Så lykkedes det endelig at få Motionsturneringen 2020 i gang – og lad os - trods alle de triste meldinger om restriktioner, der sætter begrænsninger for roningen og det sociale liv i roklubberne - starte med en positiv nyhed. Aldrig før i historien har de danske robåde været så rene, som de er nu. Efter hver tur sæbes båden grundigt af og udover at tage coronavirus har sæbevandet den bivirkning, at snavset ikke har mange chancer. Ja, selv Maude fra Matador kunne vel ikke finde en finger at sætte på bådenes rengøringsstandard lige nu. Samtidigt meddeles det, at sulfo-, børste- og spandefabrikanter har kronede dage. Vandforbruget er også steget væsentligt, og man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om det var roere, der vendte hjem efter roturen og vaskede både af, der var skyld i de problemer, som vandforsyningen i København fik i søndags omkring kl. 18. Nå, slut med at træde vande, nu skal det handle om Motionsturneringen, og lad os fortsætte i det positive spor.
Gennemsnittet for juli blev på 68,895 km/roer, hvilket er cirka 21 procent højere end gennemsnittet for juli 2019, der lød på 56,973 km/roer. Det samlede resultat lyder 2.261 roere fra 33 klubber har roet 155.772 km, hvilket giver det førnævnte gennemsnit på 68,895 km/roer. Mon ikke der har været lidt opsparet ro-sult fra de første måneder, hvor roklubberne var lukkede, således at det trods ferie, blæst og nærmest vinter-temperaturer i juli har betydet mere aktivitet i klubberne i juli dette år?
Men medaljen har en bagside – 13 klubber, der var med i sidste runde i 2019, har ikke indrapporteret til denne runde. Læs mere om det i slutningen af denne artikel.
Supermotionsligaen Aldrig tidligere i Motionsturneringens historie er der sket så mange store forskydninger som i denne runde. Der er fremgang på 31 pladser og tilbagegang på 18 pladser som yderpunkter. Men vi starter med en beskeden fremgang på en plads til Horsens Roklub. Men det er til gengæld det sidste svære skridt helt op på det øverste trin. Det er dog ikke nyt for Horsens at ligge nummer et, det gjorde de flittige østjyder også for et år side. Fra Horsens skriver Gitte Enghild: |
Randers Roklub er kendt for stabilitet og fortsætter med at være et af topholdene. Randers starter 2020 som de sluttede 2019 på tredjepladsen i Supermotionsligaen. Vibeke Christensen fortæller om randrusianernes aktiviteter: ” Vi er langsomt kommet i gang med alle de bump, der har været undervands. Juli måned har budt på nogle endags langture og en uges langtur til Stubbekøbing. Ellers daglige morgen- og formiddagsture. Det har været dejligt at nyde det danske sommervejr og udfordringer.”
Hellerup Roklub lægger pænt ud med en fremgang på en plads til fjerdepladsen. Også Aarhus Roklub rykker den rigtige vej. Tre pladser frem til femtepladsen er resultatet for Aarhus i denne runde.
Svendborg er fortsat med i top ti på en sjetteplads. Det er to pladser ned i forhold til slutstillingen 2019. Ninna Larsen beretter fra det sydfynske: ”Både, tovværk og årer bliver stadig afsæbet efter hver tur, hænder afsprittet før og efter computerbetjening og så videre. Bade én af gangen! Men nu må vi da bruge toiletterne! Jeg har gjort mig tanker, om vi risikerer at ænderne drukner. Med al den sæbe vi skyller i vandet, risikerer de vel at deres fedt imprægnering opløses? P.S. Delfinen "Delle" stortrives stadig i Svendborgsund - mellem Christiansminde og Svendborgsund Broen. I dag henrykkede den 1 ½ time en masse turister på Frederiksøen, selvom den har fået en skrue læsion på halefinnen. Dens omdømme fik for nylig også en skramme, da den legede lidt for voldsomt med en marsvineunge”!
Middelfart er for første gang siden 2010 tilbage i den bedste række som nummer syv, det er en fremgang på 13 pladser og det på trods af, at Middelfarts rapportør Klaus Scheffel ikke var den helt store optimist i sin indberetning. ”Det var noget af en udfordring. Juli måned er traditionelt feriemåned og uden fuld aktivitet, men vi nåede da et hæderligt resultat”, skriver Klaus, og sådan kan man heldigvis blive positivt overrasket.
Positivt overrasket bliver de sandsynligvis også i Egå. Egå Rosport vender tilbage til den bedste række i denne runde. Fem pladser frem belønnes med en ottendeplads. I hele 2019 lå Egå Rosport i den næstbedste række. For Egås rapportør Annie Kaalby må den pæne placering komme som lidt af en overraskelse. Lidt pessimistiske toner er at spore i indberetningen: ”Lidt underligt at skulle starte rapportering i en måned med masser af roere på ferie, men det er jo sådan det er for alle, i disse besynderlige tider”.
1. division På førstepladsen i den næstbedste række finder vi rundens raket. Roklubben Stevns er rykket 31 pladser frem og kan dermed sætte sig til rette på tronen i 1. division. Også nummer to, Fredericia, præsterer en særdeles flot fremgang. Tyve pladser frem og dermed slutter Fredericianerne på en andenplads i 1. division, hvor man ikke har været placeret siden 2018. Steen Houborg, Fredericia beretter: ”Det går langsomt fremad, selvom vi har haft et mindre dyk i roningen i juli - også roere holder ferie. |
Vejle Roklub rykker et par pladser frem til fjerdepladsen. Jytte Vodstrup filosoferer over sæsonstarten: ”Den mest mærkelige sæson, jeg har oplevet i mine mange år som roer. Men det var imponerende at se, hvordan roerne myldrede frem, da roningen endelig blev mulig, selv om det var med begrænset aktivitet i de faste rofamilier i starten”. Hvidovre rykker fire pladser frem til femtepladsen, mens det går fem pladser den modsatte vej for Kolding, der dermed slutter som nummer seks. Koldings agent for Motionsturneringen, Uffe Lau Sørensen, konstaterer kort og godt: ”Feriemåned og masser af blæst er en dårlig cocktail for en roer, derfor har aktiviteten ikke været særlig stor”. Skanderborg Roklub rykker en plads frem til syvendepladsen, mens Lyngby Dameroklub rykker tre pladser tilbage til ottendepladsen. Men hvordan går det de regerende mestre fra Aalborg Dame Roklub? spørger vores kvikke læser (og dem har vi mange af). Joh, de hårdtarbejdende damer finder vi såmænd på niendepladsen i den næstbedste række. Det er |
Frederikssund Roklub fuldender 1. division som nummer ti. Det er fem pladsers fremgang til frederikssunderne.
Jubilaren Roklubben Øresund fejrer sin 90 års fødselsdag med at indtage førstepladsen i 2. division. Det er 16 pladsers fremgang i forhold til oktober 2019. Øresunds formand, Hanne Vinter, fortæller om jubilæumsaktiviteterne: ”I anledning af Roklubben Øresunds 90 års jubilæum skulle roaktiviteten boostes, og ”90-kilometerklubben” blev dannet med det mål, at hver enkelt medlem skulle ro 90 kilometer i ugen op til jubilæet. Umiddelbart lød det ikke så svært, da der var planlagt søndags madpakketur Amager rundt, som ville give 45 kilometer. Men det blev kun til seksten kilometer i Københavns Havn på grund af blæst. Mandag var det dårligt vejr, så ingen roning. Nu var der kun fire dage tilbage til jubilæet … Birgit Østergaard og Ulrik Klixbüll mobiliserede ved stædighed to daglige roture de næste tre dage
Kolding Dame-Roklub rykker en plads frem til bronzepladsen i 2 division. Jette Hvidtfeldt, Kolding Dame-Roklub, har noteret: ” Sikkert på grund af coronastarten har der været en øget interesse for Costalroning, og et par instruktører har holdt to lørdags formiddagskurser til glæde for flere erfarne inriggerroere, der gerne ville i gang med to årer. Nu håber vi på en mindre blæsende august måned”.
Aalborg Roklub slutter i denne runde som nummer fem i 2. division. Det er tretten pladsers tilbagegang. Jens Brandt forklarer den lidt pauvre start: ”Generelt er der ikke roet ret mange kilometer i juli. Det skyldes ikke kun, at det er en feriemåned - det er jo de færreste, der er rejst væk i år. Synderen skal nok findes i vejret i juli måned - det har blæst utrolig meget, næsten kun fra vest og selv de morgenfriske uni-roere er ramt af det hårde vejr. De meget få dage, hvor der har været vindstille og godt vejr, har Limfjorden været sort af speedbåde, der gør det meget svært at få noget fornuftigt ud af en tur i outrigger”.
For Augustenborg Roklub er det status quo på sjettepladsen i 2. division. Charlotte Jervelund skriver: ”Corona-restriktionerne har lagt en dæmper på roningen, så der er ikke blevet roet så meget i år. Bådene vaskes med sæbe og afskylles efter hver tur, men det tages med godt humør”.
Roklubben SAS rykker fem pladser tilbage til ottendepladsen, mens de to sidste klubber i 2. division, Jels og Nivå, begge udviser fremgang. For Jels er fremgangen på ni pladser, hvilket udløser en niendeplads, og for nummer ti Nivå er fremgangen på tre pladser.
Absenterede klubber Hele tretten klubber har valgt at stå over i denne omgang. Det kan der være flere grunde til. Besvær med at trække de rigtige data ud af rokort angives af flere som årsag. Roinfo har været i kontakt med Thomas Kristiansen fra rokort om problemet, og Thomas siger til roinfo om muligheden for at trække data ud fra og med den 1. juli: ”Det er en laaang SQL de skal indsætte under deres forespørgsler. Klubberne kan henvende sig til os, hvis de vil have den ind på deres side”. På vegne af Nakskov Roklub har jeg bedt om denne mulighed, uden at jeg dog har fået den lange SQL (hvad det så end er) tilsendt. Roinfo kan kun opfordre klubberne til at henvende sig til udbyderen af klubbens rojournal for at få løst problemet. Det er da mere end ærgerligt, hvis |
Et enkelt bemærkelsesværdigt afbud til denne runde: Det er første gang i hele Motionsturneringens historie, at Humlebæk Roklub ikke deltager.
Med håb om at alle tretten klubber vender stærkt tilbage i næste runde, lukker vi for denne gang. Maude fra Matador gik op og lagde sig, når der var små problemer, men da det virkelig brændte på, tog hun affære, og sørgede for at Hr. Stein kom til Sverige. Restriktioner i forbindelsen med Coronaen får ikke de danske roere til at gå op og lægge sig – næh med nyvaskede både, afsprittede hænder og en nagende rosult stævner de ud på hav, sø, å og fjord.
[email protected]
Motionsturneringen stillingen 30.07. 2020 her
Motionsturneringen topscorerlisten 30.07. 2020 her