Lørdag den 10. november mødtes Langdistancekaproningsudvalget (LDKU), langdistancearrangører og langdistancedommere i Nyborg for at evaluere 2018-sæsonen og planlægge 2019-sæsonen.
Det vigtigste først. Langdistancekaproningerne vil i 2019 ligge som nedenstående:
- Lørdag den 25. maj, Alssunds Røde Løver. Sønderborg
- Lørdag den 15. juni, Koldingfjordens Slotsregatta. Kolding
- Lørdag den 29. juni, Præstø Roregatta. Præstø
- Lørdag den 10. august, Port of Copenhagen. Københavns Roklub
- Lørdag den 24. august, Lollands Havørn, DM-finalen. Nakskov
Der vil blive tilbudt coastalløb i Kolding og i Nakskov, hvor inriggerløbene arrangeres af Nakskov Roklub og coastalløbene af Nakskov Skibsværft Roklub.
Arrangørerne bag Øresund Maraton har meddelt, at de ikke har ressourcer til at afholde løbet, hvorfor maratonroningen sættes på hold. En æra er slut, og for fremtiden vil der ikke blive arrangeret officielle maratonløb af Langdistancekaproningsudvalget. For et par år siden var det Jysk Maraton, der måtte kaste håndklædet i ringen. Maratonroninger har været et tilbud i Danmark i cirka 30 år, men må nu lukke og slukke på grund af manglende deltagelse.
Forhøjet startgebyr og ønsker til regattasystemet
Startgebyret for at deltage ved en langdistancekaproning vil for fremtiden være kr. 400 plus 10 kroner i afgift til Regattasystemet. En mindre stigning i 2018 blev ikke implementeret, hvorfor der nu kompenseres for dette.
Der er flere ønsker fra arrangørerne til Regattasystemet:
Resultatlisten skal kunne trækkes ud af systemet af dommerne, uden at den er offentligt tilgængeligt.
Pointskemaet skal kunne trækkes ud af regattasystemet, så der ikke skal bruges tid på at gøre det manuelt. I øvrigt er det roinfo.dk, der pt. står for den manuelle pointtildeling.
Der er også et ønske om dropdownlister med holdenes navne.
Der er fortsat problemer for arrangørerne med at administrere systemet. I det officielle mødereferat står: ”Udfordringen er, at det skal være meget IT kompetente personer, som skal håndtere dette system. Det bryder ofte ned undervejs i en regatta. De ekstra penge der er betalt til udvikling, er det svært at se resultat af. Det er utilfredsstillende for alle. Christian (Christian Probst. Formand for LDKU.red) sørger for at ønsker meldes ind og beder om en liste over, hvad DFfR har prioriteret.
Niels Iversen gør comeback i Langdistancekaproningsudvalget, og vil være det direkte bindeled til coastalnetværket. På mødet drøftede man, hvordan man gør mere reklame for langdistancekaproningerne. Der skal laves en plakat, der kan downloades, og man talte om at oprette en Facebook side, der i vid udstrækning skal fungere som ekstern kommunikation. Altså langdistancekaproningernes mulighed for at kommunikere ud til omverdenen. Desuden var der enighed om at bruge DFfRs ugentlige nyhedsbrev, specielt før en kaproning. Det blev foreslået, at DFfR skal lave et udviklingsforløb omkring langdistancekaproningerne, og så afholder Vejle Roklub langdistancekaproningsskole i foråret.
DSR foreslog, at seedningsystemet blev lavet om, så der fremover seedes i forhold til sidste kaproning, og ikke til den aktuelle pointstillingen. DSR håber på denne måde, at direkte konkurrrenter kommer til at starte i forlængelse af hinanden. LDKU regner lige pt. på den model, og udvalget vil efterfølgende afgøre, hvordan der seedes i 2019.
Et forslag om et kamera med realtime code ved start/mållinien fandt ingen tilslutning.
I år var der uddelt en stander til vinderne i Langdistanceturneringen. Det blev foreslået, at standerne skulle vindes til ejendom i stedet for at være ”vandrerstandere”.
På det sportslige plan savner DSR jyske konkurrenter. I den forbindelse vil sønderjyderne forsøge at stille hold, som kan banke københavnerne - Og med den udmelding er der vist allerede nu lagt op til en drabelig sæson.
[email protected]
Kilde: Mødereferat fra Langdistancekaproningsseminar 10. november 2018. Annie Kaalby.