Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2023
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Motionsturneringen 6. runde

10/10/2016

0 Comments

 
Picture
Helsingør Roklub på tur i Københavns Havn. Er lokationen kanalernes svar på magtens korridor? Foto Kjeld Bertelsen
Af Leif Thygesen
Lollands uofficielle nationalmelodi hedder ”Vi er nede fra Lolland, hvor roerne gror”. I den højlitterære tekst kan man blandt andet støde på nedenstående passage:
”Vi er nede fra Lolland, hvor roerne gror
og de gror – og de gror - og de gror. ”
Og hvad kommer det så Motionsturneringen ved? Jo, mens Signaturen sidder og skriver denne artikel, kører den lille melodistump i baghovedet, men denne gang med teksten:
”Vi er alle fra Danmark, hvor roerne ror
og de ror – og de ror – og de ror. 
​For sjette gang i træk sættes der ny gennemsnitsrekord for tidspunktet. Ubekræftede rygter vil vide, at Farvandsdirektoratet på grund af stor trafik af robåde ved de danske kyster for alvor overvejer at oprette en hjemmeside med oplysninger om trafiktæthed og andet. Siden skulle være en pendant til Vejdirektoratets hjemmeside med trafikmeldinger fra de danske veje – og Farvanddirektoratet har i samme forbindelse overvejelser om at bringe advarsler om tæt trafik af robåde i radioen. Nå, helt så galt er det nu ikke, men der bliver roet! Og det til den helt store nye september-rekord. De nøgne facts i den nye rekord er:
5.063 roere fra 47 klubber har tilsammen roet 1.778.441 kilometer, hvilket giver et gennemsnit på 351,262 km/roer. I forhold til den gamle rekord fra 2015 er der tale om forbedring på lidt over 6,5 procent. 2016 er på vej til at slette alle månedsrekorder, og det skal gå meget galt, hvis ikke de danske motionsroere sætter en ny flot rekord, når sæsonen slutter sidst i oktober. Jo, lige nu falder rekorderne i Motionsturneringen hurtigere end det engelske pund.
Ellers er det småt med de helt store udsving i stillingen. Største frem- og tilbagegang er på syv pladser, men jævnbyrdigheden er stor i de enkelte divisioner, og generelt har alle klubber løftet niveauet.
Picture
​Supermotionsligaen
Randers er tilbage på førstepladsen. Når andre roklubber drosler lidt ned i slutningen af sæsonen, skruer randrusianerne op for blusset, og det udløser så kronjydernes yndlingsplads som nummer et i den bedste række. Vibeke Christensen fortæller, at Randers har været på langtur på Rhinen sammen med roere fra Skive, Aalborg og København. Det var en tur med høj sol, lidt vind og masser af strøm. Vi startede i Strasbourg og kom næsten til Koblenz, skriver Vibeke.
​Roklubben Furesø er rykket en enkelt plads ned og må dermed afgive førstepladsen til Randers. Roinfo.dk skal i en senere artikel fortælle lidt nærmere om, hvordan den københavnske klub succesfuldt ”angriber” motionsroningen.
På tredjepladsen finder vi Aalborg Dame Roklub, det er i forhold til sidst to pladser frem. Lone Thrysøe Larsen fortæller, at Aalborg Dame Roklub har nået deres mål på 100.000 kilometer i deres jubilæumssæson. I september har man blandt andet afviklet en kaninlangtur.
​Egå Rosport har udnyttet det fine vejr til at øge aktiviteten væsentligt, og det belønnes med tre pladsers fremgang til fjerdepladsen i Supermotionsligaen.
Vejle Roklub har stadig fuld gang i årerne – en tilbagegang på en plads skyldes ikke aktivitetsnedgang i Vejle, men derimod stor konkurrence fra de øvrige klubber i den bedste række. ”Vi nærmer os kraftigt en rekord for total antal roede kilometer på en sæson”, skriver Jytte Vodstrup fra Vejle.
 
Picture
Aalborg Dame Roklub på kaninlangtur. Cox Else Kappelgaard. Sofie Lunden og Gitte Herman. Foto Lone Thrysøe Larsen.
Picture
Vejle Kommune er blevet udnævnt til "Danmarks Friluftskommune 2016". Det blev fejret i forvaltningen med en kage med et motiv fra arrangementet "Vild med Vand", hvor man må sige, at roklubben er kommet i front. Foto Henriette Lang Sørensen.
​Nykøbing Mors Roklub rykker tre pladser tilbage til sjettepladsen, mens Roklubbens Gefion på syvendepladsen er rykket to pladser frem. Lotte Smedegaard beretter om ture til Kalmar/Øland, roferie i Tolo og så var Lotte selv med til New York sammen med Københavns Roklub, hvor man roede rundt om Manhattan og Frihedsgudinden.

​Hellerup Roklub rykker to pladser tilbage til ottendepladsen, og Svendborg rykker en enkelt plads tilbage til niendepladsen. Svendborgenserne har dog – som så mange andre - været flittige i september, fortæller Ninna Larsen.
Vi bliver i det sydfynske, men tager en tur over Svendborgsundbroen, Tåsinge, Siø og Langelandsbroen og ender dermed i Rudkøbing, der er rykket tre pladser frem og således er kommet i fornemt selskab i den bedste række som nummer ti.




​
Lotte Smedegaard fra Roklubben Gefion har sammen med roere fra Københavns Roklub været på langtur Manhattan og Frihedsgudinden rundt. Foto Lotte Smedegaard.
Picture
Picture
1. division
Nyborg Roklub er rykket en enkelt plads tilbage, det koster en plads i Supermotionsligaen, men til gengæld ligger man nu nummer et i 1. division. Susanne Henriksen fortæller: ”16 glade roere drog i uge 38 til Tolo i Grækenland for at ro i en uge. Det blev en forrygende tur med meget roning i forskelligt vand. Vi roede i stille vand, men der blev også budt på store bølger med meget vind. 
Vi kunne prise os lykkelige for, at hotelejeren havde fuldt styr på vejret og kunne rådgive os om, hvornår vi kunne tage ud, og hvornår vi skulle vende hjem. Det kan varmt anbefales at tage til Tolo ”
Picture
Nyborg Roklub har været på tur til Tolo. Foto Susanne Henriksen.
​Fredericia Roklub beholder sin andenplads i 1. division. I Fredericia forudser Steen Houborg økonomiske problemer på grund af den store aktivitet:  ”På nuværende tidspunkt er der 14 roere, der har nået over 1.000 kilometer, og flere er ganske tæt på det magiske tal, der udløser en sølvåre. Hvis det fortsætter på denne måde, må vi hæve kriteriet til 1.500 kilometer, før man får en sølvåre :-) Med lidt god vilje vil 21 roere have nået over 1.000 kilometer i slutningen af året, så mange har der aldrig været før. Det koster klubben en formue i sølvårer og indgravering, men det går vel denne gang”.
Horsens Roklub er rykket to pladser ned til tredjepladsen. Gitte Enghild skriver:  "Septembers himmel var så blå....", så det lader vi ikke gå uhørt hen i Horsens!! Der er blevet roet, så vi har måtte anskaffe nye både: en fireårers inrigger og en singlesculler, og vi har fået tre guldmedaljer: i inrigger, sculler og coastalbåd”!
Picture
Horsens Roklub på kaninlangtur med nyt tiltag: yoga ved Aalekroen (Svejbæk). I Horsens Roklub sørger de for, at kaninerne får svaj i ryggen ved Svejbæk. Foto Gitte Enghild.
​For Roklubben ARA er det status quo på fjerdepladsen. Nivå Roklub er rykket en enkelt plads frem til femtepladsen. Ulla Behrend fortæller om ture på Isefjorden, Silkeborgsøerne og Gudenåen.
Picture
Nivå Roklub på tur på Isefjord. Pause ved Munkholmbroen. Foto Ulla Behrend
​Aalborg Roklub rykker en enkelt plads tilbage til femtepladsen, mens Haderslev rykker seks pladser frem til syvendepladsen i 1. division.
Også Humlebæk kan glæde sig over fremgang. Fire pladser frem i denne runde til ottendepladsen. Christian Probst rapporterer: ”I september havde vi ni roere i Tolo til en fantastisk langtur! De havde rigtig dejligt vejr, mange gode ture med vekslende romakkere og også tid til at nyde den god mad”!
Silkeborg Roklub forsvarer sin niendeplads med succes. Sonja Linnet fortæller fra det midtjyske: ”Vi har i år forsøgt at lave et nyt tiltag i Silkeborg Roklub. Den tredje september afholdt vi for første gang "Silkeborgsøerne i september". Vi tømte bådhallen og havde besøg af 64 roere fra Jylland og Fyn, som nød en skøn dag i vores skønne farvand. Vi glæder os allerede til næste år ved samme tid, hvor vi gentager succesen”.
Frederikssund Roklub rykker tre pladser tilbage til tiendepladsen i 1. division.
Picture
Silkeborg tømte bådhallen og havde besøg af 64 roere fra Jylland og Fyn som nød en skøn dag på Silkeborg Roklubs rofarvand. Foto Sonja Linnet.
Picture
​2. division
2. division toppes af Kolding Dame-Roklub, og det er hele syv pladser frem i forhold til sidste runde. Jette Hvidtfeldt kan blandt andet fortælle om deltagelse i løvfaldstur på Mariager Fjord og deltagelse i Silkeborg Roklubs arrangement, som står omtalt ovenstående. Med 365,838 km/roer har vi roet os til det højeste gennemsnit nogensinde i september, skriver Jette. 
​Rønne Roklub placerer sig som nummer to. Det er fire pladser ned i forhold til sidste runde. På tredjepladsen finder vi Kolding Roklub, der er rykket tre pladser ned, men alligevel har de koldingensiske herrer haft en god måned. Uffe Lau Sørensen har noteret: ”En fantastisk september måned er forbi. Den bedste nogensinde og første gang bliver september den måned, hvor der er roet flest kilometer. Næsten alle morgener har budt på stille vand. Vi har roet meget outrigger, dejligt”.
Middelfart Roklub er fortsat nummer fire, mens Roklubben SAS er rykket to pladser frem til femtepladsen. Lyngby Dameroklub er rykket en plads tilbage og slutter i denne runde som nummer seks. Inger Barløse beretter: ”Total god måned - i Masters roningen viste LDR, at vi kunne være med både aktivt og frivilligt. Vi brugte mange timer i frivillighedens tegn. Spontanlisten gør også meget for, at bådene kommer ud på flere ture om dagen. Vores årlige trekantsmatch med de københavnske dameroklubber (Gefion og Hellerup Dame) gav to sejre til LDR (i kanin- og bestyrelsesbåden). Tolv tog lige til Tolo i uge 39 og fik en fantastisk lækker roferie. Oplægget var bade- og roferie, men på grund af vindstille om morgenen, tog roningen over. Næste gang skal der mere oplevelse på land. Og så har vi en kanin, som har passeret 1.000 kilometer på første år”.
Picture
Lyngby Dameroklub på tur i Tolo. Foto Inger Barløse.
​Skanderborg Roklub er nummer syv. Det er en plads tilbage i forhold til august. Københavns Roklub rykker syv pladser tilbage til ottendepladsen, og endelig er der fremgang for de to sidste klubber i 2. division Helsingør og Nykøbing Sj. Helsingoranerne rykker en plads frem til niendepladsen, og nykøbingenserne to pladser frem til tiendepladsen. Fra Helsingør kan Kjeld Bertelsen fortælle:  ”I september har Helsingør Roklub sin årlige rotur i Københavns Havn, hvor Københavns Roklub er venlige at låne både ud. Turen er populær, så vi blev nødt til at låne fire fireåres inriggere. Vi følger hele ruten for turistbådene og tager afstikkere, hvor de ikke kan komme. Vejret var perfekt, og vi fik set alle seværdighederne, som blandt andet at beundre Operaen up front i en vrimmel af havnebusser, motorbåde, picnicbåde, kajakker og havnerundfartens turistbåde. Det blev også til frokost på Trekroner Fortet. En særdeles oplevelsesrig tur”. Se foto i starten af denne artikel.
Picture
3. division
Roskilde har indtaget førstepladsen i 3. division. Det er to pladser frem i forhold til sidst. For Ægir går det en plads den modsatte vej, det vil sige, at nordjyderne denne gang slutter som nummer to i 3. division.
Aarhus Roklub rykker en plads frem til bronzepladsen i 3. division. For Roforeningen KVIK går det fem pladser tilbage til fjerdepladsen. Men det er ikke det mest triste -
langt værre er det, at Roforeningens trofaste rapportør Peter Budtz meddeler, at det bliver sidste indberetning fra ham, da han er udmeldt af KVIK. Signaturen kommer til at savne Peters muntre rapporter, flotte fotografier og hans interesse for Motionsturneringen. Peter var en af de rapportører, som Signaturen brugte som sparringspartner ved udviklingsspørgsmål vedrørende Motionsturneringen. Tak for samarbejdet Peter - og måske – forhåbentligt - på genskriv
Picture
“Now it´s time to say goodnight, good night sleep tight”, skriver Peter Budtz, Roforeningen KVIK, som tekst til sit billede. Desværre stopper Peter Budtz som rapportør til Motionsturneringen for KVIK.
​Hvidovre Roklub har været ude et par runder, men vender stærkt tilbage til Motionsturneringen som nummer fem. Anders-Henrik Petersen fra Hvidovre skriver: ”Der har været fint gang i alle afdelinger! Vores ungdomsroere har en lille gruppe, der er gået i udbrud i kaproning og tager medaljer hjem fra regattaer og stævner! Herunder flotte guldmedaljer ved FM i Holstebro samt vindere i talentudviklingskonkurrencen "TU-Cuppen". I forhold til motionsroning giver det dels mange træningskilometer, dels positiv omtale i lokalaviserne. Og det sidste smitter af på tilgangen til ungdomsafdelingen - og dermed styrkes også "bredderoningen" i denne aldersklasse. Hos de voksne havde vi en otter med i Master Regatta - flot tredjeplads! Derudover har vi været på flere langture, blandt andet en vellykket weekendtur, hvor vi besøgte Haderslev Roklub. Vi var inviteret af et tidligere HvR-medlem, som nu er flyttet derover. Vi roede i Haderslev Dam og på Haderslev Fjord med overnatning i klubbens lille hytte ude i Årøsund. Af andre aktiviteter har vores formand Torben Thyren gennemført et scullerkursus for voksenroere - hvilket har givet nogle af os, der deltog, nogle helt nye "udfordringer"! - herunder også en tur i baljen. Vores seniorer ror stadig mandag og onsdag formiddag, men har nu også inddraget fredag formiddag som rodag for at efterkomme den store efterspørgsel”.
Picture
Hvidovre Roklub på tur til Haderslev. Foto Anders-Henrik Petersen
Nummer fem, Nakskov Roklub, nummer seks, Jels Roklub, og nummer syv, Strib Ro- og Kajakklub, må alle tage til takke med en plads´ tilbagegang. Det ødelægger dog næppe humøret på Vestlolland, i Sydøstjylland og på nordvest Fyn. Varde Roklub rykker to pladser frem og er nu nummer ni i 3. division, mens Roklubben Viking er rykket to pladser tilbage til tiendepladsen.
Picture
4. division
Syv klubber i 4. division i denne runde. Det er ikke den store fortællelyst, der præger 4. divisionsklubberne, så vi snupper et par fotos fra klubber i andre divisioner i stedet. Men kort fortalt: To pladser tilbage er det gået for nummer et Holbæk, nummer to Sønderborg 
Roklub og nummer fire Bogense Ro- og Kajakklub. En plads tilbage rykker nummer seks, Stevns, mens Tolo er rykket fire pladser tilbage til syvendepladsen. Roklubben Øresund er fortsat nummer tre.
Picture
Endnu et foto fra Hvidovre Roklubs tur til Haderslev. Foto Anders-Henrik Petersen
Picture
Nivå Roklub tager afsted efter slæbestedet ved Gudenåen. Foto Ulla Behrend
​Motionsturneringen er jo først og fremmest skabt for at få motionsroningen frem i rampelyset, så strikse regler om hvilke klubber og bådtyper, der kan deltage, har vi ikke det helt store lovkompendium om – og det fungerer nu stille og roligt for ottende sæson i træk. Men det giver ind imellem pudsigheder. I denne runde er for eksempel Søren Uldall nummer syv i 2. division på Topscorerlisten for Roklubben SAS - men samtidigt er Søren rapportør for Tolo Roklub. En mand to klubber, og er Tolos kilometer egentlig ikke talt med i de klubber, som roerne kommer fra? Jo, det er de, men det går jo nok. Det drejer sig om aktivitet og om at gøre opmærksom på alle de gode tilbud, roklubberne giver - herunder også tilbud om at ro kajak (i nogle klubber) og tilbuddet om at benytte faciliteterne i Tolo. Søren skriver om Tolo Roklub: ”Så er vi igen forberedt på at indtage jumbopladsen i Motionsturneringen. Der meldes igen igen om gode oplevelser i det græske - det være sig til lands, til vands og kulinarisk. Vejret i september måned har i Tolo tangeret det danske septembervejr: sol, sol, sol...... og temperaturer > 30 grader. Forhåndsinteressen for at komme til Tolo i 2017 viser en stigning på 30% i forhold til udlejningen i 2016 - så armene bliver snart hængende i luften konstant (besværligt at ro sådan!! 😊)”
Picture
To koncentrerede ”langdistancekaproere” Pia Rasmussen og Christian Probst fra Humlebæk Roklub på vej til start ved VM for Masters på Bagsværd Sø. Foto Niels-Henrik Rasmussen

Topscorerlisten

Steen Hansen fra Nykøbing Sj. Roklub ligger fortsat nummer et og har slået et lille hul ned til nummer to, Ole Erlich-Eriksen, fra Hellerup. På førstepladsen har Steen 3.703 kilometer, mens Ole har roet 3.525. På bronzepladsen kommer Bjørn Bisgaard, Roklubben ARA, med 2.902 kilometer.
Jævnbyrdigheden er stor, og selvom det er imponerende tal, man møder på listen, er det kun få kilometer, der adskiller enkelte pladser. Mellem nummer fire, Casper Ørtoft, Svendborg Roklub, og Grethe Thomasen, Randers Roklub, er der kun tre kilometer og mellem nummer seks og syv i den bedste række er forskellen kun fire kilometer. Også i 1. division finder man stor jævnbyrdighed. Sølle fem kilometer skiller nummer et Annette Hansen, Nyborg Roklub, fra nummer to Sten Holmbæk, Horsens Roklub. Også længere nede er det marginalerne, der afgør placeringerne, således er der kun en kilometer mellem nummer otte Ole Boalt Rasmussen, Helsingør Roklub, og nummer ni Finn K. Møller, Kolding Roklub.
 
Den endelig afgørelse
Med en måned tilbage og stor jævnbyrdighed både i Motionsturneringen og på Topscorerlisten er der stadig mulighed for at vinde terræn – så god arbejdslyst med de store skeer, og så høres vi ved om en måneds tid.
lthygesen@youmail.dk

Stillingen i Motionsturneringen 30.09 2016 her
Topscorerlisten 30.09 2016 her

Picture
Nivå Roklub på tur på Isefjord. Tid til eftermiddagskaffe. Foto Ulla Behrend.
0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Motionsturneringen

    Stillingen og reportager fra Motionsturneringen mm.

    Picture
    Motionsturneringen på Facebook. Klik på logoet

    Arkiv

    Januar 2023
    November 2022
    Oktober 2022
    September 2022
    August 2022
    Juli 2022
    Juni 2022
    Maj 2022
    April 2022
    Marts 2022
    Januar 2022
    November 2021
    Oktober 2021
    September 2021
    August 2021
    Juli 2021
    Juni 2021
    Maj 2021
    April 2021
    Marts 2021
    Januar 2021
    November 2020
    Oktober 2020
    September 2020
    August 2020
    Juli 2020
    Juni 2020
    Maj 2020
    April 2020
    Januar 2020
    December 2019
    November 2019
    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    April 2019
    Marts 2019
    Januar 2019
    December 2018
    November 2018
    Oktober 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    Marts 2017
    November 2016
    Oktober 2016
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    April 2016
    November 2015
    Oktober 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    April 2015
    November 2014
    Oktober 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: info@bachers.dk
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: lthygesen@youmail.dk
Copyright© Roinfo.dk