Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2023
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Motionsturneringen 5. runde

12/9/2016

0 Comments

 
Picture
Kaffetur. Foto Gitte Enghild
Gennemsnittet for august passerede et skarpt hjørne
​Af Leif Thygesen
Med et gennemsnit på 301,404 km/roer lykkedes det for første gang i Motionsturneringens otte-årige historie at bryde de magiske 300 kilometer/pr. roer i august måned. Den gamle rekord var fra 2015 og lød på 285,294 km/roer, så der er tale om en klækkelig rekordforbedring på 5,6 procent. Samlet lyder regnskabet 4.795 roere fra 45 klubber har tilsammen roet 1.445.232 kilometer, hvilket giver rekordgennemsnittet på 301,404 km/roer.
Picture
I Roklubben Ægir fulgte man naturligvis spændte, hvordan det gik Anne Dsane Andersen ved OL. Anne Dsane Andersen begyndte sin rokarriere i Ægir. ”Landaktiviteten” gik desværre lidt ud over ”vandaktiviteten”. Ægir rykker i denne runde 11 pladser ned, men der blev samtidigt investeret i at markedsføre roning, så mon ikke man på sigt tjener ind på gyngerne, hvad man satte til på karrusellen. Foto Dorte Rothmann
​Man kunne måske frygte, at OL ville have holdt roerne på land foran de elektroniske medier for at følge med i de spændende konkurrencer, men sådan gik det ikke – måske med en enkelt undtagelse, se ovenstående foto – Næh, de danske motionsroere har nærmest ladet sig inspirere til mere aktivitet af eliten, der dystede i Rio - og det må da siges at være en solstråle mere i august, der i øvrigt bød på 195 solskinstimer i forhold til normalen på 186 timer, 60 mm regn (syv mm mindre end normalt) og en gennemsnitstemperatur på 16,1 grader i forhold til normalt 15,7 grader.
Der er ikke de store forskydninger i tabellen denne gang. Største fremgang er på seks pladser og største tilbagegang på elleve pladser.
Picture
Supermotionstligaen
Roklubben Furesø er stadig duks i den bedste række med Randers på andenpladsen – og Furesø har momentum lige nu. I juli var forspringet til Randers på 1,931 km/roer, denne føring er i august udbygget til 10,693 km/roer. Men Randers har før præsteret en fantastisk slutspurt, så intet er endnu afgjort med to runder tilbage.
Fra Randers rapporterer Vibeke Christensen: Der har været fest i Randers, både festuge, havnefest og kanindåb i roklubben. Seks 
skønne kvinder lod sig døbe af Kong Neptun. Ugen efter var der tur til Udbyhøj, en tur der var tilpasset de nye roere.
Picture
I Randers Roklub håber man, at det går de nye kaniner, som det går i H.C. Andersens eventyr ”Den grimme ælling”. At kaninerne, billedligt talt, udvikler sig til ”smukke svaner”. Foto Vibeke Christensen
​Både Nykøbing Mors Roklub og Vejle Roklub rykker en plads frem. Fra Vejle skriver Jytte Vodstrup: ”Vores tal er det næsthøjeste, vi har haft i den tid, vi har brugt rokort.dk. Vores gennemsnitstal er endda det højeste, der er målt på denne tid af året nogensinde. Det indikerer, at rigtigt mange af vores medlemmer bidrager til det samlede høje tal – dejligt! Der bliver da også roet på alle tider af dagen, fra solopgang til solnedgang. I år er der rigtigt kommet gang i morgenroning for "det arbejdende folk". En lille flok mødes klokken 06.00, ror en time og er hjemme i klubben igen kl. 07.00, hvor båden ofte kan overdrages direkte til næste gruppe - morgenroning for dem, der ikke arbejder. Derefter går det slag i slag med aktivitet i løbet af dagen. ”
Picture
Morgenroning i Vejle. Foto Kirsten Lauridsen
​Aalborg Dame Roklub (ADR) rykker to pladser ned og er nu nummer fem, men det skyldes ikke manglende aktivitet i ADR, men kun skærpet konkurrence i Motionsturneringen. Lone Thrysøe ADR siger: ”Vi har i august afholdt "alle både på vandet". Det resulterede i, at ca. 80 - 90 rokvinder roede til Egholm for at spise boller og kage. Jeg tør allerede nu, 49 dage før standerstrygning, love, at vi når de 100.000 kilometer, som var målet for dette jubilæumsår. ” 
Picture
En masse glade ADR-roere er ankommet til Egholm. Foto Jens Bøgh
​Hellerup Roklub udviser stabilitet og forsvarer sin sjetteplads i den bedste række med succes. Egå Rosport rykker en enkelt plads frem til syvendepladsen. Men trods det er rapportør Annie Kaalby ikke helt tilfreds. ” Århusbugten kan jo, som alle langdistanceroere ved, vise tænder. Hen over sommeren har der været flere tilløb til en tur til Dragsmur, men da det kræver, at vi roer tværs over Kalø Vig, er det endnu ikke lykkes at komme derover i år. Øv – øv. Vi drømmer om en ”Indian sommer weekend” med blikvand, ” siger Annie Kaalby til roinfo.dk.
Svendborg Roklub har byttet plads med Egå Rosport, og det betyder at svendborgenserne denne gang er nummer otte, hvilket er en enkelt plads ned i forhold til juli måned. Ninna Larsen, der er på vej til Rivieraen, kan fortælle: ”I Svendborg er aktiviteten - især på solskinsdage - helt pæn. Midt i august havde vi planlagt tur til Romsø fra Kerteminde sammen med Nyborg-roerne. Det lod sig ikke gøre med vestlig vindstyrke op til seks. I stedet roede vi fra Nyborg, under broen og op til Nordenhuse - i lækyst. Det blev så ikke til besøg på Romsø denne gang, men vi fik da en 10 kilometer længere tur. ”
Roklubben Gefion er rykket en enkelt plads frem til niendepladsen. Roere fra Gefion har været i New York og har roet Manhattan og Frihedsgudinden rundt. En spændende tur, der blandt andet gav et indslag i TV2, skriver Lotte Smedegaard.
Nyborg Roklub rykker en plads frem og slipper dermed lige akkurat med i den bedste række, hvor fynboerne har været før.
Picture

​1. division
Horsens Roklub rykker to pladser tilbage og dermed en division ned, men horsensianerne kan trøste sig med en førsteplads i den næstbedste række. Gitte Enghild fra Horsens skriver kort og kontant: ”August har været præget af kaffeture, kanindåb, og GULDMEDALJER! Vi vandt et danmarksmesterskab i coastal og fik to guldmedaljer ved Vejlefjordens Grønne Bøge. ”

​Der er gang i Fredericia Roklub, så meget gang at det bliver til fem pladsers fremgang til andenpladsen i 1. division. Steen Houborg skriver: ”August måned har igen stået i langtursroningens tegn, medlemmerne er ret gode til selv at arrangere ture, som noget nyt har flere hold valgt at bruge klubbens sommerhus som udgangspunkt. Der er masser af muligheder for roning i farvandet og ikke mindst er husets placering ideel for levering af mad - de gæve rokoner tror stadig ikke, vi kan klare os selv på bedste vis, og kommer på besøg med store tunge gryder, det er ganske unødvendigt, med det er da lidt lettere. ”
Picture
Fredericia Havn har i længere tid haft besøg af en delfin, den var næsten lige så lang som en toåres inrigger. Den fulgte vore både over en længere distance. Det var en fantastisk oplevelse at se den springe ud af vandet lige ud for åren, men også lidt skræmmende, hvis den skulle lande i båden. Så nu har vi marsvin, sæler og delfiner i Lillebælt, det kan ikke blive meget bedre, hver tur er en oplevelse. Tekst og foto Steen Houborg
​Rudkøbing Roklub og Roklubben ARA rykker begge en enkelt plads tilbage, således at langelænderne nu er nummer tre, mens århusianerne indtager fjerdepladsen.
Aalborg Roklub bevarer sin femteplads. Jens Brandt fra Aalborg konstaterer, at der er færre roere på vandet end i 2015 på samme tid, men de der ror i 2016 er til gengæld flittigere, hvilket giver et højere gennemsnit.
Nivå Roklub rykker tre pladser frem til sjettepladsen. Ulla Behrend fra Nivå rapporterer: ”Nivå Roklub var på besøg i Slesvig Roklub, som ligger midt i byen Slesvig. Vi lånte deres toåres inriggere, som til forveksling ligner vores egne. Vi blev gæstfrit modtaget, og det blev en god og alsidig rooplevelse, dels i byen og dels på landet.” 
Picture
Nivå Roklub har besøgt Slesvig Roklub. Foto Erik Mathiesen.
​Frederikssund Roklub tager en mellemspurt, der resulterer i seks pladsers fremgang til syvendepladsen. Det er rundens største fremgang.
Rønne Roklub rykker to pladser tilbage til ottendepladsen, mens det for Silkeborg Roklub går tre pladser frem til niendepladsen i 1. division. Sonja Linnet fra Silkeborg skriver: ”Vi afholder hvert år kæntringsøvelse, og i år var der rigtig mange af vores nye kaniner, der deltog sammen med de gamle garvede roere. ”
Picture
Kæntringsøvelse i Silkeborg Roklub. Foto Sonja Linnet
​Kolding Roklub rykker to pladser tilbage, men bevarer lige netop deres status som 1. divisionsklub. Uffe Lau skriver om aktiviteten i Kolding: ”En måned som var meget kold i starten, men endte ganske okay. Særligt om morgenen har der været mange fine stunder. På en lidt længere morgentur med kaffe, hjemmebagt bolle og en lille en til halsen, var vi en tur i bunden af Eltang Vig i en dobbelt-coastal. Et lille vel og lige pludselig fik jeg øje på en isfugl, som sad på et siv, kort efter fløj den tæt forbi os, så vi rigtig kunne nyde dens elegance og flotte farver - stor oplevelse. ”
Picture
2. division
Københavns Roklub (KR) lever lidt af en ”svingdørs-tilværelse” i Motionsturneringen.  KR var med i Motionsturneringen i maj og juni, men ude i april og juli, og nu er ”Byens Klub” så heldigvis tilbage i verdens bedste romotionsturnering. Og KR vender tilbage med fynd og klem på en førsteplads i 2. division.
Humlebæk Roklub rykker tre pladser frem til andenpladsen. Formand for Humlebæk Roklub, Christian Probst, kan berette: ”August gik med 
​afholdelse af vores egen langdistancekaproning samt deltagelse i finalen i Vejle. Og weekenden imellem brugte tre af vores roere til at forsøge sig med ”hvor langt kan man ro på 24 timer i en toåres inrigger”. Det blev til 209,54 kilometer - Humlebæk-Havnebyen på Sjællands Odde og retur. Ellers nyder mange morgenturene, hvor der nu er mulighed for de skønneste solopgange ved 5.45-6.15 tiden. ”
Haderslev tager et dyk på ni pladser til tredjepladsen i 2. division. Både nummer fire, Middelfart Roklub, og nummer fem, Lyngby Dameroklub (LDR), er rykket to pladser frem. Inger Barløse, LDR, er trofast rapportør fra Kongens Lyngby: ”Nyt kaninkursus startet, og det koster lidt på vores kilometer-tal, men så havde vi en dejlig langtur til Nakskov Roklub. Selvom vejret ikke var for godt, fik vi alligevel en dejlig tur. Vi kommer bestemt igen. ”
Picture
På vort daglige rofarvand møder Lyngby Dameroklub mange sjove fartøjer, skriver Inger Barløse. Her er det unge mænd udklædt som julemænd med masser af øl i gummibådene på kanalen til Frederiksdal. Foto Inger Barløse
​Skanderborg Roklub rykker to pladser tilbage til sjettepladsen, mens Roklubben SAS rykker to pladser frem til syvendepladsen. Nummer otte bliver Kolding Dame-Roklub (KDR), og det er syv pladser ned i forhold til sidste runde, men der er dog fortsat fin aktivitet i KDR. Jette Hvidtfeldt har noteret: ”Der er godt gang i de to ugentlige roaftener, og Old-girls-roerne er også flittige på vandet et par formiddage om ugen. I august har der været et meget velbesøgt arrangement med kæntringsøvelse, hvilket jo er et godt sikkerhedsinitiativ”.
Både nummer ni, Roforeningen KVIK, og nummer ti, Helsingør Roklub, rykker en plads frem. 
Picture
Kjeld Bertelsen skriver om sit foto fra Helsingør Roklub: De små havne i Helsingør Roklubs rovand kan byde på overraskelser, når vi går ind for f.eks. at købe en fiskefrikadelle. En lille kutter kan være på vej ud, og så er "Åren langs" en kommando, der er velkendt fra styrmanden, ligesom "Sæt hårdt i".
Picture
3. division
3. division toppes af Roklubben Ægir. Det er for Ægir en tilbagegang på elleve pladser. Men det er der en god forklaring på. Ægir har brugt megen tid på at følge Anne Dsane Andersen ved OL. Anne har trukket sin barneåre i Ægir, så naturligvis følger klubben hende spændt. Som det vil være langt de fleste af vores læsere bekendt, kom Anne hjem med en flot bronzemedalje i kvindernes toer uden styrmand, og nu forsøger Ægir at følge op på 
dette flotte resultat og skaffe nye ”Anner” til klubben. ​Formand Dorte Rothmann skriver: ”Vi har nydt stor opmærksomhed for rosporten gennem OL, ikke mindst som udklækker på en ”bronze-darling” Anne Dsane Andersen. Aalborg Event stod sammen med TV2 Nord for daglig event og præsentation af de nordjyske deltagere og deres sportsgrene inde på Gammeltorv. Det har ikke givet så mange nye medlemmer lige nu og her - men nu er nordjyder jo også et sindigt folk, så måske næste år? P4 fulgte sammen med TV2 Nord live stemningen i Ægir, da Anne vandt bronze, og som formand bliver man både ydmyg og stolt over, hvordan det pludselig samlede hele klubben: kaproere, motionister, altanroere og de ældre roere. Det er stort”.
Der er ikke noget at sige til, at det har kostet lidt på roaktiviteten, men tiden er forhåbentlig investeret godt, så det bringer nye roere til Ægir.
Picture
Potentielle nye roere prøver et ergometer på Gammeltorv i Aalborg. Foto Dorte Rothmann
​Nummer to, Nykøbing Sj. Roklub, er rykket fem pladser frem, mens nummer tre, Roskilde Roklub, tager elevatoren samme antal pladser ned.
For Aarhus Roklub er det status quo på fjerdepladsen, mens Nakskov Roklub på femtepladsen må konstatere to pladsers tilbagegang. Der er dog fortsat fin aktivitet i Nakskov Roklub, og det er i hvert fald ikke her man er ”på røven”, som TV2 så poetisk kalder deres dokumentar fra Lolland.
Jels Roklub rykker to pladser frem og er nu nummer seks, mens Strib Ro- og Kajakklub er rykket en enkelt plads tilbage til syvendepladsen.
For nummer otte, Roklubben Viking, nummer ni, Holbæk Roklub, og nummer ti, Sønderborg Roklub, går det alle en plads frem, så alle tre klubber kan i tabellen glæde sig over et grønt felt, der markerer fremgang.
Picture
4. division
Fem klubber i 4. division i denne omgang. Der er fremgang til nummer et, Varde, på tre pladser, nummer tre, Roklubben Øresund, to pladser og nummer fem, Roklubben Stevns, to pladser.

Nummer to, Bogense Ro- og Kajakklub, bevarer deres andenplads, mens Tolo rykker en enkelt plads tilbage til fjerdepladsen. I øvrigt har der i august ikke været nogen aktivitet i Tolo, så tallene i denne måned er de samme tal som i juli. Søren Uldall beretter om vores græske forbindelse: ”Til orientering kan det oplyses, at den forgangne uges uvejr i det græske er gået Tolo forbi. Uvejret var 200 kilometer fra Tolo inde midt på Peleponnes. Der skal kigges godt efter i kalenderen for 2017 for at finde ledige både - kig nærmere på de tidlige forårsmåneder! ”
Picture
I august måned er der mange klubber, der gør nyindmeldte roere til ”rigtige” roere ved en kanindåb. Her er det i Horsens, der holdes kanindåb. Foto Gitte Enghild
Topscorerlisten
Der er sket ændringer helt i toppen af Topscorerlisten. Ny førende roer er Steen Hansen fra Nykøbing Sj. Roklub med 2973 kilometer. Sidste måneds nummer et, Ole Erlich-Eriksen, Hellerup Roklub, er rykket en plads ned, men der er kun 51 kilometer mellem de to roere, og det er relativt kort afstand.
Tredjepladsen indtages af OL-bronzevinder Anne Dsane Andersen, KVIK, så man kan sige, at der er dobbelt bronze til Anne.
Ellers er det ikke de store forskydninger, der præger de tre divisioner. Der er i forhold til sidste runde seks nye roere på listen.
lthygesen@youmail.dk
 
Stillingen 5. runde Motionsturneringen 2016 her
Topscorerlisten pr. 31. august 2016 her
0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Motionsturneringen

    Stillingen og reportager fra Motionsturneringen mm.

    Picture
    Motionsturneringen på Facebook. Klik på logoet

    Arkiv

    Januar 2023
    November 2022
    Oktober 2022
    September 2022
    August 2022
    Juli 2022
    Juni 2022
    Maj 2022
    April 2022
    Marts 2022
    Januar 2022
    November 2021
    Oktober 2021
    September 2021
    August 2021
    Juli 2021
    Juni 2021
    Maj 2021
    April 2021
    Marts 2021
    Januar 2021
    November 2020
    Oktober 2020
    September 2020
    August 2020
    Juli 2020
    Juni 2020
    Maj 2020
    April 2020
    Januar 2020
    December 2019
    November 2019
    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    April 2019
    Marts 2019
    Januar 2019
    December 2018
    November 2018
    Oktober 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    Marts 2017
    November 2016
    Oktober 2016
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    April 2016
    November 2015
    Oktober 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    April 2015
    November 2014
    Oktober 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: info@bachers.dk
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: lthygesen@youmail.dk
Copyright© Roinfo.dk