Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 25 & 26
    • Julekalender 2025
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Vellykket Nyborg Harbour Race version 2

9/6/2024

0 Comments

 
Billede
Vor Frue Kirke i Nyborg og Kiropraktorhuset i Den Gamle Toldbod (den gule bygning) var spektakulære kulisser til coastalroernes opvarmningsområde – og så havde Nyborg Roklub sørget for, at der var et par marsvin i området til stor underholdning for roerne. Foto Leif Thygesen
​Tekst og foto Leif Thygesen
Nyborg Harbour Race version 2 var go´. Så kort kan det beskrives, og det var ikke fordi Nyborg Harbour Race version 1 var dårlig. Man kan efter to regattaer konstatere, at en ny langdistanceklassiker er født. Tingene fungerer i Nyborg. På første sal er der kaffe, kage, hygge og service af fineste slags. Der holdes gode informative styrmandsmøder, hvor der også er tid til at give det hele et tvist af humor og afslappethed. Jo, det er konkurrence, men der er også tid til at have det sjovt og hyggeligt, inden man skal på vandet for at give den fuld gas efter bedste evne.
Man føler sig velkommen i Nyborg Roklub, og hjælpsomheden er stor. I år havde Nyborg Roklub så også skaffet en god del sponsorgaver til deltagerne. De blev uddelt ved lodtrækning og ikke efter ens placering i løbet. Alle havde mulighed for at komme hjem med en sponsorpræmie. 
Billede
Nyborg Roklub var en gæstfri og dygtig arrangør af Nyborg Harbour Race
​Udvidelsen af Nyborg Harbour Race med et løb for coastalbåde må siges at være en succes. Fjorten coastalbåde mødte til start, og der var skam også deltagelse af klubber fra hovedstaden og Sjælland. Men der er plads til flere både inriggere og coastalbåde. Inddelingen af de to løb i hver to heats fordobler antallet af medaljer, der skal uddeles, og roere er næsten som alle andre mennesker – det er nu dejligt at komme hjem med en medalje – hvad er det man siger: ”Tab og vind med samme sind – men det er svært at se sur ud, når man har vundet”, så også her imødekommer Nyborg Roklub roerne.
Bådpladsen syder af det udefinerlige begreb ”regattastemning”. Her er gensynsglæde med roere fra andre klubber, man ikke har set et stykke tid, her er mulighed for at stifte nye venskaber og her er mulighed for at lære af konkurrenternes små fif. Nå, gør de det på den måde! Og så er der de godmodige drillerier, hvor man med et glimt i øjet forsøger at ”psyke” konkurrenterne. Ramsaltede bemærkninger besvares med barske ord – men alt med humoren i højsæde. Ikke mindst regattaleder Brian R. Sørensen og Middelfarts Hardy Olesen er eksperter i denne disciplin. I år tog Brian sidste stik. På vej ud med inriggeren fremdrog Brian et høreværn med bemærkningen: Nu gider jeg ikke høre mere på Hardy. Jo, det er alt andet end kedeligt at være til langdistancekaproning i Nyborg.
Billede
Det så fredeligt nok ud i Nyborg lystbådehavn, hvor der var lavet en flagallé med vimpler. Men ude på det åbne vand var der noget mere vind. Foto Leif Thygesen
​Vejrmæssige udfordringer
Vejrmæssigt blev det atter en gang en udfordring. Vinden var op til 9 m/s fra sydvest, så arrangørerne lagde ruten om, så man roede langs med Fyn og ikke ud til Knudshoved for at undgå sidesø. Men der var udfordringer nok – bølgerne var pænt store og inriggerne huggede sig frem i modvinden gennem bølgerne til vendepunktet og surfede flere gange ukontrollerbart på bølgetoppene på vej hjem. Der var nok at se til for både roere og styrmænd i inriggerne. Coastalbådene er jo bygget til den slags, og om eftermiddagen blæste det yderligere op, så coastalroerne fik alle de bølger, de kunne drømme om.
Billede
Bemærk objektet over det sorte hus. Det er ikke et kæmpeinsekt…
Billede
men derimod det nyeste legetøj i Nyborg Roklub: En fotodrone. Og hvem er bagmanden…
Billede
naturligvis regattaleder og formand for Nyborg Roklub Brian R. Sørensen
​Af gode grunde kan roinfo ikke bringe billeder fra inriggerløbet – Signaturen var selv på vandet og havde ikke mulighed for at tage fotos af de hårdtarbejdende inriggerroere. Men Nyborg Roklub havde fotografer både til lands, til vands og i luften. Charlotte Buchwaldt fotograferede ivrigt både på land og vand, og så havde Nyborg Roklub anskaffet en drone – Find mange gode fotos her
Til gengæld bringer roinfo nedenstående noget så usædvanligt som en resultatliste fra coastalbådsafdelingen med fotografier af alle deltagende hold.
 
Inriggerløb – heat 1
Heat 1 blev vundet af den arrangerende klub med mandskabet Seelk, Sørensen og Hansen. Det er andet år i træk, at nyborgenserne løber med de guldmedaljer, de selv har udsat. Andenpladsen gik til Middelfart Roklubs firer under ledelse af verdensrekordholder Bent Bøgh Pedersen. Udover Bøgh Pedersen består Middelfarts hold af Rützou, Olesen, Bendtsen og Kloppenborg-Skrumsager.
Bronzen gik til Marstals seje og ukuelige kvinde-firer: Kjerulff, Weber, Arnold, Stærke og Borck.  Alle Marstals roere var i det hele taget et festligt indslag ved Nyborg Harbour Race – humøret er højt, glæden ved roning er umiskendelig – og så vinder man også medaljer. Kan man forlange mere?
Der var en fjerdeplads til Nyborg II (Hansen, Irring og Trasbo), mens Køge (Teglers, Søvang og Jensen) besatte femtepladsen. Sjettepladsen gik til Svendborg (Saaby, Boisen og Knecht) og Faaborg Roklub (Helms, Kirkegaard og Nielsen) slutter som nummer syv i heat 1.
 
Inriggerløb heat 2
En forholdsvis sikker sejr til Svendborg II (Andersen, Kristensen og Christensen). Andenpladsen gik til kombinationen Horsens/Viking. Hos sølvvinderne fejrede Linda Kærgaard Nielsen fødselsdag, og det gjorde hun med sølv i inriggerløbet og bronze i coastalløbet. Det må siges at være en standsmæssig måde at fejre sin fødselsdag på. Tillykke med fødselsdagen og tak for hindbærsnitten – den smagte godt. Udover Linda bestod inriggerholdet af Runge Andersen og Zangenberg fra Viking.
Der var bronze til Assens I (Jacobsen, Hansen, Toft, Nielsen og Vestmark), en fjerdeplads til Marstal (Haase, Hersind og Dryer) og en femteplads til Faaborg (Kristensen, Jørgensen og Lorentzen). På en smuk og hårdt tilkæmpet sjetteplads finder vi Nakskov (Thygesen, Olsen og Clemmensen). Nakskovitterne kan konstatere, at de i hvert fald ikke er i overtræning. Hvad er det nu man siger på Lolland, når man får en sekundær placering: Det går den vej hønsene skraber…
Faaborg (Hansen, Karsten og Madsen) får lov til at lukke døren i heat 2 på syvendepladsen.
Billede
Der var godt med bølger i start/målområdet ved Vester Havn. Foto Leif Thygesen
​Coastalløb
Og her er så den lovede resultatliste med billederne af samtlige hold i den rækkefølge, bådene kom i mål i de to heats.

Resultatliste heat 1
Billede
Nummer 1. Bagsværd/Ringsted: Mejse Østergaard Nielsen og Nanna Bardam Kehr. Bemærk landsholdsårerne – holdet kom lige fra U19 EM. Tillykke med guld ved Nyborg Harbour Race. Kom endelig igen til næste år og tag flere unge roere med.
Billede
Nummer 2. DSR II: Johan Berg og Castor Valbum Rasmussen. Studenterroerne viste fin roning og godt samarbejde på det bulede vand.
Billede
Nummer 3. Nyborg/Sorø: Brian Sørensen og Christian Mølvig. ”Altid god for en medalje Mølvig” slog til igen og Brian sørgede for, at også en af coastalmedaljerne blev i den arrangerende klub.
Billede
Nummer 4. Middelfart I: Claus Rützou og Hardy Olesen. I Middelfart er der en flot kaproningskultur. I Nyborg rakte det til en fjerdeplads.
Billede
Nummer 5. Svendborg I: Birthe Marie Jølver Larsen og Brian Christensen. Vi skal en tur til det sydfynske for at finde nummer fem – Svendborg. I det hele taget var Svendborg flot repræsenteret ved Nyborg Harbour Race både kvantitativt og kvalitativt.
Billede
Nummer 6. Middelfart II: Roar Kloppenborg-Skrumsager og Niels Rauer Hansen. Begge roere er erfarne masterroere og viser i Nyborg, at man også mestrer coastalbåden.
Billede
Nummer 7. Nyborg I: Tove Siglev og Lena Stolzenbach. ”Damebåden” fra Nyborg fuldender feltet i heat 1.
Resultatliste heat 2
Billede
Nummer 1. Fredericia I: Frede Nørskov Nielsen og Martin Mortensen. Endnu en medalje til Frede Nørskov Nielsens kæmpe samling. Der er rygter om, at Fredericia på grund af de mange medaljer byens roere vinder vil ændre navn til Frederocia, men det er ubekræftede forlydender, som roinfo ikke kan få verificeret.
Billede
Nummer 2. DSR I: Elisabeth Solbjerg Kaalund Keller og Samantha Don Robbins. Når DSR stiller op til en kaproning, skal det tages alvorligt – især når erfarne Don Robbins sidder på en af pladserne i båden. Man går altid efter metal – og metal kom der også med hjem til Strandvænget i heat 2.
Billede
Nummer 3. DSR/Horsens: Linda Kærgaard Nielsen og Katrine Jørgensen. Ingen regatta uden Linda Kærgaard deltager. Linda er uden tvivl en af Danmarks flittigste roere og deltager i mangt og meget over hele Europa, når roerne samles for at ro kap- eller motionsroning. Fødselaren gjorde det fornemt sammen med Katrine og roede sig til en bronzemedalje.
Billede
Nummer 4. DSR III: Tuuli Kasso og Mona Feneberg. Puha det var tæt på. Et sølle sekund skiller DSR-roerne fra en tur på podiet. Tuuli og Mona bliver slået af DSR/Horsens med mindst mulig margin. Det er tilladt at ærgre sig en smule.
Billede
Nummer 5. DSR/Horsens II: Carl Johan Runge Andersen og Ingvar Kiricenko. Carl Johan er en flittig deltager, når der inviteres til coastalløb. Denne gang rakte anstrengelserne til en femteplads.
Billede
Nummer 6. Assens I: Anders Skovlod Jacobsen og Jonas Nielsen. Assens Roklub havde to både med i Nyborg -en fireåres inrigger og en dobbeltcoastal. Coastalbåden sluttede som nummer seks.
Billede
Nummer 7. Køge Roklub I: Louise Birk Hansen og Trine Teglers. Køgenserne, Louise og Trine, er nok mest kendt som ergometereksperter. I coastalbåden blev det til en syvendeplads.
​Nyborg Harbour Race version 3
Allerede nu ligger det fast, at der kommer et Nyborg Harbour Race version 3. Nyborg Roklub leverer varen – nu er det op til Danmarks roere at vise, at langdistancekaproningen er kommet for at blive. Måske kunne man i 2025 se flere af de københavnske ”Sved-på-panden-hold” prøve noget andet end Hellerup og Sydhavnen og deltage i Nyborg? Roinfo giver arrangementet topkarakter og garanterer, at der leveres en langdistancekaproning af fineste kvalitet. Signaturen glæder sig allerede nu til Nyborg Harbour Race version 3.
[email protected]
 

​Resultat coastal
http://www.nyborg-roklub.dk/files/Resultat%204%20km%20coastal.pdf
Resultat inrigger
http://www.nyborg-roklub.dk/files/Resultat%2010%20km%20inrigger.pdf

0 Comments



Leave a Reply.

    Billede

    LDK

    Artikler om langdistancekaproning

    Arkiver

    September 2025
    August 2025
    Juni 2025
    Maj 2025
    September 2024
    August 2024
    Juli 2024
    Juni 2024
    Maj 2024
    April 2024
    Februar 2024
    September 2023
    August 2023
    Juni 2023
    Maj 2023
    Januar 2023
    Oktober 2022
    September 2022
    August 2022
    Maj 2022
    April 2022
    September 2021
    August 2021
    Juni 2021

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: [email protected]
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: [email protected]
Copyright© Roinfo.dk