Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2025
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Velkommen til Gudenåens Gule Åkande

24/5/2014

0 Comments

 
Picture
Gudenåens Gule Åkande kan byde på det hele, når Langdistanceturneringen 2014 indledes i Randers:
  • Pæn deltagelse med flere deltagere end ved første kaproning i 2013
  • Stjernestøv i form af deltagelse af OL-roere
  • Nye hold der tør udfordre de regerende mestre
  • Etablerede hold, der skal forsvare eller forberede der 2013-placering
  • Debutanter helt ned til 15 års alderen
På billedet er det Randers Roklubs Ida Helene Hovøre(62) , Kim Drachmann(68) og regattaleder Tommy Eschelund. Foto Sten Carlsen

Pæn tilmelding i Randers
Ved tilmeldingsfristens udløb var der tilmeldt i alt 119 roere fra 19 klubber på 37 hold. Det er en fremgang på knap 17 procent i deltagerantallet set i forhold til første regatta i 2013 i Præstø. Som roere er vi alle klar over, hvad en god start betyder, og man kan håbe på, at de danske langdistanceroere kan holde dampen oppe således, at den spæde fremgang vi oplevede i 2013 kan blive til et regulært opsving i 2014.
Lidt malurt er der dog i bægret, mændenes klasse har kun to tilmeldinger, og der er også sølle to tilmeldinger i coastalløbene.

10 km åben mix 1. division. OL-roere til start
12 tilmeldte hold. Det hold der først og fremmest springer i øjnene er DSR/Odder ”Ajax”: Anne Lolk Thomsen, Juliane Elander og Sofie Dahl-Petersen. Normalt ror Anne og Juliane letvægtsdobbeltsculler og ved OL i London blev det til en flot fjerdeplads. I sidste weekend vandt Anne og Juliane Copenhagen Regatta og ellers er målsætningen OL i Rio. Men nu er tiden altså inde til at prøve noget helt andet i form af en langdistancekaproning i en toåres langtursinrigger. Som tredjeman M/K har man valgt ingen ringere end Anne Sofie Dahl-Petersen, den dobbelte danske mestre i langdistancekaproning, så det er et frygtindgydende hold, der godt kan ende øverst på podiet.
Picture
Anne Lolk Thomsen, Juliane Elander og Anne Sofie Dahl-Petersen, DSR. Foto Mette Bacher
De regerende mestre Roklubben Viking stiller i vanlig opstilling: Sværke, Hansen og Bruun. Sydsjællænderne havde i 2013 nogle drabelig dueller med Københavns Roklubs firer, men sluttede 2013-sæsonen med at vinde finaleløbet i Kolding, så vær vis på, at ”Vikings Vakse Vindere” vil gøre deres bedste for at gentage sejren i Randers.

Sidste års sølvvindere fra Københavns Roklub fortsætter successen med at ro firer. Besætningen er denne gang Kenny Andersen, Mads Peter Andersen, Mikkel Schmidt, debutant Andreas Bech Mikkelsen og styrkvinde Vibeke Skousen. Københavnerne er kendt for temporoning med høj kadence, og du kan roligt vædde på, at ”Kaptajn Kenny og hans kække københavnske kumpaner” vil piske Gudenåen til skum i deres kamp for en topplacering.

Nyborg Roklub, Palæobåden: Irring, Buchwaldt og Sørensen har en bronzemedalje fra 2013 som skal forsvares eller måske veksles til sølv eller guld. Fynboerne er kendt for at træne flittigt og ”Brians Barske Bådhold” har før vist andre klassemandskaber kølvand, så hold øje med båden, der tordner afsted på stenalderkost.

Middelfart Roklub har to både til start. En firer med besætningen Bent Bøgh Pedersen, Ole Bendtsen, Søren Lykke Jensen, Frede Nørskov Nielsen (Fredericia) og cox Søren Steen Hansen samt en toåres med Frank Jørgensen, Roar Kloppenborg-Skrumsager og cox Ruth Hougaard. Især firerens sammensætning afkræver respekt. Her er stærke roere med stor erfaring, som er kendt for at kunne flytte båd i et anseeligt tempo.

Kalundborg Roklubs formand Kåre Mattesen tager klubkammeraterne Lene Haugaard Mikkelsen og Marie Valeur med på tur til Randers. Kåres styrke og seriøsitet er kendt, og det skal blive spændende at se, den nye konstellation i kamp. Ka´ Kåres konstellation vinde medalje? Ka´lundborg.

Langdistancelegenderne Lis Bay og Knud Nielsen fra Tissø er til start med den kun 15 årig debutant Mette Nissen. Lis og Knud har i årenes løb vundet så mange langdistancemedaljer, at der går rygter om, at alene skrotprisen for medaljesamlingen er nok til at betale for Tissø Roklubs nye tilbygning. Men nu skal man jo ikke altid tro på rygter.

Roklubben Ægir stiller med to hold. De Fede pingviner 1 og De Fede Pingviner 2. På hold 1 er det kendte navne som Jonna Bak Nielsen, Birgitte Andersen og Henrik Danø Sørensen, der skal forsvare Ægirs blodrøde stander, mens besætningen på hold 2 er Hanne Falkenberg Rebsdorf, Søren From Knudsen og Anders Hjortshøj. Anders Hjortshøj er en erfaren langdistanceroer, der har været med i mange år. I øvrigt åbner ålborgenserne ”åre-festen” med at starte sidst i 10 km åben mix, så Ægir 2 har alle muligheder for at komme fra baghjul.

En sød og sej silkeborgenser: Jane Bech Thøgersen ror sammen med de to klubkammerater Louise Friis Hansen og Jesper Bay. Janes hold er kendt for fighterånd og – vilje, og da Jane samtidigt har hang til tempo og hurtige biler, skal man ikke på forhånd afskrive Silkeborg.

Når Danmarks førende langdistancekaproningsklub DSR stiller en firer, skal det altid tages seriøst. Bag bogstavskombinationen DSR MIB M/K gemmer sig roerne Steinunn Snæbjörnsdóttir, Niels Elgaard Larsen, Peter Gammeltoft, Kristian Adelbert Hansen og Klaus Henningsen. DSR sender ikke et hold til en langdistancekaproning, uden at holdet har en vis kvalitet, så på forhånd at afskrive studenterroerne vil være mere end naivt – DSR drøner derudad.

Et yderst interessant og spændende løb er i vente, og selvom OL-roerne Juliane og Anne sammen med Anne Sofie nok på papiret ser ud til at være en svær nød at knække, så er der andre hold, der bejler til guldet - i flæng kan nævnes Viking, KR, Nyborg og Kalundborg.
Picture
Københavns Roklubs firer. Her med besætningen Kenny Andersen , Mads Peter Andersen, Jonathan Winn og Niels Jørgen Gommesen. I Randers uskiftes Jonathan og Niels Jørgen med Mikkel Schmidt og Andreas Bech Mikkelsen. Arkivfoto Mette Bacher
10 km åben Motionsmix 2. division. To firere og to toere
I skrivende stund er der fire hold til start i klassen med det ”nemme og mundrette navn”: 10 km åben motionsmix 2. division.

Varde Roklub stiller med en firer, hvor årer og ror betjenes af Lars Jensen, Frederik C. Jensen, Jesper Pedersen, Anja L. Graversen og John Balje.

Også DSR har en firer til start under det frygtindgydende navn ”Big Guns Five”. Så vidt roinfo.dk kan se, er der tale om fire debutanter sammen med medlem af LDKU Christian Rene Larsen. Christian Rene Larsen er en erfaren langdistancekaproer, der skal forsøge at gelejde Jan Pierre Mikkelsen, Allan Kjærgaard Jensen, Tim Garflet-Nielsen og Svend Frydendahl frem til hæder og ære. Christian Rene Larsen - med tilnavnet ”Larsen langdistance lammetæver” – vil med høj pistolføring skyde frem i feltet, og så må vi se om det er nok til at ramme plet.

Roforeningen KVIK stiller med Line Andersen, Christian Schack Pedersen og Bo Adelholm. Den stolte Roforening var for år tilbage en magtfaktor i dansk langdistancekaproning. I de senere år har deltagelsen fra KVIK dog været noget sporadisk, men med to KVIK både i Randers – KVIK er også tilmeldt 25 km åben mix – er der begrundet håb om, at dette vil være starten på en ny KVIK-æra.

Lisbeth Thinnesen, Pia Hinnrichsen og Vibeke Christensen er Randers Roklubs repræsentanter i 10 km åben motionsmix 2. division. Hvad hjemmebanefordelen kan bringe, må tiden vise.

10 km åben motionsmix 2. division er en uforudsigelig affære, hvor Signaturen ikke tør pege på nogen favorit.
Picture
Bo Adelholm , Jan Skovø , Jens Kofoed, Roforeningen KVIK. Arkivfoto Sten Carlsen.
Kvinder 10 km. Syv hold fra tre forskellige klubber bejler til podiet
Vi starter kvindeklassen med et lille pudsigt sprogligt dilemma. For cirka seks år siden i 2008 blev det på en DFfR hovedgeneralforsamling i Svendborg besluttet, at betegnelsen ”damer” overalt i reglementer, beskrivelser mv. skulle erstattes med ”kvinder”. Siden har Signaturen kæmpet en brav kamp for at efterleve denne beslutning - men i dag kaster Signaturen håndklædet i ringen og giver op. For fremtiden vil betegnelserne: Damer, kvinder, piger og måske andet blive brugt i en pærevælling. At kampen var tabt indså Signaturen efter at have læst et interview andet sted her på roinfo.dk. Her oplyses det, at Danmarks kvinde letvægtsdobbeltsculler ved EM Christina Pultz og Aja Runge Holmegaard kalder deres Facebook side for ”Let dame roning”. Når to nydelige unge damer – øh kvinder – øh piger - kalder deres side for ”Let dame Roning, ja så må det være rigtigt at bruge betegnelsen ”Damer” – Nu er Signaturen så spændt på, hvor lang tid der går, inden jeg får et eller andet kvindemenneske på nakken, fordi jeg skriver damer og ikke kvinder - man ved jo aldrig om Signaturens sprogbrug kunne falde et fruentimmer for brystet – men den tid den glæde.

Vi stiller tilbage til Randers. Hele syv damehold (eller er det kvindehold?) til start – og det er under alle omstændigheder en glæde at se et pænt bredt felt med repræsentanter fra tre klubber til start.  Kvindeklassen har haft det svært rent deltagermæssigt i nogle år, men det ser ud til at opsvinget har ramt damernes langdistanceklasse – så venter vi bare på de øvrige langdistanceklasser og resten af samfundet.

DSR er som sædvanligt topscorer med fire tilmeldte hold.
DSR AAA: Anja Rahbek, Anja Hedeager Bentsen og Anne Katrine Bisgaard. DSR TME med besætningen Marie Bruun Nielsen, Emilie Kromann-Andersen og Tanja Nors Tardrup. Tredje DSR hold besår af Tanja Igland, Mette Stenild Grøn og Marianne Stæhr Olsen. Holdet kalder sig DSR TMM, og endelig består DSR SDJ af Sara Einhorn, Dorthe Jørgensen og Jannie Fuglsang. Det er samlet meget imponerende, at DSR er i stand til at sætte hele fire langdistancehold i Dameklassen.

Humlebæk Roklub har to hold til start: Humlepi* erne: Anne Thomsen, Charlotte Krebs og Susanne Dam Poulsen samt The LadyBees: Susanne Midtgaard, Pia Rasmussen og Jette Tramm. Humlebæks piger har før været et friskt pust i kvindeklassen, og nordsjællænderne har taget oplevelsen med særdels godt humør.

Københavns Roklub er igen i år repræsenteret i dameklassen. Mette Munch Madsen, Anne Sevelsted og Betina Holck skal gøre deres bedste for at hjemtage metal til Københavns Sydhavn.

Tanja Nors og Anne Katrine Bisgaard er regerende mestre i kvindeklassen for DSR, men nu har træne Ulrich Ralfkiær blandet kortene, så de sidder i hver sin båd, og dermed vil de i Randers blive konkurrenter. Betina Holck fra Københavns Roklub har en bronzemedalje fra 2013, men ellers starter kvindeklassen helt forfra og der er ledigt både på guld-, sølv- og bronzepladsen. Spændende at se, hvem der sætter sig på podiepladserne her ved indgangen til 2014-turneringen.
Picture
Jette Tramm , Pia Rasmussen og Susanne Midtgaard Humlebæk Roklub. Arkivfoto Sten Carlsen
10 km over all. Nyt initiativ som kan skærpe spændingen og interessen
Selvom 10 km åben mix og kvindeklassen i forvejen - på papiret - byder på spænding og nervepirrende opgør, så skærpes spændingen og konkurrencen endnu en gang, når begge klasser tildeles handicap, og der laves en samlet resultatliste, som vil udløse point, som kendt i de enkelte klasser. Når året er omme vil man kunne udpege en ”10 km over all vinder”, så selvom man måske er suveræn i sin egen klasse, så kan det være, at man får hård konkurrence fra den anden klasse. Der er med andre ord endnu en grund til at holde omdrejningstælleren helt oppe i det røde felt - hele vejen hjem. Den samlede stilling vil blive gjort op efter hver regatta, så man hele tiden er klar over hvor man ligger i Over all-konkurrencen, men der uddeles først medalje ved sæsonafslutningen.
25 km åben mix. 12 hold til start - Ny deltagerrekord (?)
Med hele 12 tilmeldinger sætter 25 km åben mix ny deltagerrekord - i hvert fald i nyere tid. Også her har OL-roerne Anne Lolk Thomsen og Juliane Elander og den danske mester Anne Sofie Dahl-Petersen meldt til, så de ellers metalvante herrer fra henholdsvis Humlebæk og Viking samt 2013-guldvinderne fra den nedlagte masterklasse Hellerup kan se frem til at blive udfordret af et rent kvindehold – Signaturen var lige ved at skrive, at mændene ville blive mødt af nogle udfordrende kvinder, men det blev da gudskelov rettet i sidste øjeblik.

Odder/DSR Juliane, Anne og Anne kalder sig for ”Ajax”. Læsere med livserfaring vil måske erindre, at Ajax var et produkt, der efter sigende gjorde rent som ”en hvid tornado”. Under alle omstændigheder vil roinfo.dk godt advare beboerne i nærheden af Gudenåen og Randers Fjord. Tag jer i agt: Lørdag rammes området af en hvid tornado – to gange Anne og Juliane.

Klassens regerende mestre fra Humlebæk med tilnavnet ”Torpedoen fra Humlebæk” er, efter hvad der oplyses til roinfo.dk, armeret og klar. Der er kommet frisk ”krudt” i sprænghovedet i form af debutant Ryan Rosenberg, men ellers er besætningen Jens Jørgen Tramm og Christian Probst.

Ved finalen i Kolding roede Roklubben Viking fra Humlebæk-mestrene. Momentet ligger altså hos sydsjællænderne og Reinhard Sværke, Jørgen Zangenberg og Rene Hansen skal se om de kan surfe videre på ”guldbølgen” fra Kolding.

Med et hold bestående af Arne Månsson, Rolf Traberg og Thomas Weise må Hellerup Roklub også betegnes som et af favoritholdene. Admiral Månsson og hans gæve løjtnanter er klar til endnu et søslag, hvor hellerupianerne vil kæmpe for at hjemføre hæder, hyldest og ”halsbånd” til Hellerup.

Den arrangerende klub Randers Roklub rykker deltagermæssigt, og har to rene klubhold til start og er endvidere repræsenteret på en kombination med Hadsund. Det kombinerede hold består af Knud Erik Jensen, Hadsund; Jan Gammelgaard, Randres og Finn Sørensen, Randers. På Randers Roklub 1 er besætningen Morten Hohwü, Jan Furbo Sørensen og Tommy Eschelund. Randers Roklub 1 sluttede 2013 sæsonen som nummer otte i klassementet i 25 km åben mix.

Randers Roklub 2 består af Ida Helene Hovøre, Michael Møller og Poul Chr. Andersen. Læsere der har fulgt med i langdistancekaproning i de senere år vil kunne nikke genkendende til alle tre navne.

”De tre musketerer” fra Københavns Roklub Flemming Simmonsen, Hasse Minuva og Jim Kristensen er klar til endnu en sæson med langdistancekaproning og interne godmodige drillerier. I år har ”De tre Musketerer” valgt 25 kilometer distancen. De tre herrer er et festligt og uhøjtideligt islæt ved langdistancekaproningerne, og har efterhånden været med i så mange år, at de øvrige deltagere tror, at de er en del af ”Regattakassen”, som ellers indeholder bøjer, stopure, startnumre mv.  
Picture
Hasse Minuva, Jim Kristensen og Flemming Simmonsen, Københavns Roklub. Arkivfoto Sten Carlsen.
Vi bliver ved de trofaste deltagere, når næste hold skal præsenteres. Varde Roklub er efterhånden en institution i dansk langdistancekaproning. Den lille vestjyske klub er som sædvanligt flot repræsenteret ved langdistanceregattaen. Denne gang er det Lars Jensen, Jørgen L. Larsen og Allan Haagen, der starter i 25 km åben mix. Vardenserne er altid med til at skabe en god stemning og udviser en smittende glæde for langdistancekaproning – jo, Varde vinder venner.

Som nævnt tidligere har Roforeningen KVIK denne gang to hold til start. Christian Schack Pedersen, Jesper Hansen og Jan Skovø er klar til at kæmpe det bedste de har lært og vil gøres deres yderste for at få sat malterkorset på landkortet, når de bliver sendt afsted fra Randers Roklub.

Præstø/Nakskov stiller med Martin Poulsen, Præstø; Erik Andersen, Nakskov og Signaturen himself, Nakskov. Erik Andersen er debutant i langdistancesammenhæng, men har roet i cirka 20 år. Erik har en fortid som formand for Assens Roklub, men arbejdet førte ham til Nakskov Sukkerfabrik, da sukkerfabrikken i Assens lukkede. I Nakskov blev rokarrieren genoptaget i Nakskov Roklub. Den friske fynbo er ikke bange for nye udfordringer og ser med spænding frem til en rotur i Randers. Holdets Benjamin ungdomsroeren Martin Poulsen, Præstø er udset til at tilføre holdet noget saft, kraft og ungdommelig vildskab - og Signaturen? Han har som sædvanligt været bedre til at finde romakkere end holdkammeraterne! Præstø/Nakskov kalkulerer ikke med medaljer.

På holdet Aarhus/Rønne/Ægir finder vi Geert Olsen, der til fulde lever op til et godt socialdemokratisk slogan, J.O. Krags udødelige ord fra 1966: ”Man har et standpunkt til man tager et nyt”. Geert havde efter DM finalen i Kolding i 2013 annonceret sin tilbagetrækning fra langdistancekaproning, og var begyndt at tale om en langdistancepensionisttilværelse hvor handicappet på golfbanen skulle forbedres. Men det er ikke nemt at være en gammel søulk, når duften af havluft og medaljer rammer én - så har man et standpunkt, til man tager et nyt – Golfbanen må vente. Så velkommen tilbage (hvis man kan skrive det, når man ikke har været borte) til ”Den gamle socialdemokratiske søulk fra solskinsøen”. Øvrige deltagere på holdet er: Muremester Steen(!) Wegner, Aarhus og Henrik Danø Sørensen, Ægir. Henrik har for nylig bestået riffelprøven, så udover at ro går Henrik også på bukkejagt. Arrangørerne og de øvrige deltagere i Randers håber dog, at Henrik vil lade riflen blive hjemme og nøjes med at gå på medaljejagt, når det går løs ved Gudenåens Gule Åkande.

Det er ikke alene de metalvante mænd i 25 km åben mix der udfordres, når OL-roerne stiller op - også handicapsystemet kommer til eksamen og det skal blive interessant at se, hvordan rotider og handicap går op en i højere enhed både på 10 og 25 kilometerdistancen, når det hele gøres op lørdag den 31. maj 2014 sidst på eftermiddagen.
Picture
Kalundborg Roklubs regerende danske mestre Bjarke Christensen Bang, Aleksander Hansen og Mathias Kristensen. i Randers udskiftes Mathias med Lars Modin. Arkivfoto Sten Carlsen
Mænd 25 km – Kalundborg og DSR slås om guld og sølv
Imens der er deltager- og folkefest i 25 km åben mix er der kun to hold til start i ”den fine klasse” mændenes klasse, hvor der kæmpes om et DIF-mesterskab. En efteranmeldelse her kan altså udløse en bronzemedalje.

De regerende mestre ”Tæskeholdet” fra Kalundborg stiller med Aleksander Hansen, Bjarke Christensen Bang og Lars Modin. De udfordres af DSR ”Rio2016”: Jakob Skov, Flemming Jensen og Nicolai Møller Andersen. Med den sparsomme konkurrence i mændenes klasse, kan deltagerne som kompensation skæve til den ny oprettede ”25 km over all”, hvor holdene fra 25 km åben mix og mændenes klasse blandes, og alle tildeles handicap, og man derefter uddeler turneringspoint. Når sæsonen slutter finder man så en ”25 km over all mester” - Så selvom mændenes klasse er noget tyndt besat, er der alligevel noget at ro for – også rent tidsmæssigt.

Coastalløbene
Der er kun tilmeldt to Coastalbåde fra Kalundborg, en dobbelt og en ener. På den baggrund gennemføres løbene næppe.
Picture
Velkommen til Randers
Randers Roklub er en erfaren og dygtig arrangør og er i fuld gang med hjemmearbejdet, så Signaturen tør godt skrive, at der venter deltagerne en velorganiseret regatta på et spændende farvand.

Dommerne Annie Kaalby, HEI Rosport og Lone Jensen, Varde vil være garanter for, at kaproningen afvikles sportsligt korrekt.

God tur til alle både: Hvide tornadoer, vakse vikinger, kække københavnske kumpaner, venlige vardensere, Kåres kalundborgske konstellation, derudad drønende DSR-roere, rykkende randrusianere, søde og seje silkeborgensere, en langdistance lammetævende DSR-roer, årefestende ålborgensere, hæderssøgende hellerupianere, æra-startende KVIK´ere, en socialdemokratisk søulk, armerede torpedoer, et barsk bådhold, en frisk fynbo, en vild præstøer, respektafkrævende middelfartere, en snejegastende nakskovit, en admiral, musketerer, langdistancelegender, debutanter, damer, kvinder, piger, løjtnanter, humlepiger, Ladybees, en muremester, en bukkejæger, et tæskehold og alle andre – det eneste man kan være nervøs for er, hvad miljømyndighederne siger til at lukke ovenstående forsamling løs på Gudenåen.
Tekst Leif Thygesen 

0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Langdistancekap

    Optaktsartikler og reportager fra Langdistanceturneringen, maratonregattaerne mv. 

    Picture
    Langdistancekaproernes gruppe på Facebook. Klik på logo

    Arkiv

    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    Februar 2019
    Januar 2019
    November 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    December 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    Marts 2015
    November 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    April 2014
    Februar 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: [email protected]
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: [email protected]
Copyright© Roinfo.dk