Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2025
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Ingen boykot af ”Thygesens Motionsturnering” - vogt Dem for efterligninger

8/10/2014

1 Comment

 
Picture
Morgenroning. Foto Jesper Hansen Roforeningen KVIK
Så gik september og flere tusinde danskere så sig gale på Jensens Bøfhus, der gerådede ud i en navnestrid med en fiskerestaurant, der tillod sig at kalde sig Jensens Fiskerestaurant. Flere tusinde danskere fik satisfaktion på Facebook, hvor man kunne melde sig til en gruppe, hvis medlemmer lovede at boykotte Jensens Bøfhus.
”Motion” – det er, som ordet er hørt før – for ikke at tale om ”turnering”. Og sammensætningen ”Motionsturneringen”? En hurtig søgning på Google giver i første omgang mange links til nærværende motionsturnering, men der dukker også motionsturneringer op hos blandt andre Dansk Squash Forbund, Vejle Tennis Klub og Horsens Volleyball Club, så det er ikke uden risiko, at Signaturen denne gang sender Motionsturneringen ud i cyberspace. Tænk hvis Motionsturneringen bliver sagsøgt på grund af navnet - og tænk hvis vi taber sagen eller bliver boykottet, fordi vi kalder os Motionsturneringen – jo, der er nok at bekymre sig om.

Men indtil videre kan roinfo.dk selvfedt og med glæde konstatere: De danske motionsroere boykotter hverken Motionsturneringen eller roningen. De glædelige facts er denne gang 5.132 roere fra 50 klubber har roet 1.660.615 kilometer, hvilket giver et gennemsnit på 323,580 kilometer/roer. Jo, de danske roere har holdt gang i årerne og er stadig cirka ti procent foran sidste års resultat. I september 2013 var gennemsnittet 294,624 km/roer.

Vi nærmer os målstregen, og det ses på stillingen denne gang. Det er efterhånden kun små udsving, der er i stilingen. Størst fremgang præsterer Roforeningen KVIK med otte pladser og dermed er KVIK i det forjættede land Supermotionsligaen. Størst tilbagegang rammer Nivå Roklub med syv pladser, mens otte klubber har samme placering som sidst. Et kuriosum er det, at alle hold i 3. division denne gang kan prale af fremgang. Blandt de fremgangs ramte klubber er roklubben fra den driftige lollandske metropol Nakskov. (Og atter en gang fik Nakskov positiv omtale). Og der er mere historie: For første gang forlader førerholdet fra Supermotionsligaen turneringen. Rudkøbing Roklub, der i august lå nummer et, har ikke indberettet til denne runde.
Picture
Supermotionsligaen

Med Rudkøbings exit fra turneringen er vejen banet for, at Randers igen kan indtage førstepladsen. Det er fortsat formiddagsroningen, der er ”motoren” i kronjydernes kilometerjagt, men det er også blevet til langture, skrive Vibeke Christensen fra Randers.

En plads frem går det også for Roklubben 
Furesø, der denne gang ligger til ”en sølvmedalje”. Rundens ”bronzemedalje” går til Sorø Roklub, der rykker to pladser frem.

For Nyborg Roklub er det status quo på fjerdepladsen. Ud over roningen har de flittige roere i Nyborg Roklub også været til broløb. Susanne Henriksen fra Nyborg skriver: Nyborg Roklub havde den 13. september 2014 sendt 30 frivillige medlemmer til Broløbet Storebælt for at hjælpe til, hvor der var brug for det. Det var en fin dag, hvor vi også nåede af få heppet på nogle af vores egne, som deltog som løbere.
Picture
Foto Susanne Henriksen, Nyborg Roklub
HEI Rosport kan glæde sig over seks pladers fremgang og indtager dermed femtepladsen. Annie Kaalby rapporterer fra det østjyske:  Der bliver kæmpet hårdt for at nå en sølv- eller guldåre inden standerstrygningen, og de som for længst har nået det skal jo have noget at kæmpe om - så nu er det placeringen på klubbens interne top ti det gælder.

Horsens Roklub ligger fortsat nummer seks. Men der er jubel i Horsens. Så nåede vi jorden rundt, hvilket var vores mål, skriver Gitte Enghild og fortsætter: En roer har nået 3000 kilometer, tre roere har nået 2000 kilometer og hele 11 har passeret 1000 kilometer og flere er på vej, så vi kan næsten ikke få armene ned. De mange kilometer er scoret på flere ture blandt andet fra Silkeborg til Randers og på en tur til Vorsø, hvor robådene blev ”eskorteret” af både sæler og marsvin.
Picture
Båden løftes det sidste stykke ind på Vorsø. Foto Gitte Enghild, Horsens.
Vi bliver i det østjyske. Også Vejle Roklub kan med succes forsvare sin hidtidige placering. Atter en gang har vejlenserne erobret syvendepladsen i den bedste række. I Vejle har roerne i år roet flere kilometer i september end i august, det er aldrig før sket. Grunden til den øgede aktivitet skal nok findes i, at roerne har sat sig nye mål, som de liiiige skal nå, skriver Jytte Vodstrup fra Vejle.

Præstø Roklub kan endnu en gang indtage ottendepladsen. I Præstø har man holdt VM – venskabsmatch med Vordingborg, Stevns og Viking. Viking løb med den samlede sejr. Og så har sydsjællænderne også holdt deres traditionelle ”Julefrokostroning” til Maderne, hvor den står på sild og snaps. Resten af frokosten indtages i klubhuset efter turen, skriver Martin Poulsen.
Picture
Julefrokostroning i Præstø Roklub. Foto Martin Poulsen
Humlebæk Roklub er som i sidste runde nummer ni. Humlebæk har allerede nu sat ny klubrekord med 48.262 kilometer, men håber at kunne passere 50.000 skriver Christian Probst. Der trænes hårdt til årets sidste kaproning Copenhagen Harbour Race, hvor Humlebæk har tre både med. Der er to langdistancedebutanter med i Humlebæks trup.

I Roforeningen KVIK har de fået fat i kilometerne fra deres ”ferskvandsroere” og det giver gevinst. Otte pladser frem og dermed er KVIK med i den bedste række. Det skal blive spændende at se om KVIK´erne kan holde gang i årerne, så man kan slutte som Supermotionsligaklub.
Picture
1. division
I de resterende divisioner har de travlt med at ro, så der har ikke været tid til at fortælle så meget om roningen.

Lyngby Dameroklub rykker to pladser frem og indtager dermed førstepladsen i 1. division. Skanderborg rykker en enkelt plads tilbage og er i denne runde nummer to. En plads tilbage går det også for Svendborg, der nu er nummer tre. Vi kæmper bravt videre skriver Ninna 

Larsen fra Svendborg, der dog personligt har taget en lille pause ved Den Franske Reviera.

Varde Roklub rykker en plads frem og er dermed nummer fire. I Varde Roklub har vi roet op og ned af Varde Å – stille og roligt og nydt det danske vejr, skriver Lene Balje.

Kolding Roklub kan prale med fire pladsers fremgang og placerer sig dermed midt i 1. division som nummer fem.

For Aarhus og Nykøbing Mors Roklub er det status quo på henholdsvis sjette- og syvendepladsen. Hellerup rykker to pladser den rigtige vej og også Aalborg og Hobro kan glæde sig over fremgang. For ålborgenserne udgør fremgangen tre pladser, mens Hobro rykker imponerende syvpladser frem. Jo, i Hobro kan de andet end at spille fodbold. Aalborg og Hobro indtager dermed niende- og tiendepladsen i nævnte rækkefølge i 1. division.
Picture
Morgenroning på Lyngby Sø. Foto Inger Barløse, Lyngby Dameroklub
Picture
2. division

Nivå sætter en lidt kedelig rekord i denne runde. Med syv pladsers tilbagegang må nordsjællænderne konstatere den største tilbagegang i denne runde. Men det må være en trøst, at man paradoksalt nok rykker tilbage til en førsteplads, nemlig førstepladsen i 2. division – og en førsteplads er en førsteplads!

Førstepladsen afgives af Fredericia, der rykker 
en enkelt plads tilbage til andenpladsen, men det tager de nu i stiv arm i Fredericia. Med sædvanlig lune og selvironi skriver Steen Houborg fra Fredericia: Til stor glæde for klubben får vi stadig nye medlemmer så sent på året. De ødelægger godt nok statistikken lidt, men ligefrem at afvise dem på grund af Motionsturneringen er måske lidt for meget – men det har været overvejet, lidt gæsteroere er de vel, når de først melder sig ind i september, men nej ingen snyd fra Fredericia.

Sønderborg Roklub ligger nummer tre – samme placering havde sønderjyderne i sidste runde. Roklubben SAS og Rønne Roklub bytter plads i forhold til sidste runde. Det betyder, at SAS rykker en plads frem til fjerdepladsen, mens Rønne rykker en plads tilbage til femtepladsen.

Kolding Dame-Roklub kan glæde sig over tre pladsers fremgang og slutter september som nummer seks i 2. division.

Roklubben Skjolds rapportør Poul Jensen har i skrivende stund (onsdag den 8. oktober) fødselsdag. I fødselsdagsgave får han en plads fremgang til en syvendeplads – måske en lidt fedtet gave, men det må Poul ordne med medlemmerne i Skjold – Tillykke under alle omstændigheder.
Picture
Hvidovre Roklub har været på tur til Københavns Havn - her er det dog KVIK, der er på havnerundfart. Fotograf Peter Budtz skriver om billedet: En enkelt kanin og fire ronkedorer på aftentur i havnen, solnedgang over Amalienborg, smuk aften. Havnen har opstillet fire containere i den gamle frihavn hvor Svanemølleklubberne kan udstationere både medens vi venter på kanalen.
Birkerød Ro- og Kajakklub kan også konstatere fremgang. To pladser frem går det til ottendepladsen.

Det er sindssygt! Så voldsomt indleder Hvidovre Roklubs rapportør Anders-Henrik Petersen sin månedlige rapport. Og der er grund til udbruddet: Allerede nu har Hvidovre Roklub slået distance og gennemsnit fra sidste sæson, og samtidigt har man haft medlemsfremgang. Om aktiviteten fortæller Anders-Henrik:  September har ikke budt på særligt mange fælles langture. En fællestur til Københavns Havn (Trekroner) med ungdomsafdelingen blev det til. Men der bliver sluttet fint op om den daglige fællesroning i alle klubbens afdelinger. En fireårers inrigger-besætning, som træner intensivt til Copenhagen Harbour Race, ligger flot i top 10 og bidrager til de mange kilometer. Anders-Henrik slutter sin rapport med: Nu venter jeg spændt på vores placering i turneringen. Sidste måned kravlede vi op i toppen af 3. division. Vil det mon lykkes os at komme en række op? Ja, det er lykkedes Hvidovre at rykke to pladser og dermed en række op, og man kan nu skrive 2. division nummer ni på visitkortet.

Købehavns Roklub lukker døren i 2. division som nummer ti. Det er to pladser bedre end sidst.
Picture
3. division
I 3. division kan alle hold glæde sig over fremgang. Der er fremgang på mellem seks og en plads. En plads frem går nummer to Silkeborg og nummer fire Roskilde. To pladser frem går nummer fem Frederikssund og nummer seks Tissø. Tre pladser frem går nummer et Hadsund, nummer tre Strib Ro- og Kajakklub og nummer syv Jels Roklub. Fire pladser frem går nummer otte Nakskov og nummer ti Holbæk og endelig rykker Greve Roklub seks pladser frem.

Fra nummer to Silkeborg skriver Sonja Linnnet: Vi er nogle stykker, der kæmper for at nå vores mål for denne rosæson, så der er rigtig god aktivitet på søerne i Silkeborg.

For Holbæk er sæson slut. Der er holdt standerstrygning, og dermed er denne rundes resultat det samme som årsresultatet.

På samme tidspunkt i 2013 lå Nakskov Roklub nummer seks i 4. division. Nu er man placeret som nummer otte i 3. division. Om det lykkes nakskovitterne at bevare status som 3.divisionsklub må tiden vide, men hvis det sker, er det i hvert fald ikke Signaturens skyld. Han føjter rundt til alverdens ting og sager, og der skal jo også skrives en artikel i ny og næ, så roning, næh det er sgu´ lidt sløjt med det. Men Signaturen hepper på sine klubkammerater og støtter moralsk. (Har man hørt mangen til ynkelig undskyldning for ikke at ro?).
Picture
Frederikssund Roklub på aftentur. Foto Leo Nøhr
Picture
4. division
Ti hold i 4. division denne gang, og det ser jo pænt ud rent symmetrisk, at 4. division har samme størrelse som de øvrige fire divisioner.

Med to færre hold i 4. division end sidst giver det en succesoplevelse for langt de fleste hold, der kan glæde sig over fremgang. Kun nummer tre Viking er ramt af tilbagegang. To pladser tilbage går det for sjællænderne. Øvrige hold kan fejre fremgang. Nummer et Faaborg rykker fem pladser frem, nummer fire 
Høruphav Ro- og Kajakklub og nummer otte Roklubben Stevens rykker tre pladser frem. To pladser frem går det for nummer seks Øresund, nummer syv Nordborg og nummer ti Tønder, mens nummer to Nykøbing Sj. Roklub og nummer ni Tolo Roklub rykker en plads frem. Bogense Ro- og Kajakklub vender tilbage til Motionsturneringen som nummer fem midt i 4. division.

Faaborg meddeler, at de har sluttet sæsonen, da broen er gået i stykker, så også for Faaborg - som for Holbæk i 3. division - er denne rundes resultat lig med årsresultatet.

Fra Tolo Roklub beretter Søren Uldall: Efter et par måneders stilstand (ingen udleje) har der været fuld booket i de fire uger i september. Mere end 4.600 roede kilometer er det blevet til, og 38 nye danske roere i det græske. Og det selv om september i Københavns-området har været en forrygende måned, med perfekt vejr til vores sport. Vi er nu oppe på at 87 roere, har været ude at ro i Tolo i denne sæson. Der meldes om den sædvanlige gode service fra Hotel Taverna Romvi. Ligesom roerne melder om vind og bølger om eftermiddagen. Til gengæld er der rigtig gode roforhold først på dagen!
Picture
Furesøen en septemberaften. Foto Merete Dengsø, Roklubben Furesø.
Topscorerlisten
Hele 28 roere er med på Topscorerlisten denne gang. Det er en tangering af årsbedste fra august måned. Førstepladsen indtages fortsat af Annette Hansen fra Nyborg med 3336 kilometer - også på de næste fire pladser er der status quo, idet Jørgen Vestergård, Horsens; Svend Åge Poulsen, Randers og Lis Bay, Tissø forsat ligger placeret som nummer to, tre og fire i nævnte rækkefølge.

Vi skal ned til femtepladsen for at finde fornyelse. Her har Loui Lam, Roforeningen KVIK afløst Jytte Vodstrup fra Vejle.

Øvrige placeringer kan du se under stillingen her.

Næste runde
Og så er vi allerede nået til sidste runde. Oktober og efteråret har meldt sin ankomst. Flere dage blæser det kraftigt, og der spares heller ikke på nedbøren. Men de fleste af de danske motionsroere fortsætter ufortrødent aktiviteten på vandet. Med spænding ser vi frem til det endelige årsresultat. Der er endnu tid til at forbedre og/eller konsolidere placeringen i Thygesens Motionsturnering – vogt Dem for efterligninger. Signaturen håber inderligt, at vi kan afslutte Motionsturneringen med bravur og under eget navn – uden retssager. Thi grøntsager er sundere end retssager, som en eller anden lommefilosof engang sagde. 

Picture
Apropos hvad man kalder ting for: Det ser ud til, at Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe nu er politisk ukorrekt, fordi hendes far er omtalt som ”Negerkonge”. Det minder Signaturen om en historie om ”Psykiatrisk Akutmodtagelse i Vordingborg”, som det hedder i dag. For cirka 15 år siden da Signaturen var indlagt ovenstående sted, gik der en historie om dengang hospitalet skulle skifte navn fra ”Sindssygehospital” til ”Amtshospitalet i Vordingborg”. Historien fortæller, at der foran hospitalet var en stor natursten, der 
på bagsiden var dækket af en jordhøj og hvori, der var hugget ”Sindssygehospital”. I forbindelse med navneskiftet var man ked af, at hospitalet skulle miste den store flotte sten, men man kunne jo ikke sådan rette de indhuggede bogstaver i stenen. En kvik person forslog så, at man gravede stenen op, vendte den om og indhuggede det nye navn ”Amtshospitalet i Vordingborg” på bagsiden, og så ellers etablerede jordhøjen bag stenen igen, så man ikke kunne se, at der var indhugget ”Sindssygehospital” på det, der nu blev bagsiden af stenen. Man gravede op og fik en kran til at vende den store tunge sten. På bagsiden stod indhugget: ”Galeanstalt”.

I næste måned er vi tilbage med vanlig deadline den 10. i efterfølgende måned, så skriv til [email protected] senest mandag den 10. november. God fornøjelse og held og lykke med at opnå de sidste mål for sæsonen 2014.

[email protected]

1 Comment
Leif Thygesen
9/10/2014 03:20:22

Ved en beklagelig fejl er Middelfart desværre ikke kommet med i tabellen denne gang - selvom Klaus Scheffel fra Middelfart havde indrapporteret rettidigt.
Middelfarts gennemsnit er på 329,420 km/roer og det ville have givet en flot placering som nummer tre i 2. division. Undskyld til Middelfart og Klaus.

Reply



Leave a Reply.

    Picture

    Motionsturneringen

    Stillingen og reportager fra Motionsturneringen mm.

    Picture
    Motionsturneringen på Facebook. Klik på logoet

    Arkiv

    Juni 2025
    Maj 2025
    April 2025
    Marts 2025
    Januar 2025
    December 2024
    November 2024
    Oktober 2024
    September 2024
    August 2024
    Juli 2024
    Juni 2024
    Maj 2024
    April 2024
    Marts 2024
    Januar 2024
    November 2023
    Oktober 2023
    September 2023
    August 2023
    Juli 2023
    Juni 2023
    Maj 2023
    April 2023
    Marts 2023
    Januar 2023
    November 2022
    Oktober 2022
    September 2022
    August 2022
    Juli 2022
    Juni 2022
    Maj 2022
    April 2022
    Marts 2022
    Januar 2022
    November 2021
    Oktober 2021
    September 2021
    August 2021
    Juli 2021
    Juni 2021
    Maj 2021
    April 2021
    Marts 2021
    Januar 2021
    November 2020
    Oktober 2020
    September 2020
    August 2020
    Juli 2020
    Juni 2020
    Maj 2020
    April 2020
    Januar 2020
    December 2019
    November 2019
    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    April 2019
    Marts 2019
    Januar 2019
    December 2018
    November 2018
    Oktober 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    Marts 2017
    November 2016
    Oktober 2016
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    April 2016
    November 2015
    Oktober 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    April 2015
    November 2014
    Oktober 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: [email protected]
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: [email protected]
Copyright© Roinfo.dk