Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2023
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Motionsturneringen 3. runde 2019

8/7/2019

0 Comments

 
Picture
Egå Rosport på vej Helgenæs Rundt. Foto Egå Rosport
De regerende mestre tilbage på guldkurs

Af Leif Thygesen

DMI beskriver juni 2019 som: ”Varm, solrig og lidt tørrere i forhold til 2006-2015 gennemsnittet. Tiendevarmeste juni siden 1874. Både lokale og regionale varmebølger. Normalt antal nedbørsdøgn. En del skybrud.”
Hvis vi bliver i jargonen kan 3. runde af Motionsturneringen beskrives som: ”Aktiv, langtursrig og lidt bedre end gennemsnittet 2009-2019. Tredjeaktiveste måned siden 2009. Både lokale og regionale aktivitetsbølger. Normalt antal deltagende roere. En del klubber i udbrud.”
I Danmark blev der afholdt valg til Folketinget den 5. juni, og den 27. juni kunne Mette Frederiksen præsentere en ny regering. Danmark fik en ny socialdemokratisk mindretalsregering og et nyt førerhold i Motionsturneringen i form af Aalborg Dame Roklub.
I mange klubber kom man for alvor i gang med roningen. Det samlede resultat lyder på: 4.554 roere fra 43 klubber har roet 825.306 kilometer, hvilket giver et gennemsnit på 181,227 km/roer. Der er et stykke til rekorden fra 2019, der lød på 199,641 km/roer, men alligevel indskriver juni 2019 sig i annalerne som den tredjebedste måned i perioden 2009-2019.
Picture
Kø ved Aalborg Dame Roklubs slingerske(det kalder Aalborg Dame Roklub sin flydebro) en almindelig roaften. Foto Aalborg Dame Roklub
Picture
Supermotionsligaen
I Aalborg Dame Roklub (ADR) satser de på igen at vinde Motionsturneringen og dermed beholde pokalen, skriver Alice Nielsen, ADR. Selvom om de i ADR kalder deres flydebro for ”slingersken”, er der ingen slinger i valsen. De flittige kvinder i ADR er tilbage på førstepladsen i Motionsturneringen. Flere spændende arrangementer har været afholdt i ADR, for eksempel en fællesaften med fokus på roteknik og det daglige rofarvand, solopgangstur pinsemorgen, langture til Sønderborg, Horsens, 
Silkeborg, Svendborg, Skive, Hadsund, Randers og Ribe. ”Sportsroning” tilbydes et par gange om ugen, der har været afholdt outriggerskole og traditionerne er blevet passet med en rotur til Sundby Hvorup Sejlklub, hvor der serveres boller i karry. 32 deltog i turen. Den megen aktivitet er udmundet i to pladsers fremgang, og ålborgenserne er igen tilbage på førstepladsen.
Picture
Pinsemorgen kl. 04.00 Aalborg Dame Roklub er klar til solopgangstur
​I Randers Roklub har de også været flittige, men må alligevel efter hård kamp afgive førstepladsen. I denne måned indtager kronjyderne andenpladsen. Vibeke Christensen fortæller: ”Randers og Norddjurs kommune har sammen valgt at renovere Kanaløen, så der nu er gode toiletforhold. Der er blevet bygget et madpakkehus og to shelters. Der vil hele sommeren blive lagt brænde ud på øen til fri afbenyttelse. Den 4. juni var der officiel indvielse med deltagelse fra begge kommuner og havnens formand. Skulle der være nogle gæsteroere, der vil en tur ud ad Randers Fjord, kan det anbefales at besøge øen”.
Picture
På Kanaløen i Randers Fjord er der nu gode toilet forhold. Der er blevet bygget et madpakkehus og to shelters. Foto Vibeke Christensen
​Aarhus Roklub er efter to femtepladser i de to første runder avanceret til tredjepladsen. Hellerup Roklub beholder sin fjerdeplads, og så er Horsens Roklub rykket otte pladser frem til femtepladsen. Fra Horsens kan Gitte Enghild fortælle, at både Tolo og Berlin har haft den ære at have besøg af horsensianerne. Elleve roere, der var i Tolo, var beriget med godt vejr og havde en fantastisk tur. Otte roere tog turen til Berlin og havde ligeledes en vellykket tur. På hjemmefronten er der blevet uddannet tolv nye korttursstyrmænd, man har deltaget i langdistancekaproninger, roet Venø rundt, været på onsdagskaffeture, været på langture til Kerteminde og Munkebo, og så er Horsens Roklubs legendariske kirkebåd blevet luftet et par gange – og vi fortsætter trods det ustabile og meget blæsende vejr,” slutter Gitte Enghild.
Picture
Kirkebåden i Horsens Roklub søsættes. Foto Helle Lundme
​Vejle Roklub er tilbage i den bedste række – og ikke noget med at ligge og fedte rundt i bunden. Otte pladsers fremgang har sendt vejlenserne op på en sjetteplads i Supermotionsligaen. Jytte Vodstrup skriver: ”Endelig kom der god gang i roningen. I juni måned er der roet mange kilometer - flere end tidligere år her i Vejle. Der har også været gang i langtursroningen. Den daglige roning har været helt i top, så det er en måned, vi kun kan være tilfredse med.”
Nummer syv, Kolding Roklub, er rykket fem pladser tilbage, men humøret er fortsat højt i Kolding. Uffe Lau Sørensen har noteret: ”En dejlig juni måned er slut. Varm og til tider solrig og med stille dage, men også med megen blæst, så alt er, som det plejer. Dog var det fint vejr Sankt Hans aften til en forandring. Otte roer fra Kolding Roklub er lige kommet hjem fra en fremragende rotur i Hamburg. Vejret var varmt og gav os tre gode dage i gig-firere. Hamburg er altid et besøg værd, og de var meget gæstfrie i de klubber, vi besøgte”.
Svendborg tager et ”ti-pladsers-skridt” frem til ottendepladsen i Supermotionsligaen, og er efter to måneders ophold i 1. division tilbage i det fine selskab blandt de ti bedste klubber. Men klubbens rapportør Ninna Larsen er stadig ikke tilfreds ”Puha! Det er op ad bakke – og i dag blæser det en kvart pelikan”, slutter Ninna sin indberetning.
Hellerup Dameroklub (HDR) har haft en god måned, der belønnes med syv pladsers fremgang og en placering i ”Top Ti”. Dorte Vang-Jensen, HDR, beretter: ”Juni måned bød på lidt mere roning end maj, vi er ikke på niveau med sidste år, men vi får da roet en del - både op og ned langs kysten og lidt ture i Københavns Havn. Vi har også haft en lille flok flittige roere i Tolo.”
På tiendepladsen finder vi endnu en dameroklub, idet Lyngby Dameroklub i denne måned er rykket en enkelt plads tilbage til den sidste plads i Supermotionsligaen. I Lyngby Dameroklub har man roet vikingeskib. Se foto
Picture
Roere fra Lyngby Dameroklub har været ude og ro i vikingeskib i Roskilde for at være klar til Manhattan rundt med DFfR i juli måned. Foto Karin Hansen
Picture
1. division
I første division er fortællelysten ikke den helt store. Der er fremgang for nummer et Skanderborg (seks pladser), nummer fire Gråsten Ro- og Kajakklub (syv pladser), nummer otte Roklubben SAS (en plads) og nummer ni Roklubben Gefion (syv pladser). Tilbagegang er der for nummer to Roklubben Furesø (to pladser), nummer tre, Hvidovre Roklub (fire pladser), nummer fem Aalborg Roklub (otte pladser), nummer seks Humlebæk Roklub (en plads) og nummer syv Egå Rosport (fem pladser). For Københavns Roklub er det status quo på tiendepladsen.
​​Fra Humlebæk Roklub skriver Christian Probst: ”Juni måned blev brugt på træning til såvel langdistancekaproning som Coastal-Regattaen, vi selv afholdt. Og så selvfølgelig en masse ture med motions- eller sportsroning.”
Fra Aalborg Roklub skriver Jens Brandt: ”På Limfjorden blæser det stadig, også i juni måned. Der er dog kommet tyve flere medlemmer på vandet, og det er jo rigtig fint, bortset fra at det går ud over gennemsnittet. Det er heldigvis vigtigere at få medlemmerne på vandet, end at holde en flot placering i Motionsturneringen.”
Annie Kaalby, Egå Rosport, beretter: ”Vi har gjort forsøg på at arrangere flere langture i vores nærområde, Vigen rundt og Dragsmur. Også denne weekend måtte vi opgive og i stedet ro en tur til Århus, hvilket jo også er okay, men ikke helt det samme. Men sidste weekend lykkedes det for første gang i flere år at komme rundt om Helgenæs.”
Picture
Egå Rosport på langtur Helgenæs rundt. Foto Egå Rosport
Picture
Svane angriber en forskrækket styrmand i Københavns Roklubs otter under træning i Københavns Havn. Foto Dorthe Jensen
​Københavns Roklubs (KR) rapportør Elisabeth Theiden, har som sædvanlig sendt en stor flot rapport til Motionsturneringen. I rapporten kan man blandt andet læse, at Københavns Roklub har arrangeret langture i nærområdet. Sankt Hans aften var der tur til Amager Strand for at se bål, og der har også været en tur Amager rundt.
KRs ungdomsroere har trænet flittigt og klaret sig godt på kaproningsbanerne. Der trænes også til ”Sved-på-panden-roningerne” og andre kaproninger.
”KR har været vært for Københavnskredsens fællesroning og grill. Cirka 70 roere havde en dejlig aften den 21. juni 2019. Sankt Hans aftens dag holdt 300-400 herboende kinesere Dragebådsfest, der har sit udspring tilbage i De Stridende Staters periode for ca. 2300 år siden. Den afholdes traditionelt på den femte dag i den femtende måned (efter månekalenderen). 
KR organiserede Dragebådskaproning, hvor flere hundrede deltagere delt op i hold af 10 roede om kap mod hinanden i to dragebåde. Det gik voldsomt for sig, ikke mindst fordi ikke alle forstod dansk, og det ikke er så let at få oversat kommandoer i kampens hede. Alt forløb dog godt, kun én båd kæntrede lige efter målstregen. Det gav anledning til megen morskab, vådt tøj og et par tabte briller. På bådpladsen var der fyldt med glade kinesere og boder med dejlig mad og drikkevarer. Ambassadøren var til stede, og der var fest, taler og dragedans på bådpladsen inden dragebådssejladsen gik i gang. Der var også et stort lotteri, hvor hovedgevinsterne var en rejse til Bejing, guldsmykker og diverse ”kineserier” i form af små kander, billeder m.m. KR-hjælperne var trætte, da festen sluttede ved 18-19 tiden og vi nød en velfortjent øl, men vi var enige om, at det havde været en stor oplevelse at være med.”
Picture
Damerne i Københavns Roklub ”Copenhagen Dragon Boat Team/Danish Dragon Abreast” deltog aktivt i Dragebådsfestivalen og kom ind på en flot andenplads. Foto Stig Fischer Bjerregaard
Picture
​2. division
2. division er i toppen præget af flere klubber, der præsterer en flot fremgang, og så er konkurrencen benhård. Kun 4,756 kilometer i gennemsnit skiller nummer fem og nummer ti.
Størst fremgang har nummer tre, Augustenborg Roklub, med sytten pladsers fremgang. Nummer to, Middelfart, er gået femten pladser frem, nummer fire, Roskilde Roklub, er gået elleve pladser frem, nummer et, Kolding Dame-Roklub, er gået tre pladser frem og endelig er nummer otte, Nivå Roklub, gået en plads frem. 
Tilbagegang er der for nummer seks Roklubben Viking (fire pladser), nummer ni Roklubben Ægir (en plads) og nummer ti Danske Studenters Roklub (tre pladser). Roforeningen KVIK bevarer sin femteplads.
Fra duksen i 2. division, Kolding Dame-Roklub, beretter Jette Hvidtfeldt: ”I juni måned lagde Koldingfjorden vand til Koldingfjordens Slotsregatta. Kun en enkelt lokal roer, Bertha Flensborg, deltog i konkurrencen. Arrangementet var meget vellykket, men der god plads til flere deltagere.”
Picture
Augustenborg Roklub har holdt døgnroning/sponsorroning, hvor en båd blev holdt roende i 24 timer. Foto Charlotte Jervelund
​Charlotte Jervelund, Augustenborg Roklub, fortæller: ”I juni har der været holdt »døgnroning/sponsorroning« hvor en toåres inrigger var på vandet i 24 timer. Der blev roet 170 kilometer i R/S Ternen. Augustenborg Roklub deltog desuden i madpakketuren i Vejle, der var en varm, men flot omgang.”
Om Middelfart Roklubs fremgang skriver Klaus Scheffel: ”Juni måned viste sig fra sin bedste side, og det er udnyttet til fulde, idet vi mere end fordoblede resultatet fra slutningen af maj. Iøvrigt har juni været præget af opfølgning på vores roskole i maj, og måneden sluttede med en samlet fællestur for nye og gamle roere. Vores roskole i år har været lidt af en "succes", synes vi selv, idet vi har udvidet med ni nye roere. Herudover er der blevet tid til et par madpakketure og deltagelse i Struer-arrangement Venø Rundt.”
Picture
Middelfart Roklub har holdt en succesfyldt roskole, hvor ni nye roere blev uddannet. Foto Klaus Scheffel
​Tolo Roklub ved Søren Uldall, kan fortælle om flittige roere og særdeles flittigt personale ved Hotel Taverna. Søren skriver: ”Personalet knokler som besatte. Vores allesammens Pedro præsterede at gå/løbe/springe 26.618 skridt forleden dag. Det er dælme mange skridt/spring. Personalet hos vores Hotel Taverna Romvi kommer ikke sovende til deres penge.”
Picture
​3. division
Med en fremgang på otte pladser topper Varde Roklub 3. division. Lene Balje fortæller, at ni roere har været på langtur Fanø rundt. Rudkøbing Roklub rykker tretten pladser frem til andenpladsen i 3. division. Lone Skovbjerg meddeler: ”Det har igen været blandet vejr, men nogle kilometer er det alligevel blevet til. Den årlige tredages tur gik i weekenden 28.06-30.06 til Skarø, herefter via Avernakø og Lyø til Faaborg og retur til Rudkøbing. 
På grund af vindforholdene blev bådene lagt op ved Nørreskoven i Lunkebugten, der ligger de endnu og venter på bedre vindforhold, tænker de må hentes på trailer, der er desværre lange udsigter til, at vinden lægger sig”.
Forhåbentlig har Rudkøbing fået deres både hjem nu.
Picture
Rudkøbing Roklub på madpakketur til Lindelse Nor. Foto Lone Skovbjerg
Picture
Rudkøbing Roklubs Øhophold på tur. Foto Lone Skovbjerg
Picture
En rotur til Naldtang i Als Fjord. På billedet Lars Nymarsk og Susanne Solberg. Foto Anette Hammerstrøm
​Sønderborg Roklub er rykket en enkelt plads tilbage til tredjepladsen, mens Hadsund er rykket tre pladser tilbage til fjerdepladsen. På femtepladsen er der tre pladsers fremgang til Nakskov Roklub. Morgenroning og veteranernes roning onsdag aften skæpper godt i kilometerkassen. I Nakskov hedder veteranerne GRIN, det står for Gamle Roere i Nakskov.
Fredericia Roklub ligger fortsat nummer seks. Steen Houborg konstateret noget skuffet: ”Desværre det dårligste resultat i mange år.”
Nummer syv, Roklubben Øresund, og nummer otte, Holbæk Roklub, må begge notere tilbagegang. For Øresunds vedkommende er tilbagegangen på tre pladser og for Holbæks vedkommende drejer det sig om fem pladser.
Både nummer ni, Jels Roklub, og nummer ti, Strib Ro- og Kajakklub, er gået tre pladser frem.
Picture
​4. division
Kun tre klubber i 4. division i denne runde. Bogense Ro- og Kajakklub kan igen indtage førstepladsen. Nummer to, Roklubben Stevns, er rykket to pladser frem, og endelig er 
nummer tre, Høruphav Ro- og Kajakklub, rykket tre pladser frem.
Nyborg Roklub, Frederikssund Roklub og Næstved Roklub har valgt at holde ferie i denne runde, men vender forhåbentligt stærkt tilbage i næste runde.
Picture
Augustenborg Roklub har holdt døgnroning/sponsorroning, hvor en båd blev holdt roende i 24 timer. Foto Charlotte Jervelund
Topscorerlisten
I toppen af Topscorerlisten lykkedes det nummer et, Vibeke Christensen, Randers Roklub, og Geert Cederkvist, Hellerup Roklub, at bevare deres pladser som henholdsvis nummer et og to.
En sjældenhed er det, at to roere deler en placering, men i denne måned deler Allan Pedersen, Aalborg Roklub, og Frederik Fabricius Clausen, Danske Studenters Roklub, fjerdepladsen med hver 1155 kilometer. I det hele taget er det småt med forskydninger, til gengæld kan listen denne gang præsentere ikke mindre end elleve nye topscorere rundt omkring i landet.
 
Næste runde
Også i næste runde vil der være fremrykket deadline, idet sidste rettidige dato for indberetning vil være tirsdag den 6. august 2019. Til gengæld vil rapportørerne i femte runde få et par dage ekstra til indberetning – mere herom senere.
 
 
Motionsturneringen 30.06.2019 stillingen her
​Motionsturneringen, Topscorerlisten 30.06.2019 her 
0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Motionsturneringen

    Stillingen og reportager fra Motionsturneringen mm.

    Picture
    Motionsturneringen på Facebook. Klik på logoet

    Arkiv

    Marts 2023
    Januar 2023
    November 2022
    Oktober 2022
    September 2022
    August 2022
    Juli 2022
    Juni 2022
    Maj 2022
    April 2022
    Marts 2022
    Januar 2022
    November 2021
    Oktober 2021
    September 2021
    August 2021
    Juli 2021
    Juni 2021
    Maj 2021
    April 2021
    Marts 2021
    Januar 2021
    November 2020
    Oktober 2020
    September 2020
    August 2020
    Juli 2020
    Juni 2020
    Maj 2020
    April 2020
    Januar 2020
    December 2019
    November 2019
    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    April 2019
    Marts 2019
    Januar 2019
    December 2018
    November 2018
    Oktober 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    Marts 2017
    November 2016
    Oktober 2016
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    April 2016
    November 2015
    Oktober 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    April 2015
    November 2014
    Oktober 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: info@bachers.dk
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: lthygesen@youmail.dk
Copyright© Roinfo.dk