, at nogle lige venter lidt med komme i gang, mens de venter på coronavaccine, og så har det jo også været en noget kølig april”. Men på trods af de lidt pessimistiske toner fra HDR er man fortsat placeret i ”Top Ti”.
I Horsens er de som sædvanligt i fuld gang – som Gitte Enghild skriver: ”Restriktionerne skræmmer ikke roerne i Horsens; der kan sagtens drikkes kaffe på vandet, roes stærkt i coastalbådene og tæves i ergometer i bådhallen.
I skrivende stund lukkes der endnu mere op, så hvad mon det ender med? Vi har høje forventninger”! I første omgang rækker fliden til en placering som nummer ni, hvilket er syv pladser tilbage. Horsens fodboldhold rykker ud af den bedste række i år, men Signaturen tør godt indgå et væddemål om, at Horsens Roklub ikke lider samme skæbne.
Hvidovre Roklub fuldender ”Top Ti” på tiendepladsen, det er fire placeringer bedre end i oktober 2020.
Billede
​1. division
Roklubben Viking indleder den nye sæson standsmæssigt med elleve pladsers fremgang og en førsteplads i 1. division. Også Vejle Roklub kan fremvise fremgang. En plads frem går det for vejlenserne, der indtil videre har roet de fleste kilometer på det daglige rofarvand, fortæller Jytte Vodstrup. Skanderborg Roklub er rykket seks pladser tilbage til tredjepladsen i den næstbedste række, men alligevel har der været god aktivitet i det midtjyske. ”Vi lavede et åbent 
hus i starten af påsken, hvor vejret var rigtigt fint. Det gav over 30 besøgende, og vi har fået ti nye medlemmer ud af det”, fortæller Erik Jensen fra Skanderborg.
Holbæk er i klar fremmarch. Fjorten pladser frem til fjerdepladsen er de behagelige kendsgerninger for holbækkerne. Også nummer fem, Gråsten Ro- og Kajakklub, kan glæde sig over fremgang. Fem trin frem går det for vore sønderjyske venner.
De to hovedstadsklubber Lyngby Dameroklub (LDR) og Københavns Roklub (KR) vender tilbage til Motionsturneringen som nummer seks og syv i 1. division. Fra LDR skriver Inger Barløse kort og godt: ”Roning i april har vist været ok på trods af regn, kulde, blæst og sol”.
Elisabeth Thieden har som sædvanlig sendt en flot, flot rapport om aktiviteten i KR. I den står blandt andet, at KR har haft en fantastisk vintersæson på trods af corona. Der har været gymnastik på pladsen foran klubhuset, og så slutter Elisabeth med at konstatere: ”Vi kan se, at normaliteten så småt er ved at indfinde sig. Ungdomsroerne træner på livet løs, og der er mange seniorroer som træner til ”Sved På Panden”. Dannebrog er atter på plads ved bøje 1 i Havneløbet, når ikke monarken er på tur rundt i de danske farvande. Havnetrafikken er igen ved at blive normal med havnerundfarter, kajakker, go boats og masser af stand-up padlers”.
Billede
Gymnastik ledet af Lisbeth Gammelgaard på bådpladsen ved Københavns Roklub. Foto Erik V. Christensen
Billede
Inrigger fra Københavns Roklub i magsvejr i Københavns havn. Foto Erik V. Christensen
Billede
Københavns Roklub ved Dannebrog ved bøje 1, Nordre Toldbod. Foto Erik V. Christensen
Humlebæk Roklub må konstatere en mindre tilbagegang på to pladser til ottendepladsen. Christian Probst fortæller:  ”Det har da været en utrolig kold april! Mange af vores ture ligger tidlig morgen, så det har krævet fire - fem kilometer før der kom varme i fingrene. Corona har nok fået nogle til at fravælge roning pt., og Fredensborg Kommune har også forbudt indendørs ophold. Heldigvis fik vi lov til at tage både ud af bådhallen, og brygge en kop kaffe, der kunne drikkes på brodækket. Vi ser frem til varmere dage i maj, hvor vores kanininstruktion er startet op med i alt femten nye medlemmer i år”.
Aalborg Dame Roklub har haft en stille og rolig start på sæsonen. Så stille, at man rutsjer seksten pladser ned til niendepladsen i 1. division, men mon ikke de ålborgensiske amazoner snarligt tager revanche?
På tiendepladsen finder vi endnu en dameroklub, nemlig Kolding Dame-Roklub. Optimistiske toner lyder fra Jette Hvidtfeldt: ”Vi er kommet rigtig godt fra start i år. Det virkede som om alle stod som hønsene og skrabede baglæns for at komme på vandet. Vi har i den grad manglet ergometertræningen, så da der blev lukket op for udendørs ergometertræning og både på vandet, gik det stærkt. Aldrig har vi i KDR roet så mange kilometer i første måned af sæsonen pr. roer. Her udover har vi fået ti nye kaniner i gang”.
Billede
​2. division
Roklubben Ægir rykker 17 pladser frem - og det til en førsteplads i 2. division. For Middelfart går det den modsatte vej. Seksten pladser tilbage til andenpladsen i 2. division, men det er næppe det sidste vi har hørt fra middelfarterne. Klaus Scheffel beretter fra brobyen: ”Så er rosæsonen kommet i gang, og vi nyder at kunne komme på vandet under nogenlunde vilkår Corona taget i betragtning. Vi er kommet godt i gang, hvilket også kan ses af vores tal i det 36 medlemmer nu har været på vandet. Herudover har vi i 
løbet af måneden haft fjorten nye roere, der har prøvet kræfter med rosporten”.
Nakskov Roklub rykker to pladser frem til tredjepladsen i 2. division. I Nakskov er det morgenroerne, der står for broderparten af de roede kilometer. Morgenroerne er folk med livserfaring, og man har taget kontakt til Ældre Sagen for at få endnu flere livskloge roere på vandet.
Vi skal tilbage til Jylland for at finde nummer fire, Fredericia, efter fem pladsers tilbagegang. Steen Houborg beretter: ”Vi er ved at komme lidt i gang trods alle restriktioner, der jo ikke ligefrem har hævet aktivitetsniveauet. Vi har været begunstiget af vestenvind i lang tid, lidt koldt, med det forhindrer jo ikke rigtige roere at komme på vandet”.
Billede
Rudkøbing Roklub på vej Hjortø rundt. Foto Lone Skovbjerg
Billede
Femtepladsen i 2. division går i denne runde til Hadsund efter otte pladsers tilbagegang, mens Rudkøbing Roklub tager en tur ned ad bakken på seksten pladser til sjettepladsen. Lone Skovbjerg, Rudkøbing, glæder sig over at få coronaen på afstand i robåden: ”Det har været en kølig og blæsende måned med enkelte gode dage, hvor jeg selv har roet nogle dejlige langture, den ene rundt Hjortø. Dejligt vi kan ro og nyde naturen og for en stund slippe tankerne om Corona”.

”Herligt vi kom på vandet”, skriver Lotte Smedegaard fra nummer syv, Roklubben Gefion, der i denne runde vender tilbage til Motionsturneringen efter et års pause. Roskilde Roklub slutter som nummer otte, hvilket er to pladser tilbage i forhold til oktober 2020.
​
Næstved holdt pause fra Motionsturneringen i 2020, men vender stærkt tilbage som nummer ni i 2. division og endelig rykker Strib Ro- og Kajakklub op i 2. division som nummer ti med en plads´ fremgang.
3. division
3. division toppes af Aalborg Roklub, der er rykket syv pladser tilbage. Jens Brandt forklarer: ”Universitetsroernes manglende vinterroning og træningslejr kan tydelig ses i statistikken. De første tyve pladser er jævnt fordelt imellem motionsroere og uni-roere. Sæsonstarten har været meget sløv i sammenligning med 2019 sæsonstarten - der er roet 3500 færre kilometer i år”.
Roklubben Øresund ligger nummer to – naboklubben til Københavns Lufthavn er 
dermed fløjet tre pladser frem.
Sønderborg Roklub er rykket en enkelt plads tilbage til tredjepladsen. Se nedenstående billedserie fra Anette Hammerstrøm, Sønderborg Roklub.
Billede
Fra Sønderborg Roklubs første fælles endagstur/langtur i år den 17/4-21. Som noget nyt, har vi planlagt én fælles endagstur/langtur i måneden, - for at få flere medlemmer med på lidt længere ture minimum 30 kilometer. Fotoet er fra en pause i Hørup Hav. Foto Anette Hammerstrøm
Billede
Billedet er fra samme fællestur. Vi var hele tre både afsted. Turen gik fra Sønderborg Roklub til Skovby Landing, hvor der var frokostpause. Herefter Hørup Hav rundt og derefter for hjemadgående. I alt 43 kilometer. Foto Anette Hammerstrøm
​Nummer fire og fem, Roklubben SAS og Nivå, må begge konstatere tilbagegang. SAS rykker fem pladser tilbage, mens Nivå kan begrænse tilbagegangen til en plads. Fra Nivå skriver Ulla Behrend: ”Så kører vi igen, det er godt. Vi arbejder på at få alle roere ud af coronaskjulet, men den koldeste april i 40 år har givet mange roere en god undskyldning for at blive under dynen. Til gengæld for varmegrader fik de, der kom ud, mange ualmindelig smukke for-forårsdage”.
Jels Roklub bevarer placeringen som nummer seks i 3. division, mens Poul Bramsen fra nummer syv, Præstø, tørt konstaterer: ”Vi har oplevet en sløv start, men der er dog blevet roet lidt”. Præstø er rykket seksten pladser tilbage, men har før tilbageerobret tabt land i Motionsturneringen.
Billede
Morgenbåd ved Nivå Roklub. Foto Ulla Behrend
Billede
Årerne er klar ved Augustenborg Roklub
Fra nummer otte, Augustenborg Roklub, skriver Charlotte Jervelund: ” Augustenborg Roklub havde standerhejsning den 10. april, og der er blevet roet nogle ture i rofarvandet Augustenborg Fjord både formiddag og aften. Vejret har dog været til den kolde side og nok afholdt nogle fra at komme på vandet”.
Roklubben Furesø holdt pause fra Motionsturneringen i 2020, men vender tilbage som nummer ni i 3. division.
Endelig er vores græske forbindelse, Tolo Roklub, noteret for nul roere har roet nul kilometer, som Søren Uldall skriver: ”Sæson 2021 er endnu ikke startet i Tolo. Vi må ikke rejse dertil - endnu! Grækenland åbner for turister 15. maj, og vores eget udenrigsministerium åbner for rejser? MEN...  Hotel Romvi venter på os”.
Hellerup Roklub, Roforeningen KVIK og Frederikssund Roklub har valgt at stå over i denne runde, men vender forhåbentligt stærkt tilbage i næste runde.
 
Topscorerlisten
Fredericia Roklub måtte ”æde” fem pladsers tilbagegang, men til gengæld er klubbens rapportør til Motionsturneringen, Steen Houborg, en suveræn nummer et på topscorerlisten for april 21-runden med 743 kilometer. På andenpladsen ligeledes en trofast rapportør til Motionsturneringen, nemlig Vibeke Christensen fra Randers Roklub med 560 kilometer og endelig er der en debutant, Lotte Petersen, Svendborg Roklub, på tredjepladsen med 559 kilometer. Tættere på andenpladsen kan man ikke komme uden at få den.
I øvrigt er Topscorerlisten præget af debutanter - kun otte ud af 25, der var på listen har ”overlevet” siden sidste runde i oktober 2020.
lthygesen@youmail.dk
 
Se stillingen i Motionsturneringen pr. 30. april 2021 her
Topscorerlisten pr. 30. april 2021 her
0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Motionsturneringen

    Stillingen og reportager fra Motionsturneringen mm.

    Picture
    Motionsturneringen på Facebook. Klik på logoet

    Arkiv

    Marts 2023
    Januar 2023
    November 2022
    Oktober 2022
    September 2022
    August 2022
    Juli 2022
    Juni 2022
    Maj 2022
    April 2022
    Marts 2022
    Januar 2022
    November 2021
    Oktober 2021
    September 2021
    August 2021
    Juli 2021
    Juni 2021
    Maj 2021
    April 2021
    Marts 2021
    Januar 2021
    November 2020
    Oktober 2020
    September 2020
    August 2020
    Juli 2020
    Juni 2020
    Maj 2020
    April 2020
    Januar 2020
    December 2019
    November 2019
    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    April 2019
    Marts 2019
    Januar 2019
    December 2018
    November 2018
    Oktober 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    Marts 2017
    November 2016
    Oktober 2016
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    April 2016
    November 2015
    Oktober 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    April 2015
    November 2014
    Oktober 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: info@bachers.dk
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: lthygesen@youmail.dk
Copyright© Roinfo.dk