Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2023
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Motionsturneringen 2. runde 2022

10/6/2022

0 Comments

 
Billede
Roklubben Viking på tur på Silkeborgsøerne. Foto Jørgen Zangenberg
Antal deltagende klubber i vækst
 
Af Leif Thygesen
47 klubber har valgt at indrapportere til Motionsturneringen maj 2022 – og det er flot. Vi skal faktisk tilbage til 2016 for at finde en maj-runde, hvor antal deltagende klubber var højere. Dengang deltog 50 klubber. Ydermere byder denne runde igen på en vaskeægte debutant. Korsør Ro- og Kajakklub har indrapporteret for første gang og bliver dermed den 96. klub, der deltager eller har deltaget i verdens bedste ro-motionsturnering. Velkommen til korsørianerne - Roinfo håber, at I vil få glæde af jeres deltagelse. Hertil skal så lægges at flere klubber, der tidligere har deltaget, vender tilbage til Motionsturneringen – jo, Signaturen har haft vanskeligheder med at skrive denne artikel – det har været svært at få armene ned.
Det samlede resultat lyder på 4.205 roere fra 47 klubber har roet 502.833, hvilket giver et snit på 119,580 km/roer. Det er lige nøjagtig 644 meter over gennemsnittet for maj for de sidste fjorten år, så det er godkendt. 
Billede
​Supermotionsligaen
I Supermotionsligaen er der fremgang til seks klubber. Størst fremgang præsterer nummer fem, Aalborg Dame Roklub, der er rykket otte pladser frem. Seks pladser frem rykker nummer to, Randers, mens der er fire pladsers fremgang til nummer tre, Aarhus Roklub. Tre pladser frem rykker nummer et, Egå Rosport, og nummer syv, Roklubben Viking, og endelig vender Roklubben Furesø tilbage til Motionsturneringen som nummer otte i den bedste række. 
Sidst Furesø var med var i maj 2021, hvor klubben lå nummer to i 1. division.
Humlebæk Roklub bevarer sin niendeplads, mens nummer fire, Svendborg Roklub, rykker to pladser tilbage og nummer seks, Skanderborg Roklub, rykker en enkelt plads tilbage.
Fra Egå rapporterer Annie Kalby: ”Maj måned har rigtig meget handlet om instruktion og indslusning af nye medlemmer. Men et par langture er der da også blevet tid til, blandt andet en vindfuld St. Bededagstur med udgangspunkt fra Fur Hytten”.
Randers Roklubs rapportør, Vibeke Christensen, har blandt andet noteret: ”Vi har gang i lidt af hver her i Jubilæumsåret. Vi var ni på tur Ry- Silkeborg en lidt blæsende dag, men vi kom da frem og tilbage med pitstop på hjemturen hos Ålekroen, et dejligt sted at lægge til og få lidt at drikke og spise til rimelige priser. På den mest blæsende dag var der seks personer, der tog turen fra Skanderborg til Randers over to dage. De havde lidt lange arme da de kom i mål”.
René Hansen fra Roklubben Viking fortæller: ”Femten roere fra Roklubben Viking var på tur på Silkeborgsøerne i Kristi himmelfartsdagene.
Vejret var lidt blandt med sol, vind og regnbyger men ellers en smuk tur. Samtidigt var der Viking-kajakker på tur på Gudenåen”.
Humlebæk ved Christian Probst skriver: ”Maj måned har i Humlebæk været præget af instruktion – Atten nye medlemmer, heraf fire UROere. Vi nyder ture i alle bådtyper (scullere, coastals og inriggere) – og ror en blanding af kortere ”sportsroningsture”, og længere motions-/hyggeture”.
Billede
Egå Rosport på tur til Fur. Foto Annie Kaalby
Billede
Randers på tur Ry - Silkeborg. Ved pitstop hos Ålekroen kom hjuldamperen forbi. Foto Vibeke Christensen
Billede
Roklubben Viking på tur på Silkeborgsøerne. Inriggerne på søerne og kajakkerne på Gudenåen. Ved slusen var der rendezvous. Foto Dorte Zangenberg
Billede
​1. division
I 1. division kan fire klubber notere fremgang. Markant frem er det gået for nummer tre, Fredericia Roklub, der rykker 24 pladser frem. Imponerende fremgang er der ligeledes til nummer seks, Horsens Roklub, der har forbedret sin placering med seksten pladser. Seks pladser frem rykker nummer syv, Roklubben Gefion, og endelig er nummer ti, Hvidovre, rykket en plads frem. Tilbagegang er der for nummer et og to, Nyborg og Tolo. 
Nyborg rykker otte pladser tilbage, mens Tolo rykker ti pladser tilbage. Dameroklubberne fra Hellerup og Lyngby ligger side om side i tabellen som nummer fire og fem. Det er for Hellerup en tilbagegang på tre pladser, mens Lyngby Dameroklub begrænser tilbagegangen til en enkelt plads.
Nummer otte og ni, Kolding og Hellerup, må også notere tilbagegang. Kolding to pladser og Hellerup syv pladser.
Brian R. Sørensen fra Nyborg Roklub glæder sig over en masse nye medlemmer: ”Det er super positivt”, siger Brian til roinfo.
Tolo Roklub har fejret ti års jubilæum. Du kan læse om jubilæet andet sted her på roinfo.
Horsens Roklub er kommet op i gear, fortæller Gitte Enghild: ”Aktiviteterne har været mange - den ypperste var udnævnelse til æresmedlem af 90-årige Carl Lomholt. Han er stadig en af vores ivrigste roere, som hverken er bange for vind eller vand. Det er allerede blevet til mange kilometer i denne sæson.
Ny langtursstyrmand har vi også fået, og "eksamensturen" gik til Skive, Hjarbæk Fjord og Lovns Bredning i forbindelse med Kr. Himmelfartdag - en rigtig flot tur, hvor vejret blev meget bedre, end forudsagt!
Et nyt "turemne" er blevet "næsten-fuldmåne-turene", som har stor tilslutning, ligesom antallet af deltagere på de faste kaffeture støt og roligt stiger (selvom kaffeprisen også gør det!).
I Roklubben Gefion har man frigivet tretten kaniner. De nye roere er meget aktive, fortæller Lotte Smedegaard.
Billede
Der hvor regnbuen ender i Nyborg finder vi Brian R. Sørensens nye F14 single sculler. Foto Brian R. Sørensen
Billede
Onsdags-kaffe-tur i Horsens. Foto Karen Lauritzen
Billede
Horsens Roklubs kirkebåd har været på vandet – og så med en havfrue på fordækket. Foto Lars Bak
Billede
Kanin- og styrmandstræning i Lyngby Dameroklub - selvom det regner. At søge ly under træerne hjalp vist ikke meget. Godt våde blev roere, men humøret var fortsat højt.
Billede
​2. division
I 2. division kan tre klubber glæde sig over fremgang, og så er der kommet to nye til. Otte pladsers fremgang er der til nummer to, Vejle Roklub. Tolv pladser rykker nummer syv, Nivå Roklub, frem, og en plads frem går det for nummer ti Nakskov Roklub. Nye deltagere i forhold til sidste runde er nummer fire, Danske Studenters Roklub (DSR), og nummer otte, Hadsund Roklub.
Kolding Dame-roklub bevarer sin femteplads, 
mens de øvrige fire klubber i 2. division må notere tilbagegang. Nummer et, Københavns Roklub, og nummer tre, Marstal Roklub, er hver rykket en plads tilbage. Nummer seks og nummer ni, Roforeningen KVIK og Frederikssund Roklub, er solidariske og rykker hver elleve pladser tilbage.
Fra Københavns Roklub (KR) er der en fyldig rapport af Elisabeth Thieden.
Elisabeth skriver blandt andet: ”Der har været standerhejsning ved KRs sommerhus på Hammerro.
En gruppe på otte erfarne roere fra KR drog til Neuruppiner Ruderclub, Berlin, i Store Bededagsferien og gennemførte en langtur i det skønneste solskinsvejr på Ruppiner See.
Gruppen af ældre roere vokser støt. 25-30 mødes hver mandag, onsdag og fredag. I takt med at vejret bliver bedre, øges rodistancerne.
Med fokus på teknik og udholdenhed har en gruppe seniorroere trænet ivrigt og optimeret deres roteknik og deltaget i Sved på Panden”.
Jytte Vodstrup fra Vejle Roklub beretter fra det østjyske: ”Roaktiviteten er stadig lavere end de tidligere år. Hvad det skyldes kan være svært at analysere sig frem til. Eftervirkninger fra Corona, nedgang i antal af aktive langtursroere/kilometerroere, stigning i antal af roere som ikke ror så mange kilometer kan være nogle bud. Men en ting er kvantitet, en anden ting er kvalitet. Og her tror jeg mange medlemmer af Vejle Roklub er tilfredse”.
Danske Studenters Roklub (DSR) deltager for første gang siden oktober 2019. Lone Haulund, motionschef i DSR, skriver lidt defaitistisk: ”Vi har i DSR besluttet, at vi i år vil deltage - vi har sikkert ikke en chance, men vi forsøger”.
Jo, selvfølgelig har DSR en chance. Sidst DSR var med, lå klubben nummer et i 4. division, og nu gør DSR så comeback som nummer fire i 2. division. En fremgang på sytten pladser – hvad kan det så ikke blive til fremover?
Jette Hvidtfeldt, Kolding Dame-roklub, glæder sig over klubbens 100 års jubilæum og over god aktivitet. ”Det har været en god måned og der kommet gang i coastalroningen”, siger Jette til roinfo.
Hadsund Roklubs rapportør kan desværre ikke selv ro. Et brækket kraveben, der driller, har sat en stopper for fornøjelserne, fortæller Ingelise Christiansen.
Billede
Marstal Roklub på Kanintur ud for kalkovnen.
Billede
Højt humør i Marstal Roklubs båd, selvom man er ude i skybrud.
Billede
”Danmark Padler”, (bevæg dig for livet) gav stor interesse for Frederikssund Roklub. Foto Leo Nøhr
Billede
​3. division
Fem gange fremgang, fire gange tilbagegang og en uændret er de kolde facts for 3. division. To pladsers fremgang er der til nummer et, Rudkøbing Roklub, til nummer tre, Aalborg Roklub, og til nummer ni, Præstø Roklub. Gråsten Ro- og Kajakklub er tilbage som nummer to, og Strib Ro- og Kajakklub bevarer sin fjerdeplads.
Otte pladser tilbage rykker nummer seks, Holbæk Roklub, nummer syv, Bryggens Roklub, 
rykker en plads tilbage og endelig rykker nummer otte, Roskilde Roklub, fjorten pladser tilbage.
Jens Brandt, Aalborg Roklub, skriver: ”I maj 2021 var gennemsnittet cirka 88 kilometer, i maj 2019 cirka 150 kilometer. Vi har indhentet det forsømte og er foran 2021, men der er langt op til 2019 sæsonen. Vi kan ikke længere give vejret skylden for denne middel start på sæsonen”.
Gråsten Ro- og Kajakklubs rapportør, Mona C. Larsen, har noteret: Gråsten Ro- og Kajakklub var okay besøgt i forbindelse med ”Åbent hus” først i maj. 23 nye har meldt sig ind, hvilket er en mangedobling i forhold til tidligere år. Mange af de nye får instruktion i kajak, en del i inrigger - men flere af de nye vælger begge bådtyper, så der er travlhed i klubben med at instruere de nye. Også coastal-roning har vi fået lidt gang i, men det har ikke helt "bidt sig fast" i medlemmerne endnu. Dejligt med nye medlemmer - vi har plads til dem”.
Billede
Rudkøbing Roklub på tur. Foto Lone Skovbjerg
Billede
Gråsten Ro- og Kajakklub har gang i kajakinstruktion. Foto Mona C. Larsen
Billede
Instruktion af nye medlemmer i Gråsten Ro- og Kajakklub. En af lektionerne består i landgang på åben strand - her Alnor Strandpark - hvorefter en håndfuld var friroet. Foto Mona C. Larsen
Billede
Aftenroning i Strib Ro- og Kajakklub.
Billede
​4. division
Syv klubber i 4. division i denne runde – og alle syv klubber må sande, at konkurrencen er benhård i Motionsturneringen. Alle klubber må notere tilbagegang. Nummer seks, Tønder Roklub, rykker 27 pladser tilbage. Det er der dog en forklaring på - se nedenstående. Nummer tre, Roklubben Ægir, rykker 24 pladser 
tilbage, nummer to, Roklubben Stevns, rykker tretten pladser tilbage og nummer seks, Roklubben Øresund, fem pladser tilbage. Mindre tilbagegang er der for nummer fire, Augustenborg Roklub, der er rykket to pladser tilbage og nummer syv, Jels Roklub, der er rykket fire pladser tilbage.
Næstved Roklub har taget en lille pause i denne runde, men vender forhåbentlig tilbage i næste runde.
Charlotte Jervelund, Augustenborg Roklub, fortæller: ”Maj har været fin for Augustenborg Roklub med flere nye medlemmer, hvoraf cirka halvdelen her sidst i maj, er friroet. Sidst i maj deltog vi i ”Havnens Dag” i Augustenborg sammen med de øvrige klubber omkring havnen. Vi deltog med vores flotte fireåres inrigger Albatros, og det var en stor succes” (Se foto).
Anders L. Gass, Tønder Roklub, fortæller om klubbens problemer: ”Tønder Roklubs ophold i 1. division var af kort varighed, primært grundet manglende nedbør i maj måned samt eksplosiv grødevækst, som bevirker, at årene hænger fast i grøden, og robåden går på grund. Det skete blandt andet den 01. juni, hvor jeg tre gange måtte i vandet for at skubbe vores GIG båd fri af sandbankerne. Hvis der ikke kommer massive regnmængder, ser det lidt sort ud med roning fra Tønder Roklub. Grødeskæring sker først medio juli måned”.
Billede
Augustenborg Roklub til havnens dag
Billede
​Topscorerlisten
Topscoreren fra 2021, Lotte Bo Petersen, Svendborg Roklub (og et par mere) har bidt sig fast i førstepladsen. Altid flittige Vibeke Christensen, Randers Roklub, ligger nummer to, mens Roforeningens KVIKs Anders K Pedersen lige nu ligger til bronze.
Så nåede vi til vejs ende. Tak for jeres indberetninger og fortsat god fornøjelse ved årerne. Vi høres ved om en måned.
lthygesen@youmail.dk
 
Motionsturneringen stillingen 31.05. 2022 her
Motionsturneringen Topscorerlisten 31.05. 2022 her
 
Annonce 
Billede
0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Motionsturneringen

    Stillingen og reportager fra Motionsturneringen mm.

    Picture
    Motionsturneringen på Facebook. Klik på logoet

    Arkiv

    Marts 2023
    Januar 2023
    November 2022
    Oktober 2022
    September 2022
    August 2022
    Juli 2022
    Juni 2022
    Maj 2022
    April 2022
    Marts 2022
    Januar 2022
    November 2021
    Oktober 2021
    September 2021
    August 2021
    Juli 2021
    Juni 2021
    Maj 2021
    April 2021
    Marts 2021
    Januar 2021
    November 2020
    Oktober 2020
    September 2020
    August 2020
    Juli 2020
    Juni 2020
    Maj 2020
    April 2020
    Januar 2020
    December 2019
    November 2019
    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    April 2019
    Marts 2019
    Januar 2019
    December 2018
    November 2018
    Oktober 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    Marts 2017
    November 2016
    Oktober 2016
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    April 2016
    November 2015
    Oktober 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    April 2015
    November 2014
    Oktober 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: info@bachers.dk
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: lthygesen@youmail.dk
Copyright© Roinfo.dk