Foto Kirsten Jakobsen
Rejsen til Sognefjorden
En varm torsdag eftermiddag i juli mødtes 21 forventningsfulde roere fra det meste af Danmark op ved Oslobådens kaj i København. Vi havde alle tilmeldt os DFfR’s rolangtur, der i år gik til Sognefjorden i Norge. Bådene var samlet ind og holdt i kø til at komme ombord på Oslobåden Crown Seaways. Det var temmelig varmt og det var dejligt at komme ombord i en sval båd sammen med et hav af turister fra det meste af verden. Kahytterne blev fordelt og de fleste af os skyndte sig op på soldækket for at se afgangen fra København, nogle for at se det vante rofarvand, andre for at vinke til familien på land og nogle for at se et farvand de ikke oplever så tit. Båden stævnede ud og vi sukkede dybt over at få lidt vind i håret, på denne meget varme sommerdag i Danmark.
Vi samledes på soldækket og fortalte lidt om hvor vi hver især kom fra, vores ro erfaringer og vores alder. Det blev hurtigt erfaret at vi var en ret blandet skare, men vi kunne alle præsentere nogle ret flotte ro kilometer distancer for året, trods vi kun lige var gået ind i juli måned. Aldersspændet gik fra 34 til 72 år, de fleste repræsenteret i de højere tal, og med meget imponerende høje kilometertal for rosæsonen.
Aftensmaden indtog hovedparten af roerne i buffeten, som var bestilt hjemmefra og aftenkaffen indtaget på soldækket mens solnedgangen blev nydt.
Vi ankom til Oslo om morgenen med den flotte indsejling i solskin og varme, den blevet nydt i flere timer.
En varm torsdag eftermiddag i juli mødtes 21 forventningsfulde roere fra det meste af Danmark op ved Oslobådens kaj i København. Vi havde alle tilmeldt os DFfR’s rolangtur, der i år gik til Sognefjorden i Norge. Bådene var samlet ind og holdt i kø til at komme ombord på Oslobåden Crown Seaways. Det var temmelig varmt og det var dejligt at komme ombord i en sval båd sammen med et hav af turister fra det meste af verden. Kahytterne blev fordelt og de fleste af os skyndte sig op på soldækket for at se afgangen fra København, nogle for at se det vante rofarvand, andre for at vinke til familien på land og nogle for at se et farvand de ikke oplever så tit. Båden stævnede ud og vi sukkede dybt over at få lidt vind i håret, på denne meget varme sommerdag i Danmark.
Vi samledes på soldækket og fortalte lidt om hvor vi hver især kom fra, vores ro erfaringer og vores alder. Det blev hurtigt erfaret at vi var en ret blandet skare, men vi kunne alle præsentere nogle ret flotte ro kilometer distancer for året, trods vi kun lige var gået ind i juli måned. Aldersspændet gik fra 34 til 72 år, de fleste repræsenteret i de højere tal, og med meget imponerende høje kilometertal for rosæsonen.
Aftensmaden indtog hovedparten af roerne i buffeten, som var bestilt hjemmefra og aftenkaffen indtaget på soldækket mens solnedgangen blev nydt.
Vi ankom til Oslo om morgenen med den flotte indsejling i solskin og varme, den blevet nydt i flere timer.
Indsejling til Oslo fredag morgen
Turen gik videre med Bergensbanen, som fremviste Norges fantastiske natur og flotte landskaber. Der var udsigt til fjelde, søer, byer, tunneller og sågår gletchere i området ved Finse. Der blev taget mange fotos i forsøg på at få foreviget de flotte syn, der mødte os på vej til Sognefjorden. Vi var helt bestemt i stor begejstring og fulde af forventninger om hvad der ville vente os på Sognefjorden.
Den sidste del af turen mod Sognefjorden forløb på den berømte turistbane Flåm-banen, som med sine bare 20 km er beskrevet som en af ’Verdens smukkeste togture’. Banen der er så stejl at den starter 864 meter over havet og efter at have ført os gennem 20 tunneller med skrigende bremser, forbi flotte høje fjelde med vandfald og dybe kløfter, ender ved havets overflade. Der blev undervejs gjort holdt ved den store og brusende ’Kjosfossen’.
Turen endte i Flåm, hvor vi skulle starte vores roture fra. Vi blev indkvarteret i hytter og fik læsset bådene af og lagt til rette. Bådene var blevet kørt hele vejen fra Oslo til Flåm og bl.a. havde kørt igennem Norges og verdens længste tunnel, Lærdalstunnelen, der er på 24 km. Derefter indtog vi vores første måltid på ’rotursmanér’ og efterfølgende krøb vi til køjs, hvor vi kunne konstatere at vi bestemt var kommet tættere på polarcirklen, da det natten igennem kun præsterede at blive tusmørke.
Den sidste del af turen mod Sognefjorden forløb på den berømte turistbane Flåm-banen, som med sine bare 20 km er beskrevet som en af ’Verdens smukkeste togture’. Banen der er så stejl at den starter 864 meter over havet og efter at have ført os gennem 20 tunneller med skrigende bremser, forbi flotte høje fjelde med vandfald og dybe kløfter, ender ved havets overflade. Der blev undervejs gjort holdt ved den store og brusende ’Kjosfossen’.
Turen endte i Flåm, hvor vi skulle starte vores roture fra. Vi blev indkvarteret i hytter og fik læsset bådene af og lagt til rette. Bådene var blevet kørt hele vejen fra Oslo til Flåm og bl.a. havde kørt igennem Norges og verdens længste tunnel, Lærdalstunnelen, der er på 24 km. Derefter indtog vi vores første måltid på ’rotursmanér’ og efterfølgende krøb vi til køjs, hvor vi kunne konstatere at vi bestemt var kommet tættere på polarcirklen, da det natten igennem kun præsterede at blive tusmørke.
Flåmbanen
Roturene
Lørdag morgen startede selve roturen, og de seks både stævnede ud på den dybe Aurlandsfjord i flot solskin. De høje fjelde tårnede sig op med masser af gran-og fyrretræer på og i starten var det lidt angstprovokerende at tænke på at det fortsatte ligeså stejlt nedaf, under vandoverfladen. Fjeldene var enorme og vi følte os ret små i vores to åres inriggere.
Turen førte os igennem områder med flere vandfald, som kom af smeltevand og flere steder kunne vi se sne på fjeldtoppene. Vandet i fjorden var friskt, så vi fik hurtigt kølet hænderne af, når det blev lidt varmt, og vi stak dem i vandet. Dagen endte på den ligeså flotte Nærøyfjord og i Gudvangen, hvor vejret ændrede sig brat og vi fik en tordenskylle efter at vi var kommet i land.
Dagene efter roede vi til Leiganger, Kaupanger, Gaupne, Årdalstangen og endte i Lærdal. I Gaupne havde vi to overnatninger og roede ude på Lustrafjorden, og benyttede os af de seværdighder i nærheden.
Lørdag morgen startede selve roturen, og de seks både stævnede ud på den dybe Aurlandsfjord i flot solskin. De høje fjelde tårnede sig op med masser af gran-og fyrretræer på og i starten var det lidt angstprovokerende at tænke på at det fortsatte ligeså stejlt nedaf, under vandoverfladen. Fjeldene var enorme og vi følte os ret små i vores to åres inriggere.
Turen førte os igennem områder med flere vandfald, som kom af smeltevand og flere steder kunne vi se sne på fjeldtoppene. Vandet i fjorden var friskt, så vi fik hurtigt kølet hænderne af, når det blev lidt varmt, og vi stak dem i vandet. Dagen endte på den ligeså flotte Nærøyfjord og i Gudvangen, hvor vejret ændrede sig brat og vi fik en tordenskylle efter at vi var kommet i land.
Dagene efter roede vi til Leiganger, Kaupanger, Gaupne, Årdalstangen og endte i Lærdal. I Gaupne havde vi to overnatninger og roede ude på Lustrafjorden, og benyttede os af de seværdighder i nærheden.
Teamwork på stranden i Lærdal
Alle rodagene bød på store vidder, høje fjelde, enkelte huse på fjeldsiderne, hvor vi sad i bådene og enten undrede os over hvordan beboerne kom hen til deres huse, eller vi sad og talte om hvor fredfyldt det dog måtte være at holde en forlænget weekend eller ferie i sådan et hus, helt alene. Man skulle nok ikke glemme at have købt mælk, eller løbe tør for toiletpapir ved sådan en lejlighed.
Hver dag roede vi i de seks både, to-og-to. Så havde vi hele tiden en følge-båd, da det ellers kunne være svært at holde sig helt tæt sammen, når vi var så mange både af sted. Vandet var meget roligt, trods de store vidder, og vi gled bare af sted. Det var skønt ikke at skulle kæmpe med store havbølger og det gav rig lejlighed til at tage billeder, betragte landskabet og bare nyde stilheden. Nogle dage mødte vi færger eller mindre sejl- eller motorbåde og andre dage var vi helt alene på vandet og ikke mødte en sjæl, udover en sæl eller nogle marsvin. Dem så vi så også en del af.
Frokost og ’afstikkede’ på land
Om morgenen smurte vi madpakker til dagens frokost og evt mellemmadder, der kunne indtages på styrmandssædet eller ved kortere hvil. Frokosten blev indtaget i land, gerne i mindre byer hvor vi kunne finde et sted at sidde ned og også få en gåtur bagefter. Nogle dage bød også på ’afstikkere’ til et tidligere savværk, det flotte 218 meter høje vandfald Feigefossen og Urnes stavkirke, som er verdens ældste stavkirke og som er med på Unescos verdensarv, ligesom den tidligere nævnte Aurlandsfjord og Nærøyfjord.
Hver dag roede vi i de seks både, to-og-to. Så havde vi hele tiden en følge-båd, da det ellers kunne være svært at holde sig helt tæt sammen, når vi var så mange både af sted. Vandet var meget roligt, trods de store vidder, og vi gled bare af sted. Det var skønt ikke at skulle kæmpe med store havbølger og det gav rig lejlighed til at tage billeder, betragte landskabet og bare nyde stilheden. Nogle dage mødte vi færger eller mindre sejl- eller motorbåde og andre dage var vi helt alene på vandet og ikke mødte en sjæl, udover en sæl eller nogle marsvin. Dem så vi så også en del af.
Frokost og ’afstikkede’ på land
Om morgenen smurte vi madpakker til dagens frokost og evt mellemmadder, der kunne indtages på styrmandssædet eller ved kortere hvil. Frokosten blev indtaget i land, gerne i mindre byer hvor vi kunne finde et sted at sidde ned og også få en gåtur bagefter. Nogle dage bød også på ’afstikkere’ til et tidligere savværk, det flotte 218 meter høje vandfald Feigefossen og Urnes stavkirke, som er verdens ældste stavkirke og som er med på Unescos verdensarv, ligesom den tidligere nævnte Aurlandsfjord og Nærøyfjord.
Første rodag, hvor der stævnes ud på Aurlandsfjorden
Frokosten søndag dag blev indtaget i byen Fresvik, som var en lille by, ikke synende af meget. Vi fik fortalt at byen havde dannet en del af rammerne for et dokumentarprogram omkring to enæggede asiatiske tvillinger, som var adopteret til to forskellige verdensdele og hvordan deres opvækst udformede sig ud fra de miljøer de voksede op i. Tirsdag var det frokost på kajen i byen Solvorn, og senere i en hyggelig have på et hotel, blev der indtaget dejlig kaffe og udsøgte kager, mens færgen til Urnes lagde fra kaj i baggrunden.
Den imponerende stavkirke i Urnes blev besøgt om onsdagen, og forinden da der lagt til ved Feigefossen, og der blev klatret op og kigget på både udsigt og de fossende og brusende vandmængder.
Norges natur og landbrug bød også på andre overraskelser. Der blev solgt friske hindbær, dyrket i Norge, og de var kæmpestore og smagte vidunderligt. De blev købt og indtaget på styrmandssædet.
At lægge til i robåd i Norge er ikke ligeså nemt som i Danmark, sandstrandene eksisterer næsten ikke og ved bredderne bliver det hurtigt dybt, så det var en udfordring at få lagt til og at komme i land, både til frokost og når rodagen var slut. Der blev lært en del om forskellige måder der kunne lægges både op på, både de steder de kun skulle ligge kort tid, hvor de skulle op af vandet og de steder de skulle ligge. Fenderne fik en ny funktion og blev benyttet flittigt.
Vejret
Dagene på Sognefjorden bød på meget forskelligt vejr, men sammenlagt var det for hele ugen betegnet som godt rovejr og lå primært til den varme og solrige side. Det regnede en enkelt dag hele dagen, mens de resterende dage var med meget sol, varme, ind imellem lavthængende skyer og lidt finregn. Den første rodag endte med et brag af et tordenvejr og regnskyl i to timer, heldigvis først efter vi var kommet i land. Det resulterede i et jordskred længere oppe af vejen fra campingpladsen, men influerede heldigvis ikke på vores landhold, der skulle flytte bil og trailer dagen efter. Til gengæld stod vi op til en tæt tåge på anden dagen, som fik sat os lidt bagud i dagens tidsplan, da vi måtte afvente at den lettede. Vi fik ingen kastevinde, som ellers var et velkendt fænomen på fjorden, men vi var instrueret i forholdsregler hvis kastevindene skulle indfinde sig.
Den imponerende stavkirke i Urnes blev besøgt om onsdagen, og forinden da der lagt til ved Feigefossen, og der blev klatret op og kigget på både udsigt og de fossende og brusende vandmængder.
Norges natur og landbrug bød også på andre overraskelser. Der blev solgt friske hindbær, dyrket i Norge, og de var kæmpestore og smagte vidunderligt. De blev købt og indtaget på styrmandssædet.
At lægge til i robåd i Norge er ikke ligeså nemt som i Danmark, sandstrandene eksisterer næsten ikke og ved bredderne bliver det hurtigt dybt, så det var en udfordring at få lagt til og at komme i land, både til frokost og når rodagen var slut. Der blev lært en del om forskellige måder der kunne lægges både op på, både de steder de kun skulle ligge kort tid, hvor de skulle op af vandet og de steder de skulle ligge. Fenderne fik en ny funktion og blev benyttet flittigt.
Vejret
Dagene på Sognefjorden bød på meget forskelligt vejr, men sammenlagt var det for hele ugen betegnet som godt rovejr og lå primært til den varme og solrige side. Det regnede en enkelt dag hele dagen, mens de resterende dage var med meget sol, varme, ind imellem lavthængende skyer og lidt finregn. Den første rodag endte med et brag af et tordenvejr og regnskyl i to timer, heldigvis først efter vi var kommet i land. Det resulterede i et jordskred længere oppe af vejen fra campingpladsen, men influerede heldigvis ikke på vores landhold, der skulle flytte bil og trailer dagen efter. Til gengæld stod vi op til en tæt tåge på anden dagen, som fik sat os lidt bagud i dagens tidsplan, da vi måtte afvente at den lettede. Vi fik ingen kastevinde, som ellers var et velkendt fænomen på fjorden, men vi var instrueret i forholdsregler hvis kastevindene skulle indfinde sig.
Tåget anden morgen i Gudvangen
Landdagen, og det sociale hygge
Det var ikke så populært at blive udpeget til at skulle være på landhold, som alle dog vidste at de skulle på et tidspunkt i løbet af ugen. Når aftensmaden var spist blev næste dags båd- og landhold sendt rundt. Vi kiggede med iver efter om man nu var sluppet for landdagen dagen efter eller om man var én af de uheldige, der ikke fik lov til at ro dagen efter. Da landdagen så indtraf viste det sig så ikke til at være så slemt endda, for vi fik set Sognefjorden fra højderne, når vi kørte på vejene deroppe. At købe ind i Norge var også en oplevelse, mest til den hårrejsende side, da det var hundedyrt at købe ind. Pengene blev vendt en ekstra gang, dog uden at det blev skrabet. For vi ville jo også gerne gøre et godt indtryk, når man nu alligevel var kommet på land og skulle forestå madlavningen og arrangeringen af de andre roere i de nye campinghytter vi kom til. Nogle hold fokuserede på komforten ved at bagagen var bragt op i campinghusene, nogle prioriterede en udsøgt dessert med Norsk Brunost – Myseost, andre lokalfanget fisk til aftensmad og nogle bød velkommen med lune kanelsnegle før gåturen på 4 km op til campingpladsen efter 46 km roning i regnvejr, kunne begynde.
Det var ikke så populært at blive udpeget til at skulle være på landhold, som alle dog vidste at de skulle på et tidspunkt i løbet af ugen. Når aftensmaden var spist blev næste dags båd- og landhold sendt rundt. Vi kiggede med iver efter om man nu var sluppet for landdagen dagen efter eller om man var én af de uheldige, der ikke fik lov til at ro dagen efter. Da landdagen så indtraf viste det sig så ikke til at være så slemt endda, for vi fik set Sognefjorden fra højderne, når vi kørte på vejene deroppe. At købe ind i Norge var også en oplevelse, mest til den hårrejsende side, da det var hundedyrt at købe ind. Pengene blev vendt en ekstra gang, dog uden at det blev skrabet. For vi ville jo også gerne gøre et godt indtryk, når man nu alligevel var kommet på land og skulle forestå madlavningen og arrangeringen af de andre roere i de nye campinghytter vi kom til. Nogle hold fokuserede på komforten ved at bagagen var bragt op i campinghusene, nogle prioriterede en udsøgt dessert med Norsk Brunost – Myseost, andre lokalfanget fisk til aftensmad og nogle bød velkommen med lune kanelsnegle før gåturen på 4 km op til campingpladsen efter 46 km roning i regnvejr, kunne begynde.
Roere på Sognefjorden
Aftens- og morgenmad blev indtaget i de gemakker der var til rådighed, nogle dage var det udendørs, andre dage klemte vi os sammen grundet vejret i en campinghytte og nogle af overnatningsstederne bød på rum eller terrasser, hvor vi kunne samle vores store forsamling til måltiderne.
At hjælpes ad på sådan en tur er vigtigt for at de praktiske opgaver bliver løst, ikke kun arbejdet med at få bådene op - og i vandet, men også de øvrige opgaver. Det kunne til tider være svært at få fordelt opgaverne ligeligt, man skulle faktisk kaste sig over opvasken, ellers var den allerede taget af andre ivrige roere. Så var man ikke hurtig til at få et viskestykke i begyndelsen af ugen, så lærte man sig at springe til opgaverne, for at få lov til at tage del i dem.
At hjælpes ad på sådan en tur er vigtigt for at de praktiske opgaver bliver løst, ikke kun arbejdet med at få bådene op - og i vandet, men også de øvrige opgaver. Det kunne til tider være svært at få fordelt opgaverne ligeligt, man skulle faktisk kaste sig over opvasken, ellers var den allerede taget af andre ivrige roere. Så var man ikke hurtig til at få et viskestykke i begyndelsen af ugen, så lærte man sig at springe til opgaverne, for at få lov til at tage del i dem.
Teamwork, opvasken i morgentågen
Det vakte opsigt med de danske roere på Sognefjorden
Det var helt tydeligt ikke hverdagskost for de norske beboere omkring på Sognefjorden at der kom danske robåde til deres byer eller deres områder. Flere steder hvor vi lagde til, både til frokoster og steder hvor vi roede forbi, hvor der var mere lavlandet, blev vi nærstuderet, vinket til og adspurgt om hvordan vi havde fået bådene derop, for vi havde vel ikke roet dem derop??! Næ, nej, det kunne vi så berolige dem med at vi ikke havde, men de var ikke mindre end imponeret over de distancer vi havde lagt bag os.
Ved Øvre Årdal boede vi på en campingplads, der lige var overtaget af en ny ejer, som havde lånt os sit køkken, så vi kunne lave mad og selve pladsen havde en stor tipi, som vi sad og spiste vores aftensmad i. Der blev tændt op i bålpladsen og vi hyggede os derinde ovenpå den eneste regnvejsdag på turen. Ejeren af campingpladsen fandt os så interessante at der blev taget billeder både i køkkenet og i Tipien, og benyttet som reklame for hans campingplads og bl.a. lagt på Facebook.
Det var helt tydeligt ikke hverdagskost for de norske beboere omkring på Sognefjorden at der kom danske robåde til deres byer eller deres områder. Flere steder hvor vi lagde til, både til frokoster og steder hvor vi roede forbi, hvor der var mere lavlandet, blev vi nærstuderet, vinket til og adspurgt om hvordan vi havde fået bådene derop, for vi havde vel ikke roet dem derop??! Næ, nej, det kunne vi så berolige dem med at vi ikke havde, men de var ikke mindre end imponeret over de distancer vi havde lagt bag os.
Ved Øvre Årdal boede vi på en campingplads, der lige var overtaget af en ny ejer, som havde lånt os sit køkken, så vi kunne lave mad og selve pladsen havde en stor tipi, som vi sad og spiste vores aftensmad i. Der blev tændt op i bålpladsen og vi hyggede os derinde ovenpå den eneste regnvejsdag på turen. Ejeren af campingpladsen fandt os så interessante at der blev taget billeder både i køkkenet og i Tipien, og benyttet som reklame for hans campingplads og bl.a. lagt på Facebook.
Teamwork i Leiganger, bådene skal i vandet på tredjedagen. Det var et projekt.
Ligeledes da vi ankom til Lærdal den sidste dag, havde en journalist, fra en lokal internet avis opstøvet at der var seks robåde på vej til stranden og indfangede da også en roer, der glædeligt fortalte om vores færd på Sognefjorden. Artiklen blev bragt samme aften på http://www.porten.no/eway/default.aspx?pid=254&trg=Nede_6142&Main_6122=6142:0:&4867=6143:2&Nede_6142=6128:113748::0:6143:56:::0:0
Ligeledes kunne holdet ugen efter præstere at være blevet interviewet til en anden lokalavis, http://mobil.sognavis.no/lokale_nyhende/article7503077.ece?ns_campaign=editorial.article&ns_mchannel=editorial.facebook&ns_source=editorial.facebook&ns_linkname=editorial.share.article&ns_fee=0
Så vi kan kun sige, at vi vakte opsigt i lokalsamfundene.
Retur til Danmark
Fredag var den sidste rodag og vi afsluttede i Lærdal, hvor vi lagde bådene op på en strand. Bådene blev vasket på bedste vis, så næste rohold, der var på vej fra Danmark, kunne overtage bådene. Ligeledes blev telte til de næste 21 deltagere slået op og vi kunne bagefter hoppe en tur i badetøjet og smutte i vandet på stranden. Vandet var friskt og fersk, men dejligt at vi kunne sige at vi også havde fået badet i Sognefjorden.
Meget tidligt lørdag morgen, steg vi ombord i bussen, der kørte os ned til Oslo, hvor båden fragtede os retur til København og en dejlig rotur var slut. Der var i alt roet 289 km på de syv rodage, og der var både ro i bussen og på båden hjem.
Tekst og foto Kirsten Jakobsen, Københavns Roklub
Se flere billeder her
Ligeledes kunne holdet ugen efter præstere at være blevet interviewet til en anden lokalavis, http://mobil.sognavis.no/lokale_nyhende/article7503077.ece?ns_campaign=editorial.article&ns_mchannel=editorial.facebook&ns_source=editorial.facebook&ns_linkname=editorial.share.article&ns_fee=0
Så vi kan kun sige, at vi vakte opsigt i lokalsamfundene.
Retur til Danmark
Fredag var den sidste rodag og vi afsluttede i Lærdal, hvor vi lagde bådene op på en strand. Bådene blev vasket på bedste vis, så næste rohold, der var på vej fra Danmark, kunne overtage bådene. Ligeledes blev telte til de næste 21 deltagere slået op og vi kunne bagefter hoppe en tur i badetøjet og smutte i vandet på stranden. Vandet var friskt og fersk, men dejligt at vi kunne sige at vi også havde fået badet i Sognefjorden.
Meget tidligt lørdag morgen, steg vi ombord i bussen, der kørte os ned til Oslo, hvor båden fragtede os retur til København og en dejlig rotur var slut. Der var i alt roet 289 km på de syv rodage, og der var både ro i bussen og på båden hjem.
Tekst og foto Kirsten Jakobsen, Københavns Roklub
Se flere billeder her
Roere på Sognefjorden
RSS-feed