Danske Studenters Roklub og de tilstødende klubber KVIK og Skjold – som man havde booket for at have tilstrækkelig brokapacitet - summede af liv hele dagen.
DSR søsatte et nyt initiativ, hvor man frit kunne vælge, hvilken vej rundt man ville tage på ruterne. Der var blandede meninger om initiativet. Det tilførte et nyt taktisk aspekt, men skabte dog også nogen forvirring, da man flere steder brugte de stationære bøjer som ruteafmærkning i stedet for de vanlige oppustelige store gule bøjer. De noget kringelkrogede ruter bevirkede også, at flere hold- blandt andet 10-km-holdene KVIK og Hellerup 2 - kom på omveje, selvom begge hold jo var på hjemmebane. På 25 km ruten, hvor der er en langtursstyrmand i båden, er det måske OK at udfordre holdene på ruten, men til 10-km mix løbene, der ifølge reglerne skal roes på en beskyttet og overvåget bane af hensyn til nye uerfarne roere, bør man nok vælge en ”idiotsikret” rute. Flere hold bemærkede også, at man mistede overblikket over feltet, når ikke alle hold tog samme vej rundt. Men der var også hold, der udtrykte begejstring for valgmuligheden. På den lange rute blev man sendt ud i pænt store sidebølger, der omkring Middelgrund Fortet nærmest kom ind fra begge sider på en gang - mens der langs kysten var perfekt rovand. Personligt vil Signaturen nok i forbindelse med næste DSR-regatta sende et ”KISS” til studenterne, hvor KISS står for ”Keep It Simple Students” – i hvert fald på 10 km ruten.
Som sædvanligt var service og betjening helt i top, så DSR kan roligt notere, at de fik afviklet endnu en vellykket regatta. Sponsorer havde sørget for gratis kaffe og vand, og det var nogle særdeles lækre sandwich, man solgte fra cafeen.
Regattastemningen var helt i top. Vejrguderne - der hele ugen op til regattaen havde truet med massivt regnvejr - holdt hånden over roerne, og det var tørvejr under hele kaproningen og den sydlige vind gav kun problemer omkring Middelgrund Fortet.
Kampråb er blevet en del af gamet i langdistancekaproning, men der er forskel på indhold og entusiasme. Alle DSR-roerne blev som sædvanligt samlet af træner Bøg Mosegaard, inden de skulle i kamp. Mødet sluttede med, at en enkelt DSR-roer råbte: ”Hvad kæmper vi for”? ”DSR” - lød det halvhjertet og noget fesent fra DSR-flokken. DSR-roeren forsøgte endnu en gang: ”Hvad kæmper vi for”? men heller ikke anden gang formåede den entusiastiske roer at få sine klubkammerater til at lægge mere sjæl i DSR-råbet. Det var stadig et noget ynkeligt kampråb at høre på.
Så var der anderledes gang i den, da Humlebæks formand Christian Probst løb ud på bådebroen og råbte til ”The LadyBees”, der var på vej til start: ”Hvad kæmper vi for”? ”FEST” lød det højt, fuldtonet og med overbevisning fra de tre entusiastiske piger i båden. Og det hjalp – The LadyBees får deres middag og fest! Mere herom senere.
Ved start og mål heppede DSR-roerne om formiddagen på deres klubkammerater og havde ovenikøbet egen cheerleader med flag og stander. DSR! DSR! DSR! Rungede det ud over start- og målområdet i Kalkbrænderiløbet ved enden af Svaneknoppen. Også enkelte KVIK-supportere havde fundet vej og gav ligeledes deres hold et par opmuntrende tilråb inden start. Dagens bedste tilråb kom dog fra en ukendt mand, der i en pause mellem DSR-råbene tørt og med sang i stemmen råbte: ”En –to – tre! Dorte hun er lækker”! Og med en sådan støtte kan man jo kun yde sit allerbedste. Det er ikke lykkedes roinfo.dk at finde ud af, om råbet var tiltænkt Dorte Lassen fra KVIK eller Dorthe Jørgensen fra DSR. Men den rigtige Dort(h)e har forhåbentlig modtaget opmuntringen med glæde.
Der blev afviklet fem coastalløb, og det gav dommerne overarbejde og logistiske problemer. Der skulle startes hold og registreres tider på to forskellige baner, og det fik dommerne John Høck og Lene Svanebjerg til at ligge vandret for at nå det hele. Der skulle også holdes styrmandsmøder og alt i alt bevirkede det, at resultaterne først forelå relativt sent efter kaproningen. Ruten for coastalløbene blev rost af deltagerne som spændende og publikumsvenlig. Det blev også til en enkelt protest, som dommerne måtte forholde sig til. Den protesterende klub Skovshoved fik medhold, og konkurrenten fra Rønne fik en tidsstraf, som det er kendt indenfor coastalroningen. Det sendte Rønne ned på andenpladsen, mens det ikke berørte Skovshoveds placering som nummer fire. Mere herom senere.
Dommer John Høck sagde efter regattaen, at coastalløbene havde givet lidt uro og støj samtidigt med, at der havde været et par tastefejl, så resultatet blev lidt forsinket. Coastalløb ved langdistanceregattaerne er en frisk fornyelse, men coastalløbene bør nok have deres egne officials og egen tidtagning, tilføjer John Høck.
I sin optaktsartikel til Blågrønne Vande skrev roinfo.dk: DSR ÅM 10 har kendte og stærke navne på holdet: Jonathan Winn, Hans-Jørgen Stahl, Asbjørn Levring, Jacob Jespersen og Ellen Stahl Garne. Læsere der har fulgt med i langdistancekaproning i de senere år, vil kunne nikke genkendende til flere af roerne, så her er en oplagt outsider. Og DSR ÅM 10 levede fuldt op til rollen som outsider og roede en sølvmedalje hjem. Der var en enkelt udskiftning hos sølvvinderne, Ellen Stahl Garne var skiftet ud med Astrid Helene Munksgaard. Guldet gik som sædvanligt til Vikingerne Sværke, Hansen og Bruun. Viking har 1.22 minut i friværdi ned til DSR ÅM 10, så det er en forholdsvis sikker sejr.
Cirka et halvt minut efter DSR ÅM 10 finder vi endnu et DSR-hold på bronzepladsen. DSR/Odder: Anne Lolk Thomsen, Juliane Elander og Anne Sofie Dahl-Petersen. OL-roerne bliver dog presset bagfra af Tissø/Kalundborg: Bay, Nissen og Densen. Det er kun ti sekunder der skiller nummer tre og fire. De to særdeles erfarne og stærke langdistanceroere Bay og Densen gør det sammen med 15 årige Mette Nissen imponerende flot.
Erfaring og styrke finder vi også på det næste hold, der igen er en ren ”dametur”. Kombinationen fra Hellerup Dame Roklub og DSR: Tinna Groos, Marianne Juhler og Lone Banke Rasmussen ved også godt, hvordan man flytter en inrigger hurtigst muligt på vandet. Banke & Co.s anstrengelser belønnes med en femteplads.
Kampen om sjettepladsen blev en særdeles tæt affære mellem de to firere fra henholdsvis Middelfart og Københavns Roklub. Kun et sekund skiller de to mandskaber. Det bliver Middelfart: Bendtsen, Kloppenborg-Skrumsager, Lykke Jensen, Scheffel og Hansen, der lige nøjagtigt får marginalerne på deres side og kan henvise Købehavns Roklub: Andersen, Schmidt, Andersen, Mikkelsen og Klein til syvendepladsen med mindst mulig margin.
Og det fortsætter med de små marginaler. Nyborg Roklub, Palæobåden: Irring, Buchwaldt og Sørensen er kun fire sekunder efter københavnerne, så der er virkelig kamp om midterplaceringerne denne gang. Palæobåden noteres til slut for en ottendeplads og tre point i klassementet.
Det blev til et hyggeligt og dejligt gensyn med Bornholmerne: Meinert, Vest Hansen og Olsen. Holdet benyttede Blågrønne Vande som opvarmning til en langtur og gjorde det pænt ved at komme med i Top Ti i stjernefeltet i 10 km åben mix 1. division.
DSRs firer Bateau Hjeromus: Elgaard Larsen, Henningsen, Adelbert Hansen, Alnor og Eltorm ror et pænt løb og er kun 12 sekunder efter Bornholmerne på 11. pladsen.
Debutanterne fra Hellerup Roklub: Jakob Grænge, Simon Rokkedahl og Christoffer Marxen var en frisk fornyelse. De tre kække knægte gik til den, men tog undervejs en omvej, da man i første omgang kom forkert rundt om en bøje og derfor måtte tilbage for ”at hente” den manglende bøje. Det kostede selvfølgelig, men næste gang er man denne erfaring rigere og vil uden tvivl krybe længere op i tabellen.
Roklubben SAS: Nielsen, Thyregod og Bøckhaus bliver nummer 12, mens Hellerup Roklub 3: Scheufens, Teisel og Have bliver nummer 13.
Også KVIK, Heimdal: Sander, Hansen og Lannov ”for vild” på ruten. Klubkammeraten Bo Adelholm mente, at det skyldtes, at man lod sig distrahere af de kønne piger på holdet Odder/DSR Ajax: Anne, Juliane og Anne Sofie. Man fulgte simpelthen efter pigerne, og det skulle man ikke, da Ajax på grund af valgfriheden i ruteomgangen var et andet sted i løbet end KVIK.
Det er fortsat imponerende at se de tider, der roes på i 10 km åben mix 1. division. Sportsligt er klassen premium.
Endnu en dag på kontoret og ikke meget at skrive hjem om. Varde Roklub Mathiasen, Jensen, Pedersen, Jensen og Balje ror sig til årets tredje guldmedalje.
Sølv til de pistolsvingende mænd fra DSR Big guns five: Larsen, Garflet-Nielsen, Pierrel Mikkelsen, Nielsen og Stenild Grøn. Der er 40 sekunder mellem de to mandskaber.
Bronzen går til Viking/Præstø: Mai-Britt Bille, Pia Jeppesen og Martin Poulsen. Klassen trænger til lidt flere deltagere.
Det blev til et vaskeægte hattrick for DSR, AAA: Rahbek, Hedeager Bentsen og Bisgaard. De tre studenterpiger ror en forholdsvis sikker sejr hjem og er næsten et minut foran Københavns Roklub, KR-1: Krarup, Holck og Sevelsted. KR-1 kan efter et succesfyldt forår notere en tredje- og to andenpladser, og skæver man til 10 km over all, så er KR-1 faktisk det bedst placerede kvindehold.
Inden start skrev roinfo.dk, at DSR TME: Brunn Nielsen, Kromann-Andersen og Tardrup var DSRs joker. Og det var tæt på, at TME kunne føje endnu en sølvmedalje til samlingen, efter man stod over i Aarhus. Der er kun fire sekunder op til Købehavns Roklub, så der er allerede nu lagt op til et drabeligt opgør på Vejle Fjord i august, når efterårssæsonen starter, og DSR TME og KR skal slås om metal. Og selvom KR i form af Marie Krarup har en dreven forhandler på holdet, er der ingen mulighed for forlig.
DSR TAM: Igland, Broberg Rasmussen og Stæhr Olsen udviser stabilitet og slutter for tredje gang på fjerdepladsen. I den samlede stilling ligger TAM dog lige nu nummer tre.
Roforeningen KVIK, Frigg: Andersen, Lassen og Jakobsen er på femtepladsen kun 10 sekunder efter TAM. KVIK kan dermed godt tillade sig at kalde det et vellykket come back i kvindeklassen.
I 10 km over all er det fortsat holdene fra 10 km åben mix 1. division, der præger tabellen. Suverænt top hold med tre sejre er Viking, mens Kalundborg – der ikke var til start i København – stadig er nummer to. På tredjepladsen er det rengøringsdamerne fra DSR Ajax, der huserer, mens Nyborg Roklub Palæobåden ligger nummer fire.
25 km åben mix. Udskiftning gav ikke problemer
Både Hellerup og Humlebæk måtte på grund af sygdom skifte ud på holdet inden start. På Hellerups båd var det Rolf Traberg, der ikke var klar, og hos Humlebæk blev Jens Jørgen Tramm tvunget til at stå over.
Man må dog sige, at Admiral Månsson også mestrer den disciplin der hedder, at finde en passende reserve. Traberg blev erstattet af ingen ringere end Peter Gammeltoft fra DSR, og dermed fik Kværnen fra Hellerup endnu et gear at gøre godt med og maste atter en gang konkurrenterne. Månsson, Gammeltoft og Weise vandt med 2.20 minut, og det er en relativt stor sejr.
Og så fuldender Roklubben Viking den vante rækkefølge med årets tredje tredjeplads. Men denne gang er Viking kun 20 sekunder efter Humlebæk, og det er farligt, når Rene Hansen & Co. lugter blod. Mon ikke der vil blive arbejdet hårdt, både på Sydsjælland og Nordsjælland, inden det går løs efter ferien i Vejle?
Nummer fire bliver DSR/Odder Ajax: Lolk Thomsen, Dahl-Petersen og Maagard. Med Allan Maagards indtræden på holdet overskrider Ajax maksimum for antal roere på et hold i en sæson, og dermed er Lolk Thomsen, Dahl-Petersen og Maagard oprettet som et nyt hold under navnet DSR/Odder Ajax II i klassementet.
Randers Roklub 1: Hohwü, Poulsen og Eschelund ror årets bedste løb og belønnes med en fornem femteplads i det stærkt besatte felt. Dermed vandt Randers kampen om midterfeltet.
KVIK II Kofod, Hansen og Skovø bliver nummer seks, men ligger dog fortsat nummer fire i klassementet - selvom man denne gang måtte bøje sig for Randers.
Varde Roklub: Jensen, Larsen og Haagen slutter som nummer syv 1.25 minut foran Roklubben Skjold: Larsen, Krusell og Jensen på ottendepladsen.
De tre DSR-piger Rahbek, Juhler og Bisgaard bliver nummer ni foran KVIK: To gange Elgaard Larsen og Bech Hansen.
Randers Roklub 2: Hovøre, Drachmann og Andersen overlader denne gang sidstepladsen til Præstø/Nakskov: Poulsen, Thygesen og debutant Ploug Bramsen. Præstø/Nakskov listede sig stille og roligt i mål uden at genere nogen – især ikke konkurrenterne.
Et ”DSR-omnibus-hold” var tilmeldt, hvor roere undervejs stod af og på. Undervejs var blandt andet OL-roerne Mads Rasmussen og Rasmus Quist samt Anders Moustgaard ombord på ”bussen”. Men da det blev alvor, måtte chauffør Peter Gammeltoft erkende, at man var underbemandet, og dermed måtte DSRs omnibus blive i garagen. Ærgerligt! Både Kalundborg og vi andre havde glædet os til duellen.
Dermed intet nyt fra ”Østfronten på Øresund”. Kalundborg: Christensen Bang, Hansen og Modin vandt guld og nummer to blev DSR Rio2016: Skov, Rasmussen og Møller Andersen. Det skal dog bemærkes, at DSR denne gang fugte noget bedre med end sidst og formåede at forkorte afstanden til Kalundborg betragteligt i forhold til Aarhus.
KVIK Hermod: Adelholm, Østerberg og Schack Pedersen fejrer Roforeningen KVIKs comeback hos mændene med en bronzemedalje, mens DSR A-Team: Kjærgaard Jensen, Frydendahl og Jensen slutter som nummer fire.
25 km over all
I 25 km over all er Hellerup stadig urørlige på førstepladsen – men Kalundborg og Humlebæk bytter plads, så Kalundborg nu ligger nummer to, mens Humlebæk er nummer tre. Ellers er rækkefølgen på de næste pladser den vante: Viking, DSR Rio2016, KR 2 og KVIK II.
For første gang i historien lykkedes det at afvikle coastalløb i forbindelse med en langdistancekaproning. Mixløbet i 2X blev vundet af Kalundborg, Mattesen og Haugaard Mikkelsen foran de to DSR hold Tønnesen og Dienelt samt Østergaard og Holst Jensen.
I mændenes 2X coastal var der guld og sølv til den arrangerende klub DSR. Guldet gik til Buch Grønlykke og Berg, mens der var sølv til Rauer Nielsen og Bay. Bronzen tilfaldt Skovshoved Roklub: Skavin og Eriksen.
Dramatik var der i kvindernes 2X. Østersøens Piger fra Rønne Roklub: Petersen og Pommer lå ellers til at vinde, men en tidsstraf på 60 sekunder på grund af en protest fra og kollision med nummer fire Skovshoved: Hendriksen og Skavin sendte østersøpigerne ned på andenpladsen. Guldet gik dermed til DSR Østergaard Hansen og Nielsen. Der var bronze til DSR Gosse og De Goede.
Mændenes 1X blev vundet af Mattesen fra Kalundborg foran Jespersen fra DSR og Schjerning fra DSR på tredjepladsen. Nummer fire blev Andersen fra DSR.
I kvindernes 1X kunne Skavin fra Skovshoved hjemføre guld, Petersen fra Rønne fik sølv, og bronzen tilfaldt Gosse fra DSR.
Langdistanceturneringen holder nu sommerferie frem til lørdag den 9. august 2014, hvor fjerde afdeling roes i Vejle. Roinfo.dk skal i en senere artikel vende tilbage med lidt statistik om forårssæsonen, men ellers ønsker Signaturen alle god ferie.
Man kan finde resultatlisten for Blågrønne Vande her
Resultatlisten for de to Over all klasser her
Pointstillingen her
Tekst Leif Thygesen